Det glemte korstog

Legenden om Dannebrog, der under et slag ”faldt ned fra himlen” og hjalp den danske hær til sejr, betyder, at korstoget i Estland i 1219 er velkendt. At Danmark også førte korstog i Polen i 1210 er helt glemt.

Christian August Lorenzens maleri ”Volmerslaget” fra 1809 viser Dannebrogs fald i 1219. (Wikimedia Commons)
Christian August Lorenzens maleri ”Volmerslaget” fra 1809 viser Dannebrogs fald i 1219. (Wikimedia Commons)

af Jens Geisler

Det kan være svært at forstå, at det fjerne og sumpede område i det nuværende nordøstlige Polen og den russiske Kaliningrad-enklave i 1200-tallet var et svært eftertragtet stykke land. Men alligevel blev talrige felttog, som hurtigt antog karakter af korstog for Guds sag, organiseret og rettet mod området og den lokale hedenske befolkning, pruserne. Skiftende polske og tyske herskere var særligt aktive, og det endte med at den tyske ridderorden, Teutoner ridderne, erobrede og kristnede området. Men inden da havde danske kong Valdemar Sejr også kastet sig også ind i kampen.

Området var rigt, ikke mindst pga. de store forekomster af rav, der indtil 1945 blev udvundet på industriel basis. Men også politisk interessant. På samme tid var den kristne verden under stærkt pres, da muslimske hære under hærføreren Saladin i 1187 erobrede den ”hellige stad” Jerusalem. Og det 4. korstog, der skulle befri Jerusalem, gik i opløsning og endte i 1204 i en katastrofe af blodbad og ødelæggelse af en anden af den kristne verdens største byer, Konstantinopel. Katastrofe på katastrofe for de kristne.

Symbolet på det Det Hellige Tysk-Romerske Imperie; den dobbelthovede ørn. (Wikipedia)
Symbolet på det Det Hellige Tysk-Romerske Imperie; den dobbelthovede ørn. (Wikipedia)

Samtidigt var også Danmark som selvstændig stat under pres fra det tyske kejserrige. Helt tilbage til 1134 havde kong Magnus modtaget den danske kongetrone af kejser Lothar, og kong Valdemar I var nødt til at aflægge vasaled til kejser Barbarossa i 1157 efter sejren over konkurrenten Svend Grathe. Danmark var altså en del af kejserriget. Dog kun indtil 1182, hvor kong Knud VI nægtede at gentage eden. Som straf sendte kejseren i 1184 hertug Bugislav af Pommern afsted med en hær mod Danmark, for igen at underlægge sig landet. Forgæves, og kejseren måtte året efter anerkende dansk overhøjhed over Pommern. Men magtkampen fortsatte, og bredte sig med korstogs-væsenet i 1200-tallet østover.

Korstog i nord, syd og øst

For som korsfarende nation kunne Danmark fremstå som en anerkendt del af den datidige prestigefyldte europæiske korstogsbevægelse, der, trods nederlagene, stadig var stærk i det østlige Middelhav, foruden i Spanien hvor en række kristne stater kæmpede mod muslimsk-mauriske hære. At gå i krig for kristendommen styrkede forholdet til paven – der til gengæld gav Danmark politisk beskyttelse mod kejserens territoriale og politiske ambitioner.

Paven kunne på sin side bruge den danske konges støtte i hans egen politiske kamp mod den magtfulde tyske kejser, der udfordrede pavens autoritet. Og endeligt kunne de forsmædelige nederlag i Mellemøsten revancheres ved at udbrede sin indflydelse i et nyt og ”jomfrueligt” område.

Korstogs-biskoppen

Fra dansk side havde man adskillige gange tidligere været på røver- og straffetogter i den østlige del af Østersøen, uden at koble det op på religion. Men det ændrede sig med biskop Anders Sunesen, da han i starten 1200-tallet begyndte at arbejde for pavelig tilladelse til militære kampagner i hedenske områder. Og tilsyneladende med succes. I breve fra 1209- og 10 til kong Valdemar II skriver pave Innocens III om kongens ekspedition i 1209, at han havde ”signo crusis assumpto”, dvs. taget korset, og ”tam sancte perigrinationes labore”, dvs. at han gjorde det hellige pilgrims arbejde.

Pavelig autorisation til blodbad og tvangskonvertering

Pavens breve til Valdemar Sejr formanede ham til enten med al flid at udrydde hedningene eller bibringe dem den kristne religion, idet han pålagde det danske folk at bakke ham op i foretagenet, og forbød konger, fyrster og folkefærd, under trussel om bandlysning fra kirken, at forulempe Valdemar Sejr under hans fravær. Altså pavelig autorisation til at omvende hedninge, og dræbe de som ikke ville omvendes – og samtidigt forbud mod at benytte kongens fravær i Danmark, mens han udførte dette ”Guds arbejde”, til at falde den danske konge i ryggen. Særligt den tyske kejser Otto kunne tænkes igen at ville gøre krav på det danske område.

Omtrentligt omfang af de prusiske klaners bosættelsesområde. Wikipedia Commons/Renata3, baseret på Altpressische Landschaften 13. Jahrhundert
Omtrentligt omfang af de prusiske klaners bosættelsesområde. (Wikipedia Commons/Renata3, baseret på Altpressische Landschaften 13. Jahrhundert)

Valdemar Sejrs felttog

I 1210 landede en dansk hærstyrke i det hedenske Sambia, som da var den rigeste del af prusernes område, og som i vore dage er en del af den russiske Kaliningrad-enklave. Hæren marcherede derfra angiveligt ned langs kysten, mens den gjorde kongens og den kristne sags magt synlig over for den lokale befolkning. Kampagnen endte ved Gdansk (Danzig), hvor fyrst Msciwoj I (Mestiwoj I) af Pommerelllen, eller Lillepommern, aflagde ed som vasal til Valdemar Sejr.

I følge andre kilder startede kampagnen i 1209 med landgang i Sambia, efterfulgt af en landgang ved Vistulas udmunding i 1210. I det hele taget vides der ikke meget konkret om selve felttoget, men det skrives, at i særligt de områder der ”led” under kampagnen, blev der skabt et gunstigt klima for ”missionen”, dvs. nye kristne tro.

Står det til troende betyder det, at de lokale hedenske potentaters magt og styrke blevet svækket, og at man med succes har konverteret lokale til kristendommen. Med det gode eller det onde, nok mest det sidste. Felttoget er formentlig forløbet ved udsendelse af flere, mindre hærstyrker ud for at skabe ravage i området, og har mestendels gået uden om de lokale befæstninger, kendt som ”burgwall”, ringforter bestående af jord- og lervolde med palisadeværk på toppen, men har rettet angrebene mod lettere mål, som bosættelser og dyrehold uden for voldene.

Model af mindre slavisk ringfort fra Warszawa-området, fra det 10-12. århundrede. Warszawas arkæologiske museum. (Wikimedia Commons/Wistula)
Model af mindre slavisk ringfort fra Warszawa-området, fra det 10-12. århundrede. Warszawas arkæologiske museum. (Wikimedia Commons/Wistula)

 

Det vil i hvert fald være i tråd med datidens krigsførelse, som den beskrives i bl.a. præsten Henrik af Livlands beretning fra 1227, om sine 30 års erfaringer med erobringen og kristningen af det baltiske område. Regulære slag og længere belejringer var sjældne, mens den såkaldte ”Reise” var en langt mere typisk måde at føre krig på. ”Reise” var en serie af togter, hvor en hær sendte mindre styrker ud i et bredt net for at plyndre, dræbe, tage fanger, brænde marker og huse af. Efter togterne vendte styrkerne tilbage til et samlingspunkt med de røvede værdier, inklusive smykker, kvæg og fanger m.m.

Når togterne i et område havde resulteret i en tilstrækkelig mængde bytte, bevægede hæren sig videre. Ikke i huj og hast, men i god ro og orden, mens man med omhu søgte at værge sig mod overfald bagfra. Plyndringsgodset, der gerne omfattede fanger der skulle sælges som slaver, gerne mest kvindelige, også har sinket tilbagetrækningen. De bortførte kvinder som ikke blev solgt skulle udføre opgaver som rengøring, madlavning og børnepasning, og måtte stå til rådighed for soldaternes seksuelle krav.  Ikke meget ulig hvad man hører om Islamisk Stats religiøst betingede hærgen i vore dage.

Men det er også tænkeligt, at felttogene ikke var synderligt succesfulde. De tætte skove, de mange søer, og det ofte sumpede land har ikke gjort det nemt for en regulær hær. Pruserne modstod da også i mere end et halvt århundrede de senere teutoner-ridderes forsøg på at erobre og kolonisere området. Det eneste, der med nogen sikkerhed vides er, at fyrst Msciwoj I af Pommerellen med sin ed som vasal til kongen også overdrog kontrollen med de strategisk beliggende borge Zantyr, beliggende hvor Vistula og Nogat-floderne mødes, og Preghore Castrum, en borg ud for Pregolya (Pregel) floden i Sambia, til den danske konge. Borgene skulle markere området for kongens overhøjhed og territoriale interesse.

Det sidste er nok det mest sandsynlige, for der kom ikke noget videre ud af felttoget. Fyrst Msciwoj I frigjorde sig allerede året efter fra sin status som vasal, og den danske militære indsats i det baltiske område skulle blot mindre end et årti senere koncentreres i Estland, hvor altså den danske sejr i slaget i 1219 ved Lyndanisse gik over i historien.

Læs mere:

Danmarks krigshistorie 700-1814 bind 1, K.V. Jensen, K.J.V. Jensen, G. Lind                                                                                                                                   Danske korstog – krig og mission i Østersøen/ J. H. Lind, C. S. Jensen, K. V. Jensen, A. L. Bysted
Some Remarks on the Settlement Systems of Early Medieval Prussians/ Tomasz Nowakiewizc
The Crusades and the Military Orders/ Zsolt Hunyadi/ Joszef Laszlovszky
Medieval Scandinavia, Odense Uni. Press, bind 12, Christian Pruthenian Mission.
”A Strategy of Total Annihilation, Henry of Livonia and the Conquest of Estonia 1208-1227”/John Gillingham
The Forgotten Crusaders; Poland and the Crusader Movement in the 12.th og 13.th Century; Mikolaj Gladysz
The Slippery Memory; The Place of Pomerania in the Medieval Kingdom; Paul Milliman
The Popes and the Baltic Crusades 1147-1254; Iben Fonnesbech-Schmidt