De skulle have kæmpet for englænderne mod irske oprørere, der var støttet af Frankrig. Men de blev bortført af franske kapere og måtte kæmpe for Frankrig i både Catalonien og Flandern.

I årene 1688-1697 hærgede 9-årskrigen Europa. Kampen stod mellem Frankrig og ’Den store alliance’ (Grand Alliance; England, Nederlandene, det Hellige Tysk-romerske imperium). Dens historie blev til dels skrevet med dansk-norsk blod, da op mod 25.000 dansk-norske soldater kæmpede i krigen (op mod 6-7 procent af samtlige soldater).

Og flere hundrede soldater fra Dronningens Livregiment kom ufrivilligt til at kæmpe for kong Ludvig XIV i regiment Youl-Danois, senere Royal Danois, indtil stormen på Barcelona i 1697 afsluttede deres krigsdeltagelse.

Den politiske situation

I januar steg prins Vilhelm af Oranien, herefter kendt som kong Vilhelm III, op på den engelske trone. Han støttedes af størstedelen af det engelske folk. Hans forgænger, den katolske Jakob II, søgte tilflugt i Frankrig. Her lovede den franske kong Ludvig XIV, overhovedet for Europas mægtigste militærmagt på den tid, at ville hjælpe den afsatte konge. Vilhelm III var tvunget til også hurtigt til at skaffe sig militær hjælp; den kom bl.a. i form af et korps fra Danmark-Norge.  

I efteråret 1689 samledes derfor en stor eskadre af transportskibe ved Slesvigs vestkyst og i de første dage af november 1689 blev styrken på op mod 7000 soldater og 1700 heste indskibet ved Jordsand og Højer i 80 transportskibe. Eskorteret af 6 krigsskibe stod de ud på havet med Leith i Skotland som det umiddelbare mål. Men efterårsstorme splittede hurtigt flåden så grundigt, at hovedparten af styrken først blev samlet igen i foråret 1690.

Bortført på havet

Men pist væk var størstedelen af Dronningens Livregiment, ledet af oberst Johan Dietrich von Haxthausen, der havde en stab og 6 kompagnier på 113 mand under sig. 4 af de førnævnte kompagnier var ombord på skibet Samson, der kort tid efter indskibning var sprunget læk og måtte søge til Glückstadt for undergå reparation.

I begyndelsen af december blev de igen sendt afsted, på en fløjte og en galliot. Men igen var uheldet ude; nu i form af franske kapere, der på den tid plagede skibsfarten i Nordsøen. Ledet af den på den tid berømte eller berygtede franske kaper (dvs. statsautoriserede pirat) Jean Bart kunne de på baggrund af større ildkraft uden kamp overtage kontrollen med skibene.

Et oprør foretaget af de danske fanger på gallioten tvang den til Zeeland, hvor den gik på grund og mandskabet reddes. Men resten af styrken – 16 officerer, ca. 320 underofficerer og menige – blev bragt til Dunkerque. Her vakte fangsten stor opsigt.  

Kongens aftensmad afbrydes

En admiral Tourville overbragte personligt budskabet om kaperens heldige fangst midt under kongens ’petite couvert’. Her var kongen omgivet af en mindre gruppe af landets fornemmeste mænd og kvinder, der havde fået det privilegie at overvære det skuespil, som kongens indtagelse af aftensmad var.

Det blev hurtigt middagens konversationsemne, hvor det nævntes at så gode soldater (som danske soldater altså blev anset for) burde sættes i fransk tjeneste. Men kun steder hvor de ikke nemt kunne desertere, og ikke som samlet enhed.

Den danske envoye i Frankrig, Henning Meyercrone, gik derimod ud fra at han ville få at vide hvornår han kunne lade den danske konges soldater afhente, måske mod betaling for forplejning mv. For Danmark og Frankrig var jo ikke var i krig, hvorfor soldaterne jo ikke var krigsfanger.

Fra engelsk til fransk krigstjeneste

Meyercrone talte dog for døve øren; den franske udenrigsminister de Croissy indvendte, at soldaterne var på vej i engelsk tjeneste, og at de jo allerede var betalt for af Vilhem, hvorfor de reelt var at betragte som engelske soldater. Og derfor retmæssigt fransk bytte.

Blandt de personer der befandt sig ved den omtalte ’petit couvert’ var i øvrigt den danske oberst Frands Juel, der i sin ungdom havde været i fransk krigstjeneste, derefter i dansk krigstjeneste i Skånske krig, og siden bl.a. var kommandant på Aggershus i Oslo 1782-87. Men i 1790 var han altså stadig så højt på strå i Frankrig, at han kunne få lov at overvære kongens ’petit couvert’.            

Solgt til højre og venstre

Fra rejsen til Dunkerque til Abbéville, hvor deres nye kvarter lå, svandt styrken dog ind; nogle soldater blev hyret af de officerer, der førte eskorten der fulgte med de danske soldater, og flere soldater blev afhændet til kompagnichefer, hvis kvarterer de passerede på ruten, der gik over Calais og Boulogne. Selv den ledsagende ’commisaire des guerres’ solgte 30 mand til sin svoger, der kommanderede et kompagni af Schweizergarden. Da man ankom til Abbéville var der derfor kun lidt over 100 soldater tilbage.

Regiment Youl-Danois

General Bulonde, øverstkommanderende i den egn af Frankrig, fik dog snart en skarp kongelig ordre om igen af samle de danske soldater til en stamme på henved 300 mand i et nyt regiment under ledelse af netop Frands Juel; således blev ’Regiment Youl-Danois’ til (Juel blev forfransket til Youl.

Fremmedregimenterne i fransk tjeneste var da organiseret i bataljoner på 7 kompagnier a 100 mand, så den danske styrke, der faktisk blot var en halv bataljon, blev fyldt op og fik dertil en søsterbataljon med endnu 700 mand. De tilførte soldater kom mestendels fra de tyske regimenter Zurlauben og Fürstemberg. Angiveligt skal enhedens uniform have været meget lig det danske regiment Sjællands uniform.

Solferie i Katalonien

I 1691 kom regiment Youl-Danois i aktion for den franske konge. De deltog i en kort indsats mod fæstningen Seo de Urgel i de bjergrige egne umiddelbart syd for Andorra, hvor 24 timers beskydning med nogle få kanoner fik guvernør Don José til at overgive sig med 1000 soldater og lige så mange guerilleros. Men ellers var tjenesten fredelig, da krigens hovedfront lå i Flandern. Så mon ikke mange har nydt solen, de eksotiske omgivelser, og måske vinen og maden?

Juel forsøgte at forgæves at hyre gode folk fra Dronningens Livregiment, så han måtte kaste nettet bredere ud. En Kristian Korfits Rosenkrands, nogle brdr. Huitfeldt og Kristian Albrecht Dankwardt, Arendt Mogensen Krag og Arild Gyldenstjerne (de sidste 3 var løjtnanter der forlod det nyligt nedlagte Marineregiment i Danmark for så at søge tjeneste i Youl-Danois) er nogle af de navne der nævnes. Mange meldte sig for at dygtiggøre sig udi krigskunsten, og flere optræder da også senere på fremtrædende pladser i den dansk-norske krigshistorie.

Store tab i Flandern

Kong Christian 5., havde trods troppestøtten til Vilhelm III også et godt forhold til den franske konge og havde sendt Christian Gyldenløve, en af hans uægte sønner, og to oberster, A. F. Trampe og Chr. Bielke, til Flandern, for at lære krigskunsten ved at kæmpe på fransk side.

Da den franske hær led store tab i bl.a. slaget ved Steenkirk/ Steenkerque i 1692, hvor Gyldenløve-trioen (og i øvrigt adskillige andre danske officerer) deltog, var nye soldater i høj kurs. Blikket blev kastet på Juels delvist danske styrke i Catalonien, og efter mange og lange skriverier og forhandlinger frem og tilbage, endte det med, på Ludvig XIV foranledning, at Juels regiment kom under Gyldenløves kommando. Styrken blev nu kaldt regiment Royal Danois.

Fra asken til ilden

Royal Danois deltog herefter i belejringen af Huy i juli i 1692, i slaget Neerwinden på vejen mod Bruxelles, hvor regimentet stormede og indtog ”16 hegn” (dvs. rykkede frem over marker og enge) på den franske højre fløj, og i belejringen af Charleroi i efteråret 1692. Her blev de indsat på fæstningens nordvestlige side, hvor en minesprængning fra de belejredes side kostede 25 af Royal Danois’ grenadérer, og nær også Gyldenløves, liv. Så, efter at have kæmpet med i 4 felttog for den franske konge blev han i 1694 kaldt hjem til Danmark-Norge i 1694 for at tjene som generalløjtnant i den norske hær.

Prinds Kristians bataljon skifter side i Flandern

Frands Juel var nu igen øverste leder af Royal Danois, der i 1695 var del af en strategisk reserve i regionen Calais. Juel var heldig at kunne drage stor fordel af en succesrig belejring af Diksmuide/ Dixmuide i juli 1695, hvor fjendens garnisonen til dels bestod af danske Prinds Kristians bataljon; for omkring 90 % af soldaterne lod sig efter overgivelsen overtale til at søge over i Royal Danois. Gyldenløve havde også fortsat sit gamle regiment i tankerne og sørgede for nye rekrutter fra Norge.

Regimentet sendes til Italien

Juel blev i 1696 forfremmet til brigadier d’infanteri, men beholdt sit regiment, der var tæt på fuldtalligt og næsten udelukkende bestod af soldater fra Danmark-Norge. Måske var det Diksmuide/ Dixmuide, der afgjorde det, men den franske ledelse mente nu, at det var klogest at fjerne det fra Flandern, hvor netop mange dansk-norske soldater kæmpede i engelsk tjeneste efter den irske krigs afslutning i 1691. Royal Danois blev i 1696 sendt til Savoyen i Norditalien, hvor tjenesten var begivenhedsløs, bortset fra en passiv deltagelse i belejringen af Valenca.

Tilbage til Katalonien

Så afgik regimentet igen til Katalonien. Brigadegeneral Juels styrke bestod nu af en brigade på fire bataljoner; regiment Royal Danois (Youl-Danois med de to dansk-norske bataljoner) samt to små franske regimenter, Medóc og Courville, der reelt blot var en bataljon hver. De deltog i 1697 i belejringen og stormen på Barcelonas nordlige, gamle bydel. Bag en voldgrav, en vold og endnu en mur med bastioner stod 8000 soldater, 1500 ryttere og 4000 mand i en borgervæbning klar til et stædigt forsvar.

Storm på Barcelona

Løbegravene åbnedes i begyndelsen af juni 1697, men pga. forsvarernes ihærdige kamp og talrige udfald var det først i midten af juli, at forsvarets to centrale bastioner faldt. 10 grenadérkompagnier og 16 bataljoner stod klar til at erobre muren mellem bastionerne. Men efter forhandlinger kapitulerede forsvarerne, der fik lov af forlade byen mod fuld militær honnør i begyndelsen af august. Den franske styrke havde lidt store tab, op mod 9000 dræbte og sårede; Juels regiment stod ifølge en opgørelse for 4 faldne kaptajner og 99 underofficerer, samt 2 kaptajner, 6 løjtnanter og 69 menige (samt 48 deserterede).

Exit historien

Herefter tog fredsforhandlinger over, og krigen endte med freden i Ryswick i 1697. Regimentet med den omtumlede tilblivelse og dramatiske ”liv” endte uden store formalia eller anerkendelse for sin indsats. Det var aldrig et dansk ønske, at det skulle kæmpe for Frankrig, var aldrig en officiel dansk styrke, og efter Gyldenløves afsked tabte det al dansk opmærksomhed. Mange officerer søgte tilbage til Danmark-Norge, men Frands Juel blev i Frankrig, hvor han opnåede rang af Maréchal de Camp, dvs. feltmarskal.