I løbet af 1600-tallet udvikledes Danmark i retning af en regulær militærstat, forstået som et militært magt apparat med en civil stat tilknyttet. Militariseringen indledtes under indtryk af svenskekrigene i 1643-45 og 1658-60, og tog fart efter enevældens indførelse i 1660, hvis hovedformål længe var at generobre de tabte Skånelande.

Et stærkt militær var nødvendigt for at nå dette mål, men var også ubærligt dyrt. En vigtig politisk strategi blev derfor at finde alliancepartnere som, indtil generobringen kunne realiseres, ville anvende de militære enheder mod betaling.

De militære alliancer kunne også bruges som middel til at opnå andre økonomiske aftaler, og konkrete militære indsatser drejede sig ligeledes ofte om konkrete økonomiske spørgsmål. Danmarks 2. enevoldskonge, Kong Chr. V, brugte en stor del af sin tid på at mønstre sine tropper og deltage i øvelser, og en analyse af hans egne dagbøger fra perioden 1689-91 afslører hvor vigtigt et politisk-finansielt redskab militæret var.

Europa i konflikt

Det politiske miljø i Europa var i Chr. V’s regeringsår præget af en intens kamp om overlevelse (1). Stormagten Frankrig, under solkongen Ludvig d. XIV’s ledelse, gerådede sig ud i talrige krige, bl.a. den Pfalziske arvefølgekrig 1688-1697, mod unionen England-Holland og en lang række mindre allierede lande forenet i en anti-fransk alliance.

Konflikten i Europa blev udkæmpet med rå magt i form af store hære og mægtige flåder. Det var et udtalt problem for mindre europæiske stater uden store, naturligt forekommende økonomiske ressourcer, og deres politiske indsats rettedes mod at indgå militære alliancer; dels for sikkerhed, dels for betaling (2).

Konflikten foregik til dels i Irland hvor et oprør støttet af Frankrig var brudt ud, hvorfor England var i bekneb for soldater. Landet kunne snildt bruge udenlandske tropper til at bekæmpe oprørerne, hvvilket i 1689 gav Chr. V muligheden for at sende et korps på 7000 danske soldater til Irland for at kæmpe på engelsk side, mod at englænderne fyldte den danske konges skatkiste med 7 tons guld.

En investering søsættes

Hvor stor betydning denne aftale havde for kongen ses af hvor nøje han følger afskibningen af soldaterne. I september 1689 er han personligt tilstede for at beordre tropperne til Skotland (3), som var mellemstation på vejen til Irland, og samtidigt for at inspicereflåden af transportskibe (4), og et par uger senere er han i Ribe for at se de orlogsfartøjer som skal beskytte dem.

De afsejler og Chr. V vender tilbage til København, men følger pr. brev løbende overførslen af korpset. Inden afrejsen er de samlede militære styrker helt anonyme, ikke en gang styrkens sammensætning af rytteri, infanteri og materiel kommenteres. Men ved afrejsen fremstod styrkerne som kostbare ressourcer som måtte nå frem. En flåde på 60-70 transport- og orlogsskibe, plus korpset på 7000 mand med udrustning, repræsenterede en ganske stor værdi og afsendelsen af flåden er derfor en risikabel investering.

I november får han at vide, at et enkelt skib er havnet i Glyckstad med 450 soldater fra Dronningens regiment til fods (5), og frem til februar 1690 får han konstant meldinger om hvor mange af de 7000 mand som endnu ikke er dukket op i Skotland.

I december 1689 er det 4500, så kun 1200 – 13 kompagnier fodfolk og fire kompagnier til hest – (6) og i først i februar 1690 ankommer de sidste 500 mand til Skotland (7). Han hæfter sig ved, at 130 mand fra fire kompagnier fra Prinsens regiment under oversejlingen blev taget af franske kapere, men redder sig land i provinsen Zeeland i Nederlandene.

Han bemærker også, at transportflåden på hele 59 skibe kun mister ét skib, og at alle udsendte orlogsskibe returnerer sikkert fra opgaven. Det drejer sig om “Christianus IV”, “Neptunus”, “Engelen”, “Hvide Falk”, “Danske Havfrue” og “Svenske Falk” (8) som kongen ved opremsningen i sin dagbog kan konstatere stadigt er en del af hans samlede “bestand” af flådefartøjer.

Franske kapere, dårlig navigation, og kæntringer var reelle farer, og hvert skib som vendte sikkert hjem, hvert kompagni som kom sikkert til Skotland, var lig med ressourcer reddet. Det forklarer hvorfor mængden af detaljer eksploderer ved ankomsten til Skotland, at de enkelte skibe navngives, og at antallet af tabt mandskab på overfarten til Skotland følges helt ned til pr. 100 mand og i kompagnier.

Jackpot!

Troppernes sikre ankomst i Skotland betød samtidigt, at aftalen om guld for soldater stadig var i spil. Investeringen var ikke længe om at give det forventede afkast. Den økonomiske præmie kommer i hus da Chr. V i februar 1690 noterer, at 7 tønder guld var modtaget af Kong Wilhelm af England (9).

Samme måned er de sidste danske tropper landet i Skotland, og i starten af marts er de første danske tropper ankommet til Irland (10). Der nævnes ikke andre transaktioner mellem Danmark og England i samme periode som berettiger til så store udvekslinger af guld, hvorfor guldet er den lovede betaling for soldaterne.

Et irske felttog

De 7 tons guld er hjemme, og umiddelbart kan han være ligeglad med forløbet af felttoget. Men Chr. V følger fortsat de danske troppers færd via breve som primært drejer sig om troppernes beredskabsstatus og formåen på slagmarken.

I juli 1690 får han via brev om at “alt står vel til” hos de danske tropper. Få dage efter får kongen besked om at et slag har stået, at kong Jacobs tropper retirerede mens “vores klarede sig vel” (11).

I august noterer Chr. V en rapport om “alt står vel til hos de danske tropper” (12) og samtidigt bemærkes det, at englænderne har mistet en konvoj med artilleri til brug ved belejringen af byen Limerick. Beskrivelser af slagene, sejre og nederlags betydning for kampagnen som sådan, eller hvordan tilstanden er blandt de engelske tropper, interesserer han sig ikke for.

Men at det er vigtigt, at de danske styrker begår sig vel understreges da Chr. V i  juli 1691 kort noterer, at den irske hær er slagen ved Athlone, samt at den danske hær havde stor betydning for sejren (13). Det er karakteristisk for denne del af dagbøgerne at “alt-vel” meldingerne kombineres med information om, at det går knapt så godt for de engelske tropper. Derved understreges forskellen på den engelske og danske hærs situation; den engelske hærs modgang understreger den danske styrke som en succes.

Reelt er kongens notater udtryk for kvalitetskontrol af militæret. Dets kvalitet på slagmarken er af afgørende betydning for Chr. V’s politiske prestige som er vigtig for evnen til også i fremtiden at kunne anvende soldaterne som politisk redskab og indtægtskilde (14).

Er styrkens kvalitet god er hans prestige høj, og hans muligheder for at skabe nye alliancer og tjene flere penge gode; er tropperne af lav kvalitet har han  vanskeligheder, både sikkerhedsmæssigt og økonomisk, også i forhold til det overordnede politiske mål om at generobre Skånelandene.

Flåden som politisk magtmiddel

Det irske felttog er kun ét eksempel på hvordan kongen bruger militæret i det politiske arbejde. Hvordan også flåden anvendes af kongen som militært middel i politik illustreres ved en kontrovers med Holland i 1689-90 om handelsrettigheder med Frankrig. En dansk handel med fjenden forsøges forhindret af Holland.

Den militære del af konflikten udspiller sig igennem opbringelser af parternes handelsskibe. I midten af 1690 bemærker kongen første gang i dagbøgerne hollandske opbringelser af danske skibe (15), og i december samme år beklager den hollandske repræsentant sig til kongen om danske opbringelser af hollandske skibe.

Dette indikerer, at der er blevet taget en beslutning om at gengælde opbringelserne, selvom dagbøgerne dog ikke nævner en sådan ordre. Repræsentanten får det afvisende svar, at de hollandske skibe først løslades når de danske skibe løslades (16), hvormed ét sømilitært pressionsmiddel er taget i brug; de hollandske opbringelser gengældes for at gennemtrumfe kongens vilje.

Sagen fortsætter i 1691, hvor kongen afviser at løslade de hollandske skibe ensidigt (17). Han åbner derimod en ny politisk front ved i februar at tilføje et nyt punkt om væbnet neutralitetspagt med Sverige, som reelt rettet mod det krigsførende England-Holland.

I den tænkes det, at danske og svenske flådestyrker i forening skal eskortere landenes handelsfartøjer og optræde fælles i tilfælde af trusler mod en af parterne. Det er af stor betydning, at dette foregår samtidigt med pågående forhandlinger om en evt. defensiv-pagt mellem Danmark og England-Holland. Kravet alarmerer begge landes repræsentanter, bemærker kongen (18), da de reagerer kraftigt på truslen om væbnet neutralitet. Det indikerer, at han dér har et godt pressionsmiddel.

Det suppleres senere med endnu et krav om, at de må acceptere de nævnte forslag – ellers er grundlaget for den militære forsvarspagt mellem parterne faldet bort (19); en trussel om helt at droppe den omtalte defensiv-pagt er tilføjet, hvilket potentielt kunne bringe Danmark nærmere Frankrig. Hermed er tre politiske pressionsmidler, alle centreret omkring det militære, taget i brug. Flåden er i disse forhandlinger det pressionsmiddel som kongen anvender for at gennemtrumfe sit mål om fri handel på Frankrig.

Forhandlingerne om en evt. militær defensiv-pagt med den engelsk-hollandske alliance drejer sig om udveksling af danske tropper mod at få engelsk-hollandske tropper “reciprok” som modydelse. Aftalen beskrives indgående af Chr. V i august 1690 hvor hele traktatens militære bestemmelser ridses op. Kongen fastslår nøje hvor mange skibe hvert land skal stille til rådighed, hvor store besætningerne er, og helt ned i detaljer om hvor mange kanoner der er tale om samt deres kaliber.

For at indgå i traktaten skal Danmark afgive 6 skibe, heraf to bestykket med 60-80 kanoner, 2 med 40-60 kanoner, og 2 med 36-40 kanoner. Landmilitære styrker indgår også i planerne og Danmark er umiddelbart udset til at skulle afgive 3000 mand.

Han tilbyder nu i 1691 4-5000 mand til brug for de allierede, hvis de til gengæld vil arbejde for at Danmark får “satisfaktion” for ønsker i forhold til det Romerske Rige (20). De eneste ønsker i forhold til den tysk-romerske kejser fremsat i dagbøgerne i denne periode er spørgsmålet angående told-indtægter på Elben. Forslaget på 4-5000 mand repræsenterer en væsentlig forhøjelse af indsatsen i forhold til et tidligere udkast om et dansk bidrag til defensiv-traktaten.

Handel til begge sider

At få ordnet sagen om Elb-tolden til dansk fordel er et spørgsmål som Chr. V længe har arbejdet på at få i hus qua forbindelsen med England. Chr. V har tidligere forsøgt  at koble spørgsmålet om Elben-tolden til udlejningen af tropper til det irske felttog, hvilket mislykkedes.

Chr. V lancerer så igen spørgsmålet i forbindelse med en evt. genoptagelse af forhandlingerne om en defensiv-traktat. De øgede militære styrker foreslås reelt som betaling for, at England lægger politisk pres på kejseren til Danmarks fordel, men det lykkes heller ikke at bruge defensiv-pagten som løftestang for at opnå kontrol med Elben-tolden

Men kongen lader ikke sagen dø hen og beordrer herefter indgåelse af en aftale med kejseren om udlejning af 3-4000 mand mod en ophævelse af Elben-tolden (21). Chr. V foreslår her en meget klar noget-for-noget aftale; soldater til gengæld for en økonomisk fordel i relation til Elben-tolden. Men heller kejseren lader sig friste af dette tilbud, men senere, i marts 1691, efterspørger han en forøget styrke på 4-5000 mand infanteri, samt 2000 ryttere (22).

Der medfølger dog ikke tilbud om økonomiske fordele til Chr. V som modydelse for den militære styrke, og otte dage senere afviser kongen forespørgselen med henvisning til, at han ikke stiller tropper gratis til rådighed (23). Han tilkendegiver dermed krystalklart, at militæret er en handelsvare i det politiske spil, ikke et gaveobjekt som afgives kvit og frit.

Opsummering

Det dominerende militære aspekt i Chr. V’s dagbøger viser klart militærets integrerede rolle i politik og økonomi i den tidlige enevolds-periode. Den volatile magtpolitiske situation i Europa, kombineret med den revanchistiske politik overfor Sverige som enevoldskongerne forfulgte helt til afslutningen af store Nordiske krig i 1720, betød at det oppustede og alt for kostbare militære apparat blev statens, dvs. enevoldskongens, omdrejningspunkt.

Militæret havde væsentlig indvirkning på statens finanser, var et attraktivt politisk aktiv i et farligt sikkerhedspolitisk miljø, hvor det var risikabelt at være uden alliancer, og på samme tid et nødvendigt redskab i “skarpe” aktioner til forsvar af egne økonomiske mål.