Krigen hvor Flåden atter blev Danmarks lyspunkt

Det lykkedes for den danske flåde at opretholde en total flådeblokade af de nordtyske havne, og bortset fra katastrofen ved Eckernförde, gik flåden fra sejr til sejr. Det blev samtidigt den krig, hvor danske hjuldampskibe for første gang kom til at spille en afgørende rolle, både som egentlige krigsskibe, men også til at transportere Hæren fra skueplads til skueplads, og dermed sikrede hæren en høj grad af mobilitet.

Af Johnny E. Balsved

Året 1848 startede stille og fredeligt og uden nogen klar fornemmelse af, at en krig stod for døren. Kong Frederik d. VII havde i januar afløst Christian d. VIII, ved dennes død 20. januar 1848.

Den nytiltrådte konge havde netop givet sin godkendelse af indførelsen af folkestyret og en ny grundlov for Kongeriget Danmark. Dette ville dog ikke gælde syd for Kongerigets grænser, i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg var medlem af det tyske forbund, og den danske konge var derigennem medlem af det tyske forbund, mens Slesvig stod uden for både Kongeriget og det tyske forbund. Hertugdømmet Lauenborg havde Danmark i øvrigt “modtaget som kompensation” for tabet af Norge ved fredsslutningen med England i 1814.

Oprøret ulmer i Hertugdømmerne

I Sønderjylland havde det Slesvig-Holstenske parti længe arbejdet på at løsrive Sønderjylland fra Danmark, og evt. i forening med de tyske hertugdømmer at danne et selvstændigt Slesvig-Holsten. 22. marts 1848 ankom en deputation til København, for at få kongen til at opfylde Hertugdømmernes krav.

Dette havde kongen selvsagt ingen muligheder for, og lige pludseligt syntes en krig uundgåelig, da hertugdømmerne var i oprør og samtidigt oprustede for om nødvendigt med magt at løsrive sig.

Flåden skal rustes

På Holmen var det 34 år siden, der sidst var givet en befaling om at udruste flåden; den gang var det desværre blot for at udlevere flåden til englænderne. Ud på aftenen 25. marts nåede nyhederne til København om, at hærens garnisoner i Kiel og Rendsburg havde sluttet sig til oprørerne, Insurgenterne.

Allerede næste eftermiddag afgik de første danske orlogsskibe fra København til farvandet omkring Als. Det var korvetten NAJADEN, under kommando af kaptajn, baron Friderich Dirckinck-Holmfeld, bugseret af hjuldampskibet GEISER, samt briggen ST. THOMAS. Da NAJADEN anløb Sønderborg ud på morgenen 27. marts vajede Dannebrog fra husene og den dansktalende del af befolkningen jublede ved korvettens ankomst.

Korvetten og dens besætning gik omgående i gang med at organisere det foreløbige forsvar af Sønderborg og Als mod et eventuelt angreb fra oprørernes side. Ved hjælp af bl.a. NAJADENs kanoner lykkedes det hurtigt at få spærret overgangen til Als.

Flensborg faldt

Den efterfølgende dag, 28. marts, løb hjuldampskibet GEISER ind i Flensborg Fjord for at rekognoscere og samtidigt forsøge at overbringe den danske konges proklamation til slesvigerne.

Flensborg by var dog samme dag blevet taget i oprørernes besiddelse, under ledelse af general Krohn, og da GEISER nærmere sig byen blev den mødt af kraftig geværild fra oprørerne, der havde bl.a. havde besat nogle af husene nede ved havnen.

Klogelig valgte det danske hjuldampskib ikke at skyde igen med sine kanoner ind mod den åbne by, GEISER lagde i stedet roret i borde og dampede langsomt ud af fjorden igen. En tilbagetrækning som Insurgenterne omgående betragtede som en stor sejr.

Flåden i kamp for første gang

Opmuntret af succesen ved Flensborg valgte oprørernes general allerede 30. marts at fortsætte frem mod Åbenrå. Fremrykningen mod Åbenrå gik gnidningsløst indtil oprørernes tropper nærmede sig den sydlige del af Åbenrå fjord.

Midt ude på fjorden fik man øje på et blafrende dansk orlogsflag, der vajede under gaflen på et dansk orlogsskib. Det var briggen ST. THOMAS, under kommando af kaptajnløjtnant M. Suenson, der havde taget station i fjorden. Fra briggen blev der omgående åbnet ild mod oprørerne, der bevægede sig langs kystvejen. Snart herskede der vil forvirring blandt de fremrykkende styrker.

Få minutter efter at ST. THOMAS således havde afgivet flådens første skud under krigen, var oprørerne i fuldt tilbagetog ind over markerne, væk fra de åbne kyststrækninger.

Oprørerne valgte i stedet at rykke ind i Åbenrå fra vestsiden, uden for de danske kanoners rækkevidde. Byen undgik således ikke at blive besat. Men briggens tilstedeværelse havde været et skår i glæden for oprørerne, der måtte erkende at færdsel langs kysterne var absolut ikke var sikker.

Det må koste blod

Næste morgen vågnede den danskfjendtlige befolkning i Åbenrå op og opdagede, at den danske flådeblokade var blevet optrappet. I løbet af natten var hjuldampskibet HEKLA, med kaptajn Steen Bille om bord, også ankommet til fjorden. Begge skibe lå nu med kanonmundingerne pegende ind mod den åbne by.

Inde ved havnebolværket i Åbenrå lå dampskibet CHRISTIAN DER ACHTE fortøjet, og kaptajn Bille gav, som øverstkommanderende, ordre til briggen om at bemægtige sig dampskibet.

ST. THOMAS chef, kaptajnløjtnant Magnus Suenson, gik selv fra borde for at anføre de tre fartøjer, der skulle udføre denne opgave. Da de tre fartøjer nærmede sig havnen blev den mødt af nysgerrige tilskuere, civile og soldater blandet imellem hinanden.

En officer i dansk jægeruniform med hvidt armbind om armen, råbte da fartøjerne nærmede sig: “Det koster blod!”. Med råbet: “Lad koste!”, sprang Magnus Suenson og hans folk i land. Uden at det kom til kamp lykkedes det hurtigt at bemægtige sig dampskibet. Under dækning af de to orlogsskibes kanoner, lykkedes det hurtigt for de danske orlogsgaster at få bragt dampskibet til havs.

Transportflåden

Det erobrede dampskib CHRISTIAN DER ACHTE blev omgående dirigeret til Korsør, hvor det blev indsat som transportskib. I Korsør herskede der hektisk travlhed. De hastigt ankommende troppeafdelinger, heste, krigsmateriel og proviant skulle hurtigst muligt føres enten over Storbælt eller til Als. En krævende og opslidende opgave, der sikkert blev ledet af kaptajn P. W. Tegner, der havde kommandoen over Marinens Transportvæsen.

Der var for lidt transportmateriel til rådighed her i starten af 1848, og samtidigt var tiden knap. Men trods alle vanskeligheder og mangler lykkedes det dog for Marinens Transportvæsen at få afviklet udskibningen af mandskab, heste og materiel slag i slag.

Landets første Marineminister

I København herskede der også stor travlhed, om end af mere administrativ og personelmæssig art. Et systemskifte var på vej! Det var blevet besluttet at nedlægge det ærværdige Admiralitet og lade det erstatte af et mere moderne Marineministerium. Mens krigen rasede, blev kommandørkaptajn C. C. Zahrtmann, 4. april 1848, således udnævnt som landets første Marineminister.

Også på Orlogsværftet skete der et systemskifte, idet kontreadmiral Andreas Schifter overtog jobbet som Overekvipagemester. Systemskiftet medførte også en optrapning af flådens udrustning af skibene. Hvilket betød, at flåden straks fra krigens begyndelse havde så mange skibe under kommando, at den var i stand til at løse de første opgaver den blev stillet over for, nemlig overførslen af tropper til krigsskuepladserne og støtte til hæren.

Flådens hovedopgave

Støtten til hæren bestod primært i at understøtte hærens flanker under fremrykningen mod syd. Til at løse denne opgave formeredes en eskadre, bestående af korvetterne GALATHEA og NAJADEN, briggerne ST. THOMAS og MERCURIUS, hjuldampskibene GEISER og HEKLA, samt 10 kanonchalupper og 6 kanonjoller.

Eskadrechefen, kommandørkaptajn F. Paludan, hejste sin stander om bord i GEISER, mens hans næstkommanderende, kaptajn Steen Bille, hejste sit kommandotegn i HEKLA. Troppetransporterne stod under kommando af kaptajn P. W. Tegner, der efterhånden fik samlet en større transportflåde af private damp- og sejlskibe, først som omtalt ovenfor ved Korsør, men senere også på Fyn og i Flensborg fjord.

Det lykkedes med held for flåden at understøtte hæren i dennes fremrykning i Slesvig, og specielt var kaptajn Bille med HEKLA særdeles virksomme.

Atter i kamp på Flensborg Fjord

Allerede 7. april kom flåden igen i kamp. Øst for Holnæs, ved Bogholm lige ved indsejlingen til Flensborg fjord havde oprørerne opstillet feltartilleri nede på selve strandbredden, og det vrimlede med oprører langs kysten.

Korvetten NAJADEN, hjuldampskibet HEKLA og to kanonbåde, der havde station ved indsejlingen til fjorden tog omgående kampen op, idet dog kun HEKLA og de to kanonbåde, der lå længst inde under land, kom i ilden.

Det lykkedes for Steen Bille og hans skibes kanoner at får det fjendtlige artilleri bragt til tavshed, og oprørerne blev drevet væk fra kysten, og området var tilsyneladende blevet renset for fjendtligt militær.

Da hæren 9. april 1848 vandt sine første laurbær i slaget ved Bov, var næsten hele eskadren samlet på Flensborg fjord for at støtte hæren, som efterfølgende rykkede gennem Flensborg til Slesvig og Dannevirke. GEISER, HEKLA, GALATHEA og NAJADEN transporterede efterfølgende tropper til Eckernförde og landsatte dem der.

Fehmern går tabt

Efter at have landsat tropper ved Eckernförde blev NAJADEN beordret til Fehmern for at sikre øen mod oprørerne. Kaptajnløjtnant Dirckinck-Holmfeld, der med dygtighed havde etableret forsvaret af Als skulle nu forsøge at gentage dette på Fehmern.

NAJADEN ankom sammen med kutteren LØVENØRN, 15. april om morgenen, til farvandet ved Burgtiefe på øens østside, men desværre for sent. Allerede ved ankomsten kunne det konstateres, at oprørernes flag vajede flere steder ved kysten, ganske desuagtet valgte Dirckinck-Holmfeld at prøve at gå i land og undersøge stemningen på den oprørske ø.

Så snart kaptajnløjtnant og to mand var roet i land i kutterens jolle, blev de imidlertid tilfangetaget af oprørerne. Flere civile forsøgte at forsvare dem, under under dette blev en af civilpersonerne skudt ned af en oprører. NAJADEN forlod herefter atter Fehmern, og kaptajn Krenchel blev herefter udnævnt til ny chef.

Det tyske forbund går ind i krigen

Krigsbegivenhederne begyndte nu for alvor at tage fart, og mere og mere tydede på, at Det tyske Forbund ville stille sig på de Slesvig-Holstenske oprøreres side.

18. april 1848 erklærede De tyske Forbund Danmark krig samtidigt med at det 10. armekorps, under general Wrangel, rykkede op gennem Holsten. Dette armekorps bestod hovedsageligt af Preussere og Hannoveranere.

5 dage senere, påskedag 23. april, stod det første slag mellem de overlegne tyske styrker og den danske hær ved Slesvig. Efter en hæderlig dansk indsats blev den talmæssigt underlegne danske hær tvunget til at trække sig tilbage, først til Flensborg og derfra til Als, Fyn og Nørrejylland.

Det lykkedes for HEKLA og nogle kanonbåde at undsætte en hærafdeling, der var blevet afskåret ved Eckernförde og transportere dem væk ad søvejen, mens flere af eskadrens øvrige skibe ydede bistand i Flensborg fjord.

Flådeblokaden iværksættes

Efter general Wrangel var rykket længere op i Jylland blev flådens opgave reduceret til at holde farvandene ryddet og forhindre fjendens overgang over sunde og bælter.

I slutningen af april måned var udrustningen af flere af flådens oplagte enheder så langt fremme, at man nu kunne i værksætte den næste operation, nemlig blokeringen af de tyske havne fra Kiel i vest til Pillau i Øst.

29. april blokerede den danske Blokadeeskadre samtlige de tyske Østersø havne. Flådeblokaden var nu en realitet. Blokadeeskadren bestod bl.a. af fregatterne HAVFRUEN og THETIS, korvetten FLORA, samt en række mindre skibe.

Lilleputstaten Danmarks heltemodige indsats i krigen mod Det tyske Forbund havde nu også tiltrukket sig de europæiske magters opmærksomhed; ikke mindst fordi den iværksatte danske flådeblokade af de tyske havne snart havde sin virkning på handelen.

Forhandlinger i gang

Samtidig med, at et stort antal svenske og norske frivillige havde meldt sig for at kæmpe under Danneborg, blev en hær på 15.000 mand samlet sammen i Skåne, med henblik på at kunne hjælpe Danmark.

Med den svenske kong Oskars som mægler, og med England som garant, samledes delegerede fra Preussen og Danmark i Malmø for at forhandle om en eventuel våbenstilstand. Midt under disse forhandlinger flyttede general Wrangel pludseligt 25. maj sit hovedkvarter fra Nørrejylland til Flensborg.

I Malmø nåede man frem til et udkast til en våbenstilstand, der blev sendt til general Wrangel og den danske general Hedemann. Underforhandlingerne mellem disse blev dog afbrudt, da tyskerne blev beskyldt for dobbeltspil.

Dansk modangreb og sejr

På Als havde de danske generaler i mellemtiden besluttet sig for at foretage et flankeangreb på fjenden fra stillingerne på Als, og 26.-27. maj førte flåden hæren over fra Fyn til Als.

De næste dage kæmpede den danske hær to af sine smukkeste kampe, 28. maj ved Nybøl og 5. juni 1848 ved Dybbøl. Selvom flåden assisterede, ikke mindst den gamle korvet NAJADEN, og dermed bidrog til kampenes heldige udfald, så var disse to vigtige sejre absolut hærens fortjeneste.

I begyndelsen af juni overførtes en afdeling af den svenske hær på 3.500 mand, under kommando af general Lövenhjälm, fra Gøteborg og Malmø til Fyn for at assistere de danske tropper.

Det blev også besluttet at udvide flådeblokaden til også at omfatte de tyske havne i Nordsøen, og ikke mindst de tyske floders udløb i Nordsøen. Der blev derfor sammensat en ny eskadre, af de nu færdig udrustede fregatter BELLONA, GEFION, THETIS, eskadren blev sat under kommando af kaptajn Steen Bille.

Fregatten HAVFRUEN, der hidtil havde gjort tjeneste i Østersøen, kom ligeledes til at indgå i denne eskadre. Den blev i Østersøen erstattet af den nu færdig udrustede fregat FREIA.

Sidste skud i den første krig

Den næsten 30 år gamle korvet NAJADEN, der hidtil havde deltaget i disse krigsmåneder med megen hæder, skulle ikke blot blive det orlogsskib, der først var på station ved Sønderborg umiddelbart efter krigen brød ud, men det blev også herfra at denne del af krigens sidste skud blev affyret.

Korvetten, under kommando af kaptajn Krenchel, befandt sig liggende til ankers ved Flensborg fjord sammen med to kanonjoller. Skibenes opgave var dels at holde øje med trafikken til og fra byen, dels at forhindre fjenden i at besætte halvøen Holnæs.

Besætningerne om bord i de tre fartøjer var overbevist om, at en våbenstilstand ville falde på plads inden for de næste par dage, og man var overbevist om at de skarpe skuds tid var forbi. En våbenstilstand der også ville bringe en afslutning på den kedsommelige blokadetjeneste.

NAJADEN snød fjendens artilleri

Ud på aftenen 16. august fik kaptajn Krenchel imidlertid underretning fra en lokal fisker om, der havde roet ud til NAJADEN, at der var opstillet fjendtligt feltartilleri holdt skjult bag en bakke, tæt ved fiskerens hus. Afstanden til korvetten var blevet nøje indstillet, og der var opstillet glødeovne til kuglerne. Målet var helt klart at korvetten skulle skydes i brand ved daggry.

Chefen for NAJADEN tog omgående sine forholdsregler, og i ly af mørket, blev korvetten lydløst varpet fra sin ankerposition og forlagt længere ud på fjorden, samtidig med at bredsiden blev vendt mod land og folkene bemandede kanonerne.

Da det første daggry brød frem, 17. august 1848, kunne besætningen om bord på korvetten med megen munterhed se de fjendtlige granater slå ned eksakt der, hvor NAJADEN tidligere havde ligget til ankers. I det dæmrende morgenlys opdagedes fejltagelsen dog hurtigt, og et nyt sigte blev indstillet. I mere end en time udspandt sig nu en heftig kamp fra begge sider, hvorunder korvetten måtte tage en del træffere, ligesom kampen krævede ofre blandt besætningen.

De to kanonjoller, der havde ligget opankret ved Egernsund, var blevet hidkaldt af kanontordenen og blandede sig nu i striden ved at angribe fra flanken, således at batteriet var under angreb fra to sider. Det fjendtlige feltartilleri blev hurtigt tvungen til at tage flugten. De sidste skud var affyret, i denne omgang.

7 måneders våbenstilstand

26. august 1848 lykkedes det i Malmø omsider at få etableret en 7 måneders våbenstilstand mellem Preussen og Danmark. Våbenstilstanden gav Preussen ret til at beholde 2.000 mand i Slesvig, ligesom Danmark måtte beholde et tilsvarende antal på Als, samtidigt skulle alle krigsfanger frigives og beslaglagte skibe og deres laster tilbageleveres.

Men våbenstilstanden blev ikke forlænget. Allerede i februar 1849 besluttede den danske regering at opsige aftalen om våbenstilstand mellem parterne. Dette alvorlige skridt blev ikke mindst taget på baggrund tyskernes voldsomme huseren i Sønderjylland.

Danmark rustet til ny krig

I løbet af vinteren og det tidlige forår 1849 havde Danmark nu haft tid til at træffe de nødvendige forberedelser til eventuelt at genoptage krigen.

På Als, Fyn og i Jylland var hæren blevet forstærket og befæstningsanlæg udbygget. Flåden var blevet udrustet, ikke kun for at kunne støtte hæren, men samtidig iværksætte en omfattende flådeblokade af de tyske havne i både Østersøen og Nordsøen.

Store dele af den danske regering var også blevet udskiftet i november 1848, idet marineminister C. C. Zahrtmann dog var en af dem, der beholdt sin post.

Flåden var nu også kommet op på en betydelig slagstyrke, idet dens bedste og nyeste linjeskib CHRISTIAN VIII, med 84 kanoner, var blevet udrustet og underlagt kommandørkaptajn F. Paludans kommando.

Desuden var fregatterne GEFION, THETIS, BELLONA, ROTA, HAVFRUEN, FREIA og NYMPHEN, korvetterne NAJADEN, GALATHEA og FLORA blevet udrustet. Herudover indgik briggerne ST. THOMAS, ST. CROIX, MERCURIUS og ØRNEN, dampskibene HEKLA, GEISER og SKIRNER samt et antal mindre skibe, dampere, kanonchalupper og kanonjoller i den nu slagkraftige danske flåde.

Krigen bryder ud igen

Våbenstilstandens 7 måneders periode udløb 26. marts 1849, men da der fortsat førtes fredsforhandlinger i London, blev våbenstilstanden forlænget i yderligere otte dage. Men det blev kun en udsættelse.

Om morgenen 3. april gik den danske hær over Alssund og rykkede raskt frem mod Sundeved, idet al modstand blev nedkæmpet. Samtidigt trængte general Rye frem mod Kolding.

Flåden gjorde også sit! Kaptajn Dirckinck-Holmfeld løb med NAJADEN og en afdeling kanonbåde ind til Åbenrå, fordrev fjenden og besatte byen. I Flensborg fjord angreb fregatten HAVFRUEN, under kaptajn Petersen, og en anden afdeling kanonbåde de fjendtlige tropper ved Egernsund.

Endnu samme dag gav Krigsministeren, der opholdt sig i Sønderborg, ordre til at standse fremrykningen, af frygt for at tropperne skulle trænge for langt frem. Samme aften blev en lille damper sendt af sted med de fornødne ordrer til general Rye i Haderslev.

En tidligere planlagt flådeoperation mod Eckernförde burde nu have været udsat eller opgivet, men det skete ikke. Flådens eneste, men samtidigt mest ydmygende nederlag under de slesvigske krige var nu under opsejling.

Katastrofen ved Eckernförde

Ved et møde i hærens hovedkvarter i Sønderborg allerede 2. april, var det blevet besluttet at iværksætte en flådeoperation mod Eckernförde for at støtte de fremrykkende danske tropper. Til stede ved dette møde var bl.a. overgeneralen, generalmajor v. Krogh samt kommandør H. G. Garde, der var chef for Eskadren på Hertugdømmernes Østkyst.

Ud på aftenen 3. april blev den endelig ordre til ekspeditionen udfærdiget, på trods af at Krigsministeren havde standset fremrykningen. Næste morgen blev ordren overbragt til kommandørkaptajn Paludan, der skulle lede operationen, som chef for linjeskibet CHRISTIAN VIII.

Hovedformålet med operationen var at ødelægge de tyske befæstningsværker ved indsejlingen til Eckernförde og dermed lette hærens operationer mod byen, operationer der allerede var blevet bremset dagen før.

Udover linieskibet, blev også fregatten GEFION, samt hjuldampskibene HEKLA og GEISER stillet til rådighed for ekspeditionen. Desuden var styrken blevet suppleret med et kompagni soldater fra Sønderborg.

Dagen igennem måtte besætningen på linieskibet indøve kanoneksercits mm., skibet havde jo aldrig været i kamp, og besætningen var ganske uøvede. Samme eftermiddag var eskadren ved sit bestemmelsessted

Skærtorsdag blev atter en skæbnedag

Da det gryede næste morgen, skærtorsdag 5. april 1849, blev der overalt i de danske skibe gjort klar til kamp, og angrebsplanerne blev gennemgået.

Det er på forhånd var blevet anset som en enkel opgave, skulle udvikle sig til en katastrofe for de danske skibe. Dette skyldte til dels skiftende vindforhold, der gjorde det vanskeligt at manøvrere skibene i fjorden, men også særdeles mangelfulde efterretninger.

Ud over de to faste batterier, som danskerne kendte til, viste det sig, at de tyske styrker i området rådede over betydeligt mere artilleri i området. Artilleri der hurtigt blev sat ind i kampen mod de to danske orlogsskibe.

På et tidspunkt er situationen så faretruende for Paludan og hans skibe, at han anmoder om en våbenhvile, for om muligt at trække skibene ud af fjorden i den stærkt tiltagende østlige kuling.

Tyskerne forhaler forhandlingerne og benytter tiden til at forstærke deres stillinger, og samtidig bringe yderligere forstærkninger frem. Først ud på eftermiddagen forelå det tyske svar. Det var et klart krav om overgivelse.

Et ydmygende nederlag

Kampen blev genoptaget ved 5-tiden om eftermiddagen, på hvilket tidspunkt fregatten GEFION nærmest var sat ud af spillet. Kort efter måtte fregatten stryge flaget, mens linjeskibet gjorde et sidste forsøg på at slippe bort.

Med sønderskudte sejl og kraftig ild om bord blev linjeskibet lidt senere også tvunget til at stryge flaget. Besætningen måtte til sidst opgive at slukke de mange brande om bord, og der blev givet ordre til at forlade skibet.

Der befandt sig endnu omkring 100 mand af besætningen om bord, da skibet sprang i luften. Flåden havde mistet to af sine bedste og nyeste skibe, mere end to hundrede dræbte og sårede, og ca. 900 mand, der blev taget til fange. Skærtorsdag blev således atter en gang en trist skæbnedag for den danske flåde, ihukommende Slaget på Reden, skærtorsdag 2. april 1801.

Total flådeblokade

Ovenpå det ydmygende nederlag ved Eckernförde blev alle tyske havne i Østersøen og Nordsøen nu blokerede og tæt indesluttede af danske orlogsskibe. Den tyske søhandel og kysthandel blev standset, og overalt hvor det tyske flag viste sig på søen, blev skibene opbragt. Den totale flådeblokade generede ikke kun Det tyske Forbund, men også de søfarende nationer, herunder specielt England, der drev handel på Tyskland.

For Danmark var det vigtigt at opretholde det størst mulige pres på fjenden, og dermed hold ham væk fra øerne. Så længe den store modstander ikke kunne nå øerne, kunne han ikke overvinde sin langt mindre modstander. Dette vidste og udnyttede danskerne klogelig.

Den tyske flåde forsøger

I Nordsøen var den vanskelige blokade blevet udført af Steen Bille med fire fregatter, en korvet samt dampskibet GEISER. Selve blokaden holdt, selv om man på et tidspunkt måtte forlade Vesterhavsøerne, da de danske skibe var for store til at forfølge de mindre tyske kanonbåde i de snævre løb.

Tyskerne arbejde hårdt på at skabe en flåde af bevæbnede dampskibe, der kunne bryde den danske flådeblokade, og i Bremerhafen lykkedes det faktisk at få klargjort 3 skibe, nemlig BARBAROSSA, 9 kanoner, samt HAMBURG og LÜBECK, hver med 16 kanoner.

4. juni kom denne lille tyske eskadre dampende ud fra Weseren i næsten stille vejr i et forsøg på at bryde blokaden. De tyske dampskibe holdt kurs ret mod korvetten VALKYRIEN, der lå som vagtskib i temmelig stor afstand fra de øvrige danske skibe.

De tyske skibe gik ind på linje og åbnede ild på meget stor afstand, dog uden nogen virkning. Imens arbejdede korvetten sig mod Helgoland, hvor et par af de danske fregatter lå.

Efter to timers kanontorden kom GEISER til undsætning, hvorefter de tyske dampskibe søgte indefter. Fregatterne THETIS og ROTA havde i mellemtiden blokeret Weserens munding, og de tyske skibe måtte derfor i hast søge ly på Elben.

Blokaden i Østersøen

I Østersøen havde den danske flådeblokade strakt sig fra Kiel i vest, hvor linieskibet SKJOLD og fregatten FREIA var stationeret, og jævnligt vekslede skud med tyske kanonbåde på lang afstand, til Danzig og Pillau i øst, hvor korvetten GALATHEA og briggen ST. CROIX gjorde tjeneste som blokadeskibe.

Om eftermiddagen 27. juni løb den preussiske damper DER ADLER ud fra Danzig og løb langs med kysten i Danzigerbugten, hvor den nærmede sig det danske vagtskib, briggen ST. CROIX, under kommando af kaptajnløjtnant P. C. Holm.

Vejret i området var næsten stille, så briggen hverken kunne sejle eller manøvrere, hvorfor den preussiske damper helt klart havde en væsentlig fordel, samtidigt med, at den var udrustet med mere langtrækkende skyts.

Ved halv femtiden åbnede den preussiske damper ild mod briggen på ca. 1 kilometers afstand, men sigtet lå alt for højt og gjorde ingen skade, hvorimod den selv flere gange blev ramt af skuddene fra ST. CROIX.

Kaptajnløjtnant Holm søgte flere gange at vende bredsiden mod fjenden og benyttede samtidig en svag brise til at nærme sig GALATHEA, der lå ca. 20 sømil længere mod øst.

Denne resultatløse kamp varede i mere end fem timer, og da det preussiske dampskib på intet tidspunkt kom tættere på den danske brig, havde dens kanoner ingen virkning, til gengæld måtte den selv modtage adskillige træffere.

Da skibene ved 10-tiden om aftenen nærmede sig korvetten GALATHEA, opgav DER ADLER forfølgelsen og dampede for fuld kraft tilbage til Danzig.

Klargøring til modoffensiv

På landjorden var tyskerne trængt op i Jylland og forfulgte general Rye, slesvig-holstenerne belejrede Fredericia, medens en tredje afdeling, Hannoveranerne, lå ved Dybbøl. Allerede 13. april havde general Bülow overtaget overkommandoen over den danske hær, og det blev hurtigt besluttet at udnytte den operationsfrihed som vort totale søherredømme gav hæren.

Operationsfriheden skulle udnyttes til at foretage et udfald fra en af flankestillinger, og hertil valgte general Bülow Fredericia. Marinens Transportvæsen, under kaptajn P. W. Tegner, fik derfor travlt med at overføre tropper mellem landsdelene. Sidst i juni overførtes en del af tropperne fra Als til Fyn. 4. og 5. juli var de danske transportskibe ligeledes travlt beskæftiget, da var det, at størstedelen af general Ryes korps “forsvandt” for sine forfølgere ved Helgenæs.

Troppestyrkerne transporteredes til Fyn, hvor de samledes ved Strib og Middelfart, hvorefter de i al ubemærkethed blev sejlet til Fredericia af Marinens Transportvæsen.

Udfaldet fra Fredericia

6. juli 1849 blev en af Danmarks hæders- og mindedage! De slesvig-holstenske styrker, der havde belejret Fredericia, blev totalt overrumplet ved det voldsomme og aldeles uventede angreb, der startede kl. 1 om natten. Efter en heftig og blodig kamp uden for fæstningens volde var oprørshæren i fuldstændig opløsning og nederlaget totalt.

Flåden deltog i operationen på begge flanker. På fjendens højre flanke deltog således 1 dampskib og 1 kanonbådsdivision under kommando af kaptajn Krenchel ved Skærbæk og eskorterede efterfølgende 18 transportfartøjer med soldater til Snoghøj, som blev besat. Flådens indsats på fjendens venstre fløj ved Randsfjord fik dog endnu større betydning. Her opererede 4 dampskibe og 2 kanonbåde, under kommando af kaptajnløjtnant Muxoll.

Det lykkedes for Muxoll at landsætte 50 soldater, der med støtte fra kanonbådene kunne afskære oprørernes tilbagetrækning. Da den fremrykkende danske hær samtidigt havde blokeret de øvrige muligheder for tilbagetrækning, lykkedes det derfor at tilfangetage en hel brigade.

Våbenstilstand endnu engang

Den danske blokade af de tyske havne, påvirkede i stor grad specielt den engelske og russiske handel, og disse to lande havde derfor taget initiativ til at genoprette freden.

Der havde i nogen tid før udfaldet fra Fredericia og den danske sejr foregået forhandlinger i Berlin, og 10. juli 1849 besluttedes det at indføre en ny våbenstilstand, denne gang på seks måneder og seks uger!

Våbenstilstanden krævede naturligvis, at fjendtlighederne blev indstillet og flådeblokaden af de tyske havne ophævet, ligesom beslaglagte skibe skulle tilbageleveres.

Der blev samtidig trukket en demarkationslinje syd for Flensborg, hvor området syd for skulle bevogtes af preussiske troppe, mens neutrale svenske tropper skulle bevogte Nordslesvig (næsten det nuværende Sønderjylland).

I løbet af juli blev de fleste blokader ophævet, i det blokaden af Kiel og Eckernførde dog først blev fastholdt indtil 25. august på grund af de slesvig-holstenske troppers opsætsighed. Efter denne dato blev der dog opretholdt en mindre observationseskadre ved Eckernførde, for at sikre at fregatten GEFION ikke blev fjernet.

Kortvarig fred

I Berlin trak fredsforhandlingerne imidlertid i langdrag, da Preussen ændrede holdning med hensyn til Slesvigs konstitutionelle og administrative adskillelse fra Holsten og dets statslige forbindelse med Danmark.

Først 2. juli 1850 underskrev Preussen, hårdt presset, en fredsaftale med Danmark på egne og Det tyske Forbunds vegne. Men det blev kun en såkaldt “simpel fred”, hvor begge parter forbeholdt sig deres rettigheder.

Dette kunne kun betyde, at Preussen blot udsatte et endeligt opgør til et mere belejligt tidspunkt. Vores diplomati havde således tabt den fred, som flåden ved sin effektive indsats havde tvunget fjenden til at gå ind på.

Krigen bryder ud igen

I Holsten havde oprørerne benyttet den lange våbenstilstand til at samle en hær på omkring 30.000 mand. Hæren var opstillet ved Rendsburg og bestod for en stor dels vedkommende af tyske frivillige, under kommando af den preussiske general Willisen.

Blækket på fredstraktaten mellem Preussen, Det tyske Forbund og Danmark var næppe tørt, før oprørshæren overskred Ejderen og gik mod nord og satte sig fast i Sønderjylland.

Men den danske, der nu var oppe på 40.000 mand, var vel forberedt, og under kommando af generalmajor Krogh, strømmede de danske soldater hurtigt ind i hertugdømmet fra Nørrejylland, Fyn og Als for at samles ved Flensborg.

Allerede 24. og 25. juli mødtes de to hære ved Isted i et blodigt slag, hvor oprørshæren led nederlag og tyskerne måtte flygte over hals og hoved og søge skul bag Ejderen. Den danske hær besatte nu Dannevirke samt hele grænselinjen fra Eckernførde til Frederiksstad, mens flåden ydede støtte på begge flanker.

Flåden lægger atter ud

Samtidig med disse begivenheder udspillede sig på landjorden var flåden atter blevet gjort klar til indsats. Dette år havde vi kun oprørerne som modstandere, således at kun Holsten og den sydlige del af Sønderjylland skulle blokeres. Det var derfor kun nødvendigt at udruste et mindre antal skibe. Kommandørkaptajn Steen Bille fik kommandoen over eskadren på østkysten, og han hejste sit kommandotegn på dampskibet SKIRNER.

Til sin rådighed fik eskadrechefen endvidere linjeskibet SKJOLD, fregatterne FREIA og THETIS, dampskibene HOLGER DANSKE, HEKLA og EIDEREN, korvetten VALKYRIEN samt barkskibet SAGA. Desuden 4 kanonbåde ved Fehmern, som blev taget i besiddelse 17. juli, samt 4 kanonbåde ved Eckernførde og endelig 8 kanonbåde på Slien.

Kampen ved Neustadt

Slesvig-Holstenerne, som havde fået hjælp fra deres venner sydpå, havde anskaffet sig nogle bevæbnede dampskibe og kanonbåde og forsøgte med dette materiel at komme til at spille en rolle.

Den danske eskadrechef havde 17. juli modtaget meldinger om, at den Slesvig-Holstenske dampkanonbåd VON DER TANN var gået gennem Fehmern Sund på vej mod Neustadt. Dampskibet HEKLA, der var under kommando af kaptajn Edouard Suenson blev omgående sendt til området.

Om morgenen, 20. juli, opdagedes fra dampskibet HEKLA den Slesvig-Holstenske kanonbåd på vej mod Travemünde. Inden det lykkedes for Suenson at komme på skudhold, var kanonbåden forsvundet op ad Trave floden mod Lübeck.

I Lübeck, som jo var tysk og dermed neutral, var man dog ikke begejstret for denne uventede besøgende, og oprørernes kanonbåd blev derfor beordret til atter at forlade havnen. Hen under aften forsøgte VON DER TANN derfor at snige sig bort i ly af mørket, men undvigelsesforsøget blev straks opdaget fra HEKLA, der satte efter.

Efter en kort, men hektisk kamp tæt under land, satte oprørerne deres kanonbåd på grund, satte ild til den og forlod den. Kort efter sprang skibet i luften og ud på morgenstunden var vraget brændt ned til vandlinjen.

Den sorte røver

Kampen med den Slesvig-Holstenske skruedampkanonbåd VON DER TANN blev dog ikke sidste gang at HEKLA og kaptajn Edouard Suenson fik lejlighed til at gøre sig bemærket i disse krigsår. Allerede måneden efter, 16. august 1850, var HEKLA og kaptajn Suenson atter i ilden, denne gang i Kielerbugten.

Hjuldampskibet HEKLA, der indgik i blokadestyrken ud for Kiel, kom denne gang i kamp i Kielerfjorden med det slesvig-holstenske dampskib LØWE og fire kanonbåde. En af kanonbådene blev skudt i brand, hvorefter oprørerne trak sig ud af kampen.

Det lykkedes for HEKLA med sin aktive og årvågne indsats på kysten at sætte sig i en sådan respekt blandt oprørerne, at de ydermere gav den tilnavnet “Den sorte Røver”. En navn, der ikke mindst var affødt af, at HEKLA var udstyret med sortmalede hjulkasser.

Kampen om Vesterhavsøerne

I Nordsøen gjordes flere forsøg å at besætte Vesterhavsøerne, men delvis på grund af de danske skibes størrelse, var det vanskeligt at manøvrere i de lavvande områder i Vadehavet, der forsvaredes af oprørernes dampskib KIEL og 3 kanonbåde.

Først i midten af august 1850 ankom en kanonbådsdivision på 6 kanonbåde til forstærkning, og herefter var farvandet ryddet fra fjendtlige både omkring 17. september. Herefter kunne Vesterhavsøerne besættes samtidigt med at kanonbådene kunne iværksætte en effektiv blokade af Ejderen vestfra.

Endelig fred

På Sønderjyllands østkyst søgte skibene i størst mulig omfang at understøtte hærens operationer, ikke mindst ved Eckernförde 12. og 13. september under og efter slaget ved Mysunde. Ved Eckernförde ledede Bille selv angrebet og overførte tropper. Efter kampene førtes kanonbåde op ad Slien, til stor støtte for hæren.

De følgende måneder stod hærene over for hinanden på hver sin side af Ejderen, mens flåden bevogtede farvandene og kysterne. Da skibene i løbet af vinteren måtte oplægges, dannedes et marineregiment af besætninger til kystbevogtning på hærens fløje.

1. januar 1851 standsede krigen, da forholdene i Tyskland gjorde, at oprørerne måtte nedlægge våbnene og den Slesvig-Holstenske hær blev opløst. Det treårige felttog var omsider til ende, freden genoprettet og Sønderjylland generhvervet.