Oberst Paludan-Müller sidste kamp

Paludan-Müller var en af samarbejdspolitikkens skarpeste modstandere, og gik tidligt ind i modstanskampen imod tyskerne. D. 26. maj 1944 havde tyskerne planlagt at arrestere ham, og mødte op med en stor styrke ved hans bopæl. Men obersten havde ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp, og en flere timer lang ulige ildkamp udspandt sig, før den fandt sin ende.

af Søren Espersen

Under uhyre stor deltagelse blev oberst Svend Bartholin Paludan-Müller en solrig forsommerdag, den 1. juni 1944 begravet på kirkegården ved sin barndoms præstegård i Snesere på Sydsjælland.

Tyskerne havde forbudt, at han måtte begraves noget sted i Jylland, hvor han var faldet, men til Snesere, hvor hans far havde været præst, vendte Svend Paludan-Müller nu tilbage.

En uge forinden, tidligt om morgenen den 26. maj 1944 havde tyskerne slået til mod en række fremtrædende modstandsfolk – fortrinsvis politifolk og officerer. Dagen efter kunne de censurerede aviser meddele: “Oberst Svend Bartholin Paludan-Müller, Graasten, blev dræbt, da han modsatte sig anholdelsen.”

En særdeles lakonisk beskrivelse af en af Danmarkshistoriens mest heroiske enkeltmandskampe mod en knusende overmagt.

Oberst Paludan-Müller
Oberst Paludan-Müller
Faktaboks - Oberst Paludan-Müller

Oberst Svend Bartholin Paludan-Müller, Graasten – en af Besættelsestidens store navne. Han ville ikke overgive sig til tyskerne, og forberedte sig værdigt på sin død.

Svend Bartholin Paludan-Müller, født 30. oktober 1885 – død 26. maj 1944. Opvokset i et præstegårdshjem i Snesere på Sydsjælland. I 1903 aftjente han sin værnepligt, og bestemte sig for en officerskarriere. I 1917 blev han kaptajn og kompagnichef for 20. bataljon i Slagelse, inden nogle år med civile hverv fulgte.

I 1930 blev han oberstløjtnant og chef for 28. bataljon. 1934 oberst og chef for Grænsegendarmeriet. 1935 skrev han en række avisartikler mod det fascistiske styre i Italien. Deltog efter den tyske besættelse af Danmark i efterretningsarbejdet og i 1943-1944 i organiseringen af modstandskampen i Sønderjylland.

Svend Paludan-Müller havde sin embedsbolig ved kronprins Frederiks og kronprinsesse Ingrids slot i Graasten, da han kl. 05.30 blev vækket ved at der blev råbt, at Gestapo ville tale med ham.

Obersten råbte køligt tilbage, at han da også gerne ville tale med Gestapo, men at de i så fald kunne indfinde sig til normal kontortid, klokken 10.00.

Tyskerne forlangte, at obersten skulle åbne døren, hvilket han nægtede. Minuttet efter sprængte de døren. Den første tyske politisoldat, der trængte ind, dræbtes øjeblikkelig ved et skud fra Svend Paludan-Müllers pistol, hvorefter de andre tyskere trak sig tilbage og obersten barrikaderede døren.

Mens tyskerne samlede sig, sørgede Svend Paludan-Müller for, at hans hustru, Ragna, og datter Dagny samt en husassistent blev bragt i sikkerhed i kælderen. Han gjorde klart for sin hustru, at han ikke ville tages som en anden forbryder.

Kvinder i sikkerhed

Imens var tyskerne gået i stilling i haven, hvorfra de begyndte at beskyde huset – samtidig med at der fra kasernen i Aabenraa var forstærkning med svære våben på vej.

Sognepræsten i Graasten, provst Hvidt bad om tilladelse til at bringe de tre kvinder i sikkerhed, hvilket blev bevilget. Inden han fik kvinderne i sikkerhed, søgte pastoren at overbevise Paludan-Müller om at situationen var håbløs og at han burde overgive sig. Overtalelsesforsøget var forgæves.

Obersten bad nu provst Hvidt om velsignelsen. Derefter tog han rolig og fattet afsked med alle. Provst Hvidt har givet sin skildring:

“Jeg har aldrig lyst velsignelsen over et menneske under så dramatiske og gribende omstændigheder. Her lå på knæ en mand, der vidste, at han ville kæmpe til det sidste og at han skulle dø. Han lå ganske fredelig på sine knæ, men ved hans side lå pistolen og det skarpladte gevær. Han modtog Herrens nåde.”

“Da jeg havde lyst velsignelsen over obersten, henvendte han nogle personlige bemærkninger til mig. Han var ganske rolig og fattet. Der var intet ophidsende at mærke på ham. Det anfægtede ham ikke det mindste, at han nu skulle gå ind til den sidste kamp. Udadtil mærkede man da intet.”

“Da jeg havde hentet de tre kvinder i kælderen skulle han nu tage afsked med dem. De stod foran loftstrappen, og der blev taget en ganske kort afsked, idet han kyssede sin hustru og voksne datter farvel og sagde: “Farvel, og Gud være med jer”.

En sprængningskommando var ankommet, og i den ildkamp, der fulgte, tog tyskerne såvel maskingeværer, håndgranater og brandbomber i brug, inden kampen var forbi kl. 08.45. På det tidspunkt stod huset i lys lue. Først hen på eftermiddagen fandt tyskerne oberstens lig i ruinerne.

I to timer havde Svend Paludan-Müller formået ene mand at holde den angribende tyske styrke, som efter forstærkningen var kommet op på 50 mand, stangen. Under kampen havde obersten sendt adskillige velrettede skud af sted, og tog fem tyske soldater med sig i døden.

Den lille sønderjyske by, Graasten var naturligt i oprør over den voldsomme hændelse. Flagene blev sat på halv, arbejdspladserne og butikkerne lukkede, hvilket skabte et sådant raseri hos den tyske garnisonschef, at han truede med at skyde 10 indbyggere og stikke byen i brand, såfremt butikkerne ikke inden kl. 13.00 blev genåbnet og flagene taget ned. Denne hidsige Hauptmann Schmidt blev dog overtrumfet af sin chef i Aabenraa, som gav kontraordre. Det var ikke yderligere optrapning, der var brug for, mente han.

Rygtet om begravelsen

Situationen var dog stadig højspændt – og blev ikke mindre af, at tyskerne om aftenen lod nazistiske hjemmetyskere om at patruljere i gaderne, hvilket af Graastens befolkning blev betragtet som en oplagt provokation.

Efter fundet af Svend Paludan-Müller i brandtomten blev liget ført til Kolding. Tyskerne var klar over, at befolkningen i Sønderjylland var så ophidsede over begivenhederne, at man besluttede, at man under ingen omstændigheder måtte begraves i Jylland, og derfor blev det Sydsjælland.

Rygtet om oberstens enestående mod og den heltemodige kamp, han havde givet tyskerne, var dog i løbet af få dage kendt i hele Danmark, og i barndomslandsbyen Snesere ventede ham en storslået begravelse.

Det er antaget, at 2.500 mennesker var tilstede omkring Snesere Kirke – som i øvrigt er den tredjestørste landsbykirke i Danmark. Folk var kommet langvejs fra og alene på rygtet – for ikke i én avis stod der skrevet at begravelsen skulle finde sted – det havde tyskerne forlangt.

Begravelsen blev en af de store, bevægede begivenheder under besættelsen. Provst Hvidt fra Graasten, som havde været med i forbindelse med ildkampen, fulgte båren fra Kolding og til Snesere, og det var ham, der forrettede bisættelsen. I sin tale ved graven udtalte provsten om den døde: “Han havde slægtens karakter, forbundet med djærvhed og idealisme.”

På graven blev der efter Danmarks befrielse rejst en sten med indskriften “Han faldt ene mand mod overmagten.”

På to-årsdagen for Svend Paludan-Müllers død blev der i Graasten rejst en mindemur på det sted, hvor han havde kæmpet sin sidste kamp. Under et relief af obersten står indskriften: “I sin brændende Embedsbolig på denne Grund faldt den 26. Maj 1944 Grænsegendarmeriets Chef, Oberst Svend Bartholin Paludan-Müller efter 3 Timers Kamp – ene mod tysk Overmagt.”

Mindemuren blev rejst, hvor oberst Paludan-Müller kæmpede sin sidste kamp. Indskriften: "I sin brændende Embedsbolig på denne Grund faldt den 26. Maj 1944 Grænsegendarmeriets Chef, Oberst Svend Bartholin Paludan-Müller efter 3 Timers Kamp - ene mod tysk Overmagt." (foto: Jesper Christensen)
Mindemuren blev rejst, hvor oberst Paludan-Müller kæmpede sin sidste kamp. Indskriften: “I sin brændende Embedsbolig på denne Grund faldt den 26. Maj 1944 Grænsegendarmeriets Chef, Oberst Svend Bartholin Paludan-Müller efter 3 Timers Kamp – ene mod tysk Overmagt.” (foto: Jesper Christensen)

 I sin “Danmarkshistorie 1900-1945 skrev en bevæget professor Vilhelm la Cour senere om begravelsen i Snesere og om den døde kriger:

“Tusinder og atter tusinder hilste ham i dyb ærbødighed. Han kunne roligt hvile i Danmarks jord. Ingen havde vist dansk ånd, vilje og karakter i klarere og mere storliniet form. Ingen havde sat denne forårsmåned et minde, som stærkere end hans kamp ville lyse for efterslægten.”