Nogle mindre kendte begivenheder

Vidste du at en dansker blev dræbt ved Alamo i 1836, eller har du tænkt på, hvad det mest besynderlige navn et dansk skib har båret, var? Få svaret her.

af Gert Laursen

Danskeren ved Alamo

En dansker, Charles Zanco, deltog som frivillig ved forsvaret af Alamo i 1836, og blev dræbt under mexikanernes storm på fortet. Han var forøvrigt kunsteren bag Texas flag. Læs mere

Kronborgs kanoner

I hele dens levetid sænkede Kronborgs kanoner så vidt vides kun et skib – nemlig skibet Snarensvend, der forøvrigt var dansk og erobret af svenskerne.

Første ubådsulykke

Verdens første ubådsulykke skete med en dansk ubåd, Dykkeren, der i 1915 blev ramt af en norsk damper og sank. En mand omkom. Resten af besætning blev reddet, efter at have været indspærret i den sunkne ubåd i flere timer. (Artikel)

Danske Victoria kors Bærere

Verdens mest ærefulde medalje – Victoria Korset – er kun blevet tildelt 14 udlændinge, ud af de 1300 der har modtaget det siden 1856. Af de 14 udlændinge var de 3 danskere og endnu en modtager havde forbindelse til Danmark. Læs mere

Skibsnavne

Af de mange kuriøse navne danske skibe har haft igennem tiderne, må skibene “Gak med” “Forloren søn”, “Danske vildmand”, “Store lykkepot, og ikke mindst “Fladlusen” kandidere til at bære de mest besynderlige navne.

Den Kongelige Livgardes sabler

Den Kongelige Livgardes sabler blev erobret fra Preusserne under Treårskrigen (1848-1850), som selv havde erobret dem fra Napoleon i 1812. Sablerne bruges den dag i dag.

Danskere som generaler i fremmed tjeneste

Flere danske officerer har gjort tjeneste i fremmede hære med rang af general. Edward Langberg tjente i mange år i den mexikanske hær, og deltog i krigen mod USA i 1846. Han blev dræbt som militærguvenør over Sonora i 1866. Christian Christensen gik ved den amerikanske borgerkrigs udbrud ind i nordstaternes hær. Her blev han udnævnt til premierløjtnant og i løbet af krigen avancerede han til brigadegeneral. Han døde i København i 1905.

Zulukrigen

Danskeren, Larsen, blev dræbt i Zulukrigen i 1879. På en patrulje blev hans gruppe angrebet af en flok zuluer. Lederen af patruljen, en major Schermbruckers hest blev dræbt og Larsen overlod sin egen hest til ham, så majoren kunne undslippe. Han ofrede dermed sit eget liv for ham. Senere blev et mindesmærke rejst for Larsen nær Luneberg.

Episode fra Zulu krigene. (maleri af Charles Edwin. Fra Wikipedia)
Episode fra Zulu krigene. (maleri af Charles Edwin. Fra Wikipedia)

Danmark-Tyskland-Danmark-Tyskland

Minestrygeren MS10 led en meget omtumlet tilværelse. Den blev bygget i 1941. Under tyskernes angreb på Holmen i august 1943, blev den sprængt og sænket. Den blev senere hævet af tyskerne, og var indtil 1945 i tysk tjeneste. Derefter blev den igen overtaget af den danske marine. I 1956 blev den solgt til civilt brug her i Danmark. I 1958 købte et tysk selskab skibet, og i årene der fulgte skiftede det flere gange ejere. I 1996 blev det købt af G. Nørgaard i København med henblik på en restaurering. Dermed kom skibet endnu engang på danske hænder, og må vel kandidere til det skib der har skiftet “statsborgerskab” flest gange.

Færinger i tysk tjeneste

At en hel del danskere meldte sig til tysk tjeneste under Besættelsen er velkendt. Mindre kendt er, at også 13 færinger gjorde tjeneste for tyskerne. Nemlig 1 som marinevægter, 2 i Wehrmacht, 1 i Luftwaffe, 8 i Waffen SS og Frikorps Danmark, og 1 i Hipokorpset