Suenson er bedst kendt som chef for den danske Nordsøeskadre, der deltog i kampen ved Helgoland i 1864, men han havde en lang og begivenhedsrig karriere, hvor han deltog i 4 krige på dansk og fransk side.

af Gert Laursen

Suenson er bedst kendt som chef for den danske Nordsø eskadre, i kampen ved Helgoland i 1864, men han havde en lang og begivenhedsrig karriere, hvor han deltog i fire krige på dansk og fransk side.

Sit første togt gjorde Suenson allerede som 12 årig i 1817 under sin faders, kaptajn Jean Jaques Suenson’s, kommando. Han blev optaget på søofficers akademiet, forlod det som løjtnant i 1823, og i 1824 gjorde han sit første togt som officer.

Året efter deltog han i et togt til Vestindien ombord på korvetten Diana. I 1826 fik Suenson tilladelse til at gå i fransk tjeneste. På det tidspunkt rasede den græske frihedskamp imod tyrkerne. Mæglingsforsøg fra stormagternes side var uden virkning, og derfor sendte England, Frankrig og Rusland en stærk flåde til Middelhavet, for at tvinge deres forslag igennem overfor den tyrkiske regering.

Den 20. oktober 1827 mødtes den allierede og tyrkiske flåde i søslaget ved Navarino, med Suenson ombord på den franske brig Alcyon. Den tyrkiske flåde under Ibraim Pasha rådede over 100 skibe med mere end 2000 kanoner, samt kastellet på Navarino og batterier på Øen Sphacteria. Om formiddagen stod den allierede flåde, under kommando af den engelske Admiral Lord Codrington, ind i bugten.

Tyrkerne åbnede ild og en 5 timer lang kamp udspillede sig før slaget var afgjort. Den tyrkiske flåde var ødelagt og kastellet lå i ruiner. For sin deltagelse modtog Suenson Æreslegionens Ridderkors. I 1830 deltog han i en fransk ekspeditionen imod Algier, som gav ham yderligere kamperfaring.

1831 vendte Suenson tilbage til Danmark, hvor han fortsatte sit avancement. Da Treårskrigen brød ud i 1848, var han som kaptajnløjtnant chef for en vagtskibsstation i Storebælt, og beklædte i 1849 samme stilling i Øresund.

I 1850 blev han forfremmet til kaptajn, og fik kommandoen over dampskibet Hekla der hørte til kommandør Sten Billes eskadre i Østersøen. Og det var på denne post, at Suenson første gang blev bemærket landet over.

Sænkingen af v. d. Tann

Den 17. juli havde eskadren fået underretning om, at det slesvig-holstenske dampskib v. d. Tann var stået igennem Fehmer Sund på vej til Neustadt, og Hekla blev derfor sendt ind i Neustadter Bugten, for at holde øje med den. Om morgenen den 20. juli, blev v. d. Tann observeret på vej imod Travemünde. Suenson gav ordre til at forfølge fjenden, men v. d. Tann’s forspring var for stort, og det lykkedes skibet at undslippe ind i mundingen og videre til Lübeck, uden at Hekla fik løsnet et skud.

Men her i denne rent tyske by ville man ikke have et oprørsskib liggende, og v. d. Tann måtte forlade havnen den næste aften, og forsøgte at undslippe langs kysten til Neustadt. Hekla lå imidlertid stadig i bugten i et håb om at støde på skibet igen. Klokken var omkring midnat, da man fra Hekla’s bro observerede røg inde under land. Kursen blev ændret, og snart stod det klart, at skibet ikke kunne være andre end v. d. Tann.

Et varselskud blev affyret imod damperen, som svarede med to skud, der ramte med forbløffende præcision. Det ene skud ramte tæt ved den agterste bombekanon, hvor det dræbte en og sårede 3, imens det andet gik igennem skibssiden og ind i fyrbødernes lukaf og sårede endnu et besætningsmedlem. Årsagen til oprørenes præcision, var, at Hekla lå skarpt aftegnet imod horisonten, og Suenson gav derfor ordre til at gå tættere imod kysten. De danske kugler begyndte nu at ramme, og kl. 1.30 var v. d. Tann et brændende vrag.

Det var ikke sidste gang at Suenson og Hekla blev bemærket i løbet af krigen. Skibet deltog i forskellige småtræfninger med fjendtlige kanonbåde i Kieler bugten, og fik af de oprørske slesvigere, navnet “den Sorte Røver”, pga. Hekla’s sortmalede hjulkasser. For sin sænkning af v. d. Tann, modtog Suenson Sølvkorset.

Kampen ved Helgoland

Efter krigen blev Suenson udnævnt til chef for Søkadetkorset. I 1863 fratrådte han sin stilling, da han ikke var tilfreds med rigsdagens ideer om, at uddannelsen skulle begynde i en senere alder. Året efter brød den Anden Slesvigske krig ud, og Østrig afsendte en eskadre til Nordsøen under kommando af Linieskibskaptajn Tegetthoff. Suenson der i 1858, var blevet udnævnt til Orlogskaptajn, blev chef for den eskadre, der blev sendt imod østrigerne.

Den 9. maj 1864 stødte de 2 eskadrer sammen, i det der blev kendt som “Kampen ved Helgoland”. Efter en hård kamp flygtede østrigerne ind på engelsk territorium ved Helgoland, efter at deres flagskib, Schwarzenberg, med Tegetthoff ombord, var sat i brand. Suenson og besætningerne på de danske skibe vendte hjem til København, hvor de blev modtaget af tusinder af mennesker på Langelinie. Krigen gik dårligt, hele Sønderjylland var besat, men sejren var dog et lyspunkt for den danske befolkning, og Suenson blev kendt som “Sejrherren fra Helgoland”. For sin sejr modtog Suenson Storkorset fra Kongen.

Det var ikke Suensons eneste møde med Tegetthoff. Det næste fandt dog sted under fredligere omstændigheder. I 1865 var begge på togt i Middelhavet, og i august mødtes de på Kurfu red, hvor de aflagde flere visitter på hinandens skibe, og Tegetthoff blev af Suenson vist rundt på Niels Juhl, som han viste stor interesse.

Dette var Suensons sidste togt. I 1866 aftrådte han med rang af viceadmiral og de næste 13 år fungerede han som overlods i det østlige distrikt. Kort før hans død, i sommeren 1886, ankrede den østrigske korvet Donau op på Københavns red. Den østrigske skibschef havde fra sin regering, fået ordre til at aflægge en officiel visit hos Suenson sammen med sine skibsofficerer. Af helbreds hensyn var han dog ikke i stand til at modtage denne usædvanlige deputation.

Den 16. maj 1887 døde Suenson. Hans ligtog blev fulgt af en stor menneske-mængde, der viste ham denne sidste ære.

Læs mere:

Vice-Admiral Edouard Suenson, O. Lütken, 1888
Dansk biografisk leksion
Vores sømagts historie, O. Lütken