Stevning paa Als Den 15de Martz 1864

Min kjære Fader!

Da jeg nu er kommet en Smule i Ro, ”for saa vit som man i denne Tid kan komme i Rolighed”, saa vil jeg benytte Leiligheden til at skrive Dig et par Ord til, for at underrette Dig, min kjære Moder og Sødskende om hvordan at jeg har haft det i den sidste Tid.

Den 7de Martz forlode vi Hørholt og gik til Weile [Vejle], for Dagen efter at marschere til Aarhuus hvor vi skulde indskibes, for at befordres til Sønderborg; Den 8 Martz kom og vi marcherende om Morgenen nordpaa, vi vare imidlertid kun kommet 1 ½ Miil da der hørtes Kannonade i Retningen af Weile, der blev altsaa gjort holt, og vi maatte nu i ca 4 Timer blive staaende og høre paa Skydningen. I dette Tidsrum kom 3 fangne Østrigske Kavallerister forbi os tillige med en Østrigsk Officer, der blev kørt i en lukket Vogn. Han var haard saaret; de andre Østrigere var alle snavsede Karle, der stak slemt af ved Siden af vore Dragoner.

Endelig hen paa Eftermiddagen kom der Bud efter os og vi tradskede da tilbage til Weile, hvor vi netop kom tidsnok til at høre Fjendens Grannater fløite os om ørene. Vi vare der omtrent et par Timer, og maatte da igjen marchere ad Horsens til. Vi gik altsaa hele Aftenen og natten med, og om Morgenen Kl 4 gjorde de holt i Landsbyen Hatting ¾ Miil fra Horsens (det er den by, hvor Zahrtmann’s Fader er Præst).

Vi var yderst udmattede og ventede med Længsel paa at komme i Qvarter, men vi bleve denne Gang, som saa mange andre Gange skuffede. Det halve Compagni maat endnu marchere ½ Miil til Neder-Mølle, for at gjøre Feltvagt. Der var vi saa til om Middagen. Vi bleve der afløste og gik til Horsens. Jeg fik da Leilighed til at besøge Zahrtmann’s Fader. Jeg spiiste til Middag der. Præsten er en overordentlig herlig Mand

(Jeg blev igaar afbrudt) Sønderb. Den 16de

Fra Horsens marcherede vi til Hanslev, hvor vi var til om Morgenen Kl 3. Vi maatte da gaae lige til Aarhuus, øst om Skanderborg. Det var en streng Tour, jeg kunde knap staa paa Benene. Jeg vilde gjerne have besøgt Tante Ane, men det var mig umuligt at faa en Vogn. I Aarhuus kom jeg ind til Gunnar Wissing, og der havde jeg det som en Greve saa jeg den næste Dag var fuldkommen rask igjen.

Fredag morgen Kl 6 blev vi indskibede i den store engelske Skruedamper ”Ouse”, der tog hele Regimentet ca 2000 Mand. Natten mellem Fredag og Løverdag tilbragte vi paa Søen, men saa kom da ogsaa Svendborg, og der glemte vi atter alle udstaaede Besværligheder.

Blandt alle Dem jeg besøgte var ogsaa Spekhøker Petersen i Skattergade, den gamle Md. Petersen kunde naturligvis ikke kjende mig, ligesaalit, som alle Andre, og da jeg endelig sagde hende hvem jeg var udbrød hun: ”Steinoda no a hun regdenok grun.” Jeg kom ordentlig til at lee, da jeg hørte denne gamle bekjendte Sætning, og jeg maa endnu smile naar jeg tænker derpaa; Spækhøkeren er endn den Samme. Tante Hanne er graa haaret, ellers seer hun enenu godt ud. Moster rokker med hovedet og er endnu den Samme, Fætter Lerche ligeledes. Jeg traf overhovedet alle Bekjendte aldeles uforandrede.

Fra H Christensen i Tvede, hans Kone og Svigermoder skal jeg hilse, saa og fra Svoger Jensen. Madam Anderickou, Bager Flint Risbrick og mange Andre. Mine lange Støvler der inte hjaab om at faae igjen, jeg skal fortælle Dig hvorledes det gik til at jeg mistede dem. Jeg var den Morgen, som Retræiten skete om Aftenen, commanderet til Schlesvig med Syge. Mine støvler vare fugtige, og for at de kunde tøres, lod jeg dem blive tilbage i et lille Huus, som laa ved Skandserne.

Jeg anmodede en af mine Kammerater, om at tage dem med, dersom de kom bort inden jeg kom tilbage. Dette skedte netop. Kompagniet maate bort, og han glemte støvlerne. Om Aftenen kom jeg tilbage til Huuset og forhørte om mine Støvler, men fik det Svar at de vare afhentede, Manden der i Huuset har naturligvis været en Kjæltring, og beholdt dem, saa Du vil kjære Fader let indsee, at de var uden Redning fortabte.

Jeg har siden kun havt et Par Støvler, og da de var krøbne ind, saa at de klemmer mine Fødder meget, vilde jeg være særdeles glad ved at faae et Par nye. Da Veiene ere næsten aldeles bundløse her paa Als, ønskede jeg rigtignok helst at faae et Par lange; skjøns man i denne Tid ikke burde bryde sig om Standsen, skal jeg dog ikke nægte at jeg gjerne saae at de bleve ligesaa smukke, som de Forrige.

Fjenden skjød igaar herover i Byen. Der gaar ingen Dag uden at her kommer Saarede igjennem.

Lev vel kjære Fader! min kjære Moder og Søskene være tilligemed Dig kjærligst hilset af Din hg Søn

Chr. Ravn