Da den spanske borgerkrig brød ud i 1936 fastholdt Danmark en streng neutralitet. Men iblandt tusindvis af frivillige, som sluttede sig til republikken for at kæmpe mod general Francos tropper, var også flere hundrede danske. De kæmpede primært i Thaelmann-bataljonen, som var en del af den sovjetiske kommunismes “internationale brigader”.

Dansk tradition for neutralitet

Deres aktive deltagelse i krigen var i stærk modstrid med en længe ført linie i dansk udenrigspolitik. Fra før 1. verdenskrig 1914-1918 havde Danmark opretholdt en streng neutralitet, og opretholdt under verdenskrigen samhandelen med alle stridende parter.

I 1920 tilsluttede Danmark sig det nyoprettede Folkeforbund efter at have sikret sig, at medlemskabet ikke forpligtede landet til at deltage i militære aktioner, og i resten af mellemkrigsårene gjorde Danmark sig anstrengelser for, at undgå konflikt med det fremstormende Tyskland. Et udtryk for dette var, at Danmark accepterede Hitlers ikke-angrebspagt i foråret 1939 – på trods af, at det åbentlyst var et udtryk for politisk propaganda – mens Tysklands andre nabolande afslog tilbuddet.

Symbolsk dansk forsvar

Den strengt neutrale linje påvirkede forsvarspolitikken i defaitistisk, senere direkte pacifistisk, retning. Allerede i 1909 havde Rigsdagen vedtaget en forsvarslov, der betegnede det danske forsvar som et eksistensforsvar – dvs. et forsvar, som i tilfælde af krig blot skulle være i stand til at holde en del af landet, dvs. Sjælland, og primært København. I lyset af den generelle nedrustning efter verdenskrigen vedtog man i 1922 en nedskæring af hær og flåde, og forsvaret blev derefter kun betegnet som et neutralitetsværn, hvis opgave under krig var at hindre militær udnyttelse af det danske nationale territorium.

I ørnens skygge

Socialdemokratiet gik oprindeligt ind for total afrustning, hvor hær og flåde blev afløst af en politistyrke til grænseovervågning og lignende. Siden tilsluttede det sig De Radikales krav om nedrustning, hvor værnene nok blev opretholdt, men i væsentligt beskåret form. De to partier dannede regering i 1929, men først i 1932 lykkedes det ved et forlig med Venstre at nå frem til en vis nedskæring af hæren.

Den begrænsede styrke forsvaret rådede over fra da af bevaredes stort set uændret igennem 1930’erne. Baggrunden for, at forslaget om total nedrustning blev opgivet var Hitlers magtovertagelse i Tyskland og den påfølgende tyske oprustning, som gav anledning til at tro, at et symbolsk territorialt forsvar kunne blive aktuelt. Hvilket det blev den 9. april 1940.

Aldrig mere krig!

Denne politik påvirkede naturligvis indstillingen til de danske som valgte at deltage i den spanske borgerkrig. For at tækkes Tyskland blev det gjort strafbart at deltage i konflikten og Danmark undlod, som også datidens supermagt, England, og Spaniens nabo Frankrig, at tage part for den umiddelbart demokratisk valgte regering.

Årsagen var for Englands vedkommende en skræk for, at en ny verdensomspændende konflikt skulle bryde ud, og stormagternes accept af Tysklands militarisering af det ellers demilitariserede Rhinland i 1936, Tysklands overtagelse af Østrig i 1938, og Hitlers pres mod Tjekkoslovakiet skal ses i det lys. Chamberlains ytring om “peace in our time” efter, at Tjekkoslovakiet var blevet forhandlet væk i Munchen i 1938 står som indbegrebet af den eftergivende “appeasement”-politik.

Stalin kontra Hitler

Men eftergivenhed fandtes ikke i Tyskland, hvor kommunister og nazister siden 1920’erne havde bekæmpet hinanden, og i Sovjet havde Stalin i 1930’erne iværksat en kraftig oprustning i forventning om en kommende konflikt. Konflikten mellem de totalitære ideologier førtes videre på spansk som jord, og som respons på den åbne tyske og italienske støtte til nationalisterne leverede Sovjet kampvogne, fly, håndvåben og rådgivere til republikken.

Den franske kommunist Maurice Thorez lancerede ideen om at organisere internationale frivillige i særlige brigader og den internationale kommunistiske samarbejdsorganisation, Komintern, fik ordre til at bakke op om initiativet.

De danske frivillige

Det danske kommunistparti, som var en underafdeling af det sovjetiske parti, støttede naturligvis ideen om en international kommunistisk hær. I alt deltog ca. 550 danske i kampene i Spanien, heriblandt den sovjetisk trænede, og fremtrædende danske kommunist, Willy Fuglsang. De internationale brigader omfattede omkring 36.000 mand, hvoraf op mod 4000 var sovjetisk militært personel, og langt størstedelen af de frivillige var troende kommunister. Selvom deres træning var lige så dårlig som resten af den republikanske hær fik de grundet deres disciplin og kampvilje status som elite-tropper.

De første få

Som sådan blev de også sat ind i de vigtigste slag – og modtog de største tab. Det anslås at mere end 30 % faldt, og at hovedparten af de resterende blev såret. Af de omkring 550 danske døde omkring 220; 150 i felten og yderligere 70 af sygdom. De allerførste danske frivillige deltog i kampene som del af ‘Centurie Thaelmann’ – et kompagni som optog tyskere og skandinaver. Mens frontlinjerne stadig var relativt flydende deltog de i nogle af borgerkrigens første kampe ved Huesca i det nordlige Navarre, men i slutningen af oktober 1936 led de så store tab at enheden opløstes.

Madrid-fronten

Få uger senere var fokus rettet mod Madrid, hvor nationalisternes angreb mod hovedstaden, med hjælp fra de ny-organiserede internationale brigader, blev afvist. Republikken gik til modangreb og efter et forgæves angreb fra den 11. internationale brigade ved Casa de Campo, umiddelbart vest for Madrid, organiseredes 13. november et angreb syd for Madrid.

Den tysk-skandinaviske Thaelmann-bataljon (opkaldt efter en tysk kommunist), udgjorde en del af 12. internationale brigade, som blev sat ind ved højdedraget Cerro de los Angeles ca. 10 km syd for Madrid, nær Getafe.

Thaelmann-bataljonens “Los Alamos”

Senere blev Thaelmann-bataljonen overført til den 11. internationale brigade og deltog som del af denne i slaget om Corunna-vejen, 13. dec. 1936 til 15. januar 1937, 15 km nord-vest for Madrid. Da det ikke var lykkedes Francos tropper af indtage hovedstaden vestfra eller omringe den sydfra forsøgtes et angreb fra nord mod vejen til Corunna.

Her indtog Thaelmann-bataljonen en særlig aktiv, og blodig, rolle i kampen om landsbyen Las Rozas. Under nationalisternes fremstød blev bataljonen sendt frem og fandt sig 6. januar omringet af marokkanske tropper og under flyangreb fra den tyske Legion Kondor. Nogle dage senere blev den undsat af 12. og 14. internationale brigader, men havde da lidt så store tab (kun 32 skal have overlevet), at bataljonen måtte reorganiseres.

I kamp mod fascisterne

Herefter sendtes enheden syd for Madrid, hvor den var med til at bremse endnu en nationalistisk offensiv i februar 1937, i slaget ved Jarama, hvor nationalisterne igen forgæves forsøgte at omringe hovedstaden. 11 danske skal være faldet her. I umiddelbar forlængelse af disse kampe sendtes Thaelmann-bataljonen til området 60 km nordøst for Madrid, hvor den 9. til 11. marts kæmpede for at afværge en italiensk offensiv.

Den italienske sortskjortedivision, ‘Sorte pile’, stødte frem mod byen Brihuega, nord for Guadalajara, og bataljonen modtog, som også andre republikanske enheder, store tab da italienerne brød igennem frontlinjen. Men det lykkedes dem at holde stand ved Trijueque-Toria vejen, hvorfra bataljonen 12. marts, som del af et generelt republikansk modangrebangreb, indtog landsbyen Trijueque ved et bajonetangreb.

Forgæves blodtab

Republikkens store modoffensiv i juli 1937 i slaget ved Brunete 25 km nordvest for Madrid inddrog også Thaelmann-bataljonen og 11. internationale brigade, men kun i en støtterolle på angrebets vestlige flanke. I august indtog enheden en plads midt i angrebet ved Quinto i en forgæves aflastningsoffensiv i Aragonien, rettet mod Saragossa, som skulle støtte republikkens tropper i det nordlige Biscayen-område.

Offensiven hverken bremsede nationalisternes fremmarch – eller reddede Guernica. Fra det nordlige Spanien udgik de efterfølgende nationalistiske offensiver, som de nu svækkede internationale brigader ikke kunne gøre meget for at stoppe. De store tab i de foregående kampe betød, at mandskabet i de internationale brigader på det tidspunkt bestod af op mod 50 % spaniere.

De sidste slag

Det måske værste slag i den spanske borgerkrig – slaget om Teruel – var i hovedsagen en ren spansk affære, men da de republikanske tropper efter en måneds hårde kampe blev trængt hårdt i defensiven, blev de internationale brigader 17. januar 1938 sendt frem fra reservepositionerne for at bremse fjendens modangreb.

De kunne dog ikke forhindre fjenden i at nå kysten og afskære Katalonien fra resten af Spanien. Under tilbagetoget faldt den danske digter Gustaf Munch-Petersen i dagene omkring 1. april. Kort forinden, 22. marts, var et kompagni som omfattede ca. 60 danske frivillige og 80 spaniere blevet døbt ‘Martin Andersen-Nexø’.  Det stod nu klart, at republikken ville tabe grundet nationalisternes store materielle overlegenhed, men alligevel lanceredes en offensiv fra Katalonien over floden Ebro i sensommeren 1938, hvor de danske frivillige med resterne af de internationale brigader udgjorde en del af første angrebsbølge, som krydsede floden i både. Det menes, at mindst 32 danske mistede livet i løbet af kampene.

Under slaget blev de internationale brigader dog, grundet en kombination af politiske årsager og deres aktuelle militære svaghed, trukket ud af slaget, og konflikten. Få uger før det endelige nederlag krydsede 89 danske grænsen til Frankrig for at vende hjem til deres fysiske, om end ikke ideologiske, fædreland.