Historikeren Mikkel Kirkebæk, som tidligere har skrevet ‘Beredt for Danmark – Nationalsocialistisk Ungdom 1932-45’, giver med en biografien ‘Schalburg – en patriotisk landsforræder’, som bl.a. baserer sig på Schalburgs egne omfattende skrifter, et grundigt og nuanceret billede af en mand i sine følelsers vold. Spændt ud mellem hengivenhed til det førrevolutionære zaristiske Rusland og tiltrækning til den fremstormende anti-kommunistiske nazisme kæmpede han på Østfronten, og ledte fra 1942 Frikorps Danmark – i hans egne øjne for Danmarks skyld.

Biografien fokuserer indledningsvis på opvæksten i zarens Rusland, som knyttede ham tæt til den russisk-ortodokse kirke og den militær-aristokratiske elite, som han med zaren i spidsen anså for at repræsentere det ‘sande’ Rusland. Imidlertid måtte han og familien i 1917 under tumultagtige forhold flygte fra Oktoberrevolutionen. Familien fandt ly i Danmark og Schalburg overførte sin stærke loyalitetsfølelse til sit nye fædreland og kongehuset, og gik ind i hæren.

Kirkebæk bruger ganske megen plads på, at beskrive Schalburgs karriere i den danske hær, hvor han kun med nød og næppe klarede officers- uddannelsen. Teoretisk var han ikke skarp, og hans undervisere mente, at hans føring i felten var for impulsiv og kampivrig i forhold til hærens doktriner. Det anerkendtes dog, at han qua en udadvendt personlighed havde særlige evner i forhold til træning og føring af soldater i felten. Med sin udadvendte, vindende personlighed og smittende entusiasme vandt han let soldaternes respekt, hvilket Kirkebæk vender tilbage til et antal gange.

Pointen er, at Schalburgs sociale arv og hans bevægelige sind rummer årsagen til hans senere tilsyneladende paradoksale valg. Kirkebæk profilerer overbevisende personen Schalburg som mærket, måske tilmed traumatiseret, af revolutionen. Brændende ønskede han at hævne flugten, den sociale deroute som fattige flygtninge i Danmark, og mordet på zaren og hans familie, og som inkarneret militærmand lå det til højrebenet at søge muligheden for dét i kamp.

Det anføres, at Schalburg sondrede skarpt mellem ‘Rusland’ og ‘Sovjet-Rusland’, for bolsjevismen opfattede han som fremmed, ikke-russisk. Bolsjevikkerne slog han, som også den russiske kirke, i hartkorn med jødedommen og på den baggrund argumenterer Kirkebæk overbevisende for, at oplevelserne under revolutionen udmøntede sig i en irrationel tro på, at en jødisk styret kommunisme var skyld i familiens ulykke. Og iøvrigt truede hele Europa.

Det forklarer hvorfor han efter Hitlers invasion af Sovjet d. 22. juni 1941 kæmpede med stor entusiasme som frivillig i besættelsesmagtens uniform, som ordonnansofficer i ‘Waffen-SS division Wiking’. Det til trods for at han som national og kongetro militærmand skammede sig stærkt over kapitulationen efter den tyske invasion af Danmark d. 9. april 1940, som han ville have bekæmpet til sidste patron og mand. Han befandt sig dog på tidspunktet i Finland ved det danske frivillig-korps, som skulle indsættes i Vinterkrigen mellem Finland og Sovjet (korpset kom dog aldrig i kamp).

Til trods for hans religiøsitet og kærlighed til landet forklarer det også hans tiltrækning til Waffen-SS, hvis nazistiske ideologi i grunden var ateistisk, og som anså russere for at være undermennesker og Rusland som primitivt. Men hadet til “jødebolsjevismen” opfyldte ham, og de – nazisterne – var de eneste der førte den kamp han så stærkt ønskede; de blodige ugerninger som tyske einzatz-gruppen begik bag fronten støttede han ud fra en opfattelse af, at en “afhøvling” af den jødiske befolkningsgruppe kun ville redde Rusland.

Han afsluttede sin tjeneste i Wiking for at overtage ledelsen af Frikorps Danmark, som med regeringens billigelse var blevet opstillet af danske frivillige. Med en særlig dansk enhed kunne den nationalt sindede Schalburg kæmpe for og imod alt hvad hans verdenbillede indeholdt; for Danmark, for Rusland, for nazismen – og mod kommunismen. Korpset blev indsat på Østfrontens nordlige afsnit, hvor frontlinjen i 1942 var blevet tvunget tilbage til et område syd for Ilmen-søen, nær byen Demjansk. Her blev store tyske styrket omringet, men kort efter lykkedes det dog at åbne en smal korridor ind til de omringede. For at hjælpe med at holde korridoren åben indsattes Frikorps Danmark i maj 1942, og under et forsøg på at trænge en mindre sovjetisk styrke væk søgte Schalburg ud i frontlinjen, hvor han omkom d. 2. juni 1942.

Kirkebæk finder også plads til at behandle Schalburgs berøring med talrige andre dele af samfundet; såsom hans forhold til den danske befolkning, det danske nazistparti, DNSAP, hans kone og familie, samt hans engagement i det russiske emigrant-miljø i København, m.m. Bogens sidste del handler om omgivelsernes opfattelse af ham efter hans død, både som forræder og helt, og hvordan efterkrigstidens temmeligt spegede kamp om sandheden resulterede i, at Schalburg posthumt endte på skafottet i rollen som arketypisk skurk. Kirkebæk påviser, at det skete til trods for, at hans patriotisme umiddelbart ikke adskilte sig meget fra mange modstandsfolks. Det gjorde hans værdier dog, som det fint pointeres.

Til trods for, at kortlægningen af Schalburgs karriereforløb og udadvendte væsen kunne skæres lidt til, og selvom Kirkebæk kommer lidt på afveje i en en ellers spændende redegørelse af hans søsters spionage for hele tre europæiske stormagter, er biografien en formidabel kombination af indlevelse, reflektion, og kritisk distance til mennesket Schalburg.

Anmeldelse af Jens Geisler

Fakta om bogen

Titel: Schalburg- en patriotisk landsforræder

Forfatter: Mikkel Kirkebæk

Omfang: 511 sider

Forlag: Gyldendal 2008

Pris: 225 kr på Saxo