I april for 502 år siden tændtes oprørets bavne i Estland natten til den 23. april 1343. Et brændende had matchede ilden i bavnene, og et uhyggeligt, organiseret blodbad på alle danske og tyske i Estland begyndte.     

Bartolomæus Hoeneke, samtidig præst i Järwa/Jerwia beskriver de uhyggelige begivenheder bl.a. således:

“År 1343 Sankt Jørgens Nat skete et omfattende mord i Harju, thi esterne i Harju ville have deres egne konger og begyndte deres virksomhed således: På et højdedrag lå et hus, som de på Sankt Jørgens Nat ville afbrænde, derefter ville de på en gang angribe alle tyskere og dræbe dem, deres kvinder og børn.” Og videre: ”I Padise kloster slog de 28 munke ihjel og afbrændte klosteret. De nedbrændte alle adelige herregårde, drog hærgende frem og tilbage og dræbte alle tyskere, som de fik fat på.”

Oprøret startede i regionen syd for Reval (vore dages Tallinn) og spredte sig som en løbeild nordpå til egnen omkring byen, for derefter at sprede sig til Virumaa (dengang kaldet Wierland på tysk og Vironia på latin) øst for Reval, for til sidst at ende med at sætte ild til kystegnene mod vest, der var behersket af de ridderne fra Tyske Orden. Da bølgen af angribere var rullet over landet og havde gjort deres ugerninger, drog en omkring 10.000 mand stor hær til Reval og lagde den danske borg under belejring.

Svage garnisoner og stærk vrede

Nedenfor; tilflugtstårn tilhørende det befæstede herresæde Vao lidt øst for Tallinn fra begyndelsen af 1300-tallet. Godser i Estland var både indrettet til forsvar og beboelse, ligesom klostre var bygget som små forter (Wikipedia).

Krønikeskriverne Wartberg og Russow angiver, at omkring 1800-2000 tyske og danske blev dræbt under angrebene på godserne i de berørte egne. Godserne lå spredt i landskabet med små garnisoner på blot 8-10 mand. De var lette mål for det velorganiserede masseoprør bestående af tusinder af vrede bønder.  

”Adelens himmerig, præsternes Paradis, udlændingenes guldgrube og de fortrykte bønders helvede”

Ovenstående sætning fortæller klart om årsagen til bøndernes oprør. Hadet til de danske og tyske herremænd, ja, alt vestligt og kristent, stak dybt, for mindet om den brutale tid i årene efter 1219, hvor danskerne vandt slaget ved Lyndanisse og både danske korsriddere og tyske riddere fra Sværdbrødreordenen med vold og magt tvangskristnede esterne, har endnu været levende.

Oprørets formål var netop at udrydde alt dansk-tysk og kristent, og at genindføre forfædrenes religion. Men også kirkens og herremændenes skatter til opførelse af klostre, borge og godser over hele landet, og herremændenes hårdhændede styre, har bragt sindene i kog. Ifølge Marburgi Wigands krønike sendte esterne udsendinge til Valdemar Atterdag som deres øverste herre for at bede om, at han undlod at beskytte de egenrådige og voldelige vasaller – dvs. beskyttede bønderne i stedet – men uden held.

Valdemars krigskat

Og også Valdemar var nødt til at påføre esterne ekstra skatter. Siden 1330’erne havde han været travlt optaget af at samle det danske rige, der siden kong Kristoffers død i 1332 havde været splittet, kongeløst og pantsat til de holstenske grever Gerhard og Johannes den 3. I forsommeren 1340 var han reelt kun konge af borgen Aalborghus og området nord for Limfjorden. I 1343 var han i færd med at tilkæmpe sig herredømmet over Sjælland. København faldt i hans hænder i august 1343. Og det var dyrt at tilbagekøbe og-eller føre krig for at generobre de pantsatte områder, så ekstra skatter blev derfor udskrevet i 1343 til alle dele af riget som Valdemar regerede over. Kirken i Estland sendte en delegation til Valdemar for at protestere, da de normalt var undtaget kongens skatter. Og for esterne var skatten dråben, der fik bægeret til at flyde over. Oprør!

Bondehæren forsøgte at trække sig tilbage til et sumpet område nær Reval, der ville hæmme riddernes kampkraft, men de havde forudset manøvren og kom oprørerne i forkøbet. Slaget den 14. maj 1343 skal have kostet 3000 bønder livet mod minimale tab til ridderne.

Dansk svækkelse kontra Tyske Ordens styrke

Kort efter blev borgene i Reval og den østpå beliggende Wesenberg (vore dages Rakvere) overdraget til ordensmesteren for Tyske Orden, Burchardt von Dreileben. Bag overdragelsen fra dansk myndighed til ridderordenen stod pro-tyske kræfter ledet af en Marquard Breide, der selv havde været guvernør i dansk Estland i årene 1330-35.

Mange sympatiserede med Tyske Orden, ikke mindst netop på grund af 1330’ernes svage, splittede og kongeløse Danmark. Og ridderordenen stod stærkt, da de fleste herremænd havde tysk baggrund (omtrent 80% tyske, 18% danske, 2% estiske). Et flertal af herremændene mente nu, trods tidligere tiders modstand, men med oprøret og dets grusomhed in mente, at det ville mere fordelagtigt at høre under Tyske Orden. Den danske politik, der tillod estere at blive herremænd, faldt i øvrigt også mange tyske for brystet som værende for liberal.  

Hvad skete der med Konrad Preen og de 4 estiske konger?

Den danske guvernør blev kort efter ankomsten til Weissenstein taget til fange. Og de 4 estiske konger blev under uklare omstændigheder dræbt i samme borg. Efter sigende skal en samtale mellem dem og ordenherren Burchard von Dreileben havde drejet sig om, hvorfor så mange uskyldige civile skulle lade livet. Burchard von Dreilebens modvilje mod dette fornemmes, og esternes svar, at det var nødvendigt for at ”rense” landet, har ikke mindsket modviljen. Trods et løfte om frit lejde blev de dræbt.  

En handlekraftig ordensmester

En estisk historiker har luftet tanken om, at oprøret var en tysk-arrangeret komplot, der skulle muliggøre en overtagelse. Men nyere tolkninger lægger vægt på, at alle forudsætninger var til stede for at ordenen kunne overtage Estland, og at Burchard von Dreileben blot handlede resolut da lejligheden bød sig. Tyske Orden var allerede på krigsfod, da de var i krig mod nabostaten Pskov, og en stærk og organiseret pro-tysk fløj var som nævnt allerede til stede i det danske område. Det var derfor nemt von Dreileben at nedkæmpe bondehæren, overtage dansk Estland, og præsentere kong Valdemar for et fait accompli.

Exit Danmark, enter Tyske Orden

Et salg af hertugdømmet Estland til Tyske Orden var allerede blevet drøftet flere gange tidligere, men var formentlig strandet på herremændenes modvilje. De mente, at de stod bedre under en svag dansk konge end under den stærke Tyske Orden. Men med guvernør Konrad Preen i fangenskab og oprørerne uden ledelse, var parterne nu ”hovedløse”. Og da det var umuligt at generobre området og for dyrt at kompensere Tyske Orden økonomisk for den militære indgriben (hvis de overhovedet ville gå med til det), var Valdemar presset til at få det bedste ud af en dårlig situation. Hertugdømmet Estland blev derfor i november 1346 solgt til Tyske Orden for 19.000 marks sølv.

Beløbet var det halve af hvad prisen for at løskøbe Nordjylland havde kostet. Pengene blev brugt til at indfri gælden til fyrstehuset Wittelsbach, der længe havde støttet hans kamp mod de holstenske grever. Kong Valdemar skulle siden blive kendt som Atterdag, for med succes at have samlet landet igen.

Af JG