Europas bedste nedkastningschef – Tolstrup var leder af de jyske nedkastningsoperationer og da hans virke var på sit højeste havde han 3000 modstandsfolk under sig. Under krigen passerede en enorm mængde material gennem det jydske hovedkvarter, og de allierede udnævnte Tolstrup til “Europas bedste nedkastningschef”.

af Mads Kierkegaard

Når man læser om Jens Toldstrup’s fortjenester under besættelsen, kan man dårligt undgå at føle en dyb respekt for det gigantiske mod og talent, som han fik lejlighed til at udvise i sin egenskab af leder for samtlige jyske nedkastningsoperationer samt chef for region I/Nordjylland fra maj 1944 til februar 1945.

Da Toldstrups virke var på sit højeste, havde han 3000 modstandsfolk under sig, som opererede fra 289 modtagepladser, hvorfra man uafbrudt modtog våben og forsyninger fra de engelske flyvere. Efter at materialet var bjærget og bragt i sikkerhed, skulle det fordeles ud over de mange distrikter, hvad der i sig selv var en både krævende og risikabel opgave.

I løbet af krigen passerede på den måde ca. 3800 containere med 400 tons materiale gennem det jyske hovedkvarter, hvilket fik de allierede til at udnævne Toldstrup til “Europas bedste nedkastningschef”.

Samtidig organiserede han en lang række transporter ad søvejen; danske fiskekuttere afgik jævnligt mod Sverige og England, hvor leverancerne blev camoufleret efter bedste evne. Toldstrup var også beskæftiget med alle former for nordjysk sabotage, medens han besad stillingen som leder for Region I. I denne egenskab arbejdede han med at opbygge en kampdygtig undergrundshær, som skulle træde i aktion ved allieret landgang.

Gennem disse aktiviteter blev Toldstrup med dr. phil. Jørgen Hæstrups ord “en af Danmarks vigtigste modstandsledere, og tyskerne gjorde alt, hvad de kunne, for at fange ham og uskadeliggøre ham. Måske var han den dansker, de allerhelst ville have arresteret og henrettet”.

De allierede forstod at værdsætte hans indsats, og efter krigen blev han tildelt den højeste orden fra en række lande – herunder den amerikanske guldpalme.

I hovedkvarteret

At Jens Toldstrup overlevede besættelsen var noget nær mirakuløst, hvad han da heller aldrig selv havde turdet håbe på. Konstant bar han en giftpille på sig, som han var fast besluttet på at tage, hvis tyskerne skulle finde på at underkaste ham tortur. Som han siden hen har forklaret, var han med rette overbevist om, at Gestapo om nødvendigt ville skære ham i småstykker for at få ham til at tale. Fik tyskerne kendskab til hans omfattende viden, ville det være ødelæggende for hele den danske modstandsbevægelse.

Gestapo var altid lige i hælene på Jens Toldstrup’s hovedkvarter, som i løbet af krigens sidste elleve måneder måtte skifte ophold hele 41 gange! På de hastigt og oftest primitivt indrettede steder virkede chefen og hans medarbejdere under et nådesløst arbejdspres, der gjorde søvn og fritid til en luksus. Ofte flød det med skrivemaskiner, kort, dokumenter og kaffekopper over et ganske lille areal, hvor også gulvet blev taget i anvendelse. På en sofa i hjørnet lå ved siden af nogle maskinpistoler en brandbombe, som i nødstilfælde kunne destruere alle papirer og kartoteker.

På trods af sådanne arbejdsforhold oplevede folk, der kom udefra, stemningen som ganske hyggelig. Det indbyrdes forhold var præget Toldstrups store menneskekundskab og naturlige autoritet, og han beskrives af sine underordnede som streng og krævende i sine fordringer til medmenneskene, som han omvendt forstod at indgyde selvtillid og gå-på-mod.

Alle nærede en dyb respekt for Jens Toldstrup, der var beriget med den fødte leders egenskaber. I den forbindelse må også nævnes hans enorme organisationstalent samt så berømte intuition, der gjorde ham i stand til at træffe de rigtige beslutninger i selv de mest akutte situationer.

Helt alene om æren var han dog ingenlunde. Til hovedkvarteret var knyttet en række kvindelige kurerer, der med stor flid sørgede for forbindelsen udadtil (chefen var selv på idelig rundrejse for at holde kontakterne ved lige) og to telegrafisthold, der på europæisk niveau blev henholdsvis nr. 1 og 2. mht. antallet af afsendte meddelelser fra de besatte lande.

Den jyske konflikt

Toldstrups arbejde i modstandsbevægelsen blev også markeret af konflikten mellem Toldstrup og den militære øverstkommanderende i Jylland, Vagn Bennike – to personer der næppe kunne være mere forskellige i opfattelse og arbejdsform.

Toldstrup har beskrevet konflikten i Uden Kamp, ingen Sejr, hvor han som den første i sin tid gør op med “officerskliken” og dens i hans øjne alt for forsigtige og “security”-orienterede kurs. Ifølge dennes opfattelse gjaldt det først og fremmest om at holde sig i live til den forventede D-dag, hvorimod Jens Toldstrup hele tiden søgte at gøre helvedet så hedt som muligt for besættelsesmagten ved i størst muligt omfang at volde tyskerne afbræk. For ham at se var en offensiv kurs af stor betydning for Danmarks internationale omdømme.

Det var som følge af sådanne grundlæggende uoverensstemmelser, at Toldstrup værgede sig ved at underordne sig Vagn Bennikes kommando og de for ham at se helt urimelige krav, hvilket bevirkede, at der med tiden udviklede sig et regulært hadforhold mellem de to mænd, som fik Bennike til at kræve Toldstrup fjernet for enhver pris.

Da konflikten brød ud i lys lue, var det med udgangspunkt i Jens Toldstrup’s afsættelse som nordjysk regionschef, som Toldstrup nægtede at acceptere, da han havde fuld opbakning fra folkene i marken såvel som England. Til sidst kom det til et forlig, hvor Toldstrup trak sig tilbage, men da var de to mænd allerede kommet så langt fra hinanden, at striden snart blussede op igen. Det er således et åbent spørgsmål, om Toldstrup var blevet likvideret, hvis befrielsen havde trukket ud. Ildgerningsmanden var allerede udpeget!

Dansk-national frihedskæmper

Modstandsbevægelsen bestod af meget ulige dele, som ikke just var præget af samklingende metoder og motiver. Jens Toldstrup tilhørte den dansk-nationale del, og hans vigtigste motiv for at gå ind i frihedskampen var den krænkede nationale ære og skammen over d. 9. april 1940. Dén dag havde Jens Toldstrup ligget udstationeret som løjtnant få kilometer fra København, hvor han og hans velbevæbnede soldater forgæves ventede på den kampordre, som aldrig kom.

Den 24 årige Toldstrup, der den gang hed Anton Ingersøn Jensen og var toldassistent, var dog ikke til sinds at bøje sig, og allerede d. 28. april kunne Jyllandsposten bringe hans Manifest til den danske Ungdom, hvor han så utvetydigt som muligt opfordrede til modstand mod værnemagten. Her gjorde han op med mellemkrigsårenes pacifisme og anationale ligegyldighed og konstaterede i vendinger, som fx:

“Vore fædre har i sandhed efterladt os en dårlig arv. De har med fuldt overlæg forsøgt at ødelægge vore skønneste følelser: Nationalfølelse, fædrelandskærlighed og respekt for flaget. De har gjort, hvad de kunne, for at få os til at træde alt dette i grus. De har opfostret os til sløvhed og pjank, hvor der skulle være arbejde og alvor.”

Som reaktion på ‘de gamles’ forræderi ønskede Toldstrup en selvbevidst og handlekraftig ungdom, der via en glødende nationalisme kunne kaste skylden og skammen af sig og efter krigen være med til at opbygge et helt nyt Danmark. Som han flammende og tordnende skrev:

Nu er vor tid kommet – nu er tiden til arbejde og alvor. Det er os, der snart skal lede og styre. »De gamle« har kørt løbet ud, og vi har intet at takke dem for. Vi må nu i gang med at dygtiggøre os, thi der er meget, vi skal have lært. Læs de gamle fortællinger om vort fædreland og dets helte, så din slumrende fædrelandskærlighed og nationalfølelse må flamme op til en begejstring uden lige.

Dyrk idræt og sport, så dit legeme må blive stærkt og sundt og dit sind præget af alvor og beslutsomhed […] Gør det herefterdags til regel, at du under udøvelsen af din idræt tænker: »Der er en mening med dette – jeg hører til den ungdom, der vil bygge et nyt, stærkt og sundt Danmark«.

Og lad os synge fædrelandssange. Bort fra alle flade døgnmelodier og frem med den gode danske sang og musik. Vi vil synge det ind i folkets bevidsthed – dette om det lille land, der er så rigt på skønhed og værdier, og som har så udmærket et folk – et folk med varme hjerter, men et folk, der er kommet på gale veje […] Så vågn da op, du Danmarks sovende ungdom, at vi en dag, når Guds time er inde, kan samles om vor elskede konge og bygge et Danmark op fra bunden med ham som fører og med vore viljer og evner, vort arbejde og idealer som byggematerialer.”

Før Toldstrup gik ind i den væbnede kamp, var han aktiv i Dansk Ungdomssamvirke, hvor han oplevede at lide sit første nederlag til partipolitiske taktikere. Medlemmerne af Radikal Ungdom, der havde for vane at dukke op til møderne med knækkede geværer, brød sig ikke om hans modstandsorienterede foredrag, som de fik sat en endelig stopper for i efteråret 1942, hvor de i stort tal mødte op til generalforsamlingen og afsatte ham som lokalformand for Skive.

Bitter men uden at helme kastede han sig derefter over terrænsporten og blev leder af en lokal afdeling, som gennem sin hårde fysiske træning blev kimen til en kommende modstandsgruppe. I februar 1944 gennemførte den sin første succesfulde modtagelse ved Flyndersø sydvest for Skive. Det var via dette arbejde, at Toldstrup stiftede bekendtskab med Flemming Juncker, som hurtigt førte ham helt til tops i den jyske modstandsbevægelse.

Kampen videreføres

Efter krigen stillede Jens Toldstrup op som folketingskandidat for Dansk Samling, og i månederne inden befrielsen tog han initiativ til Ranumkonventet, hvor en lang række frihedskæmpere mødtes i Ranum præstegård for at drøfte den politiske fremtid. Initiativet, som blev fulgt op efter befrielsen, fik stor betydning for grundlæggelsen af hjemmeværnet, som vi altså indirekte kan takke Toldstrup for.

Toldstrups ægte dansk-nationale sindelag fremgår også af, at han efter befrielsen havde planer om at marchere mod syd med sine mænd og besætte den tabte del af Sønderjylland – en plan han i sit senere liv fortrød ikke at have fulgt. Hans harme over sviget mod de sønderjyske landsmænd, som “ikke skulle blive glemt”, fremgår også af ungdomsbogen Kamp og sejr (1976), hvor frihedskæmperen Svend får et veritabelt sammenbrud over regeringens erklæring om, at “Grænsen ligger fast!”.

Toldstrup nærede i det hele taget en kompromisløs opfattelse af det nationale og så med stor misnøje på de gamle samarbejdspolitikeres vej tilbage til magten efter 1945. Han var indædt modstander af EF og indvandringen, da han ikke kunne acceptere nogen som helst gradbøjning af nationens suverænitet, og modtog afstemningsresultatet i 72′ med en sådan sorg, at han emigrerede fra Danmark i en årrække.

For Toldstrup var krig og kamp den næstværste tilstand, man som menneske kan befinde sig i. Den værste var tabet af friheden.