Episoden ved Smørstenen

Under besættelsen nedkastede de allierede store mænger af forsyninger til modstandsbevægelsen. Et af nedkastingstederne var Grib Skov på Nordsjælland, og her var modstandsgruppen der blev kendt som “Kulsvierbatalionen”, beskæftiget med at modtage forsyningerne. Men under en aktion den 21. april 1945 gik det galt. En gruppe på 16 modstandsfolk blev overrasket af tyskerne, og en rasende ildkamp udspandt sig, imens danskerne forsøgte at undslippe. Dette er historien fortalt af lederen af aktionen Elith Truelsen “Tom”.

af Elith Truelsen “Tom”

Nedenstående artikel er skrevet af Elith Truelsen. Under dæknavnet “Tom” var han i maj 1945 chef for Kulsvierbatalionen, en modstandsstyrke der dækkede Frederiksborg Amt Vest og som talte ca. 1000 mand under våben. Kulsvierbatalionen var primært beskæftiget med våbenmodtagelser i Grib Skov – våben som for størstedelen blev anvendt i Københavnsområdet. Truelsen døde i juni 2001.

Artiklen er stillet til rådighed af forfatterens nevø Torben Hansen, og gengivet med tilladelse fra Skov og Naturstyrelsen som udgav Elith Truelsens bog, “Hilsen til Finn og Johanne”.

21. april 1945

Klokken var hen ad 12. 16 af kammeraterne lå eller sad i en lille grusgrav i pladsens nordlige kant – netop der hvor den senere rejste mindesten, Kulsvierstenen nu står.

Selv gik jeg nogenlunde midt på pladsen og så Poul Jørgensen komme løbende ind på pladsen, idet han råbte: “Tyskerne!” da jeg så op, konstaterede jeg, at Skovportevejen langs pladsens sydside vrimlede med SD-folk (tysk militærpoliti), og et øjeblik efter åbnede de ild med to maskingeværer fra vejen. Disse maskingeværer var placeret for hver sin ende af pladsen og med dem kunne tyskerne, ved at skyde krydsild, lukke pladsen af, for at ingen skulle kunne flygte fra stedet.

Jeg havde straks, da ilden begyndte, lagt mig ned bag en container for at søge skjul og dækning. Samtidig anvendte jeg containeren som anlæg og skød mod tyskerne nede på vejen med min HVA-maskinpistol. En halv snes meter bag mig lå Poul Jørgensen. Foruden med maskingeværerne, skød tyskerne også med geværer med almindelige projektiler og tillige med geværgranaten.

Elith Truelsen "Tom" (foto af Lasse Hansen)
Elith Truelsen “Tom” (foto af Lasse Hansen)

Det er granater på størrelse med en håndgranat og de eksploderer efter en vis flyvetid i luften over målet. Det, at de har høje sprængpunkter, giver dem en højere effekt end almindelige håndgranaten.

Efter at have tømt det første magasin på min maskinpistol skiftede jeg til et nyt og fik herunder et skud igennem venstre hånd. Umiddelbart efter råbte Poul Jørgensen til mig: “Tom, de stormer, vi må af sted”. Da jeg spurgte ,,Hvor er de andre?” svarede han “De er gået” idet han rejste sig op. Jeg kunne se at han havde ret.

En gruppe tyskere i spredt orden kom løbende op mod os. De skød under fremrykningen fra hoften med deres maskinpistoler, og Poul og jeg fik fart på. Vi løb mod grusgraven. Der skulle vi over en forhøjning i terrænet og ned ad en skråning på den nordlige side. Der var vi ude af syne for tyskerne, og kunne løbe videre mod nord gennem tæt underskov.

Det var en modbydelig fornemmelse af frygt og en følelse af nederlag at stikke af, med fjenden der stadig skød på os i ryggen. Vi løb nogle hundrede meter mod Nord og drejede så af til højre mod øst ned mod Esrum Sø. På vej mod søen fandt vi små grupper, der gemte sig i krattet, og da vi nåede søen var vi 12 mand. Vi manglede altså 6, af dem havde tyskerne fanget 4 der løb samlet. De sidste to var Dalle og Rikard Andersen dem vidste vi intet om. De var kommet af sted først og havde fundet vej til Hillerød.

Da tyskerne åbnede ilden, lettede folkene i grusgraven sig og begyndte tilbagetoget mod søen. De der var bevæbnede affyrede deres ammunition mod tyskerne, og løb så.

Nede ved søen fandt vi – svineheldig – to robåde med åren Vi delte os i 2 hold hver på 6 mand, med Poul Jørgensen som leder i den ene og mig i den anden, og så roede vi over til søens østlige bred, idet vi spændte holdte øje med vestbredden vi kom fra, om tyskerne skulle dukke op der. Men vi kom godt over og gik i land, op til skovfogedboligen i Danstrup Hegn. Der boede statsskovfoged Jens Beehmann Nissen som tog godt imod os og skaffede os kørelejlighed med forskellige køretøjer

Skovfogederne kom vi altid godt ud af det med, de var hjælpsomme mennesker og de var alle på vor side. Blandt de der kom over med båd, var blandt andet G. Marboe, Poul E. Olsen, Overgaard og Svoldgaard.

Det var vort første og heldigvis også sidste nederlag og det var bittert at vide, at vi havde mistet godset fra to fly – 26 containere plus 6 pakker. Episoden fik Stig Jensen til den 23. april 1945, at telegrafere til London: “Had a nice little fight with huns for bad to point 26 the 20 th. Stop. Too many huns left 50 we had to give up recieving on point 14 the 22 th. Stop.”

Kulsvierstenen (foto af Lasse Hansen)
Kulsvierstenen (foto af Lasse Hansen)Kulsvierstenen (foto af Lasse Hansen)

I anledning af episoden Ved Smørstenen den 21. april 1945 lod godsejer Axel Jarl en sten rejse til minde om det der skete. Han var os en god hjælp i modstandskampen, og da Sophienborggruppen havde været med til modtagelsen om natten den 20.-21. april 1945 og var blevet arresteret af tysk militærpoliti (SD) tidligt om morgenen den 21. april 1945 hvorefter de under tortur måtte fortælle om nedkastningen, mente han at det var hans pligt at sætte et minde om begivenheden.

Han udvalgte en passende sten fra Strødam og lod i den indhugge en inskription et vers fra Carl Plougs digt: “Påskeklokken kimed mildt fra den danske kyst”

21. APRIL 1945

VEGEN ER FOR OVERMAGT
LIDEN FOLK TIL SIDST
MEN AF DANMARKS ÆRE
DE HAVER INTET MIST

 

Kulsvierstenen (foto af Lasse Hansen)
Kulsvierstenen (foto af Lasse Hansen)

To faldne tyskere

Efter krigens afslutning bad skovrider Rosen, Nødebo Skovdistrikt, mig komme op på nedkastningspladsen ved Smørstenen, fordi daværende Kronprins Frederik – senere Frederik den 9. – ønskede at høre nærmere om episoden den 21. april 1945.

Jeg mødte også op og fortalte Kronprinsen og skovrideren om hændelsen. Rosen fortalte, at han selv blevet hentet af tyskerne på skovridergården (den nuværende skovskole), for at han kunne vise dem hvor Smørstenen lå, og at han overværede hele affæren. Han fortalte også at to tyske soldater blev båret væk som faldne

Læs mere:

Hilsen til Finn og Johanne, udgivet i april 1995 af Skov og Naturstyrelsen.
Af Elith Truelsen.