Vilnakommandoet  

Af JG

I 1921 var den internationale verden på vej mod en ny form for orden efter kaosset efter 1. Verdenskrig. Revolutionære kræfter kæmpede mod den bestående samfundsorden umiddelbart syd for grænsen, danske frivillige var i 1919-20 gået i kamp mod Lenins bolsjevikker i Baltikum, og det danske militær stod over for deltagelse i dets første væbnede, fredsbevarende mission nogen sinde.

I årene op til 1. verdenskrigs udbrud i 1914 havde Danmark valgt en defensiv forsvarspolitik, der betød, at man koncentrerede sig om at forsvare København, hvilket fæstningslinjen vest for København, Vestvolden, symboliserede. Her billede af dobbelt kanontårn, del af Garderhøjfortet. Umiddelbart efter 1. Verdenskrig ønskede man derimod, at sende hæren ud på internationale missioner, som del af det nye Folkeforbund.
I årene op til 1. verdenskrigs udbrud i 1914 havde Danmark valgt en defensiv forsvarspolitik, der betød, at man koncentrerede sig om at forsvare København, hvilket fæstningslinjen vest for København, Vestvolden, symboliserede. Her billede af dobbelt kanontårn, del af Garderhøjfortet. Umiddelbart efter 1. Verdenskrig ønskede man derimod, at sende hæren ud på internationale missioner, som del af det nye Folkeforbund.

Nybrud

Dansk udenrigspolitik havde siden den katastrofale alliance med Napoleon i starten af 1800-tallet, der, efter Napoleons nederlag til sine mange fjender, kostede os en statsbankerot i 1813 og herredømmet over Norge i 1814, haft det til formål, at holde os ude af stormagternes indbyrdes konflikter. Det var for så vidt lykkedes meget godt i godt 100 år, og 1. Verdenskrig 1914-18 blev vi heller ikke inddraget i. Men netop 1800-tallets sikkerhedssystem, der beroede på rivaliserende stormagters holden hinanden i ave, havde med 1. verdenskrig tydeligvis spillet fallit.

Krigens kolossale omfang og destruktionskraft havde beredt vejen for en ny idé; den om for Folkenes Forbund, der havde det ophøjede formål, at arbejde for nedrustning, forhindre krig gennem kollektiv sikkerhed, løse uoverensstemmelser mellem nationer ved diplomati, og generelt øge verdens velfærd. Som lille og svag nation, der med held og snilde havde undgået at komme i klemme i stormagternes stridigheder, havde vi en stor interesse i, at være med til at opbygge et nyt sikkerhedssystem, der kunne give os større sikkerhed end hidtil.

De polske militære fremstød i 1920, der drev Lenins sovjet-styrker væk, markeret med blåt, anti-bolsjevikiske angreb med mørklilla. Det lysbrune område omkring Vilnius er det i 1920-21 omstridte område mellem Litauen og Polen, hvor en afstemning om tilhørsforhold var tiltænkt, med bl.a. danske styrker som støtte. Estiske fremstød (hvide pile) havde dansk deltagelse i form af Dansk-Baltisk Auxilliær Korps, der deltog fra Aluksne til Jekabpils.
De polske militære fremstød i 1920, der drev Lenins sovjet-styrker væk, markeret med blåt, anti-bolsjevikiske angreb med mørklilla. Det lysbrune område omkring Vilnius er det i 1920-21 omstridte område mellem Litauen og Polen, hvor en afstemning om tilhørsforhold var tiltænkt, med bl.a. danske styrker som støtte. Estiske fremstød (hvide pile) havde dansk deltagelse i form af Dansk-Baltisk Auxilliær Korps, der deltog fra Aluksne til Jekabpils.

Polsk- litauisk-bolsjevikisk konflikt

Så da Folkeforbundet i 1921 besluttede, at oprette en væbnet, fredsbevarende styrke sprang Danmark til, for at støtte forbundet. Situationen var, at i kølvandet af 1. Verdenskrig var Lenins bolsjevikiske tropper trængt ind i Polen, for blot at blive jaget tilbage af det nyligt selvstændige Polens hær. En del af det også nyligt opståede Litauen, særligt området omkring byen Vilnius, også kendt som Vilna, kom derfor under polske troppers kontrol, mens litauiske styrker havde kontrol med den vestlige del af landet. Begge parter gjorde krav på Vilnius/Vilna området, hvor der fandtes en høj grad af sammenblanding af litauisk- og polsktalende befolkningsgrupper.

Vilnakommandoet bliver til

Det blev besluttet, at en afstemning måtte til for at afgøre sagen, og at udenlandske tropper skulle sikre denne på samme måde som franske og britiske styrker – 22. Alpejægerbataljon og 1. bataljon af The Sherwood Foresters – havde sikret en fredelig afstemning om Sønderjyllands tilhørsforhold i 1920. En styrke på 1800 soldater fra England og Frankrig, Italien, Spanien foruden Belgien, Holland, Grækenland, og de skandinaviske lande Norge, Sverige og Danmark, skulle udsendes for at sikre afstemningen. Mens andre lande tøvede pga. situationens generelle uafklarethed tøvede Danmark ikke, og krigsministeriet beordrede 25. februar 1921 oprettelsen af et Vilnakommando af kompagnistyrke.

Velbevæbnede fredsbevarere

Den danske styrke, under kommando af en kaptajn Jørgensen, kom til at bestå af ca. 160 mand organiseret i en kommandodeling og tre skyttedelinger med hver 24 skytter og 4 rekylgeværer, der hver havde to mand til betjening. En styrke med i alt 18 rekylgeværer (hvoraf 6 i reserve), 125 geværer, 30 pistoler og et ammunitionslager på bl.a. 100.000 patroner og 2000 ”håndbomber” var et ganske velbevæbnet bidrag til, hvad der blot var tænkt som en politiopgave.

Men regeringen var tilsyneladende så aktivt indstillet på, at opstille og udsende en styrke, at der intet analysegrundlag forelå, og uden at krigsministeriet konsulterede med generalstaben om en relevant styrkesammensætning. Kontingentchefen opstillede for sikkerheds skyld den stærkeste type styrke uden at vide, hvad der egentlig konkret kunne være behov for mht. til styrkens sammensætning, udrustning og træning, for at løse opgaven bedst muligt.

Franske tropper ved Marne 1918. Frankrig hjalp Danmark med at genvinde Sønderjylland, var en ledende kræfter bag Folkeforbundet, forløberen for FN, og stærk interesseret i at forhindre bolsjevikkerne i at sætte sig på Litauen. Danmark var derfor ivrig efter at bidrage til stormagtens forslag om en fredsbevarende styrke til Litauen; Vilnakommandoen.
Franske tropper ved Marne 1918. Frankrig hjalp Danmark med at genvinde Sønderjylland, var en ledende kræfter bag Folkeforbundet, forløberen for FN, og stærk interesseret i at forhindre bolsjevikkerne i at sætte sig på Litauen. Danmark var derfor ivrig efter at bidrage til stormagtens forslag om en fredsbevarende styrke til Litauen; Vilnakommandoen.

Anti-bolsjevikisk ’Merci’ til Frankrig

En anden årsag til, at Danmark fra start var klart positiv over for ideen, var, at Frankrig, trods de massive tab under verdenskrigen, stadig var Europas stærkeste landmilitære magt, og stærkt havde støttet den folkeafstemning, der gav os Sønderjylland tilbage i 1920. Desuden kunne man med styrken bidrage til, at hjælpe Frankrig med at få orden i og kontrol med området, for dermed at holde bolsjevikkerne, som ved retræten havde overdraget området til de litauiske styrker, ude.

Lenins Sovjetunion var ikke blevet optaget i Folkeforbundet grundet den radikale politik bolsjevikkerne stod for. I Danmark havde Socialdemokratiet også taget klar afstand til bolsjevikkerne efter Lenins paladskup i slutningen af 1917. Modsætningsforholdet viste sig tydeligt; efter vedtagelsen ang. Vilnakommandoets oprettelse rasede de danske kommunister, og kaldte hånligt styrken for første rateafbetaling til ”Folkenes! Forbund”, og svinede de kommende danske frivillige til styrken med udtryk som ”smudsige bærme”.

Kommunistisk jubel

Men i stedet for at komme i aktion blev styrken ophævet 8. marts 1921. Polen og Litauen ikke kunne blive enige om afstemningsområdets udstrækning, den litauiske regering var i tvivl om Folkeforbundets evne til at fjerne de polske styrker fra området, og tvivlede lige så meget på en formentlig fransk kommandørs villighed til at sætte magt ind bag dette. Frankrig var meget pro-polsk, og anså Polen for et vigtigt bolværk mod de sovjetiske bolsjevikker. Sovjetunionen selv protesterede da også kraftigt over udsigten til, hvad dse kaldte ’kapitaliske tropper’ nær dets grænser.

Kommunisterne tog æren og skrev syrligt, at det var lykkedes for Sovjet at skræmme Folkeforbundet til, at opgive interventionen, og indtil Folkeforbundet igen tog sagen op af prestigemæssige årsager, ”kunne de danske Vilna-Jenser foreløbigt sove roligt”. Fra samme kant havde man i 1919, mens man stadig var en del af Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), været medvirkende til at hindre en officiel støtte til udsendelsen af danske frivillige til de baltiske uafhængighedskrige, med henvisning til gældende dansk neutralitetspolitik, og modvilje mod ”danske militarister”, men reelt mere af sympati for kammeraterne i Sovjet. Danmark var med afslutningen af 1. Verdenskrig stadig neutralt, men dog, som også Folkeforbundet, med tydelig anti-bolsjevikisk slagside.

Læs mere:

Vilnakommandoet 1920-21– Danmarks første kontingent til en international fredsbevarende styrke, Michael Clemmesen, Institut for Militærhistorie

Peacekeeping and the International System, Norrie MacQueen

www.newworldencyclopedia.org/entry/League_of_Nations