Journalisten Erik Haast (EH), som også har beskæftiget sig med besættelsestiden med bl.a. bøgerne ‘Frikorpsfolk- Danske på Østfronten’ og ‘Intet nyt fra Østfronten – En dansk officers frontbreve’ tager med bogen ‘Hipofolk’ fat i et spændende og kontroversielt emne.

EH stiller indledningsvist spørgsmålstegn ved de danske samarbejdspolitikeres medvirken til dommene over medlemmerne af Lorenzen-gruppen efter krigen. Gruppen var tilknyttet Hipo-korpset, der arbejdede aktivt for den tyske besættelsesmagt.

Herefter oprulles de tyve medlemmers liv og levned, mens gruppens to ledende medlemmer behandles seperat i andre bøger. Tilknyttet behandlingen af medlemmerne er passager fra anklageskrifterne mod dem, og tillige passager af mentalundersøgelser, som udsattes for efter krigen. Afslutningsvis findes desuden en gengivelse af de lovparagraffer gruppens medlemmer blev dømt efter.

Men læseren skuffes, for intentionen om at problematisere opfattelsen af gruppen som landsforrædere løber ud i sandet. EH stiller en hel del retoriske spørgsmål, og herefter leveres en stor mængde triviel information om de enkelte personer; deres familiebaggrund, tidligere arbejde, opholdet i fænglset, og træk ved deres personlighed m.v. gennemgås.

Men informationerne bruges ikke struktureret til fx. at tegne politiske og/eller psykologiske profiler med henblik på, at redegøre for deres krigsdeltagelse for tyskerne. Kun fremgår det, at en del af gruppens medlemmer var anti-kommunistiske.

Tonen er samtaleagtig, nærmest sludrevoren, og meget fri, hvilket afsnittet kaldt ‘Kussetyvens sidste elskerinde passer hans grav’ tydeligt viser. Yderligere er helt uvedkommende information om København Politigårds arkitektur (!) inkluderet, mens gruppens forhold til den tyske besættelsesmagt, Schalburg-korpset, Sommer-korpset m.fl., kun berøres overfladisk. Et klart oprids af gruppens aktiviteter som helhed ville også have været godt.

Det står dog klart, at EH mener, at gruppen blev uretfærdigt behandlet af de politikere, som under besættelsen selv gik ind for at samarbejde med tyskerne, og at gruppen og samarbejdspolitikerne i virkeligheden var på samme side, i kampen mod kommunismen, hvorfor gruppen ikke burde have vært dømt.

Han konstaterer iøvrigt, at demokratiet ikke vandt, da det totalitære Sovjetunionen var den stærkeste af de allierede magter. I forhold til Østeuropa har han her en pointe, og da politikerne mistænkte modstandsbevægelsen for i høj grad at være kommunistisk domineret, og at man bestræbte sig på at undgå en revolutionær situation i Danmark, findes der afgjort et interessant tema i denne problematik.

Derfor ville en dybere og struktureret behandling af emnet have gjort undere. Men ‘Hipofolk’ er simpelthen for rodet, og for emotionelt præget, til at være andet end et blogindlæg i bogform. Læseren præsenteres ikke for en seriøs akademisk eller journalistisk behandling af emnet; og der findes end ikke et samlet kilde-apparat så oplysningerne kan efterprøves. Et point for vinklen, og for at behandle medlemmernes skæbner efter krigen, forudsat at man kan stole på oplysningerne.

Anmeldelse af Jens Geisler

Fakta om bogen

Titel: Hipofolk; Lorenzengruppen – danske terrorister i nazitiden

Forfatter: Erik Haast

Omfang: 287 sider

Forlag: Documentas 2007

Pris: 299 kr fra forlaget