De syv svenske stormløb mod Bornholm

Krigens uhyggelige spøgelse holdes i armslængde af Bornholm

Frederik II havde travlt med at føre krig, så en lybækker blev Bornholms redningsmand da øen syv gange blev reddet fra et voldsorgie af mordbrand, voldtægt og plyndringer takket være foged Schweder Kettings energiske forsvarsindsats.

Levende brændt

Et af de erobrede skibe blev fyldt med nogle af de tilfangetagne søfolk, der blev bundet fast. Derefter blev skibet blev sat i brand. Ilden fængede dog ikke rigtigt, så de stakkels mennesker blev over en længere tid stegt levende. ”Dath volck eine effene tidt geschmoecket”, som det skrives om grusomheden. Senere kom 4 svenske både til for at få ilden til rigtigt at fænge. Fra andre skibe blev lybske søfolk smidt overbord.

Østersøen ud for Skåne og Blekinge var skueplads for flere store søslag under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Men trods svensk dominans i søen lykkedes det dem ikke at komme i land og indtage Bornholm. Forsvaret af øen var i hænderne på en kompetent og energisk lybækker.

Østersåen under Syvårskrigen
Østersøen ud for Skåne og Blekinge var skueplads for flere store søslag under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Men trods svensk dominans i søen lykkedes det dem ikke at komme i land og indtage Bornholm. Forsvaret af øen var i hænderne på en kompetent og energisk lybækker.

Den gale og brutale kong Erik

Krige blev (også) på den tid ført med stor grusomhed, hvor lejesoldater ofte fik lov at hærge frit i en periode efter at have erobret en by. Men denne krig blev ført med særlig stor grusomhed fra svensk side på befaling af den svenske kong Erik 14. Kongen havde læst Machiavellis ’Fyrsten’, en magtpolitisk manual til regenter, der netop anbefaler hensynsløs brug af magt. Det kan have været baggrunden for massakren ved Rønneby i Blekinge den. 4. september 1564, hvor omkring 2000 mennesker blev dræbt som hævn for et overfald på svenske tropper begået af danske partisaner, kendt som Snaphaner eller Gønger.

Portræt af Erik XIV (Wikipedia) af Domenicus ver Wilt, ca. 1560

Om hans sindssygdom, formentlig skizofreni, har spillet en rolle i den beordrede brutalitet kan man kun gisne om, men usandsynligt er det vel ikke. Livet ved hoffet var i hvert fald præget af hans voldsomme raseriudbrud; en forkert bevægelse eller en rømmen kunne i dårlige perioder udløse raseri, hvilket bl.a. kostede to tjenere livet. I et anfald af paranoia havde han den 24. maj personligt myrdet den i befolkningen populære adelsmand Nils Sture, fængslet på mistanke om konspiration mod kongen. Hans fader, Svante Sture, og en håndfuld andre adelige blev ligeledes myrdet af fængselsvagten på kongens ordre. Eriks halvbrødre, Johan 3. og Karl 9., fik i 1568 afsat Erik 14. som tyran.

Svenskerne kommer! – men får varm modtagelse

Baggrunden for det hele var, at den Nordiske Syvårskrig var brudt ud i 1563. Den 7. juli 1565 var et søslag mellem Rügen og Bornholm endt med svensk sejr, hvilket åbnede op for en svensk landgang på Bornholm. I juli mislykkedes det første gang at landsætte soldater, men en svensk flåde med 36 under admiral Klas Horn skibe dukkede igen op ved Bornholm den 10. sept. for at erobre øen. 3 dage og nætter sejlede han med flåden rundt om hele øen, som han ved lejlighed lod beskyde.

Men øen havde et yderst aktivt forsvar – angiveligt skal Ketting og han styrker have skudt 8 skud for hver 4 svenskerne afskød. Ketting skriver; ”..hverken sparede krudt eller bly fra sine hele og halve kartover”. Til slut sendte admiral Horn en lille dreng, der var blevet fanget i Blekinge, med et brev til øen, som han i truende vendinger opfordrede til forhandling og til at holde op med det ”narrespil”, som han kaldte det.

Tyske lejesoldater, bornholmske bønder, kanoner og disciplin

Så sejlede han på skrømt mod syd, men Ketting forstærkede sit kystværn med folk og kanoner og sammenkaldte mandskaberne fra 10 sogne for at give Horn, der igen vendte tilbage efter tre dage, endnu en varm modtagelse. Da denne til slut havde sendt 5 espinger (chalupper) med landsknægte for at gøre landgang, der under beskydning måtte vende om, sejlede han bort nordpå og lod 6 skibe tilbage at krydse under øen. Ketting skrev til Frederik II at ”..jeg har nogle tyske landskægte og bønderne i anstændig rustning, anvender flid dag og nat, ligger selv på stranden og holder bønderne under hård straf, at de skulle værge sig under livsstraf..”.

De 400 lybske landsknægte, der var professionelle lejesoldater, Kettings egen energiske tilstedeværelse og organisering, kanonerne indhentet fra Lübeck og truslen om dødsstraf til bondekarle, der stak af, har givet været udslagsgivende for det succesrige forsvar. Vigtigt var givet også de mange kystskanser som Ketting lod anlægge, hvor soldater og kanoner var godt beskyttet mod de svenske skibes beskydning; den svenske beskydning i forbindelse med forsøget på landgang 10. sept. skulle blot have kostet 2 ænder! livet. Mange af skanserne blev i øvrigt genistandsat og brugt under senere krige, ikke mindst i perioden 1807-14.

En falkonet fra 1500-tallet, fra Bauernkriegsmuseum, Mühlhausen, Thüringen (Wikipedia). Et mobilt forsvar godt bakket op af et antal lette kanoner, kendt som falkonetter, indhentet fra Lübeck beskyttede Bornholm mod krigens grusomheder.

Natligt modangreb

Fra 10. juni 1566 vendte han tilbage og 14 dage i træk lå Klas Horn igen under Bornholm med 36 store og 24 mindre skibe, foruden ca. 100 opbragte koffardiskibe, der forsynede flåden med proviant. Ketting lod sig ikke skræmme, men sendte en nat 2 både, bemandet med 12 mand ud til den svenske flåde. De kom tilbage med en pram (skøjte) ladet med købmandsvarer og 3 tilfangetagne søfolk. De berettede i øvrigt, at der på de svenske skibe kun ”ein arm nackendig Volkg sei”, dvs. skibene var bemandet med sparsommeligt, dårligt klædte søfolk.

Ny svensk storm – og drabelige trusler

En undsætningsflåde under den lybske admiral Bartholomæus Tinappel blev natten mellem den 28. og 29. juni 1566 ødelagt af en storm under Gotland. 7000 mand gik under. Så svensken havde altså stadig frit spil. Den 25. juli 1567 viste de sig igen ud for Hammershus med 33 orlogsskibe og 23 andre skibe. 13 både, som straks blev sat ud for at gøre landgang, blev i Kettings nærværelse afvist af den i begyndelsen ikke særligt talstærke kampstyrke, som – ”..heftig mit ihnen gescharmützelt..” – kæmpede hårdt mod dem og klarede sig ganske godt.

Så kom svensken igen med 19 skibe, som imidlertid også måtte vige med ”spot og spe” efter en intens kamp med det nu forstærkede mandskab, en kamp der varede til mørkets frembrud. Den 4. august sejlede svenskerne atter bort og truede i et brev med, at når de vendte tilbage, ville de dræbe hvert barn i vuggen og stikke ild på hvert hus.

Lübeck var ledende medlem af Hansaen, det Nordtyske handelsforbund som længe dominerede handelen på Østersøen. Men under den Nordiske Syvårskrig lå Lübeck indirekte i strid med bl.a. den nærliggende hanseby Stralsund, der livligt handlede forsyninger med Sverige, stik imod Lübecks interesser.

Uregerligt stats- og privat sørøveri

Ketting formåede ikke blot at forsvare Bornholm for lige siden krigens begyndelse i 1563 havde han sine egne krigsmæssigt udrustede kaperjagter, eller pinker, i søen. Dels for at være ajour med den fjendtlige flådes bevægelser og styrke, dels at føre krigen over mod fjenden og deres hjælpere. Andre hanseatiske købstæder handlede gerne med svenskerne og sendte en strøm af våben, ammunition, krigsfolk og en række andre livsvigtige forsyninger til Erik 14.s krigsmagt. Stralsund var de værste, mente Ketting og skrev: ”Hvis Stralsund ikke var der, kunne krigen ikke vare længe”.

Ketting selv var kendt og respekteret i kaperkredse; da en fribytter fra Danzig vædrede skipper Asmus Hansen, hjemmehørende i Rønne, lagde han straks fra igen, da han hørte, at en datter af høvedsmand Schweder Ketting var ombord. Ketting, og danske admiral Silvester Francke, stod i øvrigt i god forbindelse med den dansk-moskovitiske kaper Carsten Rode, som de fik efterretninger og erobrede varer fra.

Det var dog ikke uproblematisk at engagere kapere, da mange havde svært ved at skelne mellem ven og fjende, hvilket betød at mange danske og lybske skibe også blev angrebet. Nogle arbejdede udelukkende med egen vindig for øje. I 1569 havde en af Kettings pinker, ”Hase”, opbragt et finsk skib, ”Katte”, som prise, hvor kaptajnen solgte hele ladningen videre til egen fortjeneste, uden at betænke Ketting og Lübeck. På Bornholm blev han først dømt til galgen, men dog siden ”benådet” til henrettelse med sværdet, hvilket blev anset som mere ærefuldt.

Mærkeligt drivgods skvulper i strandbredden

I 1570 kom endnu en svensk flådestyrke på 43 skibe til Bornholm, sejlede rundet om øen for at opsnappe handelsskibe, og ville endnu en gang gøre landgang. Men Ketting havde igen opdaget flåden i tide, fulgte efter den med landfolket, nogle knægte og godt skyts, og forhindrede dem på ny i at komme i land med både døde og sårede til følge. De døde bandt svenskerne til brædder med en mark til tærepenge, så de kunne blive begravet på stranden, efter at være drevet i land.

En soldat med arkebus (hagebøsse), der afløste lodbøssen og var forløberen for musketten

Et af de svenske skibe koffardiskibe kom på et tidspunkt tæt ind under land, hvilket gav Kettings folk anledning til at angribe og borde skibet med 30 mand i tre både. Da svenskerne så at skibet var blevet erobret, lod de en pinke med måske over 100 mand sejle op på siden for at generobre det; men Ketting lod fra sin position inde på stranden tre falkonetter og hageskyts løsne mod svenskerne ”..så at man med stor lyst kunne se, hvor jammerlig de faldt over ende”. De resterende uskadte svenskere formåede dog at redde sig ud af kniben og komme tilbage i sikkerhed.

Tak – og farvel, farvel

Efter dette forgæves invasionsforsøg var der ikke yderligere svenske forsøg på at bemægtige sig Bornholm, og desuden lakkede krigen lakkede mod enden uden at nogen af parterne kunne få overtaget. Freden i Stettin 13. december afsluttede krigen. Kettings indsats blev værdsat af Frederik II ved at Ketting i 1565 blev udnævnt til kongelig foged over kirkegodset og fik tildelt 30 bøndergårde som len.

Men selv om bornholmerne anerkendte hans krigsindsats, uden hvilken man indrømmede at have være fortabt, og selv om han inden krigen havde forsøgt at rette op på tidligere fogeders kritisable styre af Bornholm, blev han aldrig populær. Måske fordi de 900 daler i uretmæssige bøder, som han indvilligede i at tilbagebetale til bornholmerne, aldrig blev udbetalt af Lübeck. Kongen afsatte Ketting som kongelig kirkefoged allerede i 1571, og forlangte ham desuden afsat som lybsk foged pga. sagen om de 900 daler. 19. marts 1573 takkede han på Bornholms Landsting af efter 17 års tjeneste, og ernærede sig i sine sidste år i Lübeck i bryggererhvervet, som han også var del af før hans tid som bornholmsk foged. Han døde i august 1577.

Forfatter: JG

Kilder:

Bornholmske samlinger
Palle Lauring, Dansk renæssance
Dansk biografisk leksikon, Schweder Kettingk
madmonarchs.guusbeltman.nl/madmonarchs/eric14/eric14_bio.ht