Schlesvig den 5. Febr. 1864

Mine kjære Forældre!

Da Krigen jo nu er begyndt, og jeg som følge deraf kan tænke, at i ere bange, iler jeg med at sende Eder disse Linier. Jeg er idag i Schl. med nye Soldater og har derved en god Lejlighed til at skrive et Par Ord. Ja kjære Forældre! Nu kunne I troe at man for Alvor faaer at vide hvad der er at være Soldat, siden forrige Fredag, da vi marcherede fra Kl. Reide til Førden, hvor vi kun havt Roe i 2 Nætter. Al den øvrige Tid er tilbragt under aaben himmel, med Tonisteret paa. Vi ere overordentlig glade naar vi engang imellem kunne komme under Tag, skjønt vi alligevel maa staae op og ned, med Bepakningen paa. Paa Søvn kan man ikke tænke. Det indskrænker jeg til en Times tid engang imellem, og staar da almindelig paa den blotte Jord,men Tornistret paa.

Skjønt Ordren ”lad Geværet” for første Gang for Alvor har lydt til os, var vi dog Alle ved 7 R [Regiment]. i behold, med Undtagelse af 2 fra et andet Comp., som var fangne, og 1 saaret. 1ste Comp. har endnu saa godt som intet seet til Fjenden, og Skudene ere endnu i vore geværer. Vi ligger lunt bag Skandserne No 18 og 19 [ved Dannevirke], og venter med Længsel paa, ordentli at komme til at smøre Kjæltringernes Rygstykker. Det gaar i dag svært løs her ved Schlesvig. Fjenden staaer paa den sydlige Side af Slien, og bliver beskudt af os fra en lille Øe ”Maagøe”. Igaar var der en Forpostfægtning ved Kl. Reide, som jeg kunde see derfra hvor jeg stod. Den varede vel et Par Timer, og Fjenden trak sig da tilbage. Kjære Forældre! Om jeg igjen skal see Eder, staaer nu, som altid i Guds Haand. Forvovent skal jeg ikke blotte mig for Fjendens Kugler, men Smør skal han faae saa meget som muligt thi Kanonfeberen, som allerede har angrebet Mange, kommer ikke til mig, og mit Helbred er som Humøuret bestandigt godt.

De kjærligste hilsener til mine Sødskende, samt til Eder Kjære Forældre! sendes af Eders heng. Søn

Chr. Ravn.