af Jens Geisler
Af statsministerens nytårstale fremgik det, at et nyt sikkerhedskoncept er i spil. Effektueres det bredt af USA og EU, hvilket udtalelser fra Obama tyder på det vil fra amerikansk side, byder fremtiden på nye missioner for danske soldater.
Statsministeren lagde stor vægt på, at vi ikke bør være afhængige af de ustabile og totalitære regimer i Mellemøsten, som i kraft af deres olieressourcer spiller en afgørende rolle for Danmark, ja, for hele den vestlige verden. For at mindske afhængigheden af olie-diktaturerne bør vi hurtigst muligt øge egenproduktionen af energi, med det langsigtede mål for øje at gøre os helt uafhængige af disse regimer.

Desværre er situationen således, at de islamiske bevægelser for mange i regionen fremstår som progressive, hvad enten det er Hamas i Gaza eller islamisterne i Somalia, og som dem der kan løse problemerne. Meget lig det image som kommunisterne havde i 1950-60’erne, hvor diverse uafhængighedsbevægelser tog den kommunistiske-socialistiske ideologi til sig, som grundlaget for kampen mod europæiske kolonistyrer.
Modsætningerne skærpes for tiden og denne udfordring bør, jvf. nytårstalen og Obamas udtalelser, besvares ved at gøre os fri af Mellemøsten. Dette er en klar afvigelse fra det hidtidigt førte sikkerhedspolitiske koncept. Lige siden 2. Verdenskrig har indsatsen for at forebygge krig været funderet på ideen om, at samhandel betyder større gensidig afhængighed, hvilket resulterer i øget fælles sikkerhed.
Hitler-Tysklands nationalistiske indsats for at gøre sig selvforsynende og uafhængigt, med alt hvad det medførte af ulykke, slog hovedet på sømmet hvad angår behovet for gensidig afhængighed. EU bygger som kontrast på et koncept om internationalisme, og EU er som sådan et gigantisk og meget succesrigt sikkerhedsprojekt. I samme ånd integreres også Østeuropa i EU.

Den ‘bløde’ tilgang afløses af en ‘hård’, den proaktive politik af en reaktiv, for olie-diktaturerne opfattes tilsyneladende som værende kulturelt så meget ude af trit med Vesten, at tilnærmelse og samarbejde med henblik på at påvirke regionen i demokratisk retning på forhånd opgives. Derfor finder man det nødvendigt at insulere sig overfor deres indflydelse, snarere end at intensivere samkvemmet.
Det vil givet bringe nye udfordringer med sig. Mellemøsten er i forvejen en af de mindst produktive regioner i verden; faldende olieindtægter vil formentlig betyde større social uro, mere vind i sejlene for den militante islamisme. Det vil true de i forvejen skrøbelige stater i regionen og samfundsmæssig opslitning, som vi bl.a. ser det i Somalia, også kendt under begrebet ‘libanisering’, kan være resultatet.
Det vil givet lede til et endnu større pres på EU’s grænser. Allerede nu finder en tæt strøm af indvandrere vej til EU fra Mellemøsten og Nordafrika. I horisonten anes derfor middelhavsområdet som et nyt operationsområde for dansk militær, hvor missionen er bevogtning af EU’s grænser. Politisk kan det tænkes, at militante grupper eller regimer vil intensivere kampen mod vestlig indflydelse, hvilket vil udfordre os i relation til flere operationer som den nuværende Afghanistan-mission, med henblik på at støtte relativt pro-vestlige regimer eller kræfter under belejring af islamister.
En ting synes at være sikkert; behovet for et dansk militært beredskab med international kapacitet bliver ikke mindre i de kommende årtier.