Tv anmeldelse – “1864” 2. afsnit

Skidt og kanel i uskøn blanding

Sidste anmeldelse afsluttede med et lønligt håb om, at det kun kunne blive bedre, og ja, lidt er der da sket.  Nu er de to unge mænd, Peter og Laust, i det mindste kommet i uniform. Så vidt så godt. Og Nicolas Bro, der spiller konseilspræsident Monrad, liver fortsat op med sit skuespil. Monrad har nu holdt den brandtale, der sætter den politiske udvikling i gang i retning af en krig, men fortællingen stadig nærmest kravler videre frem mod Dybbøl, hvor den snarere burde have skredet frem i marchtempo.

Det langsommelige tempo tynges yderligere af gumpetunge scener, som badescenen, hvor den skønne Inge spiser af den forbudne frugt og hygger sig i vandet med de to unge mænd, der senere skal i krig. Symbolikken er så tyk at man næsten kan skære i den. Og plat og overdrevet er det nærmest pubertære fokus på seksuelle scener, der i afsnit et drejede sig om de unge drenges, ja, leg med sig selv og en kolbe, og nu, i afsnit to, et samleje med en ko. Pointen med scenerne udebliver, og tilføjer blot et endnu tykkere lag af teatersminke og gøgl.

Men værd at bemærke er særligt en stærk scene, hvor en sigøjnerdreng, del af en omrejsende sigøjnertrup, der tilbyder deres arbejdskraft på det lokale gods, gennempiskes af den unge fløs af en godsejersøn, Didrich, efter at være blevet snuppet i at have skudt et godsets dyr. Sceneriet, hvor Didrich render frem og tilbage på en bakke, skarpt aftegnet mod horisonten, og pisker sigøjneren, afsluttes med et stænk grum humor, da en af fløsens venner belærer den stakkels piskede sigøjner om filosoffen Hegels angivelige lære om, at ignorere smerte. Indtil han selv rammes på hånden og hopper og hyler af smerte. Der er et forbløffende, men velkomment, snert af noget Quentin Tarantino’sk her, mesterinstruktøren med senest ”Django Unchained” bag sig.

Malerisk vold og humor på den skarpe måde. Også den tragiske scene, hvor bonden og krigsveteranen fra 1848-50, Thøger, dør under det hårde arbejde på marken er flot og rørende, også fordi scenen bakkes op af virkeligt smukke billeder af et blødt rullende landskab og en stor og åben himmel, akkompagneret af skøn fuglesang. Smuk natur, og grum menneskelig skæbne. Hvis Tarantinos stil virkelig er inspirationskilden forklarer det den bombastiske og teatralske tilgang til de historiske begivenheder. Det ligger dog ikke til hvem som helst at have øje for skarphed, balance og fart på det niveau, og  i ”1864” misses der indtil videre for det meste fælt. De filmisk stærke scener rager op som pæle i en sø af stillestående vand og ildelugtende andemad, men der er dog et begrundet håb om mere af det gode, og lykkes det kan det kun ende meget bedre end det startede.

Dansk Militærhistorie

Læs anmeldelsen af 1. afsnit her

One Response

  1. Tv anmeldelse - "1864" 3. afsnit -

    […] Læs anmeldelsen af 2. afsnit her […]