‘Artillerist på Vestfronten’ er sønderjyden Thomas Sølbecks krigserindringer fra årene 1917-18 (skrevet ca. 10 år efter), hvor han kæmpede som artillerist i en enhed udrustet med feltkanoner tilhørende 4. Garde-infanteridivision i den tyske hær i Frankrig. Beretningen spænder fra indkaldelsen i Haderslev over Frankrig til Tyskland og hjem igen, og fra træningen over fronttjenesten til kort efter hjemsendelsen.
I et ligefremt sprog bringer den meget faktuelt orienterede fremstilling os fra stilling til stillling, og over hyppige konstateringer af, at så drev han rundt her, og så drev han lidt rundt der. Realistisk, men ikke videre ophidsende, lærer man at meget af tiden forløb med ophold umiddelbart bag frontlinjen, og selv når enheden befandt sig helt fremme var der som oftest relativt roligt.
Han kom dog også i kamp, og overlevede både gas- og tankangreb, og stod over for franske, britiske og amerikanske tropper. Her må adrenalinen have pumpet, men han nøjes med næsten resigneret at konstatere, at ‘jah, sådan gik det til’. Den nøgterne, refererende fremstillingsform holdes konsekvent, og de følelses- og sansemæssige sluser åbnes aldrig op.
Selv forholdet til frontkammeraterne igennem 17 måneder beskrives ikke nærmere. Bogen blev da også skrevet med henblik på at indvie hans nærmeste i krigsoplevelserne, ikke med offentliggørelse for øje. Oplysende er dog beskrivelserne af de meniges udpræget fjendtlige forhold til officerer og personel som permanent tjente bag frontlinjen, og som de hærdede frontsoldater anså for at være kujoner.
Også beskrivelsen af glæden ved at møde andre dansktalende i det fremmede miljø, og det afmålte men alligevel gode forhold mellem soldaterne og de franske civile i hvis hjem de ofte boede, er interessante. Revolutionstumulterne i 1918-19 berøres perifert, men bemærkelsesværdigt er det, at han noterede sig at dolkestøds-legenden – det angivelige forrædderi som nazisterne ophidset gav skylden for nederlaget i verdenskrigen – allerede da var udbredt.
Erindringerne giver et distanceret indblik i en dansksindet sønderjydes ufrivillige, men loyale, deltagelse på tysk side i verdenskrigen. Dog hele tiden med ideen om at “melde sig til Nordfronten”, som en desertering fra kejserens hær lettere ironisk kaldtes, i tankerne. For netop ikke at blive indkaldt til kampen mod de revolutionære spartakister gik han i 1919 over grænsen til fædrelandet, Danmark; i denne sammenhæng præsenteres man for stærke følelser.
Anmelselse af Jens Geisler
Fakta om bogen
Titel: Artillerist på Vestfronten , 176 s.:
Forfatter: Thomas Sølbecks
Omfang: 176 sider
Forlag: Gyldendal, 2010
Pris: 249.- kr på Saxo