af Jens Geisler

Arkæologer fandt 16. sept. 2008 et intakt vikingeskjold ved Trelleborg ved Slagelse. Det giver os første gang mulighed for, at se et komplet historisk skjold fra perioden. Hidtil har man ikke kunnet se skjoldenes trækonstruktion, men kun skjoldenes cirkelrunde metalrammer. Skjoldet og borgen er en portal til vikingernes verden, som den så ud i midten af vikingetiden omkring år 900.

At der er fundet et skjold, som er et stykke militær udrustning til forsvar i kamp, ved befæstningen Trelleborg er ikke overraskende. Trelleborg og andre lignende borge blev bygget i en urolig tid og var formentlig militære installationer til forsvar af landet. Borgene Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense hører til i samme kategori af cirkelborge, samt måske også Borgeby ved Lund i Skåne og en anden Trelleborg i Skåne.

De adskiller sig fra andre rundborge bygget tidligere, ved at være bygget efter et strengt geometrisk plan baseret på måleenheden “romersk fod”. Også voldgravene er tilsyneladende bygget efter romersk militær konstruktions-skik, da de er spidse i bunden, V-formede, som romernes. De tidligere rundborge adskiller sig fra Trelleborgene ved ikke, at være af varierende form. Trelleborgene er af forskellig størrelse. Den største er Aggersborg med en indre diameter på 240 meter og en voldgrav som er 11 meter bred. Den mindste er Nonnebakken med en indre diameter på 120 meter. Trelleborg ved Slagelse er 136 meter i diameter, men er omgivet af en voldgrav der er hele 19 meter bred.

Serien af cirkelborge er grundlagt i en periode med uro, da både Trelleborg og Fyrkat er dateret til 980. Få år tidligere, i år 973, havde Harald Blåtand benyttet sig af, at frankernes kejser, Otto I, var død og havde foretaget et togt ned i det nordlige Tyskland. Her havde hæren dog mødt stærkere modstand end ventet og måtte trække sig tilbage. Forsvarsværket mod syd, Dannevirke, Hedeby, og en del af Sønderjylland, gik tabt i 974. Cirkelborgene var i forhold til tidens hære ganske store og kunne rumme adskillige tusind mennesker; da en vikingehær typisk bestod af 4-7000 krigere kunne en stor del af en hær i princippet forskanset sig i en enkelt af borgene.

Som militære installationer mod en aggressor kom de dog næppe stil at spille nogen stor rolle, for  Harald Blåtand fik hurtigt vendt situationen og generobrede de sydlige grænseegne i 983. Måske det, som Jellingsstenens tekst referer til med ordene “… vandt sig al Danmark …”. Den efterfølgende konge, Svend Tveskæg, ekspanderede i England og lod borgene forfalde. Men truslen sydfra, som faldt sammen med et pludseligt stop for tilførsel af arabisk sølv omkring 970 og et tab af overherredømmet over Norge, som medførte tab af skatteindtægter, har muligvis svækket Harald Blåtands magt og givet anledning til en oprørsk stemning i det hjemlige. Borgene er da også placeret ved vigtige handelsveje og virker mere orienteret på, at skulle kontrollere riget indadtil, med gode muligheder for at kontrollere handelen på de vigtige handelsveje.

Selvom Danmark måske var forenet under én konge var det formentlig ikke et stabilt samfund. Vikingetidens samfund var domineret af egenrådige stormænd, som udgjorde en elitær kriger-kaste. Da de kun i begrænset grad selv producerede varer måtte de røve andres rigdomme for, at have værdier nok til at kunne tiltrække og udruste våbenføre folk med. At kunne give værdifulde gaver var desuden en væsentlig del af ens evne til, at kunne knytte alliancer. Succes i kamp udgjorde i sig selv et mål, for det tiltrak flest rekrutter. Dermed holdt de reelt samfundet i en halv-permanent krigstilstand, for succesfulde røvertogter styrkede ens magtposition; heraf vikingetogterne.

Vikingehærene bestod af frie mænd, af hvem det både var en ret og pligt at bære våben. Våbentræning fik de i drenge årene, fx under jagter, og måske også slægtsfejder. Faktisk betyder ordet dreng (drengr, drængr) formentlig “ung kriger”, men også “ung mand i lære”, hvortil der primært sigtes til våbentræning. Hvis man ville opnå en højere grad af ekspertise måtte man optages i en stormands hærstyrke. De unge mænd kunne stifte bekendtskab med en række forskellige våbentyper, som blev anvendt af vikingehære, ude som hjemme.

Det 2-3 meter lange spyd det hyppigst forekommende våben, som en kriger både kunne kaste og støde med. Der findes både spyd med spidse og bredbladede ender; de spidse har måske kunne gennemtrænge ringbrynjer. I et begrænset omfang fandtes også de såkaldte atgeir, en slags enæggede knive sat på lange spydstager, som man kun kunne hugge og stikke med. Våbnet nævnes i Njals Saga, hvor det “synger” når det skal til at vædes i blod.

Sværdet var langt vanskeligere at fremstille og var derfor mere kostbart, og har signaleret penge og høj status for bæreren. Ældre vikingesværd var tit kun en-æggede og havde en sammensmedet klinge bestående af forskellige metaller. Senere vikingesværd af homogent stål stammede ofte fra Rhin-landet, var tveæggede med en hulslibning langs klingen for at øge vægten og øge smidigheden. Både ældre og nyere sværd var omkring 90 cm lange.

Langskaftede økser blev også anvendt som våben, formentlig som et billigere alternativ til sværdet. Der fandtes både den en-håndede bredøkse (breió-exi) og to-håndede økser, sidstnævnte mest brugt i den senere vikingetid i slut 900 og 1000 årene. Bæreren af skjoldet ved Trelleborg har ikke været bevæbnet med den to-håndede økse, for det umuliggjorde samtidigt brug af skjold. En anden type økse fra den senere vikingetid havde en afrundet knivsæg med en “hage” nederst på æggen, deraf kaldet “skæg-økse” (skeggox).

Hvis det fundne skjold ved Trelleborg er typisk for samtiden, har det den  karakteristiske ca. 1 meter store, runde form, og farverigt dekoreret. Mange skjolde var af træ dækket af læder og var det primære forsvar mod angreb, men også jernhjelme og som nævnt ringbrynjer fandtes, mest hos fremtrædende mænd af høj byrd. Hovedparten af hærene bar lædertøj som værn mod slag og stik. Ingen hjelme var udstyret med de berømte horn, for meningen med hjelmen var, at den skulle afværge hug; horn ville have opfanget sværdhug og revet hjelmen af hovedet på bæreren. Mange bar også en lang kniv, til brug for forsvar i nærkamp, eller til praktisk brug. I et begrænset omfang var de menige krigere også udrustet med bue og pil, som kunne skyde op til 200 meter.

Hærene bestod udelukkende af fodfolk for vikingerne anvendte ikke heste i kamp. Men måske lidt overraskende blev heste dog i stigende grad i løbet af 800-tallet brugt som et transportmiddel; til hurtigt at nærme sig et udvalgt mål for et togt, og slippe væk igen. På samme måde som langskibet til havs. I nogle tilfælde var togtets primære formål endda, at skaffe sig heste. Overraskende er det måske, at vikingerne også anvendte spaden som våben. Når de slog midlertidigt lejr, enten før eller efter et angreb, anlagde de hastigt konstruerede jordvolde, eller i nogle tilfælde små stenforter; i Irland har man fundet et lille rundborg med en diameter på ca. 7 meter.

Var det muligt brugte de gerne allerede etablerede skanser eller stenbygninger, og nu og da øer omgivet af vand, som en naturlig voldgrav, som baser. I modsætning til billedet af dem, som grove og primitive krigere kunne de også konstruere og anvende belejrings maskiner, som ved belejringen af Paris i 885.

Selve slagene udspillede sig som oftest med hærene stillet op overfor hinanden bag mure af skjolde, hvor skjoldene overlappede hinanden. De yngste krigere i de forreste linjer og de mere erfarne i linjer bagved. Hver høvding stod i front sammen med sine mænd, typisk omgivet af en livvagt af hans bedste og mest loyale folk; den såkaldte “hird”. I nogle tilfælde har de også fungeret som reservestyrke. Slaget ville starte med psykologisk krigsførelse, hvor man forsøgte at støje så meget som muligt for at skræmme fjenden, og indgyde sig selv mod. Herefter fløj byger af sten, spyd og pile mod fjenden, og hvis det ikke afgjorde kampen ville man storme frem. Skulle angribernes første linjes angreb blive afvist af de huggende og stikkende forsvares spyd mv. ville den falde tilbage gennem anden linje, som ville fortsætte angrebet.

Der fandtes også en slags elitestyrker; bersærkerne (berserkir), og (ulfheónir) som angiveligt kunne ophidse sig selv i en grad, at de intet frygtede og ikke følte smerte. Måske har de  taget “kamp-stoffer” i form af hallucinerende svampe, som fx Amanita muscaria. Som dyrkere af guden Odin (nóinn), skulle de, kun iklædt henholdsvis bjørneskind og ulveskind, have kæmpet med stor vildskab ud fra en opfattelse af, at det var umandigt ikke at dø i kamp. Formentlig har de i kamp fungeret som “murbrækkere” over for den fjendtlige skjoldmur, hvor de sammen med krigere bevæbnet med den to-håndede økse har slået “hul i muren” så, at andre krigere kunne strømme ind i hullet. Specielt den to-håndede økse krævede meget plads og i en tæt-pakket skjoldmur var der netop ikke plads til at svinge øksen; derfor må den have været anvendt udenfor.

Alt dette ville for den afdøde ejer og bærer af skjoldet ved Trelleborg, vores forfader, have været helt naturligt; hans samfund var resultatet af århundreders røverkultur.

Læs mere:

The Norsemen in the Viking age, Erik Christiansen
Vikingernes verden, Else Roesdal
Danmarks historie i grundtræk

www.vikinganswerslady.com
www.answers.com/topic/viking