af Jens Geisler

De danske “Top Guns” var under Libyen-missionen yderst aktive og kastede op mod tusind bomber. Og siden Den Kolde Krigs afslutning har danske soldater Danmark deltaget aktivt i adskillige større krige eller militære aktioner, mens de under 40 års kold krig ikke kom nær en krigszone.

Poul Villaume, dr.phil. og professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, har i mange år forsket i dansk udenrigspolitiks moderne historie og ser med kritiske øjne på de seneste årtiers mere militært orienterede sikkerheds- og udenrigspolitik.

Ifølge Villaume bør forandringen i den danske udenrigspolitiske profil efter Den Kolde Krig snarere betegnes som passiv tilpasning til “den amerikanske hypermagts militært fikserede interventionisme” end aktivisme. I en kronik i dagbladet Politiken den 24. september 2006 (her forkortet og redigeret) spurgte han om det har været kontraproduktivt.

USA’s loyale allierede

Skiftende socialdemokratisk og borgerligt ledede regeringer førte fra den kolde krigs første tilspidsning i slutningen af 1940erne en udenrigs- og sikkerhedspolitik, som havde alliancen med USA og med de øvrige NATO-allierede som ufravigeligt fundament. At Danmark fra begyndelsen – flere gange tog en række forbehold over for USAs og NATO’s politik ændrede intet. Forbeholdene var til dels motiveret af en dansk sund skepsis over for alle stormagter. Den udskældte fodnoteperiode i 1980erne var måske et yderpunkt, men ikke nogen egentlig undtagelse fra det overordnede mønster.

Småstater forhandler – stormagter slås

Den danske udenrigspolitik under Den Kolde Krig byggede videre på en udenrigspolitisk tradition baseret på tanken om en international retsorden, hvor store og små stater principielt er ligestillede, hvor små lande har særlige muligheder for, og forpligtelser til, aktivt og systematisk at søge diplomatiske og ikke-militære løsninger på internationale konflikter. i modsætning til stormagters hang til militær magt.

Ny militariseret politik

Med den kolde krigs afslutning omkring 1990 forsvandt de danske forbehold over USAs interventionistiske politik, især I Den Tredje Verden helt. Samtidig militariseredes den danske udenrigspolitik da militære styrker i stigende grad blev udenrigspolitisk instrument. Danmark bidrog fx. militært til krigen om Kuwait med korvetten Olfert Fischer, selvom den militært blev ledet af USA, hvor Danmark før kun stillede soldater til FNs fredsbevarende operationer.

Kold krig mod Irak

Og i 1998 støttede Danmark straffeaktionen mod Irak, Operation Desert Fox, med en C-130 transportmaskine, uden et klart FN-mandat, på baggrund af Iraks påståede manglende samarbejde med FN’s våbeninspektører om destruktion af masseødelæggelsesvåben. De amerikanske militære baser i Saudi-Arabien og handelsembargoen mod Irak, som USA og England med opbakning fra et flertal i FN, herunder Danmark, opretholdt, provokerede også . FN-rapporter anslår, at embargoen kostede mindst 600.000 irakere livet. Alt sammen øgede gennem 1990erne støtten til Al Qaeda,

Specialstyrker kontra hære

Terrorangrebene den 11.9 2001 øgede militariseringen af dansk udenrigspolitik. Nyrup Rasmussens erklærede, at Danmark stod skulder ved skulder med USA i ”krigen mod terror” sendte danske fly- og specialstyrker til Afghanistan. Invasionen var godkendt af FNs Sikkerhedsråd, men igen styret af USA. Kritikere mente, at politi-, efterretnings- og specialstyrkeoperationer under bred international FN-ledelse havde mindsket civile tab og været mere effektivt.
“Rambo strikes back”

Det primære formål med Afghanistan-invasionen var at demonstrere handlekraft efter ydmygelsen af supermagten. Danmarks militære styrkebidrag i forhold til sit befolkningstal var meget store, både i krigen i Afghanistan og fra 2003 i Irak-krigen, der igen ifølge kritikere voldsomt øgede den islamistiske fundamentalisme og anti-amerikanske og anti-vestlige stemninger over alt i den arabisk-muslimske verden.

Et følgagtigt Danmark

Et bredt politisk flertal bærer ansvaret for en udenrigspolitik, der bedst kan kaldes følgagtig i forhold til en imperialt agerende amerikansk hypermagts militært fikserede interventionisme. Et spørgsmål er om dette virkelig tjener Danmarks langsigtede internationale målsætninger og interesser i en stadig mere globaliseret og multikulturel verden.

Artiklen kan læses i sin fulde udstrækning på
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE177630/aktivisme—eller-tilpasning/