af Sune Wadskjær Nielsen

Da den var løjet af undersøgte de to slædekørere området nærmere, for det var sjældent, hundene opførte sig sådan. I det sparsomme dagslys fandt Peter Nielsen fodspor i nærheden af Kap Sussi, der så ud til at være sat for ganske nylig. Det kunne kun betyde en ting: At tyskerne igen var på spil i Nordøstgrønland.

De to patruljemedlemmer satte herefter kursen mod Eskimonæs for at aflægge rapport til deres chef, N. O. Jensen. Ikke langt fra hytten, hvor slædepatruljen havde overnattet, kæmpede tyske soldater for at grave en hule i en gigantisk snedrive.

Siden september 1943 havde ekspeditionens 26 medlemmer fra skibet Coburg sendt strategisk vigtige vejrrapporter til Hitlers betrængte hære i Europa. Den 18. november 1943 havde stormen fået isen i bevægelse, og Coburg var nu kun nogle få meter fra at blive mast op ad et isbjerg. Skibet krængede allerede 30 grader og kunne ikke længere bruges som sendestation.

Ekspeditionens nye hjem – snedriven – var 40 meter lang, 30 meter bred og fire meter dyb. Stedet var perfekt til en diskret vejrstation. For selv om den umiddelbare fjende var elementernes rasen, frygtede tyskerne allermest at blive opdaget af Nordøstgrønlands slædepatrulje, der havde afsløret den seneste tyske vejrstation på Grønland.

Regeringen mistede Grønland

Da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940, var det et uafklaret spørgsmål, hvad der skulle ske med Grønland. Den danske regering, der valgte at samarbejde med tyskerne, ville gerne så vidt muligt fortsætte som hidtil og styre Grønland fra København.

Det blev forpurret af Henrik Kauffmann, Danmarks gesandt i Washington, der var modstander af samarbejdet med Tyskland. Han fik overbevist amerikanerne om, at den danske regering var under stærkt tysk pres, og at hvis landsfogederne på Grønland tog mod ordrer fra København, betød det reelt, at Grønland blev styret af det krigsførende Tyskland.

Selv om USA på det tidspunkt var neutralt, var amerikanerne ikke interesseret i, at Tyskland eller nogen anden europæisk magt fik fodfæste på Grønland, og de afskar den danske regering fra at fjernstyre Grønland. Grønland blev nu styret igennem et samarbejde mellem Henrik Kauffmann og landsfogederne, der også tog afstand fra regeringen i København.

Den 9. april 1941 indgik Henrik Kauffmann en traktat med USA, hvor amerikanerne tog ansvaret for forsvaret af Grønland. Det var helt i modstrid med regeringens ønsker, men den kunne intet gøre for at standse den løbske gesandt i USA.

Allerede i 1940 var der tyske forsøg på at få vejrdata fra Grønland. I september 1941 opbragte den amerikanske kystvagt det norske skib Buskø, der havde en tysk metrologisk ekspedition ombord. Amerikanerne så med voksende alvor på de tyske aktiviteter langs Grønlands nordøstkyst.

Chefen for kystvagtens Grønlandspatrulje, kommandør E. H. Smith tog i samarbejde med landsfoged Eske Brun initiativ til oprettelsen af Nordøstgrønlands slædepatrulje, der skulle afpatruljere kystlinjen fra 70. til 77. breddegrad i de måneder, hvor kysten ikke kunne besejles af skibe.

Patruljen bestod af 15 mand – fortrinsvis danskere suppleret med enkelte grønlændere og nordmænd – der opererede i tre grupper. Foruden at rapportere om eventuelle fjendtlige aktiviteter, skulle den også sende vejrdata til amerikanerne.

Vejrstationen fundet

Så længe vintermørket dækkede Nordøstgrønland og gjorde det umuligt at bevæge sig rundt, kunne slædepatruljen ikke opspore den tyske vejrstation. Så snart der blev tilstrækkeligt med dagslys til, at man kunne rejse sikkert i begyndelsen af februar 1944, tog fire mand fra patruljen af sted for at rekognoscere på Shannonø.

Forsigtigt nærmede Carlos Ziebell sig det sted, hvor Peter Nielsen tre måneder tidligere havde set fodspor:
“Pludseligt stod jeg midt i en landevej af fodspor, som gik ude fra isen og ind på land. Jeg smed mig øjeblikkeligt ind bag noget skrueis, mens hjertet gav sig til at arbejde. Det var 5-6 år siden jeg havde set et menneskespor, der ikke var mit eller mine kammeraters”.

Ziebell fattede kort efter mistanke til snedriven på grund af nogle træstøtter, der fungerede som luftkanaler til tyskernes snehule:
“Jeg havde vel ligget et kvarter, da der kom en mand hen imod mig. Jeg snuppede revolveren og afsikrede. Da han var lige under mig, vel cirka 25 meter borte, så jeg et lysglimt, og manden forsvandt i snefanen. Det var sandsynligvis telegrafisten, der var ude for at tage vejrobservationer”.

N. O. Jensen telegraferede straks til landsfoged Eske Brun og bad om støtte fra amerikanerne til at angribe den tyske vejrstation.

Leverandør af lavtryk

Når tyskerne sendte den ene ekspedition efter den anden til Nordøstgrønland for at få vejroplysninger skyldtes det, at vejret på Grønland har afgørende betydning for vejret i Nordeuropa og til tider også på kontingentet. Mødet mellem den tørre og iskolde luft på indlandsisen og den varmere og fugtige luft over Atlanterhavet danner massevis af lavtryk, der rejser østover mod Europa.

Hvis man kender temperatur og vindforholdene på Grønland er det muligt at forudsige, hvor kraftige lavtrykkene bliver og hvilken bane de tager mod Europa. “Vejret i Grønland er nøglen til morgendagens vejr i Europa”, er en udbredt vending i metrologiske kredse.

Vejroplysningerne fra Grønland var altså vitale for, at den tyske krigsmaskine kunne få pålidelige vejrudsigter. I februar 1942 gennemførte den tyske krigsmarine Operation Cerberus, hvor vejroplysningerne fra Grønland havde stor betydning. Det lykkedes for tyskerne at føre de to slagskrydsere Scharnhorst og Gneisenau fra Brest i Frankrig igennem den engelske kanal til udmundingen af Elben. Et meget kraftigt skydække forringede sigtbarheden for de engelske bombemaskiner, der ikke fik ram på de to slagskrydsere, der var to af den ramponerede tyske krigsmarines sidste trumfkort.

Chefernes duel

De otte amerikanske kommandosoldater, der skulle deltage i angrebet på vejrstationen, var udeblevet. De skulle være kommet fra Island og landet ved Shannonø, men vejret umuliggjorde flyvningen.

N. O. Jensen besluttede at angribe alligevel. Siden slædepatruljens første møde med tyskere fra en anden vejrstation, der havde fundet sted i marts 1943, havde patruljemedlemmerne fået bedre uddannelse i våbenbrug og militær optræden. Hans fem mand var bevæbnet med rifler, tommyguns, håndgranater og et enkelt maskingevær.

Umiddelbart før angrebet skulle sættes ville N. O. Jensen foretage en rekognoscering. Pludseligt stod han ansigt til ansigt med chefen for den tyske vejrstation løjtnant Zacher, der havde været på jagt. De stod som to cowboys i en Western film:
“Han svarede overhovedet ikke på min opfordring til at strække hænderne i vejret, men pludselig kastede han sit jagtgevær fra sig og udbrød, at det var meningsløst, at broderfolk bekæmpede hinanden, og i øvrigt var Tyskland jo ikke i krig med Danmark, samt en mængde anden sludder.

For mig var det mildest talt en ubehagelig situation, da jeg, så længe jeg ikke var klar over, hvor mine folk befandt sig, helst ville undgå at skyde ham. Han afgjorde imidlertid dette spørgsmål selv, da han pludselig trak en automatisk pistol frem af baglommen og affyrede en salve i mod mig, dog uden at ramme, Hofteskydning har åbenbart ikke været et led i hans militære uddannelse. Samtidig talte min tommygun med, og han styrtede om som ramt af lynet”, berettede N.O Jensen.

Skudvekslingen mellem Zacher og Jensen havde imidlertid alarmeret tyskerne, der nu var på deres poster. Med overraskelsesmomentet tabt var angrebet dømt til at mislykkes, da tyskerne var i overtal fem mod en. Danskerne trak sig kæmpende tilbage uden at miste folk.

Det mislykkede angreb blev alligevel en succes, for tyskerne anså deres position for håbløs, nu hvor de var blevet opdaget, og blev snart efter evakueret med fly. Nordøstgrønlands slædepatrulje havde løst sin væsentligste opgave, og Tyskland gik glip af de vigtige vejrrapporter.