Historien er centreret omkring magt; militær magt.

Den første samlede fremstilling af dansk krigshistorie dækker historien fra de tidligste grænsestridigheder til de seneste militære engagementer i Irak og Afghanistan. I en nøgtern tone redegøres for konflikterne, som afslører at Danmark historisk set ikke kan placeres på nogen højt svunget, idealistisk fredspiedestal.

Bogens fokus er den overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske indfaldsvinkel, hvor konger og stormænd er de primære aktører. Udgangspunktet er, at begreber som ære og hævn og religiøse forhold er betydende faktorer for historiens udvikling fordi adelsmænd og konger er nøglepersoner med så megen magt, at de alene kan påvirke historiens gang. Dermed afviger bøgene fra senere tiders tradition for historieformidling, som ser bort fra disses krige og politiske rænkesmederi ud fra en opfattelse af, at disse alligevel var underlagt dybereliggende økonomiske strukturer og udviklinger.

Gennemgangen viser, at danske ledere gennem tiden været ganske realpolitiske, og ikke holdt sig tilbage når det drejede sig om at anvende vold i politik, jvf. Clausewitz lære om at “krig er politik med andre midler”. I det tidligste Danmark var fæstningsbyggerier og militær organisering af riget en naturlig og integreret del af det politiske liv; trelleborgene var fx. del af en militær og politisk samling af riget, dels rettet mod rigets stormænd, dels mod en sydfra kommende trussel fra Frankerriget.

Vikingetidens samfund byggede i høj grad på succes på slagmarken og røvertogterne til fjerne egne var en udløber af dette. Den militære succes som muliggjorde Knud den stores Nordsø-imperium, omfattende England, Norge og Danmark, nødvendiggjorde ændringer af både den civile administration af riget og den militære organisation som skulle holde det hele sammen.

Politiske alliancer var også et middel til at holde sammen på et rige og militære engagementer var en ganske vigtig komponent i disse. Danske regenter kunne derved opnå optagelse i livsvigtige magtkonstellationer på europæisk plan. Megen indflydelse og status knyttedes til deltagelse i tidens politiske trends, som fx. korstogene, hvad enten de foregik i Mellemøsten eller på den anden side af Østersøen.

Det militære og politiske pres fra syd knyttes sig også til beretningen om den overraskende danske alliance med venderne rettet mod den tyske kejser; venderne, som vi siden knægtede for at skabe et Østersø-imperium under korstogs-banneret. De mange og kostbare krige for at fastholde de udstrakte besiddelser og stormagtstatus i skarp duel med Sverige fylder naturligvis en del, og fortæller om Danmarks endelige fald fra tinderne som stormagt.

Svenskekrigene berørte spørgsmålet om selve retten til at anvende magt, et tema som konge og adel længe kæmpede om, men som kongemagten endte med at vinde efter svenskekrigenes kostbare og katastrofale resultat. Krigene var instrumentale for Danmarks forvandling til militærstat – en hær med et civilt samfund tilknyttet – som kun kunne realiseres ved overgang fra domænestat til skattestat.

I samme periode gik Norden fra at være en relativt ligegyldig region i periferien af Europa, hvor vi kunne slås af hjertens lyst mod svenskerne uden at det interesserede mange, til at være væsentligt mere integreret i europæisk storpolitik, domineret af den fransk-engelske duel. Den stigende internationale handel i Østersøen, affødt af den engelske og franske afhængighed af korn, tømmer m.m., betød alt for afgørelsen om herredømmet over Øresund.

Hollænderne m.fl. var længe vores garant for, at Danmark ikke opslugtes af Sverige, og måske årsag til at der gik lang tid før danske konger forstod, at Danmark ikke længere var en stormagt. Tabet af Skånelandene og nederlagene i englænderkrigene burde tydeligt have demonstreret dette, men helt op til 1864 spillede vi højt spil på baggrund i opfattelsen af, at nogen ville komme os til hjælp.

Det skete ikke, vi fik klø, siden har vi ikke “spist kirsebær med de store”, men har holdt os uden for og trygt gemt os bag andres værn (skørter?). Dette er næsten hele bind II viet til at fortælle om, hvilket forekommer mig at være lige lovligt meget, men naturligvis er denne periodes militære konflikter i 1848 og 1864 veldokumenteret og har direkte relevans til nutiden. Nederlaget resulterede i en pacifistisk politisk linje, som prægede landet under 1. Verdenskrig, og til dels også under den efterfølgende verdenskrig.

Det fremhæves, at det er selvsamme pacifistiske linje som har påvirket historieopfattelsen blandt mange historikere i retning af økonomiske faktorer og bort fra den militærhistoriske vinkel. Dette syn blev ikke udfordret i efterkrigstiden, hvor den danske selvopfattelse som gode, alttruistiske frelsere blev slået fast gennem diverse fredsbevarende operationer, hvor vi forsøgte at få omverdenen til at opføre sig lige så pænt som os, og lade være med at slås.

Det ændrede sig først nogen tid efter Murens fald, hvor vi igen tog fat på de “skarpe” missioner i Mellemøsten. Igen fordi den politiske ledelse fandt det vigtigt at deltage militært i den internationale anti-terror trend som kaldes “Krigen mod terror”. Denne behandling af danmarkshistorien udfra en militærhistorisk vinkel må så være affødt af de nye, mere militært orienterede, tider. Logisk nok.

Under alle omstændigheder er “‘Dansk krigshistorie I-II” en værdifuld indføring i den betydende rolle militære forhold har haft for udviklingen af det danske samfund. Den samlede fremstilling af dansk historie set gennem et kanonløb er et flot, grundigt og ganske velfortalt stykke arbejde, som vil berige mange med en ny forståelse for sammenhængen mellem konflikter og samfund, indenrigs- som udenrigs.

Anmeldelse af Jens Geisler

Fakta om bogen

Titel: Danmarks krigshistorie I-II

Hovedred.: Ole Frantzen og Knud J.V. Jespersen: Sven Kuchler Poulsen

Omfang: 640 sider, ill., indbundet og i kassette

Forlag: Gads Forlag

Pris: 599,-