Revolution og lykkeriddere

Lenin og bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 ændrede mangt og meget, også for Danmarks vedkommende. For første gang nogensinde blev en dansk militærstyrke opstillet til deltagelse i en fredsbevarende mission (i Litauen), og britiske Royal Navy, der havde angrebet København og bortført vores flåde i 1807, fik lov at bruge København som base i kampen mod de de “røde” bolsjevikker i Baltikum. Men den danske regering greb ikke aktivt ind i stridighederne i kølvandet på Oktoberrevolutionen.

Det gjorde private kræfter til gengæld. I starten af 1900-tallet blev en del af dansk forsvar, også benævnt som Neutralitetssikringen, varetaget af private styrker i form af selvstændige såkaldte korps, som Akademisk Skyttekorps og Korps Westenholz, finansieret af rigmænd. I kølvandet på zarens fald og Lenin og bolsjevikkernes fremmarch påtog disse sig opgaven med, at udsende frivillige soldater – eller lejesoldater, om man vil – til kamp for særligt Finlands og Estlands uafhængighed, hvis kamp mod de røde bolsjevikker, der forsøgte at indlemme landene i det nye Sovjetunion, man sympatiserede med.

Hældt ud af hæren på røv og albuer

Kampen mod bolsjevikkerne tiltrak alle slags deltagere; både folk med stærkt anti-bolsjevikisk sindelag, andre med skandinaviske-nordiske sympatier, og naturligvis arbejdsløse, eventyrere og lykkejægere. Til en eller flere af kategorierne, måske mest de sidstnævnte, hørte en afskediget sekondløjtnant af reserven, Victor Anton Palludan, til. Han var blevet uddannet ved Fodfolkets Kornetskole på Kronborg, og havde under 1. verdenskrig tjenestegjort i sikringsstyrken til forsvaret af dansk neutralitet, indtil han i november 1917 blev afskediget med erklæringen ”For stedse uskikket til al krigstjeneste”.

Det dækkede over usømmelighed overfor mindreårige og bedrageri, men alligevel kom han til at stå i spidsen for en gruppe på ca. 15 frivillige, kaldet Korps Palludan, der ankom til Estland i foråret 1919. Palludan forsvandt hurtigt fra frontområdet til fordel for et rekrutterings-kontor i Stockholm. Her svirede han lystigt løs med alkohol, mad og kvinder for den estiske stats begrænsede midler, alt imens den danske rekylgeværkommando, som styrken også benævntes efter det dansk producerede Madsen-maskingeværer, de medbragte nogle eksemplarer af, fik lige så dårligt skudsmål som Palludan.

Et ”korps” af forsumpede lykkeriddere

Det gjaldt ligeledes den svenske enhed af frivillige, kaldet Svenska Kåren, senere Skandinaviska Kåren, som danskerne blev tilknyttet i Estland. Også dette korps havde en chef, Mohlander, hvis livsførelse mindede om Palludans, hvilket korpset på i alt omkring 250-300 mand tilsyneladende så som et glimrende eksempel til efterfølgelse. Soldaterne blev hurtigt kendt for at slås, hore og svire mere end noget andet. Omkring d. 20. marts 1919, efter blot få ugers ret begrænset patruljeindsats mod bolsjevikkerne ved Narva-fronten blev de alle trukket tilbage.

Tilsyneladende håbede man, at den udisciplinerede adfærd havde rettet sig efter nogen tids træning i Baltischport/Paldiski. Denne gang blev styrken i starten af april sendt sydpå med henblik på tjeneste ved Pleskau/Pskov, nær grænsen til Letland. Dog fortsatte de vanlige bordelbesøg og anden urolig og løsagtig adfærd i sikker afstand af kampene. Men allerede i maj indstillede den nu kommanderende Hällen, der for sit eget vedkommende havde levet rigtig godt i Tallinn, og bl.a. købt nye flotte uniformer til sig selv, til at styrken blev opløst, hvilket den officielt og uceremonielt blev d. 19. juni 1919.

Det forsumpede indtryk gjaldt sikkert også for danskerne; i hvert fald gjorde korpsets officerer ”et noget forsviret indtryk”, som den danske generalkonsul Johansen i Tallinn i hvert fald bemærkede i sin dagbog. Danske tabstal i korpsets korte levetid var to døde; frivillig Karsten Ritter faldt ved Pskov-fronten 10. april og 9. marts døde frivillig Eyvind Bruun i Tallinn af sine sår fra kampe ved Narva.

Den danske legion

Da de ”Hvide”, anti-bolsjevikiske, styrker i løbet af 1918 brød sammen i området omkring Petrograd, senere Leningrad, nu Skt. Petersborg, sendte både englændere og amerikanere tropper til det allernordligste Rusland, til havnene Arkhangelsk og Murmansk. Indsatsen skulle varetage beskyttelsen af store lagre kul og militært udstyr, der skulle have været givet videre til zarens hær, støtte de anti-bolsjevikiske styrkers sag, og medvirke til, at ”kvæle revolutionen i dens fødsel”, som Churchill sagde. I april 1918 var den allierede styrke på over 10.000 mand.

I begyndelsen samarbejdede de med lokale råd/sovjetter, men i juni 1918 gav Moskva-regeringen ordre til, at de skulle ud af landet, og desuden var hjemmefronten led og ked af deltagelse i en ny krig, nu hvor den udmarvende 1. Verdenskrig endelig var blevet vundet. I den situation opstod muligheden for, at hyre andre til opgaven, og her kom Den Danske Legion, eller Nordruslandskorpset, ind i billedet, og igen en vis Palludan. I oktober 1919 blev han for britiske penge hyret til, at opstille et væbnet korps til tjeneste for den anti-bolsjevikiske regering i regionen, ledet af monarkist-tilhængeren general Evgenij Miller.

I general Millers tjeneste

Styrken skulle varetage bevogtningsopgaver og forhindre lokale bolsjevikiske kræfter forsøg på sabotage og anden uro. Paludan rejste i slutningen af oktober 1919 til området med de første 30 frivillige, men intentionen var, at korpset skulle op på 600 mand. Dog blev kun omkring 240 skandinaver, heraf 192 danske frivillige, rekrutteret, mange fra det tidligere Dansk-Baltiske Auxilliær Korps, der havde kæmpet i Estland til slutningen af august 1919, indtil deres kontrakt med den estiske regering løb ud.

Styrken blev organiseret som et sikringskompagni i Arkhangelsk under kommando af premierløjtnant Svend Bjørke, samt en maskingeværskole omfattende 20 mand under en kornet Max Adler Alsings kommando. I Murmansk stod desuden et detachement på 75-90 mand under sekondløjtnant Dehns kommando. Bjørkes kompagni havde ansvaret for sikringen af selve regeringsbygningen i Arkhangelsk, foruden bevogtningen af røde krigsfanger, som nogle gange kom fra ”egen” side, da problemet med desertering til de røde var stort.

Dramatisk flugt fra de røde

Men da de røde styrker trængte i starten af 1920 evakueredes Millers regering og skræmte civile under dække af Bjørkes sikringsstyrke d. 19. februar ad søvejen. På høje tid; for den bevæbnede isbryder Kozma Minin og den bevæbnede jagt Jaroslavna måtte stævne ud fra den isfyldte havn i kamp med en ligeledes bevæbnet isbryder under bolsjevikisk kommando, og under beskydning fra røde styrker på land.

Den 21. februar når nyheden om Millers flugt ud og hovedparten af de resterende anti-bolsjevikiske hvide styrker i byen skifter side til fordel for de røde, og går til angreb på den tilbageværende rest af hvide styrker, herunder nytilkomne danske og belgiske frivillige. Det lykkes en håndfuld danskere, at slå sig vej til den norske grænse, 2-3 faldt i kamp, mens hovedparten af styrken blev taget til fange.

Det røde kavaleri på jagt

Nogle dage før, d. 18. februar, havde Alsing og maskingeværskolen, med 4 Wickers-maskingeværer monteret på slæder, sluttet sig til et hvidt regiment, der under forfølgelse af en bolsjevikisk rytterstyrke, forsøgte at marchere gennem det barske landskab i håbet om, at nå frem til Finland eller Norge. På turen frem Onega-søen skød man løbende påståede bolsjeviksympatisører, mens flere og flere civile fra landsbyerne ved Hvidehavet sluttede sig til styrken. Men forgæves; 26. februar indhentes og nedkæmpes et slædehold af en rød rytterstyrke, mens hovedstyrken nåede frem til sydvest for Belamorsk, hvor de til sidst måtte overgive sig.

Danmark havde med Royal Navys tilstedeværelse i København meldt kulør, men alligevel blev de tilfangetagne danske, med Røde Kors’ mellemkomst, heldigvis løsladt fra interneringen i det berygtede Butyrka-fængsel i Moskva i løbet af 1920. Men mange års spænding mellem det kapitalistiske Vest, herunder Danmark, og det kommunistiske Øst var begyndt. Palludans korps gjorde en sølle figur, Den danske legion en ubetydelig rolle, men de danske frivillige i Dansk-Baltisk Auxilliær Korps leverede en bedre og større indsats.

Læs også artiklen Det Dansk-Baltiske Auxiliær Corps

Læs mere:

Bondefanget til borgerkrigen – det danske korstog til ærkeenglen Michaels by, Michael H. Clemmensen/ Bernadette Preben-Hansen

For Dannebrogs ære – danske frivillige i Estland og Letlands frihedskamp, Niels Jensen

Den glömda historien, John Crispinsson