Navnet Helgoland forbindes som regel med det dansk østrigske/preussiske søslag der stod tæt på øen i 1864. På øen kunne beboerne følge kampen, men i 1714 var det øboerne selv der kom i skudlinien, da Danmark ønskede at udslette det sidste af det fjendtlige Hertugdømme Gottorp, og tage den strategisk vigtige ø i besiddelse.

af Gert Laursen

Store Nordiske Krig og gottorpernes fald

Siden 1709 havde den Store Nordiske Krig raset på ny. På den ene side stod Danmark, Rusland og Polen- Sachsen, og på den anden side Sverige. I 1712 var krigsskuepladsen flyttet til det nordlige Tyskland, og krigslykken var vendt til fordel for Danmark og dets allierede. Den svenske general, Magnus Stenbock, var med sin hær indesluttet i Stralsund og var i fare for at gå til grunde der, da den danske flåde havde afbrudt forbindelsen til Sverige.

I november brød han ud fra byen og rykkede imod vest, i et forsøg på besejre den danske hær og nå Jylland. Efter kampen ved Gadebusch d. 20. december, var den svenske hær så udmattet, at den blev tvunget til at søge ind i den gottorpske fæstning Tönning som herefter blev belejret af danskerne. Efter nogle måneders belejring overgav Stenbock sig og måtte marchere i dansk fangenskab.

Hertugdømmet Gottorp havde ud af til forsøgt at fremstå neutralt, men havde i mange år været en arg fjende af Danmark, og danskerne benyttede lejligheden til et endeligt opgør. Hæren fortsatte belejringen af Tönning der i februar 1714 måtte overgive sig. Dermed var det Gottorpske hertugdømme udslettet. Eller næsten. Tilbage var stadig øen Helgoland.

Helgoland

Helgolands betydning lå i dens strategiske beliggenhed. Den lå omkring 50 km fra Ejderens, Elbens og Weserens flodudløb, og den der var i besiddelse af øen kunne genere sejladsen på de tre floder. Øens udstrækning var kun på 0,58 km, hvoraf størsteparten bestod af en klippe der hævede sig lodret 60 meter op af havet.

Eneste adgang til plateauet var en trappe af træ på 180 trin fra klippens sydøstlige side, og det gjorde øen til en formidabel fæstning. Øen havde ikke nogen havn, men både på nordsiden og sydsiden dannede havet bugter, hvor skibe kunne lægge til. Hovedøen var forbundet med en smal landtange til en sandø omkring 800 meter væk.

Indbyggerantallet var lidt over 1000, og en del af dem bedrev en udstrakt kapervirksomhed til gene for den danske søtrafik. Imens øen udgjorde et formidabelt fæstningsværk, var der ikke gjort meget ud af befæstningen af øen. Bestykningen bestod af kun 19 kanoner, hvoraf størsteparten var af en lille kaliber. Tilmed var ammunitionen var meget begrænset. Foruden kanonerne rådede garnisonen over omkring 50 stykker håndvåben af forskellig slags.

Garnisonen bestod af 2 officerer og omkring 50 underofficerer og menige under kommando af major Heinrich Boldewahn. I modsætning til garnisonen var øboerne særdeles velforsynet med våben, da hver mand ejede en bøsse, men forholdet imellem soldaterne og helgolænderne var meget dårligt pga. øboernes udprægede frihedsfølelse, så de gottorpske soldater kunne ikke forvente hjælp fra den kant.

Opfordring til overgivelse

Efter kapitulationen af Tønning blev det besluttet at sende nogle jagter fra Glückstadt med 50 soldater, under kommando af kaptajn Reesen, over til øen, for at opfordre Boldewahn til at overgive sig. Hvis han fulgte opfordringen, ville beboerne blive mildt behandlet og deres rettigheder respekteret. I modsat fald ville forbindelsen til fastlandet blive afbrudt og deres skibe ødelagt.

Hvis han afslog, skulle de danske skibe returnere til Glückstadt. Den 30. maj ankrede skibene op udfor Helgoland og en parlamentær sendt i land, for at opfordre garnisonen til at overgive sig. Svaret fra Boldewahn var et nej – han ville kæmpe til sidste blodsdråbe. Og med det svar vendte de danske jagter tilbage til Glückstadt.

Den danske plan

I løbet af juni og juli blev der arbejdet på at samle en eskadre, og udarbejde en plan for angrebet på Helgoland. Helt simpelt var foretagendet ikke. Man måtte undgå forviklinger med englænderne, der brugte lodser fra Helgoland, og som havde en fregat liggende ved Hamborg der kunne gribe ind. Og så skulle eskadren være så stærk, at den kunne binde helgolænderne 2 kaperskibe, og samtidig afskære øen fra omverden.

Planen var at landsætte styrken på Sandøen, opstille kanoner og mortere, og derfra beskyde hovedøen. Hvis garnisonen stadig nægtede at overgive sig, skulle trappen til plateauet afbrændes, helgolændernes fartøjer enten ødelægges eller beslaglægges.

En belejring af øen skulle derefter sættes i værk, og garnisonen udsultes. Til at lede landtropperne blev generalmajor Wilster valgt.

Fodfolket til opgaven blev taget af 2. Trondhjemske Regiment, Jydske Regiment og Prins Christians Regiment. I alt 500 mand der blev særligt udvalgt. Dertil kom omkring 50 mand fra artillerikompagnierne i Glückstadt.

Afsejling

Den 31. juli blev fodfolkene indskibet i Glückstadt, men pga. hårdt vejr kom transporten ikke af sted før d. 3. august om morgenen. Om eftermiddagen samme dag, ankrede man op ved Cuxhaven, hvor yderligere 7 transportskibe tilsluttede sig. Eskadren bestod nu af Fregatten “Højenhald” med Wilster ombord, jagterne “Junker”, “Thorenscheut” og “Meermin”, snaven “Schwarzer Adler”, 28 mindre transportskibe og 3 pramme beregnet til landgangen.

Krigsskibene “Flyvende Fisk” og “Paradis” var afgået til Helgoland forud for transporten. Kl. 20.30 d. 5. august ankom skibene i mørke og regn til Helgoland. Man kastede anker nogle km fra øen, og næste morgen begyndte så landsætningen på Sandøen. Mænd og materiel blev hele dagen sat i land, men først den 8. august var man omsider færdig med landsætningen. Den. 6. august var en dansk officer sendt i land, for endnu engang, at opfordre Boldewahn til at overgive sig, men som ved den første opfordring afslog han.

Bombardementet

Dagen efter, omkring kl. 17, indledte man bombardementet. Da natten faldt på, blev det afbrudt for at blive genoptaget næste morgen. Samtidig med bombardementet af øen beskød krigsskibene helgolændernes skibe. I alt brugte man omkring 200 bomber og 11 brandkugler, og virkningen lod ikke vente på sig. Et sted imellem 20 og 40 huse brændte, og snart viftede de forfærdede helgolændere fra klippen med hvide flag.

Et stykke ud på eftermiddagen fulgte Boldewahn helgolændernes eksempel og overgav sig. Aktionen havde ikke kostet danskerne en eneste mand. Om aftenen blev kapitulationspapirerne underskrevet. For garnisonen var betingelserne lempelige. Den blev tilstået fri afmarch til Eutin (som var et neutralt område) og undgik dermed at komme i dansk fangenskab.

Helgolands skæbne

For helgolænderne gik det værre. Da en dansk garnison var indsat, og eskadren afsejlet igen, medbragte den 4 smakker, 7 galioter, og 6 chalupper der alle tilhørte øboerne, samt en svensk skude. Dermed hørte kaperiet op, men også helgolændernes fiskeri og lodsvirksomhed som de var afhængig af.

Den danske chef for garnisonen anmodede Frederik d. IV om, at de fik deres fartøjer tilbage, da de nu var hans undersåtter, men Kongen bestemte, at helgolænderne først skulle erstatte de danske skibe der var blevet kapret af dem. Da det ikke var muligt at finde ud af hvem der havde ansvaret for kapringerne, og øboerne lagde skylden over på svenskerne og franskmændene, bestemte Kongen, at helgolændernes skibe skulle sælges ved en auktion. Det var et hårdt slag for helgolænderne, men kaperierne ophørte.

Øen forblev dansk indtil 1807 hvor englænderne besatte den og efter Kielerfreden beholdte den. I 1890 byttede England den bort til Tyskland, for til gengæld at få den tyske koloni Zanzibar.

Læs mere:

Bidrag til den store nordiske krigs historie, generalstaben
Store Nordiske Krig, Jens Johannesen
18. Batallions historie