Fra 1704 til 1709 tjente et dansk korps i den østrigske hær. Det bragte det hæder i de kampe det deltog i, men bragte også korpset på randen af udslettelse i kampene på Ungarns sletter og bjerge.

af Gert Laursen

Baggrund

I 1701 brød den spanske arvefølgekrig ud. Årsagen var den østrigske Kejsers krav på den spanske trone da den spanske Kong Charles d. II døde, og hurtigt blev både Frankrig og England og flere andre europæiske magter indblandet. Frankrig og Bayern tilsluttede sig Spaniens side. Frankrig pga. familiemæssige bindinger og for Bayerns vedkommende i et håb om at overtage Østrigs magtposition i Centraleuropa. England, Holland og Preussen tilsluttede sig den Østrigske side for at stække den franske indflydelse.

I 1701 indledte Østrig krigen, da den østrigske hær under Prins Eugen gik ind i Norditalien, hvor en kombineret fransk-spansk styrke stod, og drev den tilbage til Mantua. Da krigen efterhånden var blevet et europæisk anliggende, kunne Danmark ikke holde sig udenfor. I juni 1701 blev der indgået en forsvarstraktat imellem Frederik d. IV og den østrigske Kejser.

I en hemmelig artikel til traktaten lovede den danske Konge, Kejseren et dansk hjælpekorps på 8000 mand til at tjene i Arvefølgekrigen. Aflønning og forplejning skulle Kejseren stå for og Kongen kunne ikke trække korpset hjem, så længe han havde fred. En af bagtankerne med at sende korpset i fremmed tjeneste var, at kongen ville have en øvet styrke klar til brug i tilfælde af krig, ikke alt for langt væk fra Danmarks grænser.

Det danske hjælpekorps og kampene i Norditalien

Til tjeneste i den østrigske hær udvalgte Kongen det korps der stod i Sachsen, og som øverstbefalende udnævntes Generalfeltmarskalløjtnant Christian Gyldenløve. Korpset bestod af to rytterregimenter på 1020 mand, og syv bataljoner fodfolk. I alt 5172 mand. De manglende folk skulle senere tilslutte sig korpset.

Den 15. september modtog Gyldenløve ordre til afgå, og i flere afdelinger gik korpset over Alperne og samledes ved den italienske by Rivoli. Den 29. november stødte korpset til den østrigske hær der belejrede Manuta og deltog i flere småtræfninger med den franske hær. I maj 1702 indledte den franske hær en offensiv, og den dansk-østrigske hærstyrke måtte trække sig tilbage. I juli tvang slaget ved St. Vittorie, østrigerne til at trække sig yderligere tibage. For at genvinde det tabte, indledte Prins Eugen i august et angreb på de franske styrker ved Luzzara.

På højre fløj rykkede danskerne frem, og i lang tid bølgede kampen frem og tilbage. Tre angreb på de franske styrker blev afslået, og under et af angrebene faldt den østrigske general der ledede styrken. Prins Eugen tog nu personligt kommandoen over de danske tropper, og efter en hård kamp blev franskmændene omsider kastet tilbage. Sejren blev dog ikke fulgt op, og i begyndelsen af december gik den Kejserlige hær og danskerne, stærkt svækket af kampene, i vinterkvarter i omegnen af Mirandola.

Korpset omorganiseres

I løbet af foråret 1703 skete der en omorganisering og forstærkning af det danske korps. Gyldenløve blev afløst af Generalløjtnant Grev Adam Friederich v. Trampe, og korpset blev omdannet, så det kom til at bestå af et Dragonregiment på 1000 mand og 3 regimenter fodfolk på hver 1500 mand.

For at bringe hjælpekorpset op på fuld styrke blev der sent yderligere tre afdelinger afsted: Et Kyrasserregiment under Oberst Dithmarsen, et Infanteriregiment under Oberst Vollrath v Enden og en Mecklenbursk Bataljon under Oberstløjtnant Maltzahn. I starten af 1703 afgik regimenterne til Passau i Sydtyskland, hvor de deltog i forskellige småtræfninger med Bayerske styrker. Herfra tilsluttede de sig den danske hovedstyrke, der således kom til at bestå af to rytterregimenter, fire regimenter fodfolk og den Mecklenburske bataljon.

Den militære situation

Den første halvdel af 1703 forløb relativt roligt. Der var kun mindre kampe imellem franske og østrigske tropper i det nordvestlige Italien, men derefter vendte situationen på dramatisk vis. I juni 1703 udbrød i Ungarn en opstand imod østrigerne, der havde overtaget magten efter den 150 år lange tyrkiske besættelse, og i løbet af september havde oprøret bredt sig til hele Ungarn. Den ene by efter den anden faldt, oprørene nærmede sig Østrigs grænser og situation var alvorlig for østrigerne. Hæren var optaget i vest, og den østlige del af landet var blottet for tropper.

I et desperat forsøg på at stoppe oprørerne, sendtes nu alle tropper der kunne undværes til Ungarn, men de blev trængt tilbage til Wien, og hovedstaden lå nu næsten åben for fjenden. Det danske korps fik nu ordre til at bevæge sig til Wien, men pga. af syge blev den del af korpset der havde ligget i Italien forsinket. Fodfolkene, der havde ligget i Passau, brød op den 19. december og i ilmarch begav det sig til hovedstaden, hvor det ankom den 29. december. Den 15. januar ankom Kyrasserregimentet også til Wien, hvor det tilsluttede sig fodfolket, og begge afdelinger blev nu sendt nordpå for at dække området der.

I mellemtiden havde de bayerske tropper benyttet sig svækkelsen på vestfronten og var rykket frem. Passau var faldet, og hovedstaden lå nu også åben vestfra. Situationen var nu yderst alvorlig for østrigerne, og Wien var præget af panik. Men nu vendte krigslykken igen. Trampe, var med den del af danske korps der havde ligget i Italien, nået frem til Linz, hvor han var med til at standse bayrernes fremrykning. Nye rekrutter strømmede ind til den østrigske hær, og de uprøvede og dårligt udrustede ungarske oprørers fremrykning gik i stå. Wien var dermed frelst og kampene stilnede igen af.

Felttoget i 1704

I februar 1704 blev det danske korps blev sendt i vinterkvarter i Schlesien og i Mähren for at bringe det på fode igen. I foråret blussede kampene imellem de kejserlige styrker og de ungarske oprører igen op. Det lykkedes for østrigerne at rense landet vest for Donau, men øerne i Donau var endnu på fjendtlige hænder. Den 20. april gjorde General Trampe landgang på den største af øerne, Schütt, men blev af en overlegen fjendtlig styrke tvunget tilbage til bådene.

De danske tab var næsten 40 sårede og dræbte. Trampe selv, der havde stået i vand flere timer, døde nogle få dage senere af sygdom og Generalmajor Baron Gersdorff overtog indtil videre kommandoen over hjælpekorpset. Sommeren over fortsatte kampene imellem den østrigske hær og ungarerne. Den Mecklenborgskes bataljon deltog med 200 mand i en østrigsk offensiv imod Waagfloden fra Mähren. Den slog dog fejl da ungarerne indledte et modangreb hvorunder den østrigske øverstkommanderende blev dræbt og chefen for Mecklenburgerne, Oberst Maltzan, førte resten tilbage til Mähren.

Våbenhvile og vinterkvarter

I begyndelse af september 1704 blev der indgået en våbenhvile imellem de stridende parter, og det danske korps blev forelagt til Øvrepfalts for at blive bragt i kampdygtig stand igen. Kommandoen over korpset blev overdraget til Generalløjtnant Andreas v. Harboe der opslog sit hovedkvarter ved byen Roding. I december modtog Harboe en ordre fra Prins Eugen om at bringe hvert kavaleriregiment op på 800 mand og heste og hvert infanteriregiment op på 1300 mand inden 2 måneder.

Pga. af pengemangel viste dette sig imidlertid at være en umulig opgave for Harboe, og i april da Prins Eugen drog til Italien manglede korpset endnu 1300 mand, 500 heste og 3000 geværer. I juni 1705 var korpset omsider bragt op på den ønskede styrke og afgik med Ungarn som mål. I midten af juli ankom de dansker styrker til Wien hvor tropperne blev præsenteret for Kejser Joseph der havde efterfulgt sin far, Kejser Leopold, på tronen.

Felttoget i 1705

Målet for dette års felttog var, at undsætte de østrigske garnisoner der endnu holdt stand i Ungarn og provinsen Siebenbürgen (det nuværende Transsylvanien) der havde været afskåret i to år. Som chef for den østrigske styrke udnævntes Feltmarskal Herbeville. Han samlede sine styrker på øen Schütt i Donau floden, og afventede her det danske korps ankomst. Da danskerne sluttede sig til den østrigske hær bestod den af en styrke på 12.000 fodfolk, 8000 ryttere og 24 stykker feltskyts.

Det danske korps bestod af:

• 1. Regiment (Generalløjtnant Harboe)
• 2. Regiment (Oberst Osten)
• 3. Regiment (Oberst Maltzahn)
• 4. Regiment (Oberst Enden)
• Dragonregimentet (Generalmajor Gersdorff)
• Kyrasserregimentet (Oberst Dithmarsen)

Den Mecklenborske bataljon var blevet opløst og den mandskab var overtaget af de andre regimenter.

Omkring starten september satte den samlede hær sig i bevægelse imod syd. Den 16. september passeredes Donau floden ved Budapest. Et angreb på fæstningen Zolnok ved Theis måtte opgives, og hæren fortsatte til Ketzkemet og Segedin hvor floden Theis d. 9. og 10. oktober passeredes. Derefter fortsatte den til fæstningen Stor-varadin som blev forsynet, og den 22. oktober nåede man Debreczin i det østlige Ungarn.

Under fremrykningen var man kun udsat for mindre angreb, men ved et af angrebene mistede danskerne en stor del af deres bagage. Et tab der under disse forhold var særdeles smertelig for dem specielt fordi ungarerne under deres tilbagetog, havde fjernet alt hvad der kunne være af nytte for den østrigske hær. I begyndelsen af november nåede hæren bjergene der førte til Siebenbürgen. Her havde de ungarske oprører samlet deres hær, og besat de pas der førte over bjergene.

Den 11. november gik den østrigske hær til angreb. De danske tropper under General Harbo, forstærket med et par østrigske bataljoner udgjorde den venstre fløj, imens den resterende del af den østrigske hær indtog den højre fløj. Kl. 14.30 rykkede man frem. De danske soldater stormede igennem en morderisk ild, erobrede den første skanse og derefter de to næste skanser.

Angrebet var blevet udført så hurtigt at kampen på den venstre fløj var endt, før der var løsnet et skud på den højre fløj, hvor østrigerne var blevet forsinket af de smalle veje. Vejen over bjergene lå nu åben og den 17. november rykkede danske og østrigske tropper ind i Klausenburg. Hermed var felttoget endt. De østrigske stillinger var blevet undsat, Siebenbürgen området indtaget og hæren gik nu i vinterkvarter i området omkring Klausenburg.

Vinterkvarter i Siebenbürgen

Men dens stilling var meget udsat her dybt inde i fjendeland og forbindelsen med Wien kun sparsom. Sygdom og overfald gjorde et dybt indhug i hjælpekorpset. Den 7. december blev Oberst Osten, chef for det 2. Regiment og 2 officerer taget til fange af oprørene, og senere blev 30 syge fra 3. Regiment overfaldet og nedhugget. Som vinteren gik blev situationen mere og mere fortvivlet.

I et brev fra februar 1706 skriver Harboe at korpset:

…ere nu komne i den miserableste Tilstand som man kan forestille sig efter de udstandne Fatiguer, den Sult og Tørst, vi har lidt, og det slette Traktement, som daglig nydes…”. Senere fortsatte han: “… De Kejserlige gaar det deri ikke et Haar bedre end os. – Det er at beklage, at det smukke Korps skal forkomme og krepere saa ynkeligt…”. Harboe manglede nu 4752 mand og 1232 heste for at få korpset op på fuld styrke igen, og hvert af regimenterne bestod af ikke mere end 200 friske mand. I løbet af foråret da vejret blev mildere, blev situationen dog noget bedre.

Tilbagetoget fra Siebenbürgen

I marts 1706 blev der indgået en våbenhvile med oprørene, som blev forlænget flere gange henover foråret og sommeren imens man forhandlede. Disse trak til Harbos bekymring ud, da endnu en overvintring kunne betyde korpset udslettelse. I juli udløb endnu en våbenhvile, men omsider kom den længe ventede ordre, om at trække sig tilbage til Ungarn. Netop som hæren havde sat sig i bevægelse, blev Harbo dræbt af et vådeskud fra en danske soldat hvis gevær gik af.

Generalmajor Gersdorff fik nu for anden gang kommandoen over det danske korps. Uden nogen kamphandlinger bevægede hæren sig tilbage over bjergene til Ungarn, og i slutningen af august passerede man floden Theis ved Segedin. Den 26. september ankom man til Kaschau som var besat af oprørene. Et angreb på fæstningen slog fejl, og den 11. oktober ophævede man belejringen og fortsatte tilbagetoget. Ungarerne, der ikke var stærke nok til at møde den kejserlige hær i regulær kamp, fortsatte den brændte jords taktik for at udhungre hæren. Hvor man rykkede frem, blev man mødt af ødelagte landsbyer og afbrændte møller.

Situationen begyndte igen at blive desperat for den østrigske hær. Vinteren nærmede sig, uden at man havde mulighed for at gå i vinterkvarter, og forbindelsen til Wien var fuldstændig afbrudt. Ved det danske korps var brød og mel næsten sluppet op, og både officerer og menige begyndte nu at dø af sult. Manglen på telte, som man havde mistet under forrige års felttog, blev nu føleligt og soldaterne camperede under åben himmel.

I et brev til Grev Rabutin (der havde overtaget kommandoen over hæren efter Feltmarskal Herbeville), klagede Gersdorff over forholdene, og henviste til traktaten der forpligtigede den østrigske hær til at stå for korpsets underhold og indkvartering. Endvidere truede han med at trække korpset tilbage, hvis forholdene ikke blev bedre for danskerne. I sit svar kunne Rabutin kun henvise til, at forholdene i den østrigske hær var de samme. Gersdorff sendte nu en kurer til Wien med et brev til den danske minister Weiberg der opholdt sig der, for at få ham til opsøge Kejseren og udvirke at det danske korps blev sendt tilbage til Tyskland.

Det vidste sig imidlertid, at Kejseren allerede i oktober måned havde givet ordre til at korpset skulle forlægges til vinterkvarter i Tyskland, men ordren var aldrig nået igennem til Rabutin.

I vinterkvarter i Pfalts

I marts 1707 lykkedes det så endelig for det danske korps at slippe ud af Ungarn og tilbage til Østrig, hvor det fortsatte dets march til Pfalts, hvor det havde fået kvarter. I april overtog Grev Frederik Ahlefeldt-Langeland kommandoen over korpset, og det blev hans opgave at få korpset på fode igen efter felttoget i Ungarn.

Korset bestod på det tidspunkt af 2397 mand, hvoraf næsten 500 var syge eller sårede, og det var dermed kun en skygge af sig selv. Da en af Frederik d. IV’s tanker med at sende korpset af sted havde været, at have et kampdygtig øvet korps klart i tilfælde af krig med Sverige, kunne han selvfølgelig ikke være tilfreds med korpset tilstand, eller den måde det var blevet brugt i Ungarn på.

Ahlefeldt havde derfor fået ordre på, at korpset under ingen omstændigheder igen måtte bruges i Ungarn uden Kongens udtrykkelige tilladelse, og at det ikke måtte forlade sine kvarterer, før det var kommet i kampdygtig tilstand igen. Sommeren og efteråret gik uden der skete synderlige fremskridt. Næsten halvdelen af mændene manglede geværer, og rytteriet havde en stor mangel på heste. Ligeledes var der kontroverser med østrigerne over den manglende sold. I det hele taget blev forholdet imellem det danske korps og østrigerne mere og mere anstrengt.

Østrigerne havde planlagt at bruge danskerne i Ungarn endnu engang, men det lykkedes Ahlefeldt at få forhindre dette ved at underrette den danske Konge. I februar 1708 gav Kongen befaling til, at korpset ikke måtte overskride Donau og Waag, og dette forværrede forholdet yderligere. Solden udeblev stadig, og det danske korps blev beskyldt for at pine og udsuge landet, og det kom til nogle hårde meningsudvekslinger imellem Prins Eugen og Weiberg. Den 15. juni døde Ahlefeldt efter længere tids sygdom, og for tredje gang overtog Gersdorff kommandoen over korpset. Og denne gang beholdt han den.

Det sidste felttog

I juli 1708 var sagerne omsider bragt i orden efter længere tids forhandlinger imellem Wien og København. Korpset var igen ved at være bragt i kampdygtig stand. De østrigske planer for dette års felttog, var en offensiv ind i det nordlige Ungarn, og til den afventede østrigerne danskernes ankomst til Wien.

I august 1708 brød korpset op fra deres kvarterer og marcherede mod hovedstaden. På efterretning om det danske korps afmarch, gik de ungarske oprører til angreb på den østrigske hær i håb om en sejr før danskernes ankomst. Det endte dog i et nederlag ved Trentschin d. 4 august og oprørene trak sig tilbage til deres befæstede byer. Danskerne var i mellemtiden ankommet til Wien, hvor korpset blev indskibet på 170 skibe og flåder og sejlet ned af Donau til Pressburg, hvor resten af den østrigske hær under Feltmarskal Heister ventede.

Med forstærkning af danskerne, rykkede den østrigske hær ud til belejringen af Neutra og Neuhäusel. Neutra faldt hurtigt imens belejringen af Neuhäusel måtte opgives i midten af oktober. Man var nu nået så langt hen på året at danskerne gik i vinterkvarter i Mähren, imens den Kejserlige hær gik i vinterkvarter øst for Waag floden.

Og dermed var krigen slut for det danske hjælpekorps. Da Frederik d. IV havde givet ordre til, at korpset ikke måtte fortsætte efter Waag og Donau floderne, så den østrigske Kejser ikke længere nogen grund til at beholde det danske korps i sin tjeneste. Efter en del forhandlinger med østrigerne om det økonomiske mellemværende, påbegyndte korpset i juli 1709 dets hjemrejse over Mähren, Bøhmen og Sachsen til Holsten. Efter 6 år i fremmed tjeneste var det danske hjælpekorps omsider hjemme igen.

Korpset havde udmærket sig i de kampe man havde deltaget i, men havde også været tæt på at blive fuldstændig udslettet. Tabene havde været uhyggelige, og af de soldater og officerer der var taget af sted i 1704, var det kun et fåtal der vendte hjem til Danmark igen.