ROLF KRAKE deltog i Krigen i 1864 i en yderst aktiv rolle. Den opererede på danske hærs venstre flanke, hvor den dels forsøgte at forsinke den preussiske hærs fremrykning, dels ydede artilleriild som støtte for den danske hær. Den var frygtet af preusserne og med lidt held, kunne den muligvis havde ændret krigens gang.
af Eric Nielsen
Den 1. juli 1863 blev panserbatteriet ROLF KRAKE taget i brug af den danske flåde. ROLF KRAKE var det første danske krigsskib der hovedsageligt var bygget af jern, og hvis hovedbatterier bestod af drejelige kanontårne, monteret langs skrogets centerlinie.
Da det blev erhvervet af den danske flåde, repræsenterede ROLF KRAKE kulminationen på den danske flådes overgang fra træ og sejl, til det første skruekrigsskib i den danske flåde bygget af jern og fremdrevet af damp. En teknologisk overgang som foregik over en periode på 40 år, fra det tidspunkt den danske flåde fik dets første dampskib i 1824.
Denne artikel beskriver ROLF KRAKE’s design, og ROLF KRAKE’s historiske betydningsfulde operationelle deltagelse i Krigen i 1864, under hvilken ROLF KRAKE agerede i en kystforsvarsrolle, ved at yde svær, mobil ild fra søen, til støtte for den danske hærs forsvarsmæssige operationer på landjorden, og imod de invaderende tyske hæres flanke imod havet.
Panserbatteriet ROLF KRAKE
Som Danmark tidligere havde gjort, når man erhvervede marinedampmotorer og jernkrigsskibs byggeteknologier, så havde Danmark anskaffet dets første dampfremdrevet jernkrigsskib fra en udenlandsk kilde. Danmark valgte et privat skibsværft som besad erfaringer fra tidligere konstruktioner af pansrede krigsskibe og marinedampmotorer. Derfor blev ROLF KRAKE, “et panserbatteri” som den danske flåde officielt klassificerede det, bestilt af den danske flåde fra det skotske firma, Napier & Sons, i Glasgow ved floden Clyde.
Kølen til ROLKF KRAKE blev lagt i Glasgow i 1862, det blev søsat d. 6. maj 1863 og indgik i tjenesten, da det ankom til København d. 1. juli 1863. Efter sin indsættelse deltog ROLF KRAKE i øvelser fra den 18. juli til d. 20. august 1863. ROLF KRAKES kulfyrede dampmotor producerede 700 hk, som gav en fart af 9 ½ knob, men under øvelser opnåede det faktisk 10 1/2 knob.
Foruden sin dampmotor var ROLF KRAKE, som andre tidlige dampskibe, udstyret med sejl. Der var en vis bekymring for stabiliteten af de tidlige dampmotorer, og den kendsgerning, at uden muligheden for at brug sejl, kunne et krigsskib blive fuldstændigt forsvarsløs hvis dets dampmotor brød sammen. Derfor var ROLF KRAKE rigget til som en skonnert med sejl på tre master.Oprindeligt bygget var ROLF KRAKE bevæbnet med 4 – 68pdr., glatløbede, forladerkanoner opsat i to pansrede tårne, og det var sådan, at ROLF KRAKE var bevæbnet i Krigen i 1864. ROLF KRAKES bevæbning blev senere ændret to gange i løbet af dets karriere.
ROLF KRAKES mest bemærkelsesværdig historiske design kendetegn, var de to roterende cirkulare kanontårne hvor dets 8 tommer bevæbning befandt sig. ROLF KRAKE var også det første krigsskib der var udstyret med de patenterede “Cole” kanontårne, der var opkaldt efter dets britiske opfinder, Kaptajn Cowper Coles.
De moderne roterende Cole kanontårne gjorde det muligt for ROLF KRAKE, at indstille bevæbningen på målet, uafhængig af den retning som krigsskibet havde. Det var på det tidspunkt en ligeså revolutionær udvikling i krigsskibs design og bevæbning, som dampfremdrift, der gjorde krigsskibene uafhængig af vindretningen der havde bestemt kursen og manøvreringen.
Cole kanon tårnene virkede vha. “Cole princippet”, dvs. at de cirkulare tårne roterede på en rund rulleskinne der sad i udkanten af tårnets bund. Den ydre kant og vægten af tårnets bund hvilede på dets rulleskinne.
Denne konstruktion øgede presset betydeligt på det centrale “spyd”, muligvis i en uacceptabel grad, der kunne aflede kritik af konstruktionen.
Selvom de to kanontårne som bar ROLF KRAKES 8 tommer kanoner var korrekt anbragt (for og agter) langs centerlinien på ROLF KRAKES dæk, så forsvandt dette fundemnetale og korrekte konstruktionsprincip ironisk nok fra fremtidige krigsskibs konstruktioner der blev brugt mange lande, og blev berømt i “genopdagelsen” i konstruktionen af det britiske slagsskib DREADNAUGHT fra Første Verdenskrig.
Hvem var ROLF KRAKE?
ROLF KRAKE er en mytologisk dansk ridder og konge, som var berømt for hans tapperhed og militære bedrifter. ROLF KRAKE er kendt fra den forhistoriske saga “fornaldasögur”, som var opkaldt efter ham. Historien om ROLF KRAKE er også nævnt i det tidlige engelske, heroiske, digt kaldet BEOWOLF.
ROLF KRAKE i kamp: Krigen i 1864
D. 1. februar 1864 erklærede medlemmerne af det tyske forbund, Preussen og Østrig, Danmark krig, pga. spørgsmålet omkring Hertugdømmerne Slesvig og Holstens tilhørsforhold til Danmark. Preusserne og østrigerne, dvs. “det tyske forbund” påbegyndte fjendtlighederne den samme dag, da de overskred grænsen til Slesvig.
Hæroperationerne efter den tyske invasion af den jyske halvø, fandt sted i et relativt lille område omkring de danske forsvarspositioner ved Dybbøl. Dybbøl blev udsat for en langstrakt, otte ugers belejring, hvorunder de danske forsvarsværker blev udsat for et kraftigt bombardement af svært preussisk artilleri.
Den 11. februar 1864, ti dage efter at Preussen og Østrig havde invaderet Slesvig, blev ROLF KRAKE placeret under kommando, og forblev sådan indtil 11. august 1864, dvs. en måned efter våbenhvilen d. 11. juli som i realiteten endte krigen. I denne tid var ROLF KRAKE under kommando af kaptajn Hans Peter Rothe.
Rothe’s ordrer sendte ham og ROLF KRAKE til Sønderborg overfor den danske hærs forsvarsværker ved Dybbøl, og kun en kort afstand fra de invaderende tyske hære. ROLF KRAKE var på vej i kamp.
ROLF KRAKE’s kamp ved Egernsund
I de tidlige operationer omkring Dybbøl, forsøgte den preussiske hær at omgå det danske forsvar ved at lægge en pontonbro over Egernsund – en smal indgang til en lille bugt ikke langt fra Dybbøl. ROLF KRAKE’s første kontakt med de invaderende fjendtlige hære, skete her ved Egernsund, kun 18 dage efter den tyske invasion, da ROLF KRAKE nærmede sig kysten, med den mission at ødelægge en preussisk pontonbro på fjendens højre flanke ud imod havet.
Pga. den lave vanddybde nær Egernsund, var ROLF KRAKE nødt til at ankre op bagved en landtunge som blokerede ROLF KRAKE’s syn på målet – den preussiske pontonbro. Derfor blev ROLF KRAKE nødt til at angribe broen med indirekte ild, som ikke var den slags ild, hvormed man kunne opnå et godt resultat imod sådan et lille mål. ROLF KRAKE beskød pontonbroen i en afstand af ca. 1300 meter, men det lykkedes ikke at ødelægge broen.
Under beskydningen af den preussiske pontonbro, blev den opankrede og stationære ROLF KRAKE, beskudt af fjendens artilleri, med direkte og konvergerende ild, og blev ramt af over 150 skud, der dog ikke trængte igennem dets 4 1/2″ jernside eller det armerede tårn. Det lykkedes dog for det preussiske artilleri at aflede ROLF KRAKE fra dets angreb på den preussiske pontonbro. ROLF KRAKE indstillede beskydningen efter kun at havde brugt 72 skud, og trak sig tilbage efter at have lidt dets første tab – tre sårede inkl. tårnkommandøren.
Det vides ikke, om den kendsgerning at tårnkommandøren i en af ROLF KRAKE’s to tårne blev såret, og dermed muligvis satte ledelsen af det ud af spillet, havde nogen indflydelse på kaptajnens beslutning om at afbyde kampen. Set i tilbageblik, så synes 72 skud at være et meget lille ammunitionsforbrug for denne slags ildtype. Særligt når det ikke lykkes for ROLF KRAKE at fuldføre dets vigtige mission.
ROLF KRAKE’s mission ved Egernsund viser en fremtrædende egenskab for et krigsskib, nemlig muligheden for at omgå fjendens flanke imod havet. I dette tilfælde forsøgte den preussiske hær at omgå den danske hærs positioner ved at konstruere en pontonbro på flanken, men blev selv omgået ved ROLF KRAKE’s angreb på deres flanke imod havet.
ROLF KRAKE’s angreb på den preussiske pontonbro ved Egernsund mislykkes af to grunde: 1 – manglen på et effektivt artilleri observations system, der kunne lede ROLF KRAKE’s indirekte ild imod pontonbroen ved at observere granaternes nedslag, og korrigere skuddene, og 2 – det preussiske artilleris modangreb som afledte ROLF KRAKE’s egen ild imod målet.
ROLF KRAKE’s angreb ved Dybbøl
Efter angrebet ved Egernsund, ydede ROLF KRAKE igen svær, søbåren ild til støtte for den danske søvendte flanke under hærens forsvar ved Dybbøl, under to separate preussiske infanteriangreb.
Den 28. marts beskød ROLF KRAKE det preussiske infanteri, netop som de var i færd med, at angribe de danske forsvarsværker ved Dybbøl. ROLF KRAKE’s ild fangede de angribende preussiske masser i åben terræn, og påførte dem enten voldsomme tab, eller et psykologisk chok, som i sidste ende afsluttede det preussiske angreb.
Ironisk nok, havde preusserne på trods af ROLF KRAKE’s mobile, svære søartilleri, valgt at ligge deres skyttegrave parallelt overfor de danske skanser, lige ud til havet. Dvs. lige præcis et sted hvor de preussiske paralleller let kunne tages under kraftig beskydning af ROLF KRAKE. Et hurtigt kig på et kort over den preussiske hærs stillinger ved Dybbøl, viser hvor åben og udsat disse stillinger var for et angreb fra havet.
Efter otte ugers belejring, og med et dansk forsvar der blev stadig mere desperat, indledte preusserne d. 18. det endelige angreb imod de danske forsvarsværker. Endnu engang støttede ROLF KRAKE den danske hær på land, ved at bombardere de tyske angrebskolonner. Men Dybbøl gik snart tab. Den danske hær undgik dog udslettelse og trak sig relativ intakt tilbage.
ROLF KRAKE og den tyske søbårne invasion på Als i Krigen i 1864
Efter at Dybbøl var gået tabt den 18. april, var det eneste område af hertugdømmet Slesvig der ikke var besat af den tyske hær, Als, hvor den danske hær havde opbygget et forsvar.
Als er kun adskilt fra den jyske halvø af Als Sund, og ligger kun en kort afstand fra de erobrede danske forsvarsværker ved Dybbøl. I lyset af afstanden til de tyske hære, var Als det åbenbare mål for et kommende tysk angreb. Den danske flåde stationerede ROLF KRAKE på patrulje i Als Sund, i et forsøg på at afskrække den tyske hær eller at tage kampen op i tilfælde af et søbåren angreb på Als.
ROLF KRAKE’s ordre var desværre uklare, og ydermere misfortolkede ROLF KRAKE’s kaptajn situationen og fjendens hensigter. Som et resultat af det, afsejlede ROLF KRAKE i det afgørende øjeblik, og var derfor ikke tilstede til at imødegå det tyske angreb på Als, den 29. juni, og øen gik derfor tabt. Kort efter den tyske besættelse af Als, d. 11, juli, blev der indgået en våbenhvile som i realiteten endte krigen.
Tyskerne havde samlet 600 både til det søbårne angrebet på Als. Imod disse odds, er det højst tvivlsomt om ROLF KRAKE, selv hvis det havde være placeret i favorabel afstand til at angribe den tyske armada, kunne havde forhindret tyskerne i oprettet et fodfæste på Als og erobre øen.
Hvis ROLF KRAKE havde forsøgt et angreb på den preussiske invasionsflåde i det meget snævre Als Sund, ville det være placeret tæt på de preussiske kystbatterier, hvor mundingshastigheden på de preussiske kanoner var størst, og gennemtrængnings kraften på granaterne også ville have været mest effektiv imod ROLF KRAKE.
Et kig på et kort, afslører Als Sunds egnethed til, at foretage et søbåren angreb på den modsat liggende kystlinie. Als Sund er lang, med lange kystlinier på begge sider, der gør den egnet som udgangspunkt og landingspunkt for et søbåren angreb. Als Sund er også smalt, hvilket betyder, at et tysk angreb fra søen, ikke ville havde været udsat for en farlig overgang. Tyskerne havde så mange både til rådighed for en overgang, at mange, hvis ikke størsteparten, ville være undsluppet ROLF KRAKE.
ROLF KRAKES svære forladere havde en lav skudrate, der ikke var egnet til at engagere så mange og undvigende mål, og ROLF KRAKE manglede et effektiv, hurtigskydende, sekundært skyts, der effektivt kunne engagere små fartøjer. Selvom ROLF KRAKE’s skrog var udstyret med en vædder, ville ROLF KRAKE’s lave fart havde forhindret en effektiv brug imod så mange og så små fartøjer.
Den tyske erobring af Als var på ingen måde afgørende. Tyskerne behøvede ikke at erobre Als, for at afslutte krigen til deres fordel. I realiteten havde preusserne og østrigerne allerede vundet krigen, før deres angreb på Als.
Når man tager alvoren af den preussiske trussel imod Als i betragtning, kunne man så ofre ROLF KRAKE og besætningen for at afvise et preussisk angreb?
Hvis ROLF KRAKE for alvor havde taget kampen op da preusserne landede på Als, og kæmpet kampen til ende, som ROLF KRAKE ville have tvunget til at gøre, hvis det skulle have engageret så mange både, så ville ROLF KRAKE sandsynligvis være gået tabt. Et beslutsomt og vedholdent angreb af ROLF KRAKE ville sikkert have fået samme afslutning som for den legendariske danske kong Rolf Krake og hans gruppe af tapre riddere – nemlig en heroisk selvmords kamp imod en langt overlegen fjende.
Set i lyset af rå, upersonlig statistik, så villle tabet af ROLF KRAKE kun havde medført tabet af skibets 140 mand, såvel som et kostbart våbensystem. Omvendt så mistede den danske hær 216 døde, 462 sårede og 1.878 fanger under forsvaret af Als. Et tabstal som ROLF KRAKE’s selvopofrelse måske kunne have enten forhindret eller opvejet.
Imodsætning til denne statistiske opvejelse mht. de menneskelige omkostninger, kunne ROLF KRAKE’s vedholdende og selvmorderiske angreb på den preussiske invasionsflåde, så havde købt de danske soldater på Als nok tid, til effektiv og succesfuldt at modstå det preussiske angreb? Sandsynligvis ikke. Den danske hærs (dvs. infanteriets) stilling på Als var basalt set utilstrækkelig.
Kort tid efter preussernes besættelse af Als, d. 11. juli 1864, blev der indgået en våbenhvile imellem de stridende parter, og den endte i realiten krigen.
ROLF KRAKE og svær, søbåren støtteild
Under dets operationer i Krigen i 1864, engagerede ROLF KRAKE aldrig et fjendtlig skib, selvom ROLF KRAKE kom i kamp med elementer af den tyske armada ved Als. Selvom ROLF KRAKE aldrig kom i kamp med fjendtlige skibe, var dets særlige rolle under Krigen i 1864, at yde svær, søbåren, støtteild for den danske hærs operationer til lands.
ROLF KRAKE’s hovedarmering bestod af 8 tommer eller 68pdr. kanoner. Med perspektiv på svær, søbåren, støtteild var disse tunge 68pdr. kanoner betragtelig meget større end både de 12pdr kanoner som var hovedartilleriet for Napoleons hære et halv århundrede før tidligere, og på den nye, meget lette, lille kaliber, riflede 4 tommer kanon, som lige var blevet indført i den danske hær før krigen brød ud i 1864. Med dets tunge 68pdr våben, kunne ROLF KRAKE understøtte operationerne med svær artilleristøtte med kanoner af en kaliber, som hære ikke ville kunne tage i brug i felten, men kun i stationære belejringsoperationer.
ROLF KRAKE’s svære søartilleri kunne havde en stor demoraliserende effekt på de fjendtlige tropper, hvis ikke fysisk ødelæggende, og samtidig hæve de danske troppers moral. Derfor understøttede ROLF KRAKE’s svære ild, ikke kun danskerne med en betydelig taktisk fordel, hvor ildstøtten blev brugt, men ROLF KRAKE’s engagement i denne rolle, markerede også en betydelig lærerig forløber for nutidens søkrig. En rolle, hvis værdi ville øges, med den stigning i ødelæggende ildkraft, som tung søartilleri undergik.
ROLF KRAKE’s lave dybdegang – et maksimum på ca. 3. meter – var ideel til at nærme sig kysten ved fjendens søflanke, for at forkorte afstanden og beskyde fjendens styrker i land. Da den glatløbede kanon, som ROLF KRAKE var udstyret med i 1864, manglede rækkevidde som fx rækkevidden af en riflet kanon, var ROLF KRAKE nødsaget til at holde sig tæt på kysten, for an minimere afstanden så det glatløbede skyts kunne bruges effektivt imod fjendens styrker.
Når man skal evaluere effekten af ROLF KRAKE’s svære, søbårne ild, som understøttelse for danske hærs operationer på land i 1864, er det vigtigt, at se på hvilken slags type ammunition ROLF KRAKE brugte i denne rolle. Altså, var det jernkugler eller eksplosive granater (med enten anti personel fragmenter eller trykeffekt)
Selv om eksplosive granater i 1864 havde været til rådighed for de europæiske hære i et stykke tid, og også var langt den mest effektive type ammunition til brug som støtteild imod fjendens tropper i åbent terræn, brugte krigsskibe på denne tid, typisk jernkugler som det mest effektive til at gennemtrænge skroget på fjendens krigsskibe (dvs. de mest sandsynlige mål), i modsætning til eksplosive granater. Derfor var jernkugler den mest sandsynlige form for projektiler, som var til rådighed i et krigsskibs magasin i 1864.
Det antages derfor, at ROLF KRAKE i 1864 var udstyret med jernkugler i stedet for eksplosive granater, til at understøtte dets ildmissioner, med mindre at konstruktøren af ROLF KRAKE’s 68 pds. kanon havde forsynet den danske flåde med forskellige typer af ammunition til brug for ROLF KRAKE’s kanoner. I denne henseende var ROLF KRAKE’s rolle som panserbatteri, at bekæmpe fjendens pansrede krigsskibe, og ikke at beskyde fjendens tropper på land
Jernkugler ville have formindsket den ødelæggende og demoraliserende effekt af ROLF KRAKE’s kystbombardementer. Det er imidlertid ikke kendt hvilken type ammunition ROLF KRAKE faktisk brugte som støtteild, og dermed heller ikke den mulige udstrækning, effekten af ROLF KRAKE’s kystbombardementer havde.
Angående de mulige ammunitionstyper der var til rådighed for ROLF KRAKE, så rapporteres skibet at have brugt både kardæsker og eksplosive granater imod de preussiske både i Als Sund. De korte skudafstande i det snævre farvand ville især havde gjort det muligt for ROLF KRAKE effektivt at bruge kortrækkende, antipersonel ammunition, som kardæsker.
Den danske flådes katastrofe i Treårskrigen
ROLF KRAKES rolle i at yde svær, søbåren, artilleristøtte til den danske hær i 1864, skal ses i et historisk perspektiv. Før 1864 havde den danske flåde forsøgt at bruge danske krigsskibe til at yde, svær, mobil, søbåren ild til at angribe fjendens befæstede stillinger på land, med et katastrofalt resultat for de danske krigsskibe der deltog.
Kun 15 år før “panserbatteriet” ROLF KRAKE’s debut i 1864, havde den danske flåde sendt det ekstremt sårbare, 84 kanoner store flagskib, CHRISTIAN VIII, sammen med den ligeså sårbare, 48 kanoner store fregat bygget af træ, GEFION, begge fremdrevet med sejl, såvel som danske flådes hjuldampere HEKLA og GEJSER, for at angribe den tyske oprørshærs forskansede kystbatterier ved Eckernförde. Datoen var den 4. april 1849.
Resultatet af aktionen i Eckernförde var højst forudsigelig. Under fjendens artilleriild med glødende kugler (som den danske flåde burde have forudset fra et kystbatteri), gik der ild i flagskibet CHRISTIAN VIII og det sprang i luften, og GEFION blev sat på grund og erobret intakt af tyskerne. De to danske hjuldampere var ikke i stand til at trække de danske krigsskibe udenfor rækkevidde af det tyske artilleri, før katastrofen indtraf.
Danmarks panserskibes uegnethed til at yde svær, søbåren artilleriild, tæt på kysten.
Angående ROLF KRAKE’s egnethed til at yde ildstøtte under Krigen i 1864, så var Danmarks panserbatterier de eneste danske krigsskibe fra den tid som ville have været egnet for denne type af brug, da de var de eneste krigsskibe bortset fra ROLF KRAKE som havde panser til at beskytte dem fra ilden fra fjendens kystbatterier.
Det som hindrede Danmarks panserskibe fra at blive brugt i ildstøtte rollen, var deres dybdegang, som forhindrede dem i at nærme sig kysten pga. de lave vanddybder omkring Danmark, og særligt da panserskibe dengang var bevæbnet med en kortrækkende glatløbet kanon.
Af Danmark tre panserskibe var kun DANNEBROG blevet færdiggjort i tide til at deltage i Krigen i 1864. DANNEBROG¹s dybdegang (agter) var ca. 7 meter. Derfor var DANNEBROG’s dybdegang dobbelt så stor som ROLF KRAKE’s maksimale dybdegang på 3,5 meter og det begrænsede alvorligt de geografiske områder, hvor DANNEBROG kunne bruges i kystforsvars operationer.
Den første kamp imellem to panserskibe: sammenlignende evaluering med ROLF KRAKE
Den 28. august 1862, da den danske admiral Steen Bille underskrev kontrakten for bygningen af ROLF KRAKE, havde den første kamp i verdenshistorien imellem to panserskibe, allerede fundet sted kun seks måneder tidligere, d. 9. marts 1862, under den amerikanske borgerskrig.
Den første kamp imellem to panserskibe fandt sted i kampen ved Hampton Roads, hvor sydstaternes panserskib C.S.S VIRGINIA forsøgte at bryde nordstaternes blokade af syden, ved at forsøge at ødelægge nordstaternes krigsskibe lavet af træ.
MONITOR var bevæbnet med to 11 tommer glatløbede forladere, imens ROLF KRAKE’s to pansertårne, hver var udstyret med to nogenlunde sammenlignelige 8 tommer, 68pdr. glatløbede forladerkanoner. Omvendt var fire af VIRGINIA’s 10 svære kanoner riflede – to 7 tommer Brooke “rifler” og to 6.4 tommer Brooke “rifler”.
Som ROLF KRAKE, havde U.S.S. MONITOR roterende pansrede tårne der bar dets hovedarmering. Én fordel i kamp med roterende tårne, somMONITOR’s besætning bemærkede, var, at efter at havde affyret deres 11 tommer forladere, kunne MONITOR’s tårne drejes væk fra fjendens ild, så kanonerne kunne lades på ny uden at være udsat for fjendens ild. Det samme ville have været tilfældet med ROLF KRAKE.
For at sætte styrken af ROLF KRAKE’s armering i perspektiv, så var jernbeklædningen af siderne på MONITOR’s skrog 4 1/2 tomme tyk eller næsten det samme som ROLF KRAKE’s som varierede fra 3 – 4 1/2 tommer. MONITOR’s jerndæk var kun 1 tomme tyk. Imens MONITOR’s tårns jernbeklædning lige i nærheden af tårnets kanonporte, var 9 tommer tyk, så var ROLF KRAKE’s tårns jernbeklædning omkring tårnets kanonporte 7 tommer tyk. Imens tykkelsen af MONITOR’s tårnarmering var 8 tommer tyk, så var ROLF KRAKE’s kun 4 1/2 tommer tyk.
Angående styrken på tårnarmeringen, så var MONITOR’s dækshøjde så lav, at under kampen ved Hampton Roads in 1862, var det næsten udelukkende MONITOR’s jernbeklædte tårn som blev ramt af ild fra VIRGINIA’s tunge kanoner – ofte på klods hold, hvor VIRGINIAS riflede kanoners mundingshastighed, og dermed projektilets gennembrydningskraft, ville have været den største.
Ligeledes ser det ud til, at ved kampen i Egernsund, blev ROLF KRAKE’s tårne ramt af hovedparten af den preussiske artilleriild.
Hvis MONITOR’s 8 – 9 tommer tykke jerntårn ikke kunne gennembrydes på klods hold af VIRGINIA’s kraftige kanoner, er det usandsynligt, at ROLF KRAKE’s 7 tommer tårn kunne gennembrydes af lignende kraftige kanoner, og på længere rækkevidde (altså fra kystartilleri), hvor bevægelsesenergien og tilsvarende gennemtrængningskraft af projektilerne ville være formindsket.
Et kritikpunkt der blev rettet imod ROLF KRAKE’s konstruktion var, at i modsætning til det frie skudfelt fra MONITOR’s dæk, blev ROLF KRAKE’s skudfelt formindsket af ROLF KRAKE’s master og andre dæks genstande, så ROLF KRAKE’s tunge skyts ikke kunne skyde hverken direkte bagud eller fremad. Denne kritik er dog mindre overbevisende end den først ser ud til at være. Krigsskibe der var udstyret med et batteri, blev historisk set, styret i en vinkel hvor alle dets kanoner kunne bringes til at bære på et mål, og dermed øge sandsynligheden for at ramme. ROLF KRAKE ville sandsynligvis have gjort det samme, altså ikke fyret direkte fremad eller bagud.
ROLF KRAKE’s bemærkeligeværdige ligheder med U.S.S. MONITOR
ROLF KRAKE, som blev bestilt kun seks måneder efter MONITOR’s historiske kamp ved Hampton Roads, har nogle bemærkeligeværdige ligheder med MONITOR. Den mest synlige lighed er MONITOR’s dæk, sammenlignet med ROLF KRAKE’s. Det ville være interessant at sammenligne tværsnittet af MONITOR’s skrog og beliggenheden af MONITOR’s tårn, med et lignende tværsnit med ROLF KRAKE’s skrog.
Ligheden imellem dimensionerne af MONITOR’s og ROLF KRAKE’s skrog er også bemærkelsesværdig. MONITOR’s længde var 57 meter, 14 meter bred og havde en dybdegang på 3,5 meter, sammenlignet med ROLF KRAKE’s længde på 62 meter, en bredde på 13 meter og en dybdegang på 3,5 meter. Dybdegangen på de to skibe var derfor ens, imens ROLF KRAKE var smallere, men med et længere skrog.
På deres stort set ens dimensioner, kunne ROLF KRAKE bære to kanontårne, i modsætning til MONITOR’s ene. Dennes muligheder bliver synlige, når man sammenligner sideprofilerne på de to skibe, som er skærende forskellige fra hinanden. ROLF KRAKE havde en større undervands volumen end MONITOR, og det gav ROLF KRAKE stabiliteten til at have to kanontårne i stedet for et. MONITOR’s lavere undervands volumen, selvom dimensionerne var stort set den samme. Det viser sig, når man sammenligner MONITOR’s 987 tons med ROLF KRAKES¹s 1.320.
Var ROLF KRAKE helt usårlig?
Den mest sårbare del af ROLF KRAKE’s skrog, var dets åbne dæk som ikke var armeret. Den meste potentielle fare for ROLF KRAKE kom derfor, fra “dykkende” svær preussisk artilleriild, som faldt i en stejl vinkel mod ROLF KRAKE’s sårbare åbne dæk.
Angående de pansrede områder på ROLF KRAKES skrog, i modsætning til det upansrede dæk, så vides det ikke om ROLF KRAKE var helt usårlig, eller uigennemtrængelig for nogen som helst form for artilleriild, som tyskerne kunne have brugt imod det. I denne sammenhæng er karakteristikaene ved den type artilleri som tyskerne brugte, eller kunne have brugt imod ROLF KRAKE i 1864, ikke kendt. Typerne, egenskaberne, den ballistiske ydeevne og effektiviteten af de projektiler som det tyske artilleri kunne have brugt imod ROLF KRAKE, er heller ikke kendt.
Projektil typen der blev brugt i kampen mellem MONITOR og VIRGINIA var jernkugler. I hvert fald dem der blev brugt af MONITOR, og VIRGINIA brugte sandsynligvis også jernkugler.
Som kampen imellem MONITOR og VIRGINIA viste, så var gennemtrængningskraften af jernkugler mod armeringen på panserskibe, næsten nul, og tykkelsen på ROLF KRAKE’s armering var sammenlignelig med MONITOR og VIRGINIA’s.
Tilsvarende ville feltartilleris brug af eksplosive granater imod armeringen, ligeledes have været ineffektiv, da de manglede en tilstrækkelig gennemslagskraft imod tykke jernplader.
Hvis typen af artilleriammunition der var til rådighed for tyskerne i 1864, og som kunne have været brugt imod ROLF KRAKE, inkluderede mere ødelæggende former for eksplosive granater, med en tilstrækkelig kraft til at trænge igennem armeringen, så kunne ROLF KRAKE’s sides armering måske have været sårbar overfor fjendens artilleri under visse omstændigheder.
Som tidligere nævnt, så var ROLF KRAKE’s største sårbarhed “dykkende” ild, og denne sårbarhed var ikke kun teoretisk. Den 18. april, imens ROLF KRAKE ydede forsvarssild under angrebet på de danske styrker ved Dybbøl, gennemtrængte, en dykkende tysk granat ROLF KRAKE’s dæk, eksploderede under dækket, og forårsagede tab og alvorlig skade på det indvendige af skibet.
Exit ROLF KRAKE
Efter afslutningen på Krigen i 1864, deltog ROLF KRAKE i yderligere eksperimentale forsøgs sejladser i 1866 og 1867, og deltog derefter i eskadre øvelser med den danske flåde igennem 1870’erne, sammen med andre moderne krigsskibe i den danske flåde, som havde efterfulgt den nyskabende ROLF KRAKE. Det var danskbyggede jernskibe, med kanontårne og med en lav dækshøjde, som GORM og LINDORMEN
ROLF KRAKE fortsatte den aktive karriere igennem 1880¹erne og i begyndelsen af 1890’erne til slutningen af dets karriere, hvor det blev brugt som testskib. ROLF KRAKE udgik af flådens tal den 29. juni 1907, efter en usædvanlig lang karriere på over 40 års tjeneste. ROLF KRAKES skrog blev rippet, solgt til ophugning, og blev derefter slæbt til Dordrecht i Holland, hvor det blev hugget op i 1907.
Den danske flåde rolle i kystforsvar
ROLF KRAKE’s støtte med svær søbåren ild, imod en invaderende fjendes flanke imod havet, som støtte for den danske hærs operationer i land, og ROLF KRAKES patruljer ud for Als i 1864, understreger tydeligt den danske flådes historiske rolle i kystforsvaret, og illustrerer den innovative rolle, som ROLF KRAKE spillede tidligt i den moderne søkrigs historie.
Den danske flåde historiske forsvarsrolle fik en ny betydning efter Danmarks pludselige tab af dets “stormagts status” i 1807, og med tabet af den oceangående flåde, muligheden for at yde en “fjern” kystforsvarsrolle, ved at ødelægge fjendtlige søbårne angreb på dansk territorium. Men hvad med den jyske halvø, som besad en lang, udsat kystlinie med tilsvarende lavt vand, og dermed var særligt udsat – ikke imod søbåren angreb, men imod angreb fra landsiden?
ROLF KRAKE, en fuldstændig ny form for kystforsvarsskibe, demonstrerede en fuldstændig ny form for kystforsvar. Dvs. støtte i form af svær, mobil, søbåren artilleristøtte, på den danske hæres flanke imod havet, og som assistance for den danske hærs operationer i land, imod en fjende der invaderede den jyske halvø.
Læs mere:
B. Degenkolv, Den Danske Flaades Skibe i Sidste Aarhunderede (1906)
R. Steen Steensen, Vore Panserskibe 1863-1943 (1968)
R. Steen Steensen, Vore Krydsere (1971)
Johs. Nielsen, The Danish-German War 1864 (1991)
Johs. Nielsen, The Schleswig-Holstein Revolt 1848-1850 (1993)
Ole Lisberg Jensen, The Royal Danish Navy: An Introduction to the History of the Royal Danish Navy (1994)
Palle Lauring, A History of Denmark (1960)
Robert Gardiner (editorial director), Conway’s All the World’s Fighting Ships 1860-1905 (1979)
Arnold A. Putnam, “ROLF KRAKE, Europe’s First Turreted Ironclad,” in the MARINER’s MIRROR, Vol. 84, No. 1 (February, 1998), pp. 56-63.
Stuart Penhall, “The Capture of the Island of Als,” Danish Military History website.