Sorte krigere smider danske soldater i spjældet, kanoner i inkasso-sag mod ubevæbnede fiskere, blodhævn og danske straffeekspeditioner. Dette var en del af den surrealistiske virkelighed som prægede de danske besiddelser på Guldkysten. Her var var ’Fr. Justitsia’ barbarisk, ofte svært bevæbnet, og hendes vægt vejede konsekvent til fordel for den tungest bevæbnede.

af Jens Geisler

Militant justits

De danske forter på Guldkysten fungerede naturligvis som militære støttepunkter, til forsvar mod andre kolonimagter og lokale afrikanske kongeriger, men var også centrum for retshåndhævelsen. I forterne arbejdede også et antal slaver, kaldet inventarie- eller fortslaver, som var underlagt en barbarisk disciplinering hvor selv små fejl blev straffet straks og hårdt med piskning.

Fængsling brugtes kun sjældent fordi slaverne så bare glædede sig over ikke at skulle arbejde. I milde tilfælde piskede “bombaen”, dvs. en slave med ansvar for tilsynet med de andre slaver, synderen med en læderpisk på ryggen eller på bagdelen mens han stod oprejst foran bombaen. Det betød, at han kunne vende og dreje sig så slagene fordeltes, hvorved effekten mildnes noget.

I alvorligere tilfælde blev synderen bundet fast til en stige med arme og ben spændt ud og op til mere end 200 slag tildeles ham af to bombaer. Resultatet var voldsomt og efter afstraffelsen var kroppen både ophovnet og blodig. Denne straf brugtes hyppigt, næsten dagligt, da det ikke var usædvanligt at også lokale handelsfolk bragte diverse syndere til det nærmeste fort med henblik på afstraffelse; én stakkel fik fx tildelt 100 piskeslag i Christiansborgs fortgård for at have ødelagt en tallerken.

I tilfælde af flugtforsøg, store tyverier, eller oprør blev dødsstraffen ofte anvendt. At halsen blev skåret over, eller hovedskallen savet i to dele (!) mens offeret stadig var i live, var ikke ualmindelige aflivningsmetoder. Men som en variation kunne synderen også bindes nøgen til et træ i nærheden af et hvepsebo som tirredes, og så stak hundredvis- eller tusindvis af hvepse offeret ihjel.

Ikke så mærkeligt, at når forsøg på at undslippe ikke lykkedes forsøgte slaverne ofte at begå selvmord ved fx at spise giftige blade og planter. Lykkedes det dem ikke at tage livet af sig selv gik soldaterne meget langt og anvendte åreladning og andre lægelige midler for, at holde synderne i live så de kunne få deres ’retfærdige’ straf.

Mytteri

Men det var ikke kun “hvid mod sort”. Livet på forterne var ofte trist og udsigtsløst, og der var derfor ofte problemer med disciplinen. Kommandantskabet på forterne skiftede hyppigt, og ledelsen af den danske tilstedeværelse i området var af meget varierende karaktér. Specielt en guvernør ved navn Billsen på det største danske fort på Guldkysten, Christiansborg, var i mandskabets øjne alt for hårdhændet og stak fx ørefigener ud for et godt ord og brugte desuden ofte et beskidt og hårdt sprog mod dem.

Blandt besætningerne var druk udbredt, og det var efter en aften med lystigt drikkeri at guvernør Billsen tilsyneladende fik nok og kaldte en reserveassistent Klein til sig og overfusede ham. Derefter ville han anholde manden, men soldaten som skulle føre Klein til fortets spjæld undslog sig og efterlod kommandant Billsen, som måtte trække sin kårde og holde Klein i skak med våbenet.

Fortets underofficerer og soldater blev varskoet om situationen, trængte ind i kommandantens kontor, og befriede Klein med våben i hånd. Desuden “befriede” de Billsen for hans nøgler til fortet, hvilket reelt betød at han var afsat som kommandant og guvernør. Underofficererne og soldaterne var fortets reelle magthavere i 9 dage, men d. 28. oktober indgik parterne et forlig og Billsen overtog igen kommandoen.

Da der siden også opstod uenighed om lønnen følte Billsen, at situationen igen var faretruende nær mytteri. En nat i slutningen af 1744 tog han en radikal beslutning og ledte han en gruppe på 50 sorte ind i fortet. Han bevæbnede dem med geværer for om nødvendigt at bruge dem mod sin egen hvide besætning. Ved næste morgens parade anklagede han dem for illoyalitet og ville anholde flere af dem.

Soldaterne på fortet ville igen beskytte de anklagede, men Billsen tilkaldte sin styrke af bevæbnede sorte som hurtigt overmandede de oprørske soldater, og smed et par af de ansvarlige i fortets fængsel. Det var sandsynligvis kun fordi at soldaterne var ubevæbnede, at ingen blev dræbt i revolten. Men Billsen havde reelt taget en stor risiko, for havde de sorte krigere tilbudt hollænderne Christiansborg mod en sum penge – dybere stak loyaliteten ikke – havde hollænderne jublet.

Flådemagt

Hollænderne havde siden den første danske besiddelse på kysten i 1658, hvor det svenske fort Carolusborg blev erobret, forsøgt at jage danskerne væk fra Guldkysten, men uden succes. På land indfandt sig en modvillig accept af konkurrentens tilstedeværelse, men på havet ud for Christiansborg og det hollandske fort Crevecoeur, som lå i et kanonskuds afstand af hinanden, forsatte konflikten.

Der fandtes ingen aftaler som regulerede forholdet mellem parterne, så det var reelt den rå junglelov og den politiske situation som afgjorde hvordan stillingen var. Den ustabile politiske situation i området – hvor lokale kongeriger uafbrudt kæmpede indbyrdes uden at nogen opnåede permanent dominans – skabte et frit marked, men øgede også konkurrencen om markedsandele indenfor guld- og slavehandelen stærkt.

Den rå junglelov anno 1700-tallet på Guldkysten drejede sig om kanoner. Hollænderne havde i den forbindelse et stærkt kort da de i regelen rådede over betydeligt større flådestyrker end danskerne, bla. fordi de hollandske forter – som Axim, Elmina, og Crevecoeur – oftere fik besøg fra hjemlandet end de danske forter.

Danske skibe fra hjemlandet kom kun til området 1-2 gange årligt, men i resten af perioden kunne de hollandske skibe uden problemer gennemføre en håndfast blokade mod de danske forter. Også Frankrig, England og Portugal havde handel og forter i regionen, men de franske og engelske skibe var på grund af den løbende magtkamp i Europa ofte ikke i området, hvilket betød at kun portugisiske skibe kom forbi i lange perioder.

Det gjorde det nemt for hollænderne at kontrollere skibsfarten i området, og de brugte alle midler for at forhindre portugiserne i at løbe ind til Christiansborg og ødelægge handelen. De portugisiske skibe blev enten jaget væk med kanonild eller bordet og erobret. Danskerne kunne med deres lille lokale flådestyrke intet stille op. Hollænderne havde retten til handelen – fordi de militært kunne hævde den.

Inkasso

Den danske flådestyrke var vitterligt svag. Det vigtigste flådefartøj som var tilknyttet Christiansborg var jagten ”Mercurien”. Uegnet til at tage kampen op mod hollændernes større skibe kunne det kun anvendes til mindre konflikter. En kommandant Jessen brugte i 1750’erne fartøjet til at håndhæve en blokade mod indbyggerne i landsbyen Teshi for at få dem til at betale en udestående gæld til danskerne.

Om der blev affyret skud i løbet af konflikten vides ikke, men fiskerne fik ikke lov at fiske, og også på land blev landsbyen spærret af med tropper. Indbyggerne blev altså truet med udsultning hvis de ikke betalte. Faktisk var det ikke uproblematisk at inddrive gæld hos de lokale, for hvis man pressede dem for hårdt kunne de skifte loyalitet.

Da Jessen i 1757 solgte en af landsbyens højtstående repræsentanter, ved navn Tette, til slaveri i Amerika, for på den led at inddrive noget af landsbyens gæld, så hollænderne straks deres chance. De betalte gælden og købte sig til landsbyens støtte. Deres taktiske position i forhold til danskerne var dermed styrket, og sådan ’sneg’ konflikten mellem parterne sig langsomt videre.

Blodhævn

Ca. 150 km øst for Christiansborg lå det lille danske fort Prinsensten. Det fungerede som yderste danske forpost i handelen med ’naturellerne’, som de lokale kaldtes af de danske. I slutningen af 1780’erne var man dog flere gange kommet i strid med beboerne i landsbyerne Quitta (Keta), Angoya og Pottebra i omegnen af fortet, og disse begyndte igen i 1790 at overfalde mandskabet når de vovede sig ud.

Under de første sammenstød havde de danske dræbt en højtstående og fornem person ved navn Dekkenie. Da faktor Thessen fra Prinsensten, trods advarsler om at drage over land, alligevel tog afsted for at deltage i et møde på Christiansborg blev karavanen med hans bærestol overfaldet d. 22 juni 1790.

Han blev gennemboret af bajonetter fæstnet til lange stager og efterfølgende skudt flere gange. Til sidst blev kommandantens hårpisk skåret af som trofæ og brugt som tegn på den fuldbyrdede hævn. Efter de lokales opfattelse var retfærdigheden sket fyldest da man så det som hævn for Dekkenies død nogle år tidligere.

Men guvernør Bjørn så anderledes på sagen og søgte derfor også hævn. Efter at have fået afslag fra København om en forstærkning på 200 soldater samt lette kanoner og haubitsere, blev en dansk ekspeditionstyrke bestående af en bevæbnet skonnert og nogle hundreder af soldater og andet mandskab som kunne undværes fra Christiansborg og Fredensborg sendt af sted.

Styrken skulle nu også imødegå en tilstrømning af krigere fra Awuna-folket, som var købt af den danske kommandant på Kongensten, Niels Lather, til at afstraffe det ellers dansk-loyale Ada-folk som han var kommet i strid med i en helt anden sammenhæng. Mod betaling fik Bjørn stoppet awunaernes togt mod Ada, og samtidigt gik de med til at afstraffe de rebelske byer ved Prinsensten.

Efter at de meget hensynsfuldt havde advaret indbyggerne i forvejen, fordi de etnisk set var deres slægtninge, blev de tomme landsbyer brændt ned under opsyn af en dansk faktor ved navn Christian Schiønning. En straf for deres fjendtlighed mod de danske i Kongensten var blevet effektueret – omend med en del hjælp udefra og lidt på skrømt.

Situationen kunne have eskaleret endnu mere ud af kontrol. Det lykkedes ikke at pacificere de rebelske og Bjørn sendte efterfølgende Børgesen til det magtfulde Ashanti-folks konge – hvilket iøvrigt var første gang en hvid mand rejste til dette land – for at anmode om en styrke på 10-12.000 mand for at videreføre straffeekspeditionerne. Heldigvis blev det ikke til noget da Bjørn inden da måtte afgive guvernørposten på grund af et økonomisk mellemværende.

’Fr. Justitsias’ særlige afrikanske tungemål havde talt rigeligt med dunder og kostet rigeligt med lidelser.

Læs mere:

Vore gamle tropekolonier, Guldkysten, Georg Nørregård, red. Johs. Brøndsted.
Krøniker fra Guinea, Kay Larsen
Slavernes kyst, Thorkild Hansen
Fjernt fra Danmark, P. Eilstrup og N. Boesgaard