Bernhard Schade – eventyrer og soldat i Burma

Mange europæere kender i dag kun Burma fra avisernes lejlighedsvise beretninger fra “de gyldne pagoders land”, Rudyard Kipling’s Mandalay-digt og de dramatiske beretninger fra opiumsmarkerne i “den gyldne trekant”. Men i slutningen af 1880’erne var Burma et eldorado for europæiske eventyrere, fribyttere, driftige handelsmænd og barske søfolk. Én af disse eventyrere var en 18-årig knægt fra Aalborg, Bernhard Schade, der kom til Burma i slutningen af 1884.

af Knud Aundorf

Mange europæere kender i dag kun Burma fra avisernes lejlighedsvise beretninger fra “de gyldne pagoders land”, Rudyard Kipling’s Mandalay-digt og de dramatiske beretninger fra opiumsmarkerne i “den gyldne trekant”. Men i slutningen af 1880’erne var Burma et eldorado for europæiske eventyrere, fribyttere, driftige handelsmænd og barske søfolk. Én af disse eventyrere var en 18-årig knægt fra Aalborg, Bernhard Schade, der kom til Burma i slutningen af 1884.

I 1884, fra dækket af barken EVELYN af Liverpool, kunne den unge styrmandselev Bernhard Schade se Burma’s lave, grønne kystlinie nærme sig i morgendisen. Intet er skønnere end forventningens glæde, og med udsigt til eksotiske oplevelser i en fremmedartet by, stillede unge Schade sig ved rælingen klædt i sit stiveste puds. Han stirrede betaget ind mod Burma’s hovedstad Rangoon, hvor han kunne se Shwe Dagon pagodens gyldne spir glimte i solen.

Shwe Dagon pagoden i Rangoon
Shwe Dagon pagoden i Rangoon

En rask beslutning

Styrmanden ombord, der var en streng mester og gudfrygtig herre, var bekymret ved at lade en så ung mand blande sig med forsamlingen af bandende, drikfældige og noget ramsaltede søulke, så han forbød uden videre Schade at gå i land.

Efter en 5 måneders rejse fra England til Burma via Singapore, var det et hårdt slag ikke at kunne komme på en tiltrængt landlov, men styrmandens forbud tog alligevel ikke helt pippet fra den kommende soldat Schade! Uden betænkning hoppede Schade over rælingen som han gik og stod og begyndte at svømme ind mod land i den stærke strøm.

Mere død end levende nåede han efter 500 meters svømning bredden, hvor han kastede sig omkuld, gispende efter vejret. Et kort øjebliks hvile, så måtte han videre. Både var blevet sat i vandet for at fange ham ind igen, og de nærmede sig hastigt.

Det lykkedes ham at komme op at køre med en hestevogn og klare sig frem til et spisehus, hvor han tilbragte resten af dagen sammen med søfolk fra nogle af de andre skibe, der lå i havnen. Samme aften hjalp en spisevært ham videre til et buddhistisk kloster, hvor han skjultes af munkene. Schade kom til at tilbringe 15 dage hos munkene i klosteret, hvor han spiste og deltog i den daglige undervisning.

Skipperen på EVELYN havde imidlertid udsat en dusør på 10 Pund til den, der kunne bringe Schade tilbage til skibet, og Schade blev da også livligt eftersøgt af det europæiske politi i Rangoon. 3 gange blev han indfanget og fremstillet for politichefen, men hver gang lykkedes det ham at stikke af og vende tilbage til munkene.

Omsider afsejlede EVELYN fra Rangoon, og Schade kunne komme frem fra sit skjul, hvorfra han i 15 dage havde leget kispus med politi-konstablerne, der var ude efter dusøren.

Beslutningen om at rømme fra EVELYN og forblive i Burma, vendte op og ned på Schade’s liv, der indtil da var forudbestemt til at skulle tilbringes på verdenshavene som skibsfører. Han blev i Burma i næsten 15 år og gennemlevede hele perioden med det gamle Ava-kongedømmes fald og den britiske anneksion af Øvre Burma.

Han var med til at indtage Mandalay i november 1885, fragtede burmesiske krigsfanger til fængsler og fangelejre i Britisk Indien og jagtede som politiofficer opiumssmuglere og røverbander over det meste af Burma.

Schade nedskrev i 1920’erne til sit barnebarn beretningen om sine eventyrlige år i Burma i et stilehæfte. Beretningen, der dog ikke er nogen helt pålidelig kilde, men netop derfor ikke mindre farverig og underholdende, har overlevet de efterfølgende ca. 80 år, og er endt her i Danmark som et vidnesbyrd om den pionerånd og eventyrlyst, der var – og er – drivkraften bag mange danskeres virke i udlandet.

Tømrersønnen fra Aalborg

Bernhard Emil Julius Ernst Schade fødtes i Aalborg den 3. Februar 1866 som det yngste af i alt 12 børn. Faderen, Frederik Joseph Marius Schade, der var født 1818, formentlig i Slesvig-Holsten, havde i 1850’erne virket som en af kongerigets embedsmænd i Kiel, men i begyndelsen af 1860’erne var han kommet til Aalborg, hvor han som tømrersvend havde bosat sig i Boldgyden, det nuværende Roldgade.

Byens bedre borgerskab var faddere ved Schades dåb: vinhandler Lund’s enke i Østerå, vinhandler Werner, tømrermester Boss, den gamle købmand, konsul Schrøder og fotograf Tønnies, der dengang havde atelier på Nytorv. Da Bernhard Schade nåede skolealderen blev han sendt til København, hvor han kom i St. Petri tyske skole i St. Peders Stræde.

Schade i 1885
Schade i 1885
Faderen døde 1883. En nær ven af familien, søofficeren Christian Gjørtz Middelboe (1852-1920), den senere marineminister i ministeriet Sehested, der var gift med en datter af vinhandler Lund i Aalborg, trådte til og hjalp den nu 17-årlige Bernhard Schade med at opnå plads som styrmandselev hos kaptajn Stevenson på den engelske bark EVELYN. Sommeren 1884 afsejlede EVELYN fra England og nåede via Singapore Rangoon i slutningen af 1884.

Patrulje på Irrawaddy-floden

I Rangoon befandt Schade sig efter EVELYN’s afrejse uden midler og fremtidsudsigter. Lidt Burmesisk havde han lært af munkene i klosteret, men næppe nok til at klare sig.

En kort tid arbejdede han derfor for the Bombay Burmah Trading Corporation, der havde koncessionen på at fragte fældede teak-stammer fra Øvre Burma ned ad Irrawaddy-floden til Rangoon.

Schade var imidlertid kommet på en venskabelig fod med den danske konsul – en englænder! Denne ville gerne hjælpe Schade og gav ham en anbefalingsskrivelse til den engelske oberstløjtnant Rawlinson, der var øverste chef for den engelske hærs forsyningstjeneste i Burma.

Rawlinson fattede sympati for den unge Schade og gjorde ham til soldat i den indiske hær og til chef på en damppram, FIREFLY, med hvilken han skulle patruljere Irrawaddy-floden fra byen Prome op til Minhla-fortet, der lå på grænsen mellem det britiske Nedre Burma og det daværende Ava-kongedømme, eller Øvre Burma, med hovedstaden Mandalay.

I det meste af resten af 1885 sejlede Schade med sin damppram med indisk besætning og 40 gurkha-soldater som eskorte frem og tilbage mellem Prome og Minhla.

The 6th Queen Elisabeth's own Gurkha Rifles i Burma omkring 1880
The 6th Queen Elisabeth’s own Gurkha Rifles i Burma omkring 1880

Burma-krigen bryder ud

I august 1885 blev the Bombay Burmah Trading Corporation imidlertid uenig med den burmesiske kong Thibaw i Ava om afregningen for teak-koncessionen. Den britiske regering intervenerede og foreslog nedsat en uvildig koncession til afgørelse af tvisten.

Kong Thibaw, der regerede 1878-1885, var en tyran som havde til hensigt at alliere sig med franskmændene. Han beskyldte the Bombay Burmah Trading for at snyde med afregningerne og havde ikke tillid til nogen uvildig kommission, hvorfor han ikke bøjede sig.

Striden resulterede i den kortvarige krig  i november 1885 mellem Storbritannien og Øvre Burma, der endte med kong Thibaw’s tilfangetagelse og deportation og den britiske anneksion af hele Burma.

Kong Thibaw - der af briterne blev tvunget til at trække sig tilbage d. 1. januar 1886
Kong Thibaw – der af briterne blev tvunget til at trække sig tilbage d. 1. januar 1886

Under denne krig, der næppe varede mere end 14 dage, sejlede Schade med FIREFLY patruljetjeneste om dagen. Om natten rekognoscerede han de burmesiske forter ved at sejle helt op under dem for derefter at være forsvundet igen ved første lys om morgenen. Under en sådan rekognoscering kom prammen ved en fejltagelse ind i en forkert kanal og løb på grund på en mudderbanke.

Schade fortæller levende og veloplagt om begivenheden i sin skriftlige beretning. Da dagslyset brød frem, kunne burmeserne fra fortets brystværn se den strandede damppram under fortets mure. Rygende på store cigarer samledes de i hundredtal langs brystværnet, hvor de kom med opildnende tilråb og gjorde tykt nar af den svedende indiske besætning, der sled for at få prammen fri.

Ikke et skud blev affyret, men en Gurkha-sergeant på prammen blev rasende og hævede sin riffel. Schade slog imidlertid riflen fra ham: “Jeg havde ikke lyst til at indlade mig i kamp med et befæstet fort, kun med en damppram med 2 Gatling-maskingeværer, der på grund af den korte afstand til fortet, ikke kunne rettes mod brystværnet.”

Fortet stormes

De 40 Gurkha’er kom imidlertid Schade til hjælp, og sammen stormede de fortets hovedport. Inden et skud nåede at blive affyret, gik fortets port op, og den burmesiske general og hans stab kom ud, smilende. De ønskede at overgive sig, idet de var under ordre om ikke at gøre modstand – og i øvrigt kun havde få skydevåben. Der var ikke meget krudt i de frygtindgydende kanoner, der strittede ud fra fortets mure i alle retninger. Det viste sig at være afhøvlede og malede teak-stammer!

Schade var først skeptisk og frygtede en fælde, men da burmeserne samlede deres våben i bunker og begyndte at hale kogegrej frem, måtte han lade sig overbevise.

Nede ad floden var den britiske general Sir Harry North Dalrymple Prendergast (1834-1913), der selv havde fået the Victoria Cross i 1857 under det indiske oprør samtidig på vej med en hel flotille af flodbåde med den 10,000 mand store ekspeditionsstyrke, der skulle angribe Mandalay.

Da generalen fik øje på “kanonerne” på “Schades fort” affyredes nogle få skud fra en kanonbåd, hvorefter hele flåden i panik vendte om for at komme uden for skudvidde.

HATA, et af de fartøjer som besejlede Burmas floder
HATA, et af de fartøjer som besejlede Burmas floder

Schade hejste det britiske flag over fortet, flotillen vendte om, og den britiske general steg i land med en hale af stabsofficerer efter sig. Da han rød i hovedet nåede op til fortets port, blev han mødt af Schade og hans 40 Gurkhaer, der stod i stram retstilling og præsenterede gevær. Under sine stabsofficerers fnisen modtog general Prendergast formelt fortet af Bernhard Schade.

Schade har i sin beretning nok pyntet en del op på begivenheden. Generalen har – naturligt nok – ikke medtaget den i sine erindringer. Schade oplyser selv, at det var Minhla-fortet, der var den sidste forhindring på vejen til Mandalay, der blev indtaget den 28. November 1885.

Indtagelsen af Minhla-fortet krævede i vireligheden indsættelsen af et helt britisk regiment, og blev meget blodigt. Det må derfor være et andet og mindre fort, Schade indtog. At Schade indtog et af flodforterne er bekræftet af en engelsk forfatter, der fulgte general Prendergast på hans ekspedition, men trods al tapperhed og god hjælp fra de 40 Gurkha’er vandt Schade næppe krigen helt alene!

Politiofficer i Burma

Efter Mandalay’s overgivelse og den burmesiske kong Thibaw’s deportation fortsatte Schade sin tjeneste på FIREFLY, men efter yderligere nogle måneders tjeneste blev han overflyttet til politiet, hvor han i de næste år var beskæftiget med at eskortere burmesiske krigsfanger, der blev taget til fange under den fortsatte guerilla-krig til fængsler og fangelejre i Indien.

For sin deltagelse i Burma-krigen i 1885-1887 blev Bernhard Emil Julius Ernst Schade dekoreret med den britiske India General Service Medal (1854-1895) med spændet “Burma 1885-7”.

Den britiske India General Service Medal. Den ses her med to spænder for Burma krigene.
Den britiske India General Service Medal. Den ses her med to spænder for Burma krigene.
Schade var oprørt over den ofte brutale og hensynsløse behandling de burmesiske fanger blev udsat for af de britiske myndigheder. Meget kunne han ikke gøre for at lette deres kår, men hele vejen gennem hans beretning om denne tid får man et indtryk af en human og medfølende indstilling og en oprigtig hengivenhed for det folk, han levede blandt i næsten 15 år.

Schade avancerede med tiden til Chief Inspector i European Constabulary i Rangoon, gennemrejste som politiofficer det meste af Sydøstasien og Indien, besøgte Kina og Afghanistan, befandt sig i mange farefulde situationer og havde mange eventyrlige oplevelser i landet “hvor Burmapigen sidder, med sit blik mod havet ud”. På en rejse mødte han den 6 år yngre Lucy Alice Thompson, med hvem han giftede sig i 1889.

Til Siam (Thailand)

Schade genså aldrig sit fædreland, men forblev i Burma indtil 1898, hvor han brød op og rejste til Bangkok, Siam. Her etablerede han sig først som hotelvært, senere som selvstændig forretningsmand.

En tid bestyrede han det tidligere af  H.N. Andersen (af ØK berømmelse) ejede Oriental Hotel, indtil han overtog The old Bodega, der senere blev revet ned for at give plads til Hotel Europa.

Oriental Hotel i Bangkok som Shcade var bestyrer af
Oriental Hotel i Bangkok som Shcade var bestyrer af

Hoteldriften var for stillesiddende for den efterhånden aldrende eventyrer. Han foretog mange rejser i hele Sydøstasien, knyttede mange kontakter, og involverede sig i mange forskellige forretningsforetagender. Han var en af initiativtagerne i handelen med kokosnødder, var involveret i minedrift, ligesom han i en lang periode virkede som assuranceagent i Bangkok.

Under urolighederne i Kina 1913-1914 brød han op fra Bangkok og tjente 6 måneder i Sun-yat-sen’s gendarmeri i Nanking.

Bernhard Emil Julius Ernst Schade døde i Bangkok den 19. April 1932 efter nogle måneders sygdom. De europæiske aviser i Bangkok bragte lange nekrologer over Schade, ligesom de løbende ved små-notitser havde orienteret om hans sygdom.

Schade blev fulgt til graven af hele den danske koloni i Bangkok. Ved båren talte den danske generalkonsul og “Bangkok Times” tog en lidt vemodig afsked med en af de sidste af de oprindelige eventyrere, der var kommet til Østen som ganske ung og havde besluttet at tilbringe resten af sit liv derude.

“The Siam Observer” tog med let undren en ligeså vemodig afsked med en af de sidste af de ældre europæere derude, der regelmæssigt brugte “a bicycle as a means of locomotion”!

Schade efterlod sig i Bangkok en søn, Frederik August Schade og en sønnesøn Guy Eugene Schade.

Pålidelige folk vil endvidere vide at fortælle, at Schade i sin tid for indtagelsen af det burmesiske fort, blev indstillet til den højeste tapperhedsdekoration en britisk soldat kan tildeles, the Victoria Cross. På grund af en fejl blev sagen aldrig videreekspederet – og Schade opnåede ikke at få dekorationen.

Noget tyder på, at historien ikke helt savner grundlag. Sagen er p.t. under undersøgelse i Storbritannien for én gang for alle at få be- eller afkræftet den sejlivede historie om Aalborg’s Victoriakors.