De efterfølgende forhandlinger og begravelsen af de omkomne

På denne baggrund valgte kronprinsen at opgive kampen, da en fortsættelse efter hans mening kun ville medføre yderligere og større danske tab. Herefter blev der indgået våbenhvile hvorefter man indledte forhandlinger om betingelserne for fred. Disse strakte sig over en uge og drejede sig om det engelske krav om dansk udtræden af neutralitetsforbundet med Rusland, Sverige og Prøjsen.

Den 6 timer lange kamp havde kostet mere end 2.000 døde og sårede på begge sider. Københavns befolkning havde pludselig mærket krigens ulykke og rædsel på nærmeste hold.

Ud over den angst, sorg og vrede som denne korte bataljer havde medført skabtes dog også en dyb følelse af fællesskab. Dette fællesskab kom klart til udtryk den 5. april 1801, da de faldne begravedes i en fælles grav på Holmens kirkegård, efter indbyggernes omfattende deltagelse i det store ligtog.

Fredsaftalen, og perioden derefter

Den 8. april 1801 midt under de hårde forhandlinger, som på det tidspunkt tegnede til genoptagelse af kampen meddeltes kronprinsen diskret, at “Zar Paul er død”.

Da grundlaget for forbundet således var bortfaldet, lod kronprinsen forhandlingerne fortsætte på skrømt men indvilligede snart i de engelske krav, som nu ikke havde nogen betydning, hvorefter en 14 ugers våbenstilstand blev underskrevet 9. april 1801 som begyndelsen på den fred mellem parterne. Den endelige fredsaftale blev herefter underskrevet 23. oktober 1801.

I tiden efter Slaget på Reden den 2. april 1801 forsøgte Danmark-Norge at holde sig uden for det europæiske opgør, som under Englands ledelse forsøgte at bremse Frankrigs ekspansion.

Danmark-Norges situation var politisk lidet ønskværdig af flere årsager. Først og fremmest skræmte sporene fra 1801, hvor man på grund af deltagelse i Det væbnede Neutralitetsforbund havde måttet gennemleve Slaget på Reden.

Krigen 1807-1814

Der indledtes nu en periode med dansk neutralitet, hvor pengene strømmede til landet. Den danske handel blomstrede på bekostning af de krigsførende magter i Europa. Varer handledes og fragtedes over alt på jorden af skibe under Dannebrog.

På Europas fastland rasede krigen dog videre mellem arvefjenderne Frankrig og England og som følge af dette, besluttede den danske regering i 1805 at trække størstedelen af den danske hær til Holsten, i forsøg på at forsvare grænsen såfremt krigen skulle brede sig mod nord.

På trods af de gyldne handelspolitiske tider lå landet under dobbelt politisk pres. På den ene side stod den dominerende landmagt, Frankrig og på den anden side den dominerende sømagt England, og kun så længe disse nationer accepterede Dansk-Norsk neutralitet, ville denne kunne opretholdes.

Den dansk-norske regering formåede at holde balancen på den diplomatiske knivsæg helt frem til sommeren 1807, men i august måned begyndte tiden at rinde ud. England og Frankrig indledte kapløbet om at sikre sig kontrollen med den dansk flåde med katastrofale følger for Danmark-Norge.

Den engelske landgang og de sjællanske landeværn

I forlængelse af Napoleons sejre ved Jena, Auerstädt (1806), Eylau og Friedland (1807) og kort tid efter Freden i Tilsit 7. juli 1807 afsejlede en engelske flåde under Admiral Gambier i al hemmelighed 26. juli 1807 fra Yarmouth med kurs mod København. Opgaven lød på at tvinge Danmark til at afstå (1) sin krigsflåde til England, for at denne ikke skulle falde i Napoleons hænder.

Den engelske flåde var af betragteligt omfang og omfattede 21 linieskibe, 9 fregatter og 37 andre krigsskibe. Der medfulgte en transportflåde på ca. 380 skibe med den samlede landgangshær på ca. 30.000 mand og desuden medbragtes ca. 3.000 heste og et omfattende artilleri af kanoner, haubitsere, morterer og de nye Congreve-raketter.

Denne enorme flåde passerede Kronborg den 3. august. I mangel af krigserklæring og i forsøg på at fastholde sin neutralitetspolitik nøjedes Øresunds ypperste forsvarsværk med at salutere! Den 16. august gik den engelske landgangshær i land ved Vedbæk og omringede København.

Da det meste af den danske hær stod opmarcheret i Holsten under ledelse af kronprinsen som værn for dansk neutralitet og forsvar mod evt. angreb fra Napoleon, var Københavns forsvar af yderst begrænset omfang. For at komme København til undsætning blev der givet ordre til at indkalde og formere det sjællandske, lolland-falsterske og mønske Landeværn og Kystmilits under kommando af generalløjtnant J.M.H von Castenschiold.

Det lykkedes at samle størstedelen af Landeværnet med henblik på at falde englænderne, udenfor København, i ryggen. Dette forehavende blev dog forpurret, da de professionelle engelske tropper, under ledelse af den general A. Wellesley (2) angreb de danske tropper den 29. august 1807 ved Køge. Det såkaldte “Træskoslag” endte med totalt dansk nederlag og hermed kunne englænderne opretholde presset mod København.

Københavns forsvar, belejring og bombardement

Forsvaret af selve København omfattede ca. 430 kanoner og morterer på de omkringliggende volde. Personellet bestod af 4.300 mand regulære soldater, 2.400 slet udrustede og dårligt uddannede landeværnssoldater, 3 frivillige korps med i alt 1200 mand, en borgerbevæbning på ca. 5.000 mand samt 7 ingeniør-befalingsmænd, i alt ca. 13.000 mand.

Kommandoen over disse brogede og lidet krigsduelige landtropper blev pålagt den 72-årige ingeniørofficer Ernst Henrik Peymann, der aldrig tidligere havde kommando over regulære soldater. Peymann var blevet udnævnt til Højstkommanderende og Kommandant i København under kronprins Frederik VI’s hastige besøg i byen, inden han efter 4 dage tog tilbage til Holsten. Som chef for Søforsvaret udnævnte kronprinsen ved samme lejlighed kommandør Steen Bille.

Uden at møde egentlig modstand omringede den engelske landgangshær i løbet af få dage København og tilbød kapitulation sammen med kravet om udlevering af flåden. Dette nægtedes hvorefter København blev udsat for et bombardement fra den 2-5. september. Den 7. september 1807 overgav Peymann byen og flåden til englænderne.

Flådens afsejling og “Prisonen”

I de næstfølgende uger blev flåden udrustet og gjort sejlklar hvorefter den, under engelsk ledelse, afsejlede mod England 21. oktober 1807. Den flåde som danskerne herved mistede var af afgørende værdi for landet som nation. Den omfattede 18 linieskibe, 15 fregatter, 7 brigger og 23 kanonbåde samt 7 stykpramme og 1 skonnert. Til denne var mere end 90.000 udvoksede egetræer anvendt.

Englænderne beslaglagde desuden alle danske og norske skibe i engelske havne og opbragte de fleste af de handelsskibe, der var på vej til og fra Danmarks oversøiske besiddelser og handelspartnere.

Tabet, berøvede med ét slag Danmarks høje position som søfartsnation og var den direkte årsag til det senere tab af Norge såvel som den senere statsbankerot.

I løbet af disse krigsår blev omkring 7.000 danske og norske søfolk fra hele verden tilfangetaget af englænderne. Størstedelen af disse måtte tilbringe op mod 7 år under yderst usle vilkår ombord i den såkaldte “Prisonen” (3).

Forbund med Napoleon og spaniolerne i Danmark

Ved tabet af flåden sluttede Danmark i efteråret 1807 forbund med Napoleon. Som følge af dette sendte Napoleon den 13. marts 1808 en styrke på 9.000 mand, bestående primært af spaniere til Danmark. Styrken lededes af den franske marskal Jean-Baptise Bernadotte.

Planen var, at de franske og spanske soldater sammen med de danske afdelinger skulle gå til angreb mod Skåne, da Sverige havde nægtet at stille sig på fransk side mod England. Dette blev aldrig til noget, men spaniolernes tid i Danmark var årsag til adskillige episoder og problemer. Bl.a. nedbrændte Kodinghus den 29-30 marts dette år som følge af spaniolernes for voldsomme fyring i kaminerne.

Spaniolerne forblev i landet i adskillige måneder og kostede danskerne en formue inden størstedelen i forbindelse med et oprør ledet af general Romana blev udskibet fra Nyborg og Langeland efter kampe bl.a. ved Nyborg. Udskibningen foretoges i august måned 1808 (af englænderne!). Et stort antal af spaniolere på Sjælland lykkedes det dog ikke at komme væk. De forblev i Danmark og kan den dag i dag spores i adskillige slægter.

Kanonbåds- og kaperkrig

Det var umuligt at erstatte tabet af de mange hundrede år gamle egetræer, og det lykkedes derfor kun at få færdigbygget 4 nye orlogsskibe de kommende 7 år. Kronprinsen besluttede derfor at videreføre krigen mod England med andre midler. Midlet blev kanonbåde, hvorfor perioden ofte kaldes “Kanonbådskrigen”.

Der blev i alt bygget 226 af disse både, som blev roet af mellem 24 og 64 mand og udrustet med nogle få kanoner. Bådene arbejdede flere sammen med det formål at angribe såvel engelske handels- som mindre orlogsskibe. Specielt i vindstille vejr havde kanonbådene stor effekt overfor de store sejlskibe.

Det var ikke kun kanonbåde, som tog kampen op mod den overlegne engelske fjende. Fra september 1807 blev der givet mulighed for at alle interesserede kunne få kongelig tilladelse til at sejle som kaper.

Med regeringens udstedelse af kaperbreve indebar dette reelt retten til at drive statssanktioneret lovligt sørøveri mod alle engelske og neutrale skibe, som sejlede med varer til og fra England.

Omkring 600 kaperfartøjer fungerede i “Kaperkrigen” i årene 1807-14. Disse, som sejledes af flere tusinde mand hjemførte skibe og varer for omkring hundrede millioner rigsdaler til Danmark.

Slaget ved Sjælland Odde

Da englænderne sejlede bort med den danske flåde manglede kun få skibe. Et af disse, linieskibet Prinds Christian Frederik, var med en besætning på 576 tilfældigvis i Norge og undgik derfor englændernes ran.

Skibet blev i 1808 beordret til Storebælt for at tage kampen op med enlige engelske skibe. I marts måned blev skibet under ledelse af kaptajn Carl Wilhelm Jessen, angrebet af engelske orlogsskibe udfor Sjælland Odde.

Kampen begyndte kl. 19.30 og fortsatte hele den mørke aften. På begge sider var tabene store. De danske tab omfattede ca. 60 mand herunder bl.a. den navnkundige søløjtnant Peter Willemoes. Efter mere end 3 timers kamp, overgav den dansk kaptajn skibet, som på daværende tidspunkt stod på grund.

Da englænderne ikke kunne trække skibet af grunden afbrændte de det. De omkomne søfolk blev alle begravet på Odden kirkegård, hvor der rejstes en mindesten over de faldne fra “Prinds Christian Frederik”. N.F.S.Grundtvig forfattede indskriften, hvoraf de første linier lyder:

De snekker mødtes i kveld på hav
og luften begyndte at gløde
de leged alt over den åbne grav
og bølgerne gjordes så røde”.

Tabet af Norge og statsbankerot

Krigen var dyr for Danmark. Store beløb gik til hæren, til byggeriet af kanonbåde og skanser rundt om langs de danske kyster. Sidst men ikke mindst var spaniolernes ophold heller ikke billigt. For at dække udgifterne trykkedes flere pengesedler, men disse blev stadig mindre værd og i starten af 1813 gik landet statsbankerot.

Udenrigspolitisk gik det lige så galt. Napoleons nedtur begyndte med nederlaget i Rusland og ved Leipzig. Ved den endelige fred i Kiel 1814 måtte Danmark, efter 450 år, afstå Norge til Sverige.

Da freden endelig kom til Europa i 1815, var Danmark forvandlet til et forarmet land. Tabet af Norge, orlogs- og handelsflådens ca. 1400 skibe samt bankerotten i 1813 skulle vise sig af stor betydning for alle mennesker i landet i ganske mange år frem.

Noter:

(1) I første omgang var der alene tale om udlevering som pant. Der blev senere tale om reel konfiskation.
(2) General Arthur, Lord Wellesley, udnævnt til Hertugen af Wellington i 1813, I 1815 besejrede Wellington Napoleon i det afgørende slag ved Waterloo.
(3) Udrangerede og forankrede engelske krigsskibe der anvendtes som krigsfangelejre.

Læs mere:

Fra storhed til fald, Danmarks krige mod England 1801-1814, Hans Gergersen, Tema Bogforlag, januar 1990.
Danske Forsvarsanlæg i 5000 år, II. del: 1684-1932, Palle Bolten Jagd, Martins Forlag 1986.
Bomber, krig og bankerot, Robert Fisker, Munksgård 1988.
Englandskrigene 1801-14, Lars Lindeberg, Lademann, 1974.