af Jens Geisler
Tidligere statminister Anders Foghs sikkerhedspolitiske linje involverede Danmark i to krige under USA’s lederskab, og placerer stadigt Danmark i frontlinjen i Helmand. Men da hverken direkte eller indirekte politiske eller økonomiske fordele har manifesteret sig står formålet stadigt ikke klart.
Tidligere har andre danske ledere også sendt militære styrker til udlandet, men enten med ganske klare formål for øje, eller af klare årsager. I starten af 1800-tallet sendtes et dansk korps i felten for Napoleons Frankrig, men det var vi næsten tvunget til efter englændernes angreb på Danmark. Vi var underlagt en anden form for tvang under 2. Verdenskrig, hvor Danmark under besættelsen (men dog alligevel ikke helt uvilligt) indrettede sig under Tysklands kontinentale førerskab, og med kongens og regeringens velsignelse sendte tusindvis af frivillige i Frikorps Danmark til Østfronten.
Christian V sendte i 1690 et korps på 7000 soldater til Irland for hjælpe englænderne med at bekæmpe et oprør, men da skete det mod konkret betaling i guld og en klar forventning om et allianceforhold, som bl.a. kunne hjælpe Danmark i striden om toldindtægter fra Elben, men hovedprisen var politisk opbakning til en krig mod Sverige, som skulle bringe de tabte Skånelande tilbage til Danmark.
Endnu længere tilbage i tiden sendte Valdemar den Store tropper i felten mod venderne, i korstoget mod Dobin i 1147. Umiddelbart for at forsvare sig mod vendiske angreb, og til dels for at bilægge indre stridigheder i Danmark, men også med det strategiske sigte at opnå et allianceforhold med den magtfulde pave, som kunne hjælpe med at hævde dansk suverænitet overfor det stærke tyske kejserrige, som Danmark dengang tilhørte som et underordnet len.
Politisk tvang og økonomiske motiver er fraværende, hvilket også politisk-militære trusler er det. Nutidens Tyskland er ikke ekspansivt, Rusland repræsenterer ikke længere en ideologisk trussel, og der findes ingen andre territoriale eller politiske trusler som Danmark må søge beskyttelse mod. Den generelle terror-trussel kunne evt. fremhæves, men den udgør på ingen måde en virkelig seriøs trussel på linje med invaderende hære og politiske omvæltninger støttet udefra, men kan højst regnes som ‘generende’.
Mange udenrigspolitiske indsatser har en indenrigspolitisk rod. Igen er vender-eksemplet brugbart, for Valdemar udnyttede truslen sydfra til at styrke kongens magt i forhold til adelen. Fogh kan have anvendt det meget tætte bånd til Bush’s USA til at markere et ideologisk brud i dansk politik med et skarpt sving til højre, jvf. talen om ‘systemskifte’ og opgør med fortiden. Men det modsiges i nogen grad af den førte indenrigspolitik, som ikke har været synderligt liberal – ja, faktisk har socialdemokraterne beklaget sig over, at Fogh kaprede deres mærkesager.
Indenfor politologien findes den såkaldte Realisme-teori, som siger, at mindre stater indretter sig efter større stater for at undgå at tildrage sig den større magts modvilje og efterfølgende negative konsekvenser (International Relations: Nicholson). Populært sagt, for at undgå at få “ørene i maskinen”. I forhold til den meget aktive deltagelse helt i front i to krige – og i Helmand endda med det største kontingent (og de største tab) i forhold til landets størrelse – stadigt en utilstrækkelig forklaring.
Foghs valg i forhold til indsættelsen af danske militære bidrag repræsenterer en entydigt valg af USA som sikkerhedspolitisk aktør – og samtidigt et fravalg af EU som aktiv deltager. Her er der måske tale om en skjult form for dansk aktivisme, som, efter landets beskedne formåen, forsøger at torpedere en samling omkring EU som sikkerhedspolitisk aktør. Et EU som under indflydelse af et nationalistisk Frankrig og diverse andre USA-skeptiske lande formentlig vil forsøge at optræde som konkurrent på den verdenspolitiske scene. Netop den vision for EU som fx. SF’s repræsentanter m.fl. i den aktuelle valgkamp til Europaparlamentet ser for EU.
I 2007 afviste Fogh direkte Angela Merkels vision om fælles hær, som et unions-mål. At være med til at forhindre dén udvikling kan være et væsentligt motiv for den stærke dansk-amerikanske relation som Fogh har repræsenteret. ‘Ja’ til et fortsat strategisk partnerskab med USA, og ‘nej’ til EU som alternativ stormagt. Statsmænds personlige præferencer bør heller ikke undervurderes (jvf. ‘Dansk krigshistorie’), og Foghs egne personlige holdninger som ideologisk liberal spiller givet ind som en faktor i forhold til en stærk personlig følelse af tilknytning til USA.
Fogh har m.a.o. med de danske militære indsatser støttet det amerikanske hegemoni, som opstod efter Den kolde krigs afslutning, og undsagt en mere multipolær sikkerhedspolitisk verdensorden med EU som part. Om det er indenrigs- eller udenrigspolitik er et definitionspørgsmål – men det er den mest plausible forklaring på den tætteste dansk-amerikanske alliance nogensinde.
På kort sigt er fjenden i Helmand Taleban og militant islam; men en unionshær under indflydelse af europæiske mindreværds-komplekser overfor USA kan være den egentlige fjende.