Olfert Fischer havde en strålende karriere, fra han som 16 årig gik ind i flåden, til hans karriere kulminerede som øverstbefalende for den danske eskadre der forsvarede København under Slaget på Reden i 1801. Et forsvar der sikrede hans navn for eftertiden.

af Gert Laursen

Johan Olfert Fischers bedstefar var indvandret fra Holland til Danmark engang i det 16 århundrede, og havde slået sig ned som Købmand i København. Hans søn blev optaget som søkadet som helt ung, og deltog i den Store Nordiske Krig (1700-1721), og ved hans død i 1845 var han steget i graderne til viceadmiral.

Hans 3 sønner blev alle søofficerer, men kun Johan Olfert Fischer levede længe nok til at opnå en højere stilling i flåden. Han blev født den 4. august 1747, og som faderen gik han ind i flåden i en meget ung alder. Allerede som 16 årig var han sekondløjtnant og avancerede ret hurtigt.

Han gjorde tjeneste på Holmen og var i 1797 kaptajn på en dansk-norsk eskadre som befandt sig i Østersøen, for sammen med Sverige at værne om de nordiske landes neutralitet.

“Oldenborg”

I 1799 var han chef for linieskibet “Oldenborg” som var sendt til Cape Esperance i Ostindien, for at eskortere danske handelsskibe på hjemrejsen. England og Frankrig var i krig, og begge landes krigsskibe og kaperer var særdeles aktive, både imod fjendens handelsskibe og neutrale skibe.

På vejen hjem, da skibet var ankret op i Tafelbay på Afrikas østkyst ved Sydafrika, rejste der sig en forfærdelig storm. Olfert Fischer skønnede, at det ikke var muligt ride stormen af, kappede ankrene, og satte skibet på land et sted hvor der var sandbund.

Det vidste sig at være en rigtig beslutning. Skibet blev ødelagt, men det lykkedes at frelse besætningen. Anderledes uheldig var det engelske krigsskib “Sceptre”, og 4 handelsskibe der lå til ankers nærved. Deres ankertove sprang, skibene blev slået til vrag på klipperne, og en stor del af besætningerne omkom.

Slaget på Reden

I 1800 indgik Danmark i det såkaldte væbnede neutralitetsforbund med Rusland, Sverige og Preussen. England krævede at Danmark udtrådte, men da Danmark nægtede besluttede England at slå til imod forbundet. Fra dansk side var den ingen tvivl om, hvad vores afvisning af England betød, og hvor det første slag ville falde.

Der blev nedsat en kommission under Olfert Fischer der skulle overveje, hvordan forsvaret skulle indrettes. Da det var umuligt at møde englænderne til søs, blev det besluttet at koncentrere forsvaret om Københavns havn og red med en række blokskibe, flådebatterier og enkelte linieskibe. Chef for forsvaret blev Olfert Fischer.

Den 2. april 1801 kl. 10.30 gik englænderne til angreb. Olfert Fischer hejste sit flag på “Dannebrog” omtrent midt i kamplinen. Efter en halv times kamp gik der ild i “Dannebrog”, og Olfert Fischer der kort forinden var blevet såret af en træsplint i hovedet, forlod skibet og hejste kommandoflaget på “Holsten”.

Efter nogle timers heftig kamp, hvor begge sider havde lidt store tab, var de danske skibe så ødelagte, at de en efter en måtte trække sig ud af kampen. Kl. 14.30 var “Holstens” stilling så truet, at Olfert Fischer lod sig ro ind til Trekroner for at fortsætte kampen derfra.

Omkring kl. 15.30 opgav den danske Kronprins kampen og indledte forhandlinger med englænderne der endte med en 14 ugers våbenhvile, hvor Danmark suspenderede medlemskabet af det væbnede neutralitets forhund.

Natten efter slaget ledede Olfert Fischer redningsarbejdet af de danske sårede fra skibene, men hans sår voldte ham så store problemer, at han søgte Kronprinsen om tilladelse fratræde sin kommando, hvilket blev ham bevilliget. For sin deltagelse i slaget fik den danske chef en guldmedalje med øskenen besat med diamanter. De øvrige officerer en guldmedalje, og underofficerer og menige en sølvmedalje.

I 1807 angreb englænderne igen København, men da det skete fra landsiden denne gang, kom Olfert Fischer ikke i kamp. Under den fortsatte kamp med England var han chef for Trekroner fortet og kanonbådsflotillen i Øresund. Her lykkedes det at opbringe en del engelske handelsskibe, og som det var sædvane på det tidspunkt, fik chef og mandskab prisepenge, for de skibe der blev opbragt.

For sin part tjente Olfert Fischer over 40.000 Rigsdaler. I 1809 blev han udnævnt til kontreadmiral, men nogen kommando fik han dog ikke efter krigen. I 1825 blev han gjort til viceadmiral. Sine sidste år boede han hos sine søstre i København, hvor han var en var en agtet og populær skikkelse. Han døde d. 18. februar 1829, 82 år gammel.

Læs mere:

Dansk-Norske Heltehistorier, Axel Liljefalk
Dansk Biografisk Leksikon
Slaget på Reden, Ole Feltbæk