Penge mellem venner er roden til alt ondt. Og i middelalderen kunne det lede til krig med hundredvis af døde og sårede, hvis uoverensstemmelserne om pengene stod mellem konger og grever.

I 1266 døde den svenske konge Birger Jarl og overlod tronen til en af sine to sønner, Valdemar Birgersson, der i øvrigt var dansk gift, nemlig med en datter af Erik Plovpenning, Sofia Eriksdatter. Men den anden søn, hertug Magnus Birgersson, var i længden ikke tilfreds med sin status og planlagde et oprør mod broderen, kong Valdemar. Det vides ikke præcist, hvilken aftale, der blev indgået mellem den danske kong Erik Klipping og grev Magnus, men en modydelse i form af en vis kontrol med Sverige er ikke usandsynligt.

Aftalen mellem Erik Klipping og Magnus gik ud på, at Erik leverede militær assistance til grev Magnus’ oprør mod sin bror i form af hundrede pansrede ryttere fra kongens egen hær, i tillæg til en styrke på 700 mand, der blev ledet af grev Jacob af Halland og Stig Andersen Hvide – den senere marsk Stig, der sammen med grev Jacob anklagedes for mordet på netop Erik Klipping i Finnerup Lade. Med denne lejede hær startede hertug Magnus et oprør, der ledte til afsættelsen af broderen, Valdemar, som svensk konge, der blev taget til fange i Värmland efter slaget ved Hova den 14. juni 1275, i den østlige ende af passagen mellem søerne Vänern og Vättern.

Hertug Magnus, som herefter udråbtes til kong Magnus III af Sverige ved Mora stenar i Uppsala nord for Stockholm, hvor svenske konger traditionelt blev udråbt indtil 1457, skulle herefter have haft gode muligheder for at betale Danmark tilbage for udlejningen af de tropper, som så effektivt havde anbragt den svenske kongetrone på hans hoved. Men stik modsat forventningen, nægtede han siden at betale summen på 6000 mark sølv, svarende til ca. 1000 kg. Sølv.

Straffeekspedition til Sverige

I stedet beklagede sig over de ødelæggelser som den danske hjælpestyrke skulle have begået og valgte overraskende, at starte en krig mod sin tidligere støtte, Danmark, ved overraskende at rykke ind i Halland og Skåne i efteråret 1276, hvor hæren hærgede de egne, de kom igennem uden at møde modstand. Den danske kong Erik Klipping var fanget på det forkerte ben og havde umiddelbart ingen styrker til at imødegå angrebet, men snart blev en styrke dog mobiliseret under en marsk Uffo.

Styrkens tilstedeværelse i Skåne forhindrede den svenske hærs videre hærgen, der i stedet valgte at trække sig ud af landsdelen uden at søge kamp med marks Uffos tropper. Men uoverensstemmelsen om de 6000 mark sølv var jo ikke bilagt, så i det efterfølgende år marcherede den danske styrke ind i Småland, som gengæld for hertugens hærgen i Halland og Skåne, men stadig uden at få kontakt med Magnus III’s hær. Først efter flere ugers march, hvor styrken nåede ind i Västergötland, stødte de i påsken 1277 på en svensk styrke med omkring 200 pansrede ryttere undere ledelse af en Ulf Karlsson.

Slaget ved Ettak

Sted og tid for sammenstødet ser dog ud til helt at have været på svenskernes vilkår. Slaget ved Ettak 22 km øst for Falköping, igen i området mellem Vänern og Vättern, blev et totalt nederlag for den danske styrke, der blev overrasket af den svenske i sin egen lejr ved åen Tidan midt under aftensmaden. Overrumplingen var total, mange dræbtes og såredes, men endnu flere overgav sig, da et sammenhængende forsvar ikke kunne etableres. Her i blandt adelsmanden Palne Vit, der dog blev løsladt med de mange fanger, mod at sværge ridder-ed på, at han vil møde op ved Stegeberg fæstning som fange, hvis ikke konflikten var overstået et år senere.   

Erik Klipping samlede på ny en hær og gik endnu en gang ind i Västergötland i 1277. Her blev fæstningerne ved Axewalla og Skara, endnu en gang beliggende mellem søerne Vänern og Vätern, på vejen mellem Göteborg og Stockholm, og indtaget af danskerne. Borgene var ellers stærke; Axevalla lå på en halvø, omgivet af vand på tre sider, og var omgivet af op til 18 meter høje mure, der ved foden var op mod 6 meter tykke, og omgivet af en voldgrav, selv mellem søen og borgens bagområde. Skara var bygget på en ti meter kunstig forhøjning i et sumpet område, der forsynede en dobbelt voldgrav rundt om borgen med vand.   

Erobringerne af disse stærke borge, der var vigtige fæstninger i det urolige grænseland mellem Danmark og Sverige, ser dog ud til mest at være ment som en magtdemonstration, en genrejsning af den danske ære. For Erik Klipping ønskede ikke et længere felttog, der jo kun var startet som en straffeekspedition som respons for Magnus’ svigt og tidligere indtog i Skåne og Halland. Krigen fik en afslutning med en fredsaftale i Laholm i Skåne i 1278, hvor Magnus III slap af sted med at tilbagebetale en reduceret sum på 4000 mark sølv.

I tillæg måtte Magnus III dog også afstå den sydlige del af Sverige, Götalandet – dvs. området mellem Skåne og Stockholm – til sin bror, Valdemar, der naturligvis havde søgt, og fik dansk støtte. Det ville ikke skade danske interesser, hvis Sverige kunne opdeles, og hvor en del af riget ville være afhængigt af Danmark. Opdelingen var dog kortlivet; allerede i 1279 blev området taget tilbage af kong Magnus III, der ikke ønskede en dansk lydstat umiddelbart syd for sin egen magtbase. Danske kong Erik Klipping hedder officielt Erik d. 5., men kendes bedst under tilnavnet ”Klipping”, der menes at hentyde til, at han devaluerede den danske mønt, for blandt andet at kunne finansiere det militære engagement i Sverige.           

Af JG