Under krigen var Prins Knud chef for Kongelundsfortet. Under tyskernes besættelse af fortet d. 29. august 1943, undspandt der sig en ildkamp hvorunder Prins Knud var i livfare, da han forsøgte at standse skyderiet. Dette er i hvert fald den mest almindelige version af historien. Men er den sand? Og hvorfor forsvandt flere sider i den næstkommanderendes dagbog?
af Sune Wadskjær Nielsen
Der eksisterer to forskellige beretninger om tyskernes overtagelse af Kongelundsfortet i forbindelse med “Operation Safari”, hvor tyskerne i august 1943 internerede personellet fra den danske hær og flåde. I den ene, som er mest kendt, bliver fortet besat af tyskerne om aftenen d. 29. august og Prins Knud er øverstkommanderende, da tyskerne kommer. I den anden mindre kendte version holdt Prins Knud af sikkerhedsgrunde op med at komme på fortet, som først blev besat d. 31. august.
I den almindeligt kendte version angreb tyskerne fortet kl. 17.45 den 29. august, selv om mandskabet på fortet ikke var indstillet på modstand. En vagt blev såret og Prins Knud forsøgte, at få skyderiet stoppet: “Nu kom Prins Knud til, og sammen gik de ned mod fortbroen for at søge forbindelse med tyske soldater. Men pludselig åbnedes ilden igen og det var et Guds under at ingen blev ramt”. Historien endte med, at Prins Knud blev interneret sammen med det øvrige mandskab indtil tyskerne fandt ud af, hvem han var og gav ham en undskyldning.
Jeg var forbløffet over at læse at Prins Knud nærmest havde været i livsfare, så jeg bestemte mig til at opspore øjenvidner og til begivenhederne for næsten 60 år siden. Jeg fik kontakt med nøglepersonen i begivenhedsforløbet, fortets næstkommanderende, Kystkaptajnløjnant Gunnar Hector, som i dag er over 90 år. Han kunne afkræfte, at Prins Knud nær var blevet skudt, for han var slet ikke på fortet. Samtidig kunne han berette om tyskernes forsinkede ankomst d. 31. august.
Marineministeriets dagbog
For at komme så tæt på begivenhederne som mulig fik jeg fat i Marineministeriets dagbog fra 1943 i Rigsarkivet. Forbindelsesofficer, orlogskaptajn Pontoppidan, har den 30. august noteret på en telefonbesked: “Kongelundsfort ikke opdaget af tyskerne”. Det stemmer overens med Hectors forklaring.
Dagbogen fortæller ikke direkte om, hvor Prins Knud befandt sig. Til gengæld kan man 13. oktober læse, at tyskerne først her overvejede om Prins Knud skulle interneres: “Prins Knud interneres eller ikke? Æresord på ikke at forlade landet.” Tyskerne fik Prins Knuds æresord og han blev således ikke interneret. I lyset af æresordet virker det meget usandsynligt, at Prins Knud skulle være blevet interneret den 29. august.
Dommedagsbrag
Fra en erindringsbog, som Gunnar Hector skrev ned i 50’erne, kan man læse om optakten til det dansk-tyske samarbejdes sammenbrud 29. august 1943. Det var ikke meningen at, der skulle gøres modstand på kystforterne, for fra begyndelsen af besættelsen havde tyskerne fået lov til at overtage dem, hvis de fik behov for det. Gunnar Hector og hans officerer diskuterede en alternativ løsning, for fortet var fyldt til randen med ammunition, som kunne bruges til en gevaldig “afskedssalut”:
“Internt optog det os en hel del, for hvad ville der ske, hvis det hele røg i luften. Søartilleriets opfattelse var, at skulle det hele ryge i luften, så ville fortet samt alt, hvad der var over jorden indenfor en radius af 700 til 1200 meter blive blæst væk, og det ville ske mærkbare skader op til 4 til 6 km. fra fortet.
Disse eventualiteter drøftede vi fra alle mulige synsvinkler, for som sommeren skred frem blev forholdet til besættelsesmagten mere og mere uholdbart, og vi havde puslet med den tanke, at sprænge det hele i luften, når og hvis det kom til konfrontation. Imidlertid nåede vi frem til at det ville være halsløs gerning. Der ville ikke være problemer med at få vore egne folk i sikkerhed, men det ville være helt umuligt, hvad de mange hundrede og vidtspredte civile angik”.
Hvornår kommer tyskerne?
Et af de første tegn på, at noget dramatisk kunne ske var meddelelsen om, at Prins Knud ophørte med at komme på fortet: “Omkring midten af august blev jeg ringet op af Admiral Vedel, der blandt mange andre ting lod mig forstå, at Prins Knud indtil videre ville holde sig lidt i baggrunden, men at han, af grunde admiralen ikke ville komme ind på, stadig på papiret skulle stå som chefen for fortet og skolen”.
Da krisen kulminerede 28.-29. august var det vanskeligt for folkene på Kongelundsfortet at få rede på, hvad der foregik: “Vi hørte faktisk ikke ret meget før den 29. om morgenen, da blev vi klar over, hvad der var sket på Holmen og andre steder, og at værnene var holdt op med at eksistere. Det var som om man havde glemt os. Det hele virkede spøgelsesagtigt. Fra vore civile naboer hørte vi, at militæret blev interneret i skoler og på lejre, og vi var klar over, at turen også måtte komme til os”.
Ventetiden indtil tyskerne kom blev brugt til at uskadeliggøre alle håndvåben, sådan tyskerne ikke kunne bruge dem. Alle våbenes løsdele blev sænket ned i fortgraven i tre store mælkejunger tætnet med olie, men ellers var alle planer om modstand skrinlagt.
Om selve skyderiet d. 31. august, da tyskerne kom forklarede Hector mig: “Jeg tror det skyldtes nervøsitet fra tyskernes side. Det var ret unge mennesker. Nogle af dem, så ud til at være store drenge og de havde altså skarpladte våben . Når man kommer udefra og ser et armeret fort fuldt bemandet, så kan man godt blive nervøs.
Men der var jo ikke nogen, der kom til skade af betydning”. Selv om de var fjender roser Gunnar Hector tyskerne for deres korrekte optræden. Mandskabet overnattede på fortet under tysk bevogtning og forlod det først d. 1. september, hvor de blev kørt væk til internering. Desværre opdagede tyskerne nogle dage senere mælkejungerne i fortgraven, fordi olien i jungerne sivede ud.
De forsvundne sider
Gunnar Hectors erindringer, som jeg har hentet udpluk fra, er en rekonstruktion af en dagbog skrevet umiddelbart efter begivenhederne: “Denne dagbog har i to omgange været lånt ud til historieskrivere (…). Ved tilbagelevering blev den som førhen gemt af vejen, og først år senere blev det konstateret, at visse sider, såvel i slutningen som i begyndelsen manglede, ligesom det nu var iøjnefaldende, at bogen havde været skilt ad.
Denne kalamitet kan enten skyldes tilfældigheder eller, hvad der måske kan være mere sandsynligt, fjernet med overlæg i en god, men ubetænksom mening (…). En rekonstruktion af disse manglende siden må beklageligvis i vid udstrækning baseres på hukommelsen, da det skriftlige baggrundsmateriale, hvorpå bogen oprindeligt blev skrevet ikke mere eksisterer”.
Nogle har altså forsøgt at skjule begivenhedsforløbet på Kongelundsfortet, men hvorfor? En forklaring, som jeg har hørt, er at tyskerne syntes, at det var pinligt at de glemte at besætte fortet indtil d. 31. august. Et andet motiv for røgsløret omkring begivenhederne kan være beskyttelsen af myten om Prins Knuds tilstedeværelse på fortet.