I middelalderen kæmpede tusindvis af landsknægte, lejesoldater, for magthaverne. De var kendt for deres særdeles brutale adfærd overfor civile, men også for deres dygtighed og loyalitet. En særlig barsk enhed – Den Sorte Garde – var i flere omgange i dansk tjeneste.

Siden oprettelsen i 1488 havde styrken kendt som ’Den Store Garde’ eller ’Den Sachsiske Garde’, i tjeneste for snart den ene – snart den anden herre, nærmest specialiseret sig i at nedkæmpe bondeoprør i det nordtyske og nederlandske område. Styrken var så gået i tjeneste for kong Hans, hvor 6000 mand i 1497 havde besejret de oprørske svenskere ved Rotebro og tvunget dem tilbage i Kalmarunionen. Men i vinteren 1499 lå de erfarne krigsknægte i lejr syd for Elben, uden krigens arbejde, dvs. uden penge, og som det skrives, i ”stor nød og stor hunger”.

Men heldet var med dem, for igen stod kong Hans i bekneb for soldater. Nu ville han undertvinge de lige så oprørske bønder i det rige område, Ditmarsken, som to gange havde afværget angreb fra den holstenske adel. De måtte så bede om hjælp fra den danske konge, eftersom Holsten var hans len. Adelshærene var tydeligvis ikke stærke nok, men sammen med de veludrustede veteraner fra Den Sorte Garde, som de nu gerne kaldte sig, måtte man da kunne knægte de genstridige bønder. Det nye navn lød godt, for en stor del af krigsførelsen bestod i, at skræmme modstanderen, og lykkedes det overfor de ofte utrænede bonde- og by militser, var en halv sejr var vundet.

Tidens lejesoldater brugte ofte terror som kampmiddel, men Den Sorte Garde lagde sig særligt i selen. En datidig kronikør fra Ditmarsken skrev: ”De havde et så kendt navn og mægtigt ry, at man rystede af skræk, når man hørte om dem”, og videre, at man ”tog dem for at være uovervindelige, og for at begå brutal plyndring, mord og brand. De ødelagde byerne og landet, skånede hverken kirker eller klostre. De behandlede folk og fanger ubarmhjertigt og ukristeligt, og skånede ingen stand eller slægt.” Så, når de rykkede frem under trommers dunder med kampråbet ”Wahre de Bure, de Garde de kumbt” – ”Pas på bønder, Garden kommer” – gjorde det utvivlsomt et stærkt indtryk på de nervøse bønder.

Felttoget skulle finde sted om vinteren, mens Ditmarskens flade landskabs mange vandløb og kanaler var frosset til, og derfor passérbare. I begyndelsen af februar 1500 rykkede den danske hær frem mod Meldorf, hovedbyen i Ditmarsken. Den Sorte Garde bestod af 16 fænniker, i alt ca. 4000 soldater, og var støttet af ca. 2000 ryttere og adelige riddere, samt en ca. 5000 mand stor bondehær. Dertil kom et antal kanoner. Mod denne hær kunne ditmarskerne mønstre en hær på 6000 bondesoldater og nogle få kanoner – en styrke som de desuden måtte opdele, da de ikke vidste hvorfra den danske konges angreb kom. Forsvarerne ved Meldorf, hvor kun de svageste civile var blevet tilbage, valgte da også at trække sig tilbage for overmagten.

Både holstenere, garden og danskere deltog i de efterfølgende massakrer, der ophidsede selv samtidens ellers krigsvante kronikører, der talte om ”Herodianischer Tyrrenei”, i minde om kong Herodes bibelske barnemord, da hverken gamle, mødre eller børn blev skånet. Særligt den holstenske adel hadede ditmarskerne, der afviste adelsherredømmet, der jo var bestemt af Gud, ifølge dem selv, og som jo allerede to gange havde tilføjet dem blodige nederlag. Man ville statuere et eksempel. Men så satte et overraskende tøvejr ind, hvilket gav ditmarskerne en markant fordel, da det ville hæmme angribernes bevægelsesfrihed. Gardens erfarne anfører, Thomas Slentz, rådede derfor kongen til at afbryde felttoget. Men det var kostbart at holde Den Sorte Garde i felten, så kongen ønskede at få krigen overstået så hurtigt som muligt.

Men ditmarskerne havde fanget nogle af den kongelige hærs spejdere, og kendte nu planerne. Marchen mod det næste mål, byen Hemmingstedt, fortsatte d. 17. februar i en blanding af hagl og slud, hvor Garden udgjorde hærens spydspids, efterfulgt af bondehæren og rytteriet. På en opdæmmet vej omgivet af mudrede marker mødte de fjenden, der havde haft tid til at bygge en skanse, der på begge sider var omgivet af dybe kanaler. Den første kanon- og geværild fra skansen dræbte og sårede mange af lejesoldaterne, men de var ikke så lette at ryste, og forsøgte med spyd, brædder og gabioner at krydse kanalerne for at kunne angribe skansen i flanken eller ryggen. Slentz lod desuden nogle kanoner bringe i stilling. For at undgå, at de skulle skyde barrikaden i stykker foretog ditmarskerne et udfald, mens kanonérerne bøvlede med lunterne i regnen. I første omgang blev de beskyttet af gardens spyd, men med endnu et udfald lykkedes det ditmarskerne, at nå frem til kanonerne og at vælte dem ned i kanalerne.

Garden gik så i gang med, at danne angrebsformation, den effektive falanks eller karré, til højre for vejen. Men igen reagerede ditmarskerne hurtigt og lod harnisker, hjelme og sågar sko tilbage, for let til fods at angribe garden inden de fik orden på formationerne. Med 3-4 meter lange springstokke satte de over kanalerne og løb to gange igen forgæves storm mod gardens spyd, men så blev de forstærket af en styrke, der havde afspærret en anden vej. Ditmarskerne foretog endnu et angreb, og denne gang gjorde man indhug i gardens rækker. Slentz lod sin hest drive frem gennem regn, hagl og mudder til fronten, for at opildne sine mænd, men blev revet af hesten af, siges det, ditmarskeren Reimer von Wiemerstedt, der med sin hellebard fik fat i Slentz. Han kunne dog ikke slå våbnet gennem den rødgyldent udsmykkede rustning, så han satte foden på våbnet og drev den med stort styrke i brystet på lejesoldaten.

Det chokerende tab af deres mangeårige fører forstærkede bare kaosset, hvor mange af gardens kompagnier var revet i stykker under ditmarskernes stærke angreb, der også havde kostet mange af Slentz’ officerer livet. Inden slaget havde ditmarskerne åbnet for sluserne, så mens vandet steg og hæmmede de tungt udrustede lejesoldater, steg også uroen, som ikke blev mindre med ditmarskernes ændrede kampråb: ”Wahre de Garde, de Bure de Kumbt”. Da garden blev trængt fra flere sider, brød et stigende antal gardister ud af rækkerne og forsøgte at trække sig tilbage. Men den ventende bondehær spærrede vejen ud af kniben, og så brød moralen sammen. Alle flygtede fortvivlet og hovedkulds fra ditmarskernes letbenede angreb. De danske og holstenske riddere og ryttere, der var bagerst i den lange kolonne på vejen, forsøgte forgæves at få samling på tropperne, men havde i den voldsomme tummel besvær med bare at blive på hestene.                    

Ditmarskernes første råb om at dræbe hestene, for at slå ridderne af og tage dem som gidsler, blev hurtigt ændret til, at dræbe ridderne og skåne hestene. For hadet til de adelige var ubændigt, og over 400 danske og holstenske adelige blev dræbt i deres fine klæder og kostbare rustninger. Efter slaget fik hunde og ravne lov til at mæske sig i deres mishandlede, nøgne lig, mens ligene af lejesoldaterne faktisk fik den ”ære” at blive smidt i fællesgrave. 11 af den rige Ahlefeldt-familie døde, herunder rigsmarskal Ahlefeldt. Han medbragte, efter sigende, det selvsamme Dannebrog, der angiveligt faldt ned fra himlen og reddede den danske hær under slaget ved Lyndanisse i 1219. Ditmarskerne mistede under 100 mand, mens slaget kostede Garden op mod 800 mand af de oprindelige 4000. Samlet mistede hæren en 3-4000 mand, dvs. en tredjedel af styrken.

Mindesten for slaget ved Hemmingstedt 17.2.1500, med ditmarskernes kampråb; ”Garde, pas på, bønderne kommer”, mejslet på stenen.

Den Sorte Garde blev altså ikke tilintetgjort, men det gjorde deres mangeårige ry som elitestyrke, og tabet af deres utvivlsomt dygtige anfører har også bidraget til den opløsning, som fulgte. For Garden ophørte med at fungere som samlet styrke, men mindre dele af den kæmpede videre i andre krige. Den danske konges chokerende nederlag til ditmarskerne resulterede i uroligheder i Norge og i endnu et åbent oprør i Sverige, hvor veteraner fra Den Sorte Garde såmænd deltog i Kong Hans’ felttog i 1502.        

Af JG 

Læs mere:

Die Schwarze Garde – Der Weg einer der ersten Landsknechtsformationen durch Nordeuropa, Frank Westenfelder, www.kriegsreisende.de

Arne Stevns, Vor hær i krig og fred, bind 1

Danmarks krigshistorie 700-1814, O. Frantzen/ K. J.V. Jespersen