Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik 1864-1885

Denne artikel er tænkt som et overblik over Danmarks sikkerhedspolitiske position i tiden fra nederlaget i 1864 til påbegyndelsen af Københavns befæstning i 1885. En spændende periode for Danmark.

af Søren Nørby

Danmark og Europa efter 1864

Europa var i 1864 stadig præget af et magtbalancesystem, hvor Danmark som en lille stat måtte søge at manøvrere bedst muligt mellem stormagterne. (1) Danmarks geografiske placering som “nøglen til Østersøen” gav landet en høj prioritet overfor især Storbritannien og Rusland. Briterne havde handelsinteresser i det baltiske område, og i store dele af denne periode var Østersøen Storbritanniens eneste mulighed for militært at true Rusland. (2)

Danmarks position som "Porten til Østersøen"
Danmarks position som “Porten til Østersøen”

Danmarks forsvarspolitik fra tabet af Slesvig-Holsten til Frankrigs nederlag i 1871

Nederlaget i 1864 havde ikke alene resulteret i et militært og politisk nederlag, men havde også skabt en ny sikkerhedspolitisk situation for Danmark. Tabet af Slesvig-Holsten medførte at en stor dansksindet befolkningsgruppe kom under Preussisk overherredømme, hvilket gav den preussiske regering et stærkt kort overfor den danske regering. Derudover skabte nederlaget – ikke overraskende – også et stærkt ønske om revanche i den danske befolkning.

Den hidtidige danske forsvarsstrategi gik ud på, at man mod en overmægtig fjende skulle opgive Jylland, og trække hæren tilbage til Fyn og Sjælland, hvor den danske flåde skulle forhindre en fjendtlig landgang. Denne opgave havde flåden løst med relativ succes i 1864-krigen. Ved søslaget ved Helgoland i 1864 var det lykkedes en dansk flådeeskadre at stoppe en østrigsk-preussisk eskadre, og derved at fastholde forbindelsen mellem de danske øer. Efter krigen var flåden modsat hæren også stort set intakt. (3)

Under krigen i 1864 var den preussiske flåde stadig for lille til at spille nogen større rolle i de preussiske krigsplaner. Først i 1865 vedtog Preussen dets første flådeplan, der lagde op til en mindre og defensiv kystflåde. I planen tog man også højde for både de manglende preussiske erfaringer mht. flådebygning og søkrig og for den manglede infrastruktur, såsom værfter, flådebaser o. lign. (4)

Fredsslutningen med Danmark havde givet preusserne fuld kontrol over havnebyen Kiel, og efter planens vedtagelse begyndte man en udbygning og befæstning af denne by samt havnebyen Wilhelmshaven. Disse to havnebyer blev hovedbaserne for den preussiske og, efter Tysklands samling i 1871, tyske flåde. Placeringen af disse to flådebaser fik stor betydning for Danmarks forhold til den sydlige stormagt, idet preussiske orlogsskibe skulle passere danske farvande, når de skulle skifte mellem de to baser.

Det faktum spillede en stor rolle for tyskernes syn på Danmark i det mindste indtil indvielsen af Kielerkanalen i 1895. Med indvielsen af denne kanal blev det muligt for tyskerne at flytte deres skibe mellem Nord- og Østersøen uden at skulle benytte den lange vej udenom Jylland.

Udviklingen i Preussen var man bekendt med i Danmark, og man indså at denne udvikling, sammen med eftervirkningerne af nederlaget i 1864 nødvendiggjorde en ændring af de hidtidige forsvarsplaner. I 1866 nedsatte regeringen derfor en forsvarskommission, der allerede samme år fremkom med dets vurderinger. Kommissionen anså det Nordtyske Forbund som Danmarks hovedfjende, men kom samtidig til den konklusion, at der ikke var råd til at opretholde et forsvar, der alene var indrettet til at kunne modstå et angreb fra den kant.

For at opveje de økonomiske mangler foreslog kommissionen, at den danske forsvarspolitik skulle bindes sammen med en udenrigspolitik, hvis hovedmål var at skaffe Danmark allierede. Man antog, at man i kraft af Danmarks geografiske placering stadig ville være sikret stormagtsstøtte fra enten Rusland eller Storbritannien, og satsede ud over dette på en fastholdelse af det fransk-tyske modsætningsforhold.

Kommissionen forudså også, at Preussen, i kraft af dets større ressourcer, ville vise sig i stand til både at opretholde en større hær end den danske, og at øge den preussiske flåde, så den blev den danske overlegen. Kommissionen anbefalede, at man i Danmark forsøgte at følge med den tyske flådeopbygning så længe som overhovedet muligt. Sideløbende med dette skulle man gå bort fra den hidtidige forsvarsplan og i stedet inddele Danmark i 2 forsvarszoner med Fyn og Jylland på den ene side og Sjælland på den anden. Disse zoner skulle hver for sig være i stand til at klare sig, hvis en fjendtlig flåde blokerede bælterne. Denne opdeling i Østre og Vestre Landkommando eksisterer den dag i dag.

Kommissionens oplæg resulterede i en ny Hærlov i 1867 og en ny Søværnslov året efter. (5) Begge love blev vedtaget med den klausul, at de pga. den hurtige militær-teknologiske udvikling, skulle revideres senest 5 år senere. Desuden foreslog krigsminister Raasløft en nedlæggelse af Københavns befæstning, idet man var af den opfattelse, at det bedste forsvar var en mobil hær, der kunne møde fjenden i tilfælde af en landgang. (6)

I Søværnsloven blev der ikke opstillet nogen decideret styrkeplan, mens Hærloven lagde op til et forsvar, der var klar til revanche mod Preussen, eller, hvis Danmark blev angrebet, skulle kunne kæmpe en henholdende kamp indtil hjælpen fra en eller flere stormagter nåede frem. Hvilke stormagter man regnede med hjælp fra, blev dog ikke specificeret nærmere. (7)

Denne politik grundede ikke i nogen direkte aftale eller forståelse med stormagterne. I den danske regering regnede man blot med at Danmarks geografiske placering automatisk ville få andre stormagter til at blande sig, hvis landets eksistens blev truet.

Det kan forekomme naivt, at den danske regering ikke foretog nogen sonderinger hos stormagterne for at klarlægge om regeringens politik var realistisk, men grunden til dette var sandsynligvis, at regeringen ikke ønskede at binde sig til den ene eller anden side i det europæiske magtsystem.

I 1870 udbrød der krig mellem Frankrig og Preussen. Den danske befolkning øjnede her en mulighed for at genvinde de i 1864 tabte områder, og der opstod et stærkt folkeligt pres på regeringen for at gå ind i krigen på fransk side. Til held for Danmark var regeringen i stand til at modstå presset fra befolkningen længe nok til, at Frankrigs nederlag blev åbenlyst.

Frankrig var en af de stormagter, som regeringen havde satset på skulle komme Danmark til hjælp i en krise, og landets nederlag ændrede Danmarks position. Da den lovbestemte revision af forsvarsplanerne kom på dagsordenen i 1871/72, var der derfor for Danmarks vedkommende tale om en ny sikkerhedspolitisk situation, der nødvendiggjorde markante justeringer af de danske forsvarsplaner.

Debatten om Danmarks forsvar 1872-1879

Debatten om Danmarks forsvarsstruktur var allerede begyndt før Frankrigs nederlag, men det var som om det først var med dette nederlag, og Tysklands efterfølgende samling, at det gik op for folk, at chancen for en succesfuld revanchekrig var ikke-eksisterende. Derfor blev debatten om forsvarets fremtidige opbygning både følelsesladet og voldsom, og den kom til at præge hele det politiske landskab frem til systemskiftet i 1901.

Danmarks ændrede sikkerhedspolitiske situation krævede en gennemgribende ændring af det danske forsvar, men det viste sig umuligt at opnå et kompromis i Rigsdagen. Dette betød at man måtte lade de gamle love løbe endnu et år, hvorefter man igen måtte forsøge at få en aftale i hus. Dette fortsatte år efter år, mens debatten om forsvaret fortsatte overalt i befolkningen, samt blandt hærens og flådens personel. (8)

Kendetegnende for næsten alle debatdeltagerne var, at de ikke vidste særligt meget om Danmarks udenrigspolitiske situation, da regeringen var enerådende i udenrigspolitiske sager. Dette havde som resultat at man i forsvarsdebatten ofte ikke var i stand til at tage højde for landets reelle udenrigspolitiske situation. (9)

Debatten gik hovedsageligt på, om man skulle satse på et forsvar af hele Danmark eller kun koncentrere sig om Sjælland og herunder, om man skulle forsøge at forsvare hele Sjælland eller blot København. Der blev i 1872 nedsat en militærkommission, der skulle fremlægge et forslag til et helhedsforsvar. Kommissionens konklusion var en klar fortaler for en sømilitær-forsvarsstruktur, hvori flåden skulle udgøre den første forsvarslinie og den vendte sig mod en større befæstning af København. Desværre var kommissionen svækket allerede inden den begyndte sit arbejde, da den ikke inkluderede Rigsdagens politikere, og da dens konklusion var fortrolig.

En af årsagerne til den manglende støtte til Københavns befæstning var, at kommissionen anerkendte Øresunds svindende strategiske betydning på bekostning af Storebælt. De store orlogsskibe var ved at være så store at Øresund var for lavvandet til dem, og sundet var samtidig meget let at lukke. Dette gjorde Storebælt mere attraktivt, om end dette bælt var sværere at navigere i end Øresund. (10)

Højreregeringen fremlagde i 1873 et forslag til en ny forsvarsordning, der gik ud på at flåden skulle være den primære forsvarslinie, og at hæren blot skulle være af en størrelse, der gjorde det muligt at holde stand, indtil hjælpen nåede frem fra stormagterne. En defensiv forsvarsordning, som man dog ikke kunne samle flertal for, og forsvarsdebatten fortsatte. (11) Denne debat blev i høj grad påvirket af den teknologiske udvikling.

Den teknologiske udvikling

Indenfor Søværnet skete der i det nittende århundrede en række teknologiske fremskridt, der påvirkede både den danske forsvarsdebat og stormagternes syn på Danmarks betydning. Den vigtigste ændring var skiftet fra sejl til damp som orlogsskibenes fremdriftsmiddel. Denne teknologiske landvinding medførte markante ændringer i bl.a. Storbritanniens vurdering af Danmarks betydning.

De første kulfyrede dampskibe havde relativ kort aktionsradius, og det var derfor vigtigt at skibene havde mulighed for at indtage kul på vej mod deres destination. Var skibene britiske og deres mål Rusland via Østersøen, var Danmarks holdning i en konflikt central for den britiske planlægning. For Royal Navy afhang et sådant togt ind i Østersøen af, om Danmark ville tillade britiske orlogsskibe at bunkre i danske havne eller blot tillade britiske forsyningsskibe at passere danske farvande.

Det mest fordelagtige for briterne ville være, at “porten til Østersøen” var i hænderne på et lille og påvirkeligt land som Danmark, og at landet i en eventuel krise holdt sig neutral, men om denne “garanti” også inkluderede Jylland og måske Fyn er svært at sige. (12)

I Danmark drejede debatten sig dog om helt andre aspekter af den teknologiske udvikling. Den innovation, der kom til at påvirke diskussionerne mest var torpedoen, eller “den aktive mine” som den også blev kaldt.

Whiteheadsk Torpedo
Whiteheadsk Torpedo

Torpedoen blev udviklet i midten af 1860’erne, og førte hurtigt til udviklingen af torpedobåde. Disse fartøjer havde en række fordele frem for store panserskibe. De var små, hurtige og sidst men ikke mindst billige, hvilket gjorde dem yderst attraktive for en sømagt med begrænsede midler som f.eks. Danmark. Den danske flåde indså hurtigt de potentielle muligheder i torpedoen, og allerede i 1872 blev der nedsat en Søminekommission, der skulle undersøge dette våbens potentiale.

De første forsøg med torpedoer var lidet succesfulde. Først da man i 1875 begyndte forsøg med den “Whitehead’ske” torpedo, fik man et våben, der levede op til forventningerne. (13)

Generelt famlede alle flådemagterne i blinde mht. hvilke våben, den næste krig ville blive udkæmpet med. En overgang blev alle panserskibe endog bygget med en vædderstævn, da man regnede med, at fremtidens søkampe ville komme til at foregå på så kort afstand, at et sådant våben kunne få stor effekt og helt frem til starten af det tyvende århundrede indgik der 400 huggerter i standardudrustningen for britiske slagskibe. Disse våben skulle bruges ved entrering af fjendtlige orlogsskibe. Hovedårsagen til denne usikkerhed skyldtes en mangel på krigserfaringer i denne periode. (14)

I de følgende år blev der i næsten alle flåder i Europa lavet forsøg med torpedoer, og ideen om at torpedobåde kunne erstatte de store panserskibe kom til at spille en fremtrædende rolle i landenes forsvarsdebatter. (15)

Udover udviklingen af torpedoen foregik der også et kapløb mellem panser kontra bevæbning. Dette kapløb, der havde stor indvirken både på panserskibenes udvikling og deres pris, medførte også stor usikkerhed omkring konstruktionen af denne klasse af skibe.

De danske panserskibe, der blev bygget i denne periode bar i høj grad præg af denne tvivl. Selv om der i 1870’erne og 1880’erne kun var få år imellem bygningen af Helgoland (1878), Tordenskiold (1880) og Fyen (1882) var der meget få lighedspunkter mellem disse fartøjer.

Helgoland fra 1878 er med dets 5480 tons den dag i dag den danske flådes største orlogsskib, og i dens levetid var den det største panserskib i hele Norden. Helgoland var armeret med en 30,5 cm. kanon, fire 26 cm. kanoner og en række mindre skyts. Som det første danske Helgoland orlogsskib blev Helgoland bygget med 2 torpedorør placeret i skibets stævn.

Helgoland (billede: Orlogsmuseets samling)
Helgoland (billede: Orlogsmuseets samling)

Tordenskiold fra 1880 var “kun” på 2534 tons, men til gengæld udrustet med en kanon på 35,3 cm. Denne kanon var frem til Tordenskiolds skrotning i 1907 nordens største.

Tordenskjold (billede: Orlogsmuseets samling)
Tordenskjold (billede: Orlogsmuseets samling)

I 1880 gennemtrumfede Marineminister Ravn bygningen af krydserfregatten Fyen, der løb af stablen i 1882. Denne Tordenskiold krydserfregat, der var et kombineret sejl- og dampskib, var forældet allerede inden kølen blev lagt. Med sine høje master og store sejlareal passede Fyen dårligt ind i en moderne flådestyrke.

Bygningen af så forskellige orlogsskibe var med til at give Danmark en uhomogen flåde, der løbende havde behov for ressourcekrævende tilpasninger og moderniseringer. (17)

Fyen (billede: Orlogsmuseets samling)
Fyen (billede: Orlogsmuseets samling)

I Rigsdagen blev forsvarsdebatten efterhånden polariseret mellem den sømilitære og den landmilitære fløj. Oppositionen (Venstre) hældte til den sømilitære opfattelse, med flåden som forsvarets 1. linie, mens Højre, der havde regeringsmagten, hældte til den landmilitære opfattelse med en stor hær, befæstning af København og en lille defensiv kystflåde, hvis opgave var at assistere hæren i dens operationer. Den sømilitære fløj var imidlertid præget af en stor intern uenighed mellem den såkaldte offensive og defensive skole, der resulterede i, at den sømilitære fløj blev kørt ud på et sidespor. (18)

Udenrigspolitikken under Estrup 1875-1885

I 1875 blev højrepolitikeren J.B.S. Estrup konseilspræsident. Estrups forsvars- og sikkerhedspolitik er blevet kraftigt kritiseret, men måske er den ikke helt så ugennemtænkt, som dens kritikere antyder.

Estrup har desværre ikke efterladt sig særligt mange kilder om bevæggrundene for hans politik, men i et internt regeringsnotat fra 1878 berører han Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Her skriver han, at et tættere forhold til Tyskland var ønskværdigt. Han var overbevist om, at hvis den næste krig, Danmark kom til at udkæmpe, var mod Tyskland, ville det blive Danmarks sidste krig.

Han var også uenig med dem, der ensidigt satsede på hjælp fra Storbritannien, eller de som ønskede, at Danmark blot skulle holde sig gode venner med alle. Han regnede ikke med at Storbritannien længere ville komme Danmark til hjælp og desuden var han af den opfattelse, at den der var lige gode venner med alle, ikke havde nogen “rigtige venner”. (19)

J.B.S Estrup
J.B.S Estrup

Estrups udenrigs- og sikkerhedspolitik var en dristig balancegang. Han fandt det nødvendigt at Danmark valgte side, og han så Tyskland som den eneste side regeringen kunne vælge, hvis den ønskede at bevare Danmark frit. Samtidig var han opmærksom på, at Danmark ikke måtte bringe sig i et afgørende afhængighedsforhold til Tyskland, og da den danske befolkning var imod enhver tilnærmelse til Tyskland, skulle Estrups regering derfor sige et internt, mens den signalerede noget andet i udlandet.

I perioden 1876-1878 var den sikkerhedspolitiske situation i Europa præget af modsætningsforhold mellem Storbritannien og Rusland, og da deres interessemodsætninger hovedsageligt drejede sig om Balkan og Tyrkiet, var dette en rolig udenrigspolitisk periode for Danmark. (20) Tyrkiets kontrol over udsejlingen fra Sortehavet gav landet en position af lignende vigtighed, som den Danmark havde over udsejlingen af Østersøen, og man kan ud fra især Storbritanniens reaktion på truslen om russisk kontrol over dette farvand, ane en mulig reaktion på en lignende situation omkring tysk eller russisk kontrol over indsejlingen til Østersøen.

Perioden var i Danmark præget af politisk uenighed i Rigsdagen om bl.a. forsvarssagen, men det lykkedes at skabe enighed om en modernisering af søforterne omkring København. Søforter blev af de fleste opfattet som et værn mod Storbritannien og Rusland, men da den tyske flåde på dette tidspunkt havde nået et højere niveau end den danske, anså de fleste det for fornuftigt at modernisere søforterne. (21)

Udviklingen i den tyske flåde viste også at forsvarskommissionen fra 1866 havde ret i dens forudsigelser. Selv om den tyske flådeopbygning ikke var gået helt så hurtigt som kommissionen havde forudsagt, var den tyske flåde fra ca. 1880 den danske overlegen. (22)

I 1879 ændredes trusselsbilledet. Kriserne mellem Storbritannien og Rusland blev afviklet uden andet end diplomatiske sværdslag, men medførte at Storbritannien for en tid mistede interessen for begivenhederne på kontinentet. Dette gav mere plads til Tyskland, og det fik Danmark at føle med ophævelsen af Prag-fredens §5, der i korthed gik ud på at befolkningen i Nordslesvig på et uspecificeret tidspunkt via en folkeafstemning kunne ønske at komme tilbage til Danmark. (23)

Den danske regering protesterede over denne beslutning, men uden resultat. Selv om regeringen godt var klar over, at chancen for at omgøre Tyskernes beslutning var minimal, var det Estrup magtpåliggende, at man protesterede, for at vise at man ikke var for eftergivende overfor Tyskland. Derved undgik man en miskreditering hos de stormagter, der skulle komme landet til hjælp i tilfælde af en konflikt mellem Danmark og Tyskland.

Hvis de fik opfattelsen af at Danmark allerede de facto var under tysk kontrol, kunne det betyde at disse stormagter på forhånd ville opgive at komme landet til undsætning i en konflikt med Tyskland. Den danske regering protesterede derfor, men uden opbakning fra de øvrige stormagterne nyttede protesterne ikke, og ophævelsen af paragraf §5 viste, at tanken om stormagtsstøtten til Danmark ikke kunne bruges til ret meget andet end en afværgelse af den totale katastrofe. (24)

Denne situation må have været medvirkende til at Estrup i 1878-1882 undlod at stille nye forslag om Københavns landbefæstning. Det er ikke til at sige med sikkerhed om der lå indenrigspolitiske eller udenrigspolitiske årsager bag beslutningen, men det forekommer sikkert, at efter begivenhederne omkring ophævelsen af §5 var der ikke megen lyst i den danske regering til at provokere tyskerne. (25)

Det spændte forhold til Tyskland kombineret med interne politiske bevægelser, bidrog til at fremtvinge en foreløbig løsning på forsvarsforhandlingerne. I slutningen af 1879 blev der således nedsat en ny forsvarskommission. Dens arbejde ledte i 1880 til vedtagelsen af en ny hær- og søværnslov, der endeligt erstattede lovene fra 1866 og 1867. Vedtagelsen skete dog uden om regeringen, der havde fremlagt en plan for den landbefæstning af København, som oppositionen var så indædt imod.

Udviklingen i Europa

I Europa var der en udvikling i gang der vendte stormagternes interesse væk fra Nordeuropa. Suezkanalen var blevet åbnet i 1869, og var endnu et skridt i retningen af at flytte stormagternes, herunder især Storbritanniens, interesseområder ud til Afrika og det Fjerne Østen. Datidens konfliktområder lå i den sydlige del af Europa/Balkan, i Asien og Afrika, hvor Danmark ikke spillede nogen rolle og ikke havde nogen interesser.

Spørgsmålet er også, hvor meget Danmark reelt havde at frygte fra Tyskland. Selv om tyskerne på intet tidspunkt efter 1864 regnede med andet, end at Danmark i en europæisk krise ville holde sig enten neutral eller gå mod Tyskland, havde Tyskland mere brug for at undgå at Danmark blev tvunget i hænderne på en af de andre stormagter, end det havde brug for baser på dansk territorium. (26)

Fra Hær- og Søværnsloven af 1880 til den første provisorielov i 1885
Hær- og Søværnslovene fra 1880 opretholdte en mobil hær og fjernede alle Estrup-regeringens forslag om en landbefæstning af København. Søværnsloven bar meget præg af at være et kompromis, idet det af lovens §2 fremgik at flåden skulle bestå af: “12 større og et passende antal mindre skibe”. En nærmere definitioner på “større skibe” og “et passende antal mindre skibe” var ikke at finde i loven. Dette betød, at selv om forsvarslovene fra 1867 og 1868 nu endeligt var blevet revideret, så var kampen om Danmarks forsvarsstruktur langt fra overstået.

Situationen mellem Estrup-regeringen og oppositionen blev til sidst så tilspidset, at oppositionen, der havde flertallet i Folketinget, indledte “visnepolitikken”. Visnepolitikken betød at oppositionen blokerede for et hvert nyt tiltag fra regeringens side. Den eneste lov, de ville lade passere var Finansloven.

Forsvarspolitikken spillede en stor rolle i denne uenighed. Oppositionen var indædt modstandere af regeringens forslag om en landbefæstning af København, men den kunne ikke selv blive enig om en alternativ løsning. Krisen blev skærpet, da Estrup-regeringen i 1881 igen fandt forslaget om befæstningen frem. (27)

Det virker sandsynligt at årsagen til at forslaget om en befæstning af København var taget af bordet i 1876-1881 var et dansk ønske om ikke at provokere Tyskland.

At forslaget kom på bordet igen i 1881 kan også have været grundet i, at Estrup frygtede at fastlåsningen af krisen mellem Folketinget og Landstinget ville medføre at der i Danmark skulle opstå et militært tomrum. Et militært tomrum, der ville betyde, at landet ville fremstå så militært svagt, at det ikke kunne forsvare dets suverænitet, og at stormagterne derfor ville miste tilliden til den førte politik. Estrup mente at en befæstning af København ville løse dette problem. (28)

Fortalerne for befæstningen mente, at Danmarks eneste chance for at overleve et angreb fra tysk side ville være et “eksistens”-forsvar af København. Her lå centraladministrationen, og så længe denne ikke var erobret, kunne man stadig opretholde illusionen om at Danmark eksisterede, selv om resten af landet var under fjendtlig kontrol. En befæstning ville også sikre hovedstaden mod et overraskelsesangreb og fait acompli-besættelse. (29)

Man skulle med andre ord på forhånd opgive forsvaret af resten af landet og holde ud i København indtil andre stormagter kom Danmark til hjælp. Der blev imidlertid ikke sat navne på disse hjælpsomme stormagter, men det mest sandsynlige er, at man mente Storbritannien. Man tog det stadig for givet, at Danmarks geografiske placering ville få de øvrige stormagter til at gå i krig for at fastholde Danmarks suverænitet, men stadig uden at have undersøgt om disse forudsætninger var tilstede.

Da Storbritanniens interesser i Østersøen var vigende i sidste halvdel af det nittende århundrede og da landet som tidligere nævnt var travlt optaget af begivenheder på Balkan og uden for Europa er det ikke sikkert at landet kunne have kommet Danmark til hjælp, selv om man skulle have ønsket det. Så sent som i 1888 blev Royal Navy stærkt kritiseret for ikke at have en mobiliseringsplan, der muliggjorde en hurtig fredstidsmobilisering. (30)

I 1881 ændrede den sikkerhedspolitiske situation sig igen. En stormagtsaftale lukkede Bosperusstrædet for orlogsskibe, hvilket må have øget interessen for Østersøen i den britiske krigsplanlægning. Samtidig fik Rusland ny Zar, der var gift med en dansk prinsesse, og dette sammen med en generel afspænding i forholdet mellem Rusland og Tyskland, sikrede for en periode Danmarks position, og Estrup-regeringen kunne, uden at frygte Tysklands vrede, opbygge et forsvar, der paradoksalt næsten udelukkende var vendt mod Tyskland. (31)

I 1885 besluttede Estrup at tage opgøret med oppositionen. Statskassen havde pga. oppositionens visnepolitik oparbejdet en formue på ca. 60 mio. kr., hvilket sammen med provisorievåbnet, gav Estrups regering midlerne til, uden om flertallet i Folketinget, at gennemtrumfe påbegyndelsen af udbygningen af Københavns landbefæstning.

Beslutningen om dette kæmpe byggeprojekt bliver som oftest begrundet i den interne politiske situation, men jeg vil mene at det også kan ses som et forsvarspolitisk skridt taget på det rigtige tidspunkt.

På sin vis havde Københavns befæstning en positiv indvirken på forholdet til Tyskland. For det første viste Danmark hermed, at det tog dets neutralitet alvorligt, og derudover var befæstning af København kun defensiv. Havde man ønsket et mere offensivt anlæg burde man i stedet have lagt befæstningen ved Storebælt, som man derved kunne have lukket for fjendtlige orlogsskibe.

Som våben til opretholdelse af Danmarks neutralitet var befæstningen vigtig. Et godt forsvar gav Danmark større spillerum i forholdet til stormagterne, og da en befæstning, modsat en stor hær, dårligt kunne bruges offensivt, sikrede Københavns befæstning i realiteten tyskernes nordflanke mod angreb fra dansk side. (32)

Befæstningen kan også ses som et udtryk for asymmetrisk krigsførelse. Den tyske hær var meget mobil, og mod et stærkt befæstningsværk ville denne fordel forsvinde, hvorfor den ville være tvunget til at kæmpe på forsvarenes vilkår.

Befæstningen spillede altså en rolle i tyskernes syn på Danmarks militære potentiale. I den tyske hærs planlægning mistede Danmark næsten enhver betydning, idet man anså et angreb fra Danmarks side som usandsynligt, og hvis Danmark alligevel skulle angribe, regnede den tyske generalstab med, at de tyske reservetropper kunne klare den lille danske hær.

Modsat spillede Danmark en central rolle i den tyske flådes planlægning. Den tyske flåde ønskede kontrol med de danske stræder, og anså Københavns befæstning som en nød, de ikke kunne knække uden støtte fra den tyske hær. Men selv om Tyskland rådede over en hær på over 2 mio. mand, afslog Generalstaben så sent som i 1905 den tyske flådes ønske om tropper til et evt. angreb på Danmark.

Bevæggrundene var, at det ville have medført en svækkelse af de styrker, der var afsat til angreb på Frankrig og Rusland. En besættelse af Danmark var ikke af vital interesse for den tyske hær. Det var kampen mod Frankrig og Rusland derimod, og her var styrkeforholdet så tæt, at man ikke mente man havde nok soldater til samtidig at tage sig af Danmark. (33)

Royal Navy tillagde Danmark en lignende vigtighed. Først efter århundredeskiftet opgav Royal Navy planerne om et fælles hær- og flådeangreb ind i Østersøen, og det på trods af, at den britiske hær havde opgivet sådanne planer langt tid før.

Forsvarspolitikken 1864-1885

Perioden 1864-1885 var præget af en række indenrigspolitiske stridigheder, der havde stor betydning for udviklingen af Danmarks forsvar. Forsvarskommissionen fremkom i 1866 med en udmærket og rimelig langsigtet plan for forsvarets udvikling, og at man i den tog højde både for den tekniske udvikling og Preussens voksende styrke, fortjener ros. Derfor var det ødelæggende, at den interne politiske situation umuliggjorde en fortsættelse af denne politik.

I stedet for at forhandle sig frem til en langsigtet plan ved revisionen i 1871/72 druknede det hele i internt splid. Splid Danmark kun overlevede, fordi der i denne periode ikke var nogen direkte trusler mod landet og fordi regeringen kløgtigt opretholdte en meget lav udenrigspolitisk profil. Denne lave profil kombineret med den spændte magtbalance gjorde, at det ikke var opportunt og/eller nødvendigt for Preussen/Tyskland at angribe Danmark.

Den indenrigspolitiske forsvarsdebat var både præget af et -nederlaget i 1864 taget i betragtning forståeligt nok – negativt syn på Preussen/Tyskland, og af at den danske regering holdt befolkningen og Rigsdagen uden for den udenrigspolitiske beslutningsproces.

Forslaget om en landbefæstning af København blev brugt som et led i den indenrigspolitiske kamp, men det er min opfattelse, at den også bundede i reelle overvejelser om, hvilket forsvar, der bedst kunne garantere Danmarks fortsatte neutralitet og suverænitet.

Estrups politik omkring tidspunktet for udbygningen af hhv. sødefensionerne og landbefæstningerne må have været påvirket af forholdet til Danmarks naboer, og det lykkedes regeringen – uden om flertallet i Folketinget – at få lavet en forsvarsløsning med Københavns landbefæstning, der passede til Danmarks sikkerhedspolitiske situation.

Noter:

(1) Branner 1972, s. 51.
(2) Sankt Petersborg var indtil 1918 Ruslands hovedstad. I Krimkrigen 1856-58 besejrede en engelsk-fransk alliance Rusland efter kampe bl.a. i Østersøen.
(3) Bjerg 1972-74, s. 2-3.
(4) Lambi 1984, s. 2.
(5) Søværnslovens forsinkelse skyldtes interne problemer i regeringen og ikke forslagets indhold. Bjerg 1972-74, s. 6.
(6) Den daværende befæstning af København var mod landsiden hovedsageligt den befæstning, der havde været så utilstrækkelig mod briternes bombardement i 1807. I 1858 var der efter års udvalgsarbejde blevet vedtaget en “lov om Københavns befæstning mod Søsiden”, hvilket havde medført modernisering af de eksisterende værker og bygning af flere nye. Christensen 1990, s. 17ff og Bjerg 1972-74, s. 4 ff.
(7) Bjerg 1972-74, s. 6-7.
(8) I 1883 indsamlede en forsvarsbevægelse over 103.000 underskrifter til fordel for Københavns befæstning. Fink 1986, s. 215-227 og 295.
(9) Bjerg 1972-74, s. 14 og Rerup 1989, s. 326-330.
(10) Den fortsatte forøgelse af orlogsskibenes deplacement nødvendiggjorde ved århundredeskiftet en udvidelse af Kielerkanalen. Fink 1986, s. 98 og Rystadt 1994-95, s. 147. Lambi 1894, s. 53ff.
(11) Bjerg 1972-74, s. 14-20.
(12) Rystadt 1994-95, s. 313.
(13) De første forsøg var med de såkaldt stang- og slæbetorpedoer. For en yderligere beskrivelse af disse forsøg, se Garde og Bjergs “Torpedobåde gennem 100 år. Det danske torpedobådsvæsen 1879-1979”. De først whiteheadske torpedoer (opkaldt efter opfinderen, skotten Robert Whitehead, der konstruerede prototypen i 1864) kom til Danmark i 1875, men man fortsatte med forsøg med andre typer torpedoer helt frem til 1879. Garde 1979, s. 11ff.
(14) Første gang en Whitheadske torpedo blev brugt med succes i krig var i 1878. Garde 1979, s. 18.
(15) Garde 1979, s. 23 og 27, Rystadt 1994-95, s. 314 og Marder 1940, s. 123-127.
(16) Steensen 1968, s. 244 & 284. Bygningen grundede muligvis mere i overvejelser omkring beskæftigelse af Orlogsværftets arbejdsstyrke, samt ønsket om at få et orlogsskib, der kunne klare den lange tur til Dansk Vestindien end af militærstrategiske hensyn. Derudover var der i mange år en diskussion blandt marinens officerer, om man kunne uddanne søofficerer uden at de lærte at sejle med sejlskib.
(17) Denne udvikling var ikke unik for Danmark. I Frankrig havde man i perioden 1871-1896 36 udskiftninger i ledelsen af det franske Marineministerium, hvilket resulterede i en stor men meget uhomogen flåde. Marder 1940, s. 188ff. + Steensen 1968, s. 253.
(18) Den offensive skole gik ind for store skibe, mens den defensive ønskede at satse på mindre torpedo- og kanonbåde.
(19) Fink 1986, s. 127-129.
(20) Rusland og Tyrkiet udkæmpede i 1877-1878 en krig som Rusland vandt. Den efterfølgende fredsslutning gav Rusland for meget indflydelse på Balkan, hvilket fik Storbritannien til at blande sig. Denne krise førte en overgang til frygt for krig mellem Rusland & Storbritannien. Taylor 1957, s. 228-47.
(21) Moderniseringen af Københavns sødefensioner var oprindeligt en del af Estrup-regeringens større plan for en befæstning af København, men moderniseringen af sødefensionerne var det eneste der kunne skabes enighed om. Christensen 1990, s. 18-19, Due-Nielsen 1990, s. 26ff og Fink 1986, s. 121+ 187.
(22) Steensen 1968, s. 282. Misforholdet blev dog udlignet lidt under von Caprivi’s tid som Marineminister i Tyskland i 1882-1888. Von Caprivi gik ind for en mere defensiv flåde bestående af torpedo- og kanonbåde. Garde 1979, s. 27.
(23) Rerup 1989 s. 291ff.
(24) Taylor 1957, s. 250ff.
(25) Bjerg 1972-74, s. 32.
(26) Lambi 1984, s. 58.
(27) Fink 1986, s. 259ff.
(28) Due-Nielsen 1990, s. 27.
(29) Due Nielsen 1990, s. 27.
(30) Marder 1940 s. 120 – 134 og Taylor 1957, s. 247.
(31) Due-Nielsen 1990, s. 36.
(32) Rystadt 1994-95, s. 153 og Due-Nielsen 1990, s. 36.
(33) Due-Nielsen 1990, s. 31. Dette eksempel betyder ikke at tyskerne havde aktuelle planer om et angreb på Danmark, men skal mere ses som led i den kontunuerlige planlægning, som finder sted i ethvert militært hovedkvarter.

Læs mere:

Bjerg, Hans Chr. “Debatten om Danmarks strategiproblem 1872-1876”.
Historie, Jyske Samlinger, Ny Række 10. Århus 1972-74.

Brander, Hans “Småstat mellem stormagter. Beslutningen om mineudlægning august 1914” Dansk Udenrigspolitisk Instituts skrifter 5. 1972.

Branner, Hans “Østersøen og de danske stræder i engelsk krigsplanlægning 1904-1914”.
Historie, Jyske Samlinger, Ny Række 9, Århus 1970-72, s. 493-535.

Due-Nielsen, Carsten “Estrups sikkerhedspolitik, Et forsøg på rehabilitering”
Artikel i “Presse og historie”, Festskrift til Niels Thomsen, s. 23-40. Odense Universitetsforlag 1990.

Fink, Troels “Estruptidens Politiske Historie 1875-1894”. Bind I, “Kampen mellem de to ting 1875-1885”. Odense Universitetsforlag 1986.

Garde, Hans & “Torpedobåde gennem 100 år. Det danske torpedobådsvåben 1879-1979”.
Bjerg, Hans Chr. Marinehistorisk Selskab, København 1979.

Lambi, I. N. “The Navy and German Power Politics 1862-1914”, London 1984.

Marder, Arthur J. “The Anatomy of British Sea Power, a history of British naval policy in the pre-dreadnought era, 1800-1905”, New York 1940.

Christensen, P. T. (red.) “Befæstningsanlæg i Danmark 1858-1945. En statusrapport.”
Miljøministeriet, København 1990.

Rerup, Lorenz “Gyldendals Danmarkshistorie, bind 6, Tiden 1864-1914.”
Afsnit 73-83, s. 290-336., Århus 1989.

Rystad, Göran (ed.) “In Quest of Trade and Security, The Baltic in Power Politics, 1500-1990.” Bind I-II. Stockholm 1994-95.

Steensen, R. Steen “Vore Panserskibe 1863-1943”
Marinehistorisk Selskab, København 1968.

Taylor, A. J. P. “The Struggle for Mastery in Europe, 1848-1918”
Oxford at the Clarendon Press 1957.