Spanierne i Århus – 1808

Som en del af det spanske hjælpekorps der ankom til Danmark i 1808, blev 2 regimenter indkvarteret i Århus. Det blev begyndelsen til nogle særprægede måneder for århusianerne.

af Gert Laursen

Har du nogensinde overvejet hvad der ligger bag navnene på gaderne i din by? Ofte er det en spændende eller dramatisk historie der enten er blevet glemt igen eller kun står svagt i indbyggernes bevisthed. I Århus kender de fleste af byens beboere det område ved havnen der hedder Spanien, men kun de færreste kender den særprægede og spændende historie bag navnet – nemlig to spanske regimenters ophold i Århus for næsten 200 år siden.

Napoleonskrigene

Året er 1808. Napoleonskrigene har i flere år raset rundt om i Europa, men efterhånden har den lille Kejser fået undertvunget de fleste af landene på det europædiske kontinent. Kun England holdt endnu stand. Efter deres bombardement af København og ran af flåden i 1807 for at forhindre den i at falde i Napoleons hænder, blev Danmark tvunget ind i krigen på Frankrigs side. Da Napoleon nu ikke kunne gøre sig håb om at invadere England, iværksatte han den såkaldte fastlandsspærring der skulle afbryde al handel med England fra det europædiske kontinent.

Kun Sverige nægtede at deltage, hvorpå Frankrig erklærede landet krig, og gik i gang med at planlægge en invasion. Som fransk allieret og nabo til Sverige måtte Danmark lægge både land og soldater til invasionen, og for yderligere at styrke den fransk-danske hær sendte Napoleon fem regimenter på i alt 14.000 mand fra sine spanske allierede på march afsted imod Danmark. Et af regimenterne – “Princesa” – skulle indkvarteres i Århus, og det blev begyndelsen til nogle særprægede sommermåneder der skulle sætte sig spor i Århus by’s historie.

Spanierne ankommer til Århus

Rygterne om spaniernes march imod Århus var løbet i forvejen, og det var med bange anelser at århusianerne så frem til at skulle indkvartere de spanske tropper. Man havde endnu ikke glemt de polske soldaters hærgen under krigen mod svenskerne i 1657-59. De var også blevet sendt som hjælpetropper, men havde ofte opført sig ligeså slemt som svenskerne. Ifølge den senere Biskop Daugaard, skulle nogle kvinder endog være flygtet bort fra Randers med deres børn. Om det også var tilfældet i Århus forlyder der dog ikke noget om, men trygge har byens indbyggere ikke været.

I marts 1808 blev spændingen så endelig udløst for århusianerne. Fra syd rykkede 1800 mand fra infanteriregimentet “Princesa” ind i byen under tromme- og paukeslag, og århusianerne betragtede nysgerrigt dette besyndelige syn. I spidsen for regimentet red regimentskommandøren oberst Delevielleuze – en ældre mand, der mest af alt mindede om Don Quixote. Hans hest var så lille at hans ben næsten rørte jorden.

På hovedet bar han en napoleons hat, og ved sin side en mægtig kårde. Hans tænder klaprede af kulde i det kolde danske forår, der var så fremmet for dem. Bag ham fulgte hans soldater, i den for spanierne så karakteristiske mangel på militære disicplin. Deres mundering bestod af korte knæbukser, store hatte, kapper og tørklæder, og med flere lag strømper for at holde kulden ude. Men det hjalp ikke stort. Som deres chef rystede de af kulde. Til sidst fulgte soldaternes koner og børn i kærrer trukket af muldyr. Det må have været et syn, der gav århusianerne noget at snakke om.

Byens myndigheder fik nu en travl tid med at få indkvarteret regimentet. Det voldte nogle problemer at skaffe husly til så mange mænd, men tilsidst lykkedes det at finde indkvartering i Århus og i landsbyerne i omegnen. Man tog derpå fat på udbygningen af byens forsvarsværker. Ved Mejlgades port blev et nyt batteri med 10 jernkanoner opført og ved Mindet rejstes et vagthus til en værdi af 75 Rigsdaler for de spanske soldater.

De århusianske borgeres bekymringer om spanierne blev hurtigt gjort til skamme. Især hos børnene blev soldaterene hurtig populære, imens de voksne mere hæftede sig ved deres særprægede vaner. Ved middagstid holdt spanierne deres siesta og alt blev roligt, men om aftenen genlød gaderne af guitarspil og spanske sange, og ved Immervad klumpede soldaterne sig sammen, imens de spillede kort og røg på, de for århusianerne ukendte cigaretter. Ved sengetid marcherede regimentets orkester igennem byen og sluttede på Storetorv, hvor de bad aftensbøn.

I begyndelsen fulgte århusianerne dette besynderlige skue, indtil det blev et mere almindelig syn for dem. Af sproglige grunde kan der nok ikke have været meget kontakt imellem byens borgere og soldaterne, men spanierne forsøgte dog på et gebrokkent fransk at kommunikere med eleverne på Katedral skolen, og danselærer Baggesen fik udgivet små dansk-spanske ordbøger der kunne lette omgangen med de fremmede.

Helt problemfrit var opholdet naturligvis ikke. Når franskmændene og spanierne mødte hinanden endte det ofte i slagsmål, på trods af at de var allierede, og byens arrest var ofte fyldt. For arrestforvareren, Ihler, var det en indbringende tid, da han fik 3 skilling i løn pr indsat. Til gengæld havde han så besværet med at skaffe nok øl og brændevin til de indsatte.

Under krigen blev Århus forskånet for egentlige kamphandlinger, men man nåede dog at blive berørt af krigen. Den 5. maj om aftenen forsøgte en engelsk Brig at kapre en dansk Jagt der lå i Norsmindes havn, men det mislykkedes da skipperen søgte tilflugt inde under land og alarmerede kystartilleriet. To danske kanoner åbnede ild imod de to engelske barkasser der var udsendt fra Briggen, og de måtte opgive at erobre Jagten. Kanonskuddene var blevet hørt i Århus, og en bataljon under Oberstløjtnant Kühle ilede sydpå efterfulgt af spanierne. Ved ankomsten til Norsminde var kampen dog over og englænderne undsluppet, og henpå morgenstunden vendte spanierne under sang tilbage til byen.

I slutningen af maj indtraf endnu en træfning. En norsk kaper blev forfulgt af et engelsk skib ved farvandet ud for Mejlgades port, der dog forsvandt da kystartilleriet åbnede ild, samtidig med at nogle danske kanonbåde nærmede sig fra Århus. Disse episoder var den eneste smag af krig spanierne fik, og kort efter blev regimentet “Princesa” afløst af omkring 600 ryttere fra regimentet “El Rey”. Da det ikke var muligt at skaffe staldplads til de mange heste, blev man nødt til opføre en 40 meter lang barak uden for Mindeporten til en værdi af 1480 Rigsdaler.

En enorm sum for en by hvis årlige udgift var imellem 3000 og 4000 Rigsdaler. Tilmed havde byggemesteren, Meyer, sparet på lys og ventilation for at holde omkostningerne nede. Til alt uheld blev Århus i juli ramt af en hedebølge, så hestene var ved at segne under varmen. Meyer måtte ud igen og save 52 huller i bygningen for at give de stakkels heste luft. Rytterne blev iøvrigt hurtigt ligeså populære som deres forgængere.

Oprøret

Imens spanierne opholdt sig i Danmark var der sket store omvæltninger i deres hjemland. Napoleon havde afsat den spanske konge og indsat sin egen bror på landets trone. Spanierne havde gjort oprør og nu rasede en gurillakrig imod franskmændene. Pga. af afstanden og franskmændenens censur var nyhederne ikke nået de spanske tropper her i landet. Men englænderne vidste besked, og de var ikke sene til at udnytte denne mulighed for at skabe splittelse imellem franskmændene og spanierne i Danmark.

Den engelske agent Robertson blev sendt til Danmark for at opsøge den spanske øverstkommenderende, Romana, og informere ham om siturationen i hans hjemland. I hemmelige forhandlinger blev Robertson og Romana enige om at de spanske tropper skulle samle sig ved Storebælt. Her skulle engelske skibe fragte dem tilbage til Spanien, hvor de kunne deltage i oprøret med Napoleon.

I begyndelsen af august ankom to officerer til den spanske kommandant i Århus, oberst Lastres, med ordre til “El Rey” om at forlade Århus og tilslutte sig resten af den spanske hær i Nyborg.

Pga. de franske tropper i Holsten der hurtigt kunne spærre overgangen ved Middelfart, så snart de fik melding om at det spanske regiment brød op fra Århus, kunne man ikke rejse igennem Jylland.

Derfor skulle regimentet så hurtigt det var muligt beslaglægge alle transportskibe i havnen, og sætte kurs imod Hinsgavl på Fyn. Med sig skulle de medbringe så meget proviant som det kunne lade sig gøre. Hvis det ikke var muligt at medbringe hestene skulle de efterlades.

Men hvordan kunne spanierne slippe ud af Århus uden at de danske soldater greb ind? Spanierne greb nu til en list. En spansk officer opsøgte kommandanten i Århus, Gersdorff, og fortalte ham at der var udbrudt et voldsomt oprør iblandt de spanske tropper på Fyn. Regimentet skulle begive sig over og hjælpe med at slå oprøret ned.

Den spanske kommandant bad derfor om, at danskerne stillede fire skibe og mandskab til rådighed for dem. Gersdorff var i starten skeptisk og undrede sig over at et rytterregiment ville efterlade deres heste, men da der fra Randers kom melding om at også der var spanierne på vej til Fyn, indvilligede han i at hjælpe dem.

costa
costa

Der er kun få minder tilbage efter Spaniernes ophold i Danmark. Et af dem er resterne af Koldinghus der nedbrændte, efter at frysende spanske soldater havde fyret for kraftigt i kaminen. Et andet er mindesmærket for kavaleriofficeren Antonio Costa der med sine mænd forsøgte at undslippe til Fyn.

Da de blev stoppet af franskmændene, satte han pistolen til hovedet, og med ordene “Hils Spanien fra Antonio Costa” skød han sig selv. Hans sidste ord er mejslet ind i mindesmærket, der stadig bliver passet her næsten 200 år efter hans død. Det står ved Sct. Knuds kirke i Fredericia.

Hele aftenen og natten over arbejdede tømrere og matroser ved åmundingen i lyset af tjæreblus på at gøre skibene klar, og næste formiddag begyndte så udskibningen af soldaterne. Tusinder af århusianere fulgte deres afrejse fra havnen og langs kysten, og omkring middag afsejlede de sidste soldater fra “El Rey”.

Men stadig strømmede spanierne fra Randers ind af Studsgade port. De bandt hestene hvor de bedst kunne – ved træer, hushjørner, døre eller stakitter og satte i løb imod havnen. Hvilken skæbne der ventede dem som desertører hvis de blev fanget, var de ikke i tvivl om.

Mange af deres heste rev sig løs og fór rundt i gaderne i Århus. Kl 1 om natten forlod så de sidste spanske soldater Århus. På Fyn og Langeland samledes de af spanierne der ikke var blevet taget tilfange af franskmændene eller danskerne, og herfra blev de ført til Sverige på engelske skibe og videre til deres hjemland.

Det var så enden på spaniernes ophold i Århus. Fysisk er der ingenting tilbage af dem. Staldene blev revet ned efter deres bortrejse, og grunden overtaget af købmand Malling. Men mindet om spaniernes ophold og nogle begivenhedsrige måneder, lever i dag videre i gadenavnet Spanien der blev officielt omkring 1820. Og mon ikke nogle enkelte brunøjede århusianere kan føre deres aner tilbage til spaniernes ophold?

Så næste gang du kigger på et vejnavn, så prøv at tænke på hvilken spændende historie der måske ligger bag.