Danskere og nordmænd oplevede invasionen 9.april og besættelsen vidt forskelligt. Danmark overgav sig efter få timer mens nordmændene kæmpede i flere uger med deltagelse af britiske, franske og polske styrker. Desuden overtog den norske nazist Quisling magten i landet mens den danske folkevalgte regering blev siddende. Disse ’norske tilstande’ og ’danske tilstande’ har en række historikere fra begge lande – alle fremtrædende historikere inden for besættelsestidsforskningen set nærmere på.

Emnerne strækker sig fra de politiske systemer i Danmark og Norge og forvaltningen under besættelsen, herunder de økonomiske relationer med Tyskland, over modstandsbevægelserne og jødeforfølgelserne, til retsopgøret og erindringen om krigstiden i efterkrigstiden. Behandlingen er ubestridt kompetent, men også ret teknisk præget, hvilket også sproget og tonen bærer stærkt præg af. En sætning som ”I en historisk analyse har Henrik Dethlefsen søgt at overskride Kirchhoffs dikotomi mellem konsensus- og konfliktorienteret historieskrivning for i stedet at indlæse dansk besættelsesforskning i de funktionalisme/intentionalisme-model, der er så velkendt fra Holocaust-forskningen” hører til i den ret akademiske kategori og illustrerer, at bog mest henvender sig til fagfolk. ’Almindelige læsere’ vil nok have svært ved at følge og/eller holde interessen fanget.

Det er lidt synd, for forfatterne peger på en lang række yderst interessante forskelle og ligheder. Et fællestræk var, at ingen af landene var forberedt på krig da begge landes eliter allerhelst ville indgå i et samarbejde med Tyskland. Faktisk var statsminister Stauning så opgivende i forhold til en dansk modstand i tilfælde af en tysk invasion, at det vakte stort røre og pustede til en underliggende kulturkamp mellem landboprægede, konservative og autoritære kræfter og generelt mere udviklingsorienterede, demokratiske og by-orienterede kræfter.

Et spændende aspekt af krigstidens Danmark med rødder i den bredere europæiske politiske udvikling, der dog desværre ikke behandles i dybden. For vi skal videre – andre temaer skal også behandles – for bogens sigte er at dække besættelseshistorien bredt, hvilket umuliggør dvælen ved de enkelte emner.

Også baggrunden bag den tyske topnazist og rigsbefuldmægtige i Danmark Werner Best’ dobbeltspil er spændende og oplysende læsning. Hård i filten over for Hitler i forhold til Danmark – men reelt beskyttede han de danske myndigheder mod føreren. At det tætte danske samarbejde med den tyske besættelsesmagt, der for manges vedkommende bestod af benhårde nazister med blod på hænderne, betød at Danmark som ”fredsbesat” ikke regnedes for at være i krig var en lykkelig og kraftigt medvirkende faktor til de danske jøders redning. Topnazisten Best lækkede faktisk datoen for jødeaktionen til det dansk-jødiske samfund, og sikkert overraskende for mange fandtes en udbredt modvilje i det tyske system i Danmark mod en dansk jødejagt. Ja,man lovede endda ikke at sende danske jøder til tilintetgørelse i Øst.

I Norge ødelagde den norske nazist Vidkun Quislings kup og de ugelange kampe efter 9. april muligheden for et samarbejde. 40 % af de norske jøder, ca. 7-800 personer, blev dræbt mod blot 50 danske. Her er stadigt stof til en debat om Scavenius samarbejde med Fanden i Berlin.

I behandlingen af den danske og norske modstandsbevægelses historie er det ikke mindst overraskende, at den danske modstandskamp var langt mere intens og aktivistisk end den norske da den først kom i omdrejninger i løbet af 1943. Det udmøntede sig bl.a. i langt flere danske stikker-likvideringer og sabotagehandlinger. I Norge bestræbte man sig tværtimod på at bekæmpe en sådan aktivistisk modstandskamp, som man primært så som et resultat af uønsket kommunistisk indflydelse på norske tilstande. Hvilket i øvrigt også afspejlede en udbredt opfattelse om modstandskampen blandt danske politikere, men uden at lede til samme resultat, for i Danmark var det netop kommunisterne, og senere også højreradikale kræfter, som stod uden for det gode selskab der stod for den aktive modstand.

Det søges forklaret ved et større sammenhold i den unge norske nation (selvstændigt i 1905) og ved at pege på, at behovet for at gøre modstand var større i Danmark end i Norge pga. den hurtige danske overgivelse i 1940. Den ydmygende kapitulation kan have betydet et større behov for at markere et tilhørsforhold til den engelsk-amerikanske lejr. Og de danske kommunister, som var de mest aktive i modstandskampen, havde en stærk interesse i at ødelægge det gode dansk-tyske samarbejde der netop gjorde den fælles dansk-tyske forfølgelse af dem mulig. På denne måde belyses og diskuteres mange af krigens politiske forhold, dog uden at resultere i krystalklare svar, for endnu er alt ikke belyst og mange beslutninger har uklare eller spegede baggrunde.

Sådan er der en hel del interessante og oplysende artikler om de to landes besættelseshistorie, men desværre står alle artiklerne hver for sig, uden at være samordnet som et hele. Forfatterne har fra begyndelsen ikke haft til hensigt at skabe en samlet behandling af emnet, hvilket kun kan ærgre da det betyder at læseren selv skal ”smøge hjernebarken op” og udføre arbejdet. Netop på baggrund af de mange oplysninger og historiens mange facetter er det en stor mundfuld, og mange vil nok stå tilbage med en del uopklarede spørgsmål. Men med de interessante enkeltbidrag om besættelsestids-historienspolitik, økonomi, modstand mv. vil bogen kunne fungere som et opslagsværk om ’De fem mørke år’ i henholdsvis Danmark og Norge.

Anmeldelse af Jens Geisler

Fakta om bogen

Titel: ‘Danske tilstande, norske tilstande 1940-45’

Forfatter: redigeret af Dahl/Kirchhoff/Lund/Vaale

Omfang: 408 sider

Forlag: Gyldendal 2010

Pris: 349,95 på www.saxo.dk