af Jens Geisler

Endnu en dansk soldat er faldet i kamp, langt væk fra Danmark. Men uden at det påvirker danskernes støtte til den militære indsats i Afghanistan – en støtte som er større end andre krigsførende magters befolkningers, fx. i USA og England. Dette er bemærkelsesværdigt, særligt i betragtning af, at det lille Danmark, som i mange år ikke skulle “spise kirsebær med de store”, og som førte en pacifistisk udenrigspolitik i perioden omkring de to store verdenskrige, nu bærer de største tab i Afghanistan i forhold til befolkningens størrelse. Og så går det tilmed overordnet ikke særligt godt.

I lyset af balladen om Muhammed-tegningerne kunne en forklaring være, at befolkningen føler sig udsat, og at det er bedre at bekæmpe militante islamister i Helmand end i Herning. Hellere ude end hjemme. Men briterne og amerikanerne har i mange år i langt højere grad har været negativt profilerede i forhold til Mellemøsten – jvf. USA’s stærke støtte til Israel og briternes koloniale tilstedeværelse indtil 1947 – og i så fald er det enten et tilfælde af overdreven følelse af sårbarhed – eller også er det opgør med en historisk betinget pacifistisk indstilling.

For siden de store nederlag i forrige århundrede – englændernes ran af flåden i 1807 og nederlaget til preusserne ved Dybbøl i 1864 – har Danmark ligget underdrejet i udenrigspolitiske sammenhænge, hvilket udgjorde baggrunden for den pacifistiske holdning, som tydeligst fik sit udtryk i mellemkrigsårtierne, ’20’erne og ’30’erne. “Hvad skal det nytte ?” lød det opgivende fra Politikens grundlægger, Viggo Hørup, helt tilbage i 1883 i forbindelse med forhandlinger om Københavns befæstning. Det udtrykte en anti-militaristisk opfattelse af, at Danmark alligevel aldrig ville kunne klare sig i militære konfrontationer og lade de andre om den slags.

Siden Den Kolde Krigs ophør har Danmark dog ført en meget aktivistisk og til dels militært præget udenrigspolitik. Den skarpe indsats med jagerfly i Kosovo og deltagelsen i krigene i Irak og Afghanistan, eksemplificerer dette – og selv ikke de relativt høje tabstal i Aghanistan har sat støtten til den aktivistiske politiske linie over styr. Måske udtrykker befolkningens vedvarende stærke støtte til den militære indsats, at den er træt af lilleput-stats mentaliteten og finder, at vores rolle i verden bør være en anden? I så fald er arven fra 1807 og 1864 først nu blevet til historie.

Fokus er sikkert rettet mod alternative energikilder fordi modsætningerne mellem den vestlige og islamiske verden strækker sig langt videre og dybere i vores respektive samfund, end bare uenighed om satiretegninger. Mellemøsten er i de seneste to-tre årtier i stigende grad præget af islamiske bevægelser, som ikke bare manifesterer sig ved islamiske styrer som i Iran, men som også i høj grad påvirker relativt moderate regeringer i konservativ, islamisk retning.

Desværre er situationen således, at de islamiske bevægelser for mange i regionen fremstår som progressive, hvad enten det er Hamas i Gaza eller islamisterne i Somalia, og som dem der kan løse problemerne. Meget lig det image som kommunisterne havde i 1950-60’erne, hvor diverse uafhængighedsbevægelser tog den kommunistiske-socialistiske ideologi til sig, som grundlaget for kampen mod europæiske kolonistyrer.

Modsætningerne skærpes for tiden og denne udfordring bør, jvf. nytårstalen og Obamas udtalelser, besvares ved at gøre os fri af Mellemøsten. Dette er en klar afvigelse fra det hidtidigt førte sikkerhedspolitiske koncept. Lige siden 2. Verdenskrig har indsatsen for at forebygge krig været funderet på ideen om, at samhandel betyder større gensidig afhængighed, hvilket resulterer i øget fælles sikkerhed.

Hitler-Tysklands nationalistiske indsats for at gøre sig selvforsynende og uafhængigt, med alt hvad det medførte af ulykke, slog hovedet på sømmet hvad angår behovet for gensidig afhængighed. EU bygger som kontrast på et koncept om internationalisme, og EU er som sådan et gigantisk og meget succesrigt sikkerhedsprojekt. I samme ånd integreres også Østeuropa i EU.

Men overfor diktaturerne i Mellemøsten øges vor sikkerhed, selvstændighed og styrke ved den stik modsatte tilgang, fremhæves det. Tilsyneladende danner den nyligt afdøde Samuel S. Huntingtons teori om ‘civilisationernes sammenstød’ grundlaget for det nye sikkerhedspolitiske koncept. Her spås det, at store forskelle mellem kulturer vil være den primære drivkraft for konflikter i det 21. århundrede.

Den ‘bløde’ tilgang afløses af en ‘hård’, den proaktive politik af en reaktiv, for olie-diktaturerne opfattes tilsyneladende som værende kulturelt så meget ude af trit med Vesten, at tilnærmelse og samarbejde med henblik på at påvirke regionen i demokratisk retning på forhånd opgives. Derfor finder man det nødvendigt at insulere sig overfor deres indflydelse, snarere end at intensivere samkvemmet.

Det vil givet bringe nye udfordringer med sig. Mellemøsten er i forvejen en af de mindst produktive regioner i verden; faldende olieindtægter vil formentlig betyde større social uro, mere vind i sejlene for den militante islamisme. Det vil true de i forvejen skrøbelige stater i regionen og samfundsmæssig opslitning, som vi bl.a. ser det i Somalia, også kendt under begrebet ‘libanisering’, kan være resultatet.

Det vil givet lede til et endnu større pres på EU’s grænser. Allerede nu finder en tæt strøm af indvandrere vej til EU fra Mellemøsten og Nordafrika. I horisonten anes derfor middelhavsområdet som et nyt operationsområde for dansk militær, hvor missionen er bevogtning af EU’s grænser. Politisk kan det tænkes, at militante grupper eller regimer vil intensivere kampen mod vestlig indflydelse, hvilket vil udfordre os i relation til flere operationer som den nuværende Afghanistan-mission, med henblik på at støtte relativt pro-vestlige regimer eller kræfter under belejring af islamister.

En ting synes at være sikkert; behovet for et dansk militært beredskab med international kapacitet bliver ikke mindre i de kommende årtier.