Mikkel Nielsen’s dagbog fra krigen i 1864

Da det i december 1863 trak op til krig med de tyske stater blev Mikkel Nielsen indkaldt til den danske hær. Han deltog i tilbagetoget fra Dannevirkestillingen og i kampene i terrænet foran Dybbølstillingen, før han blev taget til fange og måtte tilbringe resten af krigen i fangenskab. Efter krigen nedskrev han sine oplevelser.

Fra Kirsten Povelsen

Mikkel Nielsen blev født den 3. april 1833 i Sejstrup ved Ribe. I december 1863, da det trak op til krig med de tyske stater, blev han indkaldt. Efter krigen nedskrev han sine oplevelser. De blev i 1964 renskrevet af barnebarnet Marie Larsen.

EN KORT FORTÆLLING OM BEGIVENHEDERNE I FELTEN

fra den 10. December 1863, da jeg blev indkaldt til at møde i København for at gøre Tjeneste som Soldat ved 22. Regiment, da Fjenden truede med at overrumple vort gamle elskte Danmark.

Nu, som sagt blev jeg indkaldt, den 10. Decbr., hvorpaa jeg rejste fra min Familie og mit Hjem Natten mellem, den 7. og 8. Decbr. til Ribe, derfra over Kolding, Snoghøj til Middelfart, hvor jeg og nogle flere Soldater straks lejede en Vogn over Odense til Nyborg, hvor vi ankom, den 9. om Morgenen Kl.5.

Der maatte vi opholde os til om Eftermiddagen, inden vi kunde færges over til Korsør, og derefter drog vi straks med Toget til København, og Kl.11 om Aftenen kom vi ind i Byen, hvor vi til Nød og Næppe dog fik Kvarter den første Nat.

Næste Dag meldte jeg mig til Tjeneste, hvorpaa jeg straks blev antagen og fik ogsaa denne Dag Lønning og Brød, men Kvarter maatte jeg selv sørge for, da Kasernerne vare besatte i Forvejen, og tillige maatte jeg ogsaa gaa i mine egne Klæder.

Første Juledag blev der udleveret Tøj om Eftermiddagen, men om Formiddagen blev Regimentet samlet og opstillet for at sværge til vores nye Konge, Kong Christian den 9., det var i Stedet for Gudstjeneste; og de andre Julehelligdage højtideligholdt vi paa lignende Maade. De fandt endog paa at vilde øve os en Smule i Eksersits, dermed gik Tiden for os indtil, den 30. Decbr., da havde vi modtaget vor hele Mundering og var ogsaa bleven bevæbnet.

Da kom Ordre om Formiddagen, at vi skulde afrejse over til det Slesvigske for at modtage Fjenden, som vi frygtede snart vilde prøve paa at overbryde Dannevirke, og Kl.1 om Eftermiddagen stod vi færdige til at afgaa med Dampskibet til Flensborg, og omtrent en Time efter sejlede det under blodrøde Dannebrog ud af Havnen med 800 Mand, det halve af 22. Regiment.

Efter at den omkringstaaende Mængde havde ønsket os en lykkelig Rejse, blev der svaret med et rungende Hurra for Kongen og Fædrelandet. Der var ikke en eneste, som Sorgen saas paa udvendig, men jeg tvivler jo, om der laa noget paa Hjertet, da de fleste var Familiefædre. Derpaa afrejste vi fra København.

Næste Dags Formiddag blev vi sat i Land ved Flensborg, der blev vi opstillet paa en Plads, og Kl. 3 om Eftermiddagen blev vi indkvarteret i Byen, der spiste vi Nytaarsaftensmaaltid. Vi mente, at vi skulde have bleven der for en Tid, men den 1. Januar 1864 om Eftermiddagen fik vi Ordre til, at vi skulde afrejse næste Morgen Kl. 7 til en By, som kaldes Sønderbrarup, der ligger inde i Anglen, tæt ved Kappeln, 4½ mil Sydøst for Flensborg.

Det var den første Marschtur, vi prøvede, og det var en haard Vinter med Sne paa Jorden. Paa Grund af at vi ikke var vant til den svære Bepakning, saa var der mangen, som maatte lægge sig i Vejgrøften, men de fleste fik de Vogne til, og de kom til Bestemmelsesstedet næste Morgen. Efter Rygter fandt de rigtignok to, som de ikke havde faaet opsamlet om Aftenen, men de var naturligvis døde …

Efter, at vi om Aftenen omtrent Kl. 7 naaede Sønderbrarup og var ganske svedige, da maatte vi staa eller rettere sagt lægge os i Sneen en halv Times Tid paa Grund af Udmattelse, før vi blev anvist Kvarter. Saa maatte vi atter gøre en lille Spadseretur til en By, som hedder Brebel, som omtrent laa en lille halv Mil Vest for den førnævnte, paa Grund af at der ikke var Plads til hele Regimentet i S.Brarup.

Der blev vi, en 30 Mand, indkvarteret paa Kroen, hvor vi fik god Spise, og vilde vi have mere, var der nok at købe. Der maatte vi for første Gang ligge i Halmen, men vi laa dog inde i en Dansesal, hvor der var nogenlunde varmt.

Næste Morgen, som altsaa blev den 3. Januar, omtrent Kl. 9, blev Regimentet atter samlet i S.Brarup for at skulde omkvarteres, saa maatte vores Kompagni marschere til en By, som hedder Feurløv, som ligger en Mil Øst for S.Brarup, lige ved Kappeln. Der maatte vi atter tage Halmen til Takke, og der begyndte de atter at øve os i Eksersits, som vi syntes faldt os lidt besværligt, da vi mente, at vi engang havde lært, hvad vi skulde.

Men der forblev vi heller ikke længe, thi den 6. Januar fik vi Ordre at afmarschere til en By, som kaldes Waageisrødt, en Mil nordvest for sidstnævnte By. Der blev jeg indkvarteret et Sted, hvor der laa 8 Mand. Der kom vi i en Seng om Natten, den var rigtignok kun simpel, men dog bedre end det bare Halm. Vi fik ogsaa god Spise, da det var flinke Folk.

Der forblev vi en tre Ugers Tid og havde Øvelse hver Dag indtil den 27. Januar, da rejste vi til Langballeskov, som ligger 1½ Mil øst for Flensborg. Der afleverede vi Holstenerne, som skulde til København.

N.B. 22. Regiment bestod af ene Holstenere, før jeg blev indkaldt, og da de nu ikke stolede godt paa dem, hvis Krigen skulde udbryde, saa sendte de dem bort.

I Waageisrødt forblev vi kun et par Dage, saa maatte vi paa Rejsen igen omtrent samme Vej, men vi kom nærmere til Dannevirke, netop til en By, som hedder Steinfeldt og som ligger cirka 2 Mil nordøst for Slesvig. Der blev jeg og Jørgen Mortensen fra Jedsted indkvarteret paa et Sted, hvor vi havde det bedste Kvarter, som vi har haft, siden vi rejste fra Hovedstaden.

Men det Gode varer sjældent længe, det maatte vi ogsaa bekende her, thi Natten til den 1. Februar, netop som vi laa og sov i en god Seng, da blev vi, omtrent Kl. 2, alarmeret og straks skulde møde paa Kaptajnens Kvarter. Vi kom naturligvis af Kassen, det første vi kunde og kom i Klæderne og tillige fik Tornysteret paa Ryggen, thi Ordren var denne, at Krigen var udbrudt.

Nu blev Regimentet jo samlet, og hvad Talen denne Morgen mellem vi Rekrutter lød paa, det behøver jeg vel ikke at omtale, vi vidste jo, hvad der forestod os. For det første fik vi nu hver et Brød i Brødposen, og saa maatte vi til at afmarschere, men hvorhen vidste vi ikke, thi det var bælgmørkt, men omsider blev vi opstillet paa en Mark tæt ved en By, som kaldes Guederød, omtrent lige Nord for Mysunde.

Her oplæste Bataillonskommandøren for os, at vi nu stod paa Feltfod, og at den Tid nu var kommen, da det gjaldt Liv og Blod for Kongen og Fædrelandet, og derpaa holdt han en smuk Tale for os og ønskede, at 22. Regiment maatte hævde den Plads med Ære, hvor det tilkom dem. Dernæst blev der udbragt et Leve for Konge og Fædreland, og siden for vore Officerer. Dermed gik Tiden til hen imod Middag, da vi stod i Reserve.

Da begyndte Kanonerne fra Mysunde at tale om, hvad der var paa Færde, Fjenden var naturligvis bleven blodtørstig, men da der ingen Ordre kom til os, at vi skulde rykke frem, for vore slog dem straks tilbage, saa fik vi Lov til at marschere hen til Guederød, hvor vi for første Gang fik natural Forplejning.

Om Aftenen kom der atter Ordre til, at vi skulde flytte hen til en anden By, som hedder Rauvnkjær, som ogsaa ligger ved Kappeln, thi der frygtedes for et Angreb, at Fjenden vilde gaa over Slien.

Der laa vi ogsaa i Reserve, for 2. Regiment laa foran os, der kom vi til Kl. 10 om Aftenen. Nu var der ikke mere Tale om at komme af Klæderne, vi maatte mest opholde os under aaben Himmel, fik en gang imellem Lov at komme i Hus og kunde komme til at hvile os i en Lade i en Smule Halm, saa maatte vi jo alle Tider beholde al Tøjet paa, og ligge med Geværet i Armen, men det meste af Tiden maatte vi staa under Gevær baade Nat og Dag indtil den 5. Februar om Aftenen Kl. 7, da vi skulde modtage nyt Feltraab.

Efter at vi havde staaet opstillet en Times Tid, da blev der kommanderet: “med Sixtion ved højre Sving!” Nu troede vi, at vi skulde have været i Forposttjeneste, men da vi havde marscheret en Times Tid, da bemærkede vi, at vi var paa vej til Flensborg, men ingen vidste, hvor vi skulde hen, eller hvad det skulde betyde.

Da vi havde gaaet til over Midnat, begyndte der nogle at vilde tilbage, som gerne var Tilfældet, naar vi havde marscheret et Par Mil, saa mente de, at de kunde komme bagefter, men da bemærkede Bataillonskommandøren, at de kom med ellers faldt de i Fjendens Hænder og tillige fik Hvil en Times Tid i en Præstegaard. Der rejste vor Batteri forbi os, som førte til vores Brigade, som ogsaa laa ved Kappeln. Da mærkede vi jo, hvad der var paa Færde, at Slesvig skulde rømmes, som vi mente, at det var en Ordre fra Stormagterne.

Denne Tro blev vi i for en kort Tid, og mente, at det hele snart var forbi. Omsider naaede vi en By, som hedder Husby, som ligger en Mil Øst for Flensborg. Lige i Dagbrækningen gjorde vi Holdt en Times Tid ved en stor Kro, der var vi samlet med 2. Regiment og 11. Batteri. Der fik vi et Stykke Brød og en Snaps og saa paa Rejsen igen til Flensborg, som vi kom til omtrent ved Middagstid, der havde vi atter et Par Timers Hvil. Der stod flere Regimenter paa Gaden, disse havde ogsaa marscheret hele Natten. Der fik vi først Vished om Dannevirkes Rømning.

De dansksindede Borgere i Flensborg beviste os den Godhed og Kærlighed, som stod i deres Magt, de fleste af os fik Spise og Drikke frit, men der var jo et røre baade imellem Befolkning og Soldater over Dannevirkes Rømning, thi ingen vidste, hvad Aarsagen var dertil.

Vi havde marscheret omtrent 6 Mil, men vi maatte atter paa Rejsen videre mod Nord paa et Par Mil med Aabenraavejen, men da vi kom uden for Byen, begyndte Kanonerne atter at larme Syd for Byen, saa forstod vi, at Fjenden ikke var langt borte, det var nemlig 1. og 11. Regiment, der var i Kamp med dem for at opholde dem, at de ikke skulde omgaa os og tage det hele til Fange, thi de havde allerede taget nok ved Dannevirke, det vil sige af vores Skyts.

Nu som sagt, da vi var kommen det Stykke Vej Nord for Flensborg, saa drejede vi af med en Markvej til højre, og da vi havde gaaet en Times Tid, kom vi til en By, hvor vi skulde blive Natten over. Hvad Byen hed, fik jeg ikke at vide, men det ved jeg, at enhver af os trængte til Hvile efter at have gaaet 8 Mil med fuld Oppakning.

Da vi kom dertil, var det Midnat, et Kompagni blev vi indkvarteret paa Stedet, men det eneste, vi kunde faa, var en smule Mælk og Vand, det var ikke for godt til os efter saa streng en Tur, men vi søgte jo at komme til at hvile os, det første vi kunde, vi kom ind i en Lo, hvor der laa nogle faa Knipper Halm, som vi skulde bruge til Seng.

Jeg tillige med nogle flere klatrede op i et “Kvongwol”, hvor der var fyldt med Byg, der lagde vi os i Bygnegene, men det varede just ikke længe, thi Kl. 2 blev der blæst til Appel, og vi maaatte straks ud, det kunde vi jo heller ikke være længe om, for Klæderne havde vi jo paa, Tornysteret sad paa vor Ryg, og Geværet laa i vor Arm. Det var Hvilen, vi fik denne Nat. Efter disse to Timers Hvil blev vi atter, hele Regimentet, opstillet, og der stod vi saa til om Morgenen omtrent Kl. 9.

Det var Fastelavns Søndag, ingen maatte forlade Geleddet, at faa noget at spise var der ingen Tale om, hvem der ikke havde noget i Brødposen, og den begyndte jo allerede at blive let for de fleste, da vi nu allerede havde marscheret siden Fredag Aften.

Nu mente vi, at vi skulde til Als, thi det var sagt os, og vi marscherede og til højre ad Sønderborg til, men da vi naaede Landevejen, maatte vi svinge til højre i Stedet for til venstre, som var efter Sønderborg, saa maatte vi marschere tilbage til Byen Hønsnap, en Mil nær Flensborg, der maatte vi i Forposttjeneste for at dække Tilbagetoget.

Der kom hele Armeen forbi os denne Dag, vi maatte staa der hele Dagen til om Aftenen, til det var ganske mørkt. Vi fik ikke andet at spise end et Stykke røget Flæsk. Det var en streng Vinter og Sne paa Jorden, Fødderne var baade ømme og kolde, thi vi maatte staa i Sneen til midt paa Benene, dermed gik Fastelavns Søndag.

Da Armeen var forbi, og vi mærkede ikke noget til Fjenden, da var Klokken hen til 6, da maatte vi ud at undersøge et Par Byer for Sikkerhed, før vi skulde bag efter de andre. Da Klokken var hen imellem 7 og 8, begyndte vi atter at afmarschere efter Sønderborg, mente vi da, men ak, hvorledes saa det ikke ud paa Vejen efter denne Retirade.

Det var rigtignok Nat, og Fastelavnen er jo gerne mørk, men vi kunde dog se mange Ting paa Sneen, snart laa der en Vogn og var væltet og knust, af og til stod der en Kanon i Vejgrøften, som de var rejst fra, saa laa der een væltet, ligesaa Bagagevogne, Krudtkærrer, Tornystre, alle Slags Krigsapparater var Vejen spærret med, saa det var næsten umuligt at passere den. Folkene tabte vi de fleste af paa Grund af Udmattelse.

Spise fik vi ikke andet af end, hvad vi kunde erobre under Vejs ved Bønderne, og det blev kuns lidt, for Folkene saa noget ilde til os de fleste Steder, hvor vi kom ind. Det var nu altsaa den 3. Nat, vi havde marscheret i Træk, og ingen Hvil og Søvn havde vi faaet, Kulde, Sult og Tørst havde vi døjet, men enhver, tror jeg, gjorde over sin Evne for at komme med.

Hen over Midnat naaede vi til Gravensteen, og videre til Nybøl, vores Mening var jo at komme til Sønderborg, før vi skulde sove, men det fristede os, da vi var kommen forbi Nybøl, da der blev kommanderet, at vores Regiment skulde afmarschere til venstre fra Landevejen, nu var Haabet til Ende om at komme til Sønderborg. Nu marscherede vi ned gennem Byen Dybbøl, og videre til en anden By, der hedder Ragebøl. Omsider blev vores Kompagni opstillet i en Gaard, omtrent da Klokken var 3 om Natten.

Nu kunde en lille Søvn og noget godt at spise just ikke have været det daarligste, men ingen af disse Dele stod os for denne Nat. Nogle kom straks paa Post og maatte staa Vagt, jeg ved ikke, om der var nogle, som fik noget Halm at ligge i, men jeg ved, at jeg sad paa en Bænk til Morgenstunden, det var Hvilen, jeg fik denne Nat.

Spise var der ikke tale om, at vi kunde faa, thi Folk paastod, at de ikke havde noget til dem selv, for de var ved at føre bort af Huset af alle Slags, hvad de havde, thi de frygtede for et Sammenstød een af Dagene.

Omsider blev det dog Dag, og det var jo altsaa Fastelavns Mandag, nu blev Kompagniet opstillet og talt, men det var kun lille, for vi manglede 122 Mand af vor Kompagni, vi var kun 60 Mand tilbage. Da Kaptajnen havde os opstillet, vi som var tilbage, da gjorde han en smuk Tale for os og takkede enhver, som havde gjort sin Pligt og fulgt ham paa den anstrengende Retirade.

Nu blev vi atter udkommanderet til Forposttjeneste, skønt Maven var tom, og Benene stive, det var ikke videre behageligt, og vi var kun svage og Kompagniet lille, hvis vi skulde modtage Fjenden, men vores Vaaben og Ammunition havde vi i Orden, og paa denne Maade drog vi paa Forpost, og en liden Del af os kom i Vedætkæde, Resten stod til Afløsning og blev opstillet inde paa en Mark ved et Gærde, som var den Husly, vi fik denne Dag og Nat til om anden Dags Middag, til vi igen blev afløst.

Det var Snefog hele Tiden, vi lagde os i Sneen for at hvile os, men for at vi ikke skulde synke helt under i Sneen, tog vi vores Sabel og huggede en Del Grene af Gærdet, og der havde vi vores Natteleje paa.

Det var den 4. Nat i Træk, men om Eftermiddagen da vi kom paa Forpost igen, da fik vi udleveret et halvt Pund røget Flæsk, nogle Kiks og ½ Pægl Brændevin til hver Mand. Rugbrød var det ikke muligt at faa. Det var den strengeste Nat, jeg endnu har oplevet i hele mit Liv. Vi var alle saa stive af Kulde, og udmattede af Sult, at naar vi lagde os, var det næsten umuligt, at vi kunde rejse os selv.

Det var nu altsaa Tirsdag Middag, at vi blev afløst af Forpost, af femte Kompagni, og saa marscherede vi igen hen til Ragebøl, der saa det endnu mere øde ud end Dagen i Forvejen, thi nu var næsten alle Beboerne rejst fra deres Boliger, saa nu var vi jo selv Herrer i Huset, men det værste var, at der ikke var meget at raade over, men Halm var der da, og nu var der ogsaa Plads, at vi kunde faa os en Søvn, men først maatte vi sørge for at faa noget at spise.

Straks vi kom ned til Byen fik vi atter udleveret hver et ½ Pund Flæsk, men ingen andre Ting, og det var just ikke videre behageligt at spise det bare Flæsk, saa maatte vi jo ud i Byen for at se, om vi ikke kunde erobre noget. Nu fandt vi ogsaa nogle Kartofler samt baade Gryder og Pander, nu maatte vi til at koge og stege og lave Mad, det bedste vi kunde.

Omsider fik vi hver en god Portion Kartofler og Flæsk, og dernæst fik vi fat paa noget Halm, og saa til at sove, som vi jo ogsaa kunde have Behov. Nu laa vi der til anden Dags Middag, saa blev Regimentet atter samlet og skulde til at marschere ind paa Als, thi vi blev afløst af 5. Regiment.

Da 6. Kompagni af vores endnu stod paa Post og havde ikke mærket noget til Fjenden, førend under Afløsning, da traadte de frem, og da maatte de til at veksle nogle Skud med dem, men som dog ikke blev til videre, vores havde 3 saarede. Nu blev Klokken omtrent 2, og jo altsaa den 10. Februar, da vi for første Gang rejste ind paa Als.

Her saa det ikke ud til fredelige Hensigter, for der arbejdedes paa Skanser, Palisader og ved Brohovedet, alt saa krigsarrigt ud. Altsaa kom vi nu ind til Sønderborg, der kom en Del til os igen, af dem som var blevet tilbage paa Vejen, men vi marscherede lige igennem Sønderborg og havde ikke Holdt, før vi kom en Mils Vej uden for Byen, men det var kun for at hvile os, thi Mad var der ingen, der havde noget af.

Vi skulde rejse til en By, som hedder Jehtrup, som ligger et Par Mil inde paa Als, og vi kom dertil omtrent til Midnat. Nu var hele vores Retirade til Ende, og nu kunde vi jo vente en Smule Hvile for, hvad vi havde døjet.

For det første blev vi nu indkvarteret hos en Mand, jeg husker ikke, hvad han hed, naar det ikke var Djævelen selv, halvanden Arm havde han kuns, og vi blev omtrent 200 Mand indkvarteret hos ham. Vi blev jo henvist til Laden, hvor der laa noget Halm, dette skulde være vores Nattekvarter, det var jo ikke at tænke andet, da vi var saa mange paa et Sted.

Vores Naturalforplejning maatte vi tillave ude paa Marken i Sneen, og der maatte vi ogsaa spise. Halmen, vi laa i blev ganske vaad af Sneen, som fulgte ind med Støvlerne, saa det var næsten ikke til at ligge i, men alligevel maatte vi opholde os derude i Laden baade Nat og Dag, for han vilde ikke have os ind i Stuerne.

Nu forblev vi i 5 Dage hos denne Mand, saa maatte vi paa Rejsen igen efter Sønderborg, saa blev vi – 800 Mand – indkvarteret i Kirken, nu blev der Glæde for os, thi der kunde vi faa Rugbrød ( som vi næsten ikke havde faaet af siden, vi var i Flensborg ).

I Kirken sov vi nu i 3 Nætter, og om Dagen var der altid Beskæftigelse, vi maatte ud at arbejde ved Skanserne, og dette Arbejde bestod i at nedbrække Gaarde og Huse, at jævne Gærder, og hvadsomhelst der kunde være Fjenden til Fordel og Dækning ved et Angreb paa Skanserne.

Det saa i det hele taget sørgeligt ud, Folkene maatte forlade deres Huse og Hjem, som for en stor Del var yndige Boliger, og se det nedrevet og ødelagt af andre. Kornet blev udspredt i Dynger paa Sneen og nedæltet i Jorden, alt blev sammensmasket, som det bedst kunde.

Den 3. Dag laa vi i Reserve, hvis Fjenden skulde rykke frem, som han ogsaa gjorde. Hen Klokken 1 Eftermiddag kom der Ordre, at Fjenden var gaaet frem mod vore Feltvagter, og at Reserven straks skulde gaa frem, og vi marscherede nu over Broen fra Sønderborg og op med Landevejen efter Dybbøl Mølle i den Mening at understøtte vore Forposter, men inden vi naaede saa vidt, kom der Ordre, at Fjenden var slaaet tilbage, og at Reserven maatte marschere i Kvarter igen, og vi vendte saa straks tilbage til Kirken, hvor vi blev til 2. Dags Morgen, da vi igen skulde paa Forpost i 3 Dage.

Den 1. Dag paa Feltvagt, den 2. i Skanserne, den 3. i…..(ulæseligt). I disse 3 Dage blev der af og til vekslet Skud imellem vores Vedætkæde og Fjendens, nogle saarede og døde havde vi hver Dag, men dog ikke af Betydning, indtil den sidste Dag, da vi skulde afløses, som nu altsaa blev den 22. Februar, da kom der en Ordonans om Morgenen Kl. 7 med Ordre, at Fjenden rykkede frem.

Vores Kompagni laa i en Gaard i Dybbøl By, den laa i den venstre Ende af Byen. Vi havde der faaet Lov at lægge vores Tornyster og Tøj, det fik vi naturligvis paa, det første vi kunde, men før vi kom ud af Huset, kom Fjendens Kugler ind af Vinduerne til os.

18. Regiment, som var paa Feltvagt, og som nu allerede havde begyndt at modtage Fægtning, blev straks understøttet af 22. Regiment, men da Fjenden rykkede saa voldsomt frem, og vi var kun de to Regimenter imod dem, saa maatte vi trække os tilbage for at modtage Understøttelse fra Skanserne, og efter to Timers Skyde-Fægtning begyndte Prøjserne at modtage Hilsner fra vore Skanser, og det var Granaterne, der bød dem Godmorgen nede i Dybbøl By.

Jeg ved ikke, hvorledes Prøjserne syntes om dem, det var vist ikke videre godt, thi de begyndte straks at trække sig tilbage, og vi beholdt Valpladsen. Det var første Gang, jeg hørte Kuglerne hvine omkring mig med deres dræbende Lyd, og tillige var det ogsaa første Gang, at jeg har hørt Granaterne brumme over mit Hoved, men det blev ikke den sidste.

Jeg slap Gud ske Lov godt fra derfra, skønt vi tabte mange især af 18. Regiment. Vores Regiment havde omtrent 100 døde og saarede. Da vi nu igen begyndte at gaa fremad, blev vi afløste af 10. Regiment, og saa trak vi os tilbage, og dernæst marscherede vi ind paa Als igen til en By, som hedder Broballe, og som ligger tæt ved Nordborg.

Der blev vi i 6 Dage, og saa paa Forpost igen og saa fremdeles, 6 Dage ud og 6 Dage ind paa Als igen. Hele Tiden vekslede Vedætkæderne Skud imellem hverandre, døde og saarede havde vi hver Dag. Paa denne Maade gik det nu indtil den 15. Marts, ligesom vi blev afløst af Forpost og skulde ind at ligge i Skanserne, da aabnede Fjenden for første Gang deres Batterier fra Broager. Nu kunde vi ingen Steder være sikre længere, naar vi var uden for Sønderborg.

Den 17. Marts skulde vi atter afløses og ind paa Als igen, men da havde vores Regiment Held med sig, thi lige som vi blev afløst, kom det til et Slag, som varede fra Kl. 10 om Formiddagen til om Aftenen, efter at Solen var nede.

Da vi marscherede over Broen til Sønderborg, sendte de rigtignok nogle Granater efter os, men Herren var imellem os og Granaterne. I dette Slag var 4., 5., 7. og 8. regiment hele Dagen i Ilden, der faldt mange, men vores beholdt alligevel Valpladsen. Vi kom denne Dag ind at ligge i en By, som hedder Lambjerg, der kunde vi overse det hele, derved gik det nu indtil i Paasken, da vi atter var paa Forpost,- naturligvis – Granaterne blev de ved at sende os fra Broager.

Paaskelørdag laa vi cirka 100 Alen fra Skanse Nr. 2 i Løbegravene, da faldt der 306 af Preussens Granater i denne Skanse, men dog uden videre Tab for vores. Om Aftenen Kl. 9 kom vi ind til Sønderborg, og skulde ligge der om Natten. Paaskedags Aften maatte vi atter ud igen, da maatte jeg og nogle flere i Vedætkæde, om Eftermiddagen og om Aftenen var det stærkt Regnvejr, hen paa Natten klarede det op, og hen over Midnat begyndte det at fryse, og det blev klart Maaneskin.

Nu, altsaa om Aftenen blev vi udsat i Vedætkæde, omtrent i 300 Alens Afstand fra Fjendens Vedætkæde, nogle af hvert Regiment af 2., 10., og 22. havde denne Nat Vedætkæden. Alt forholdt sig roligt indtil om Morgenen Kl. 3, da jeg igen stod paa Post, da blev vi afbrudt i vores Rolighed, thi Fjenden rykkede frem og begyndte at fyre imod vor Kæde, som naturligvis blev besvaret, men da de brød frem i store Kolonner, saa var der jo kun ringe Udsigt for en tynd Vedætkæde, og vi maatte snarlig trække os tilbage, men med Modstand.

De øvrige laa inde i Løbegravene mellem Skanserne, og før de kom os til Hjælp, blev jeg og nogle andre omringet af Fjender. Nu var der kun ringe Udsigter, thi de var vel 10 mod 1 – een – af os, og det var jo ikke muligt at bore sig Vej igennem dem. Nu var der kun kort Betænkning, hvis vi vilde redde Livet, skulde vi overgive os i Fjendens Hænder, og hvor nødigt vi end vilde, maatte vi jo straks tage den Beslutning, og jeg tillige med 7 andre blev i dette Øjeblik tagen til Fange.

Vi blev nu afvæbnet og skulde til at rejse med Preusserne, men nu begyndte vores at vaagne fra Skanserne, saa vi endnu stod i Fare, indtil vi kom ud af Skudvidde. Vores Kugler, Granater og Kardæsker kom ind mellem os, og Preusserne faldt i Dynger, men Herren var med os. Nu var jeg som sagt afvæbnet og kunde ikke længere sammen med mine Kammerater deltage i Kampen.

For det første blev vi nu ført til Nybøl og kom ind i en Vagt, som Preusserne havde, der forblev vi til om Eftermiddagen, saa maatte vi derfra og til Gravensteen. Der kom til, flere af vores, som var bleven fangne, vi var i det hele 62 Mand, som var bleven tagen denne Dag. Der blev vi nu Natten over, vi fik ikke det mindste, hverken Spise eller Drikke, om Natten maatte vi ligge paa det bare Gulv. Næste Morgen maatte vi paa Rejsen efter Flensborg og kom dertil hen paa Eftermiddagen, der fik vi baade Kaffe og Spise.Vi kom ind i Tugthuset, og der laa vi i Halmen om Natten.

Næste Morgen rejste vi videre til Rendsborg, som vi ankom til hen over Middag, der blev vi ogsaa Natten over. Næste Dag rejste vi til Hamborg, der blev vi ogsaa til om anden Dagen, og saa maatte vi paa Rejsen efter Preussen.

Den 1. April om Aftenen Kl. 8 kom vi til en Fæstning, som hedder Spandau, og som ligger 36 Mil fra Hamborg, og 2 Mil nær Berlin. Der fik vi den første Aften Ærter, og saa blev vi henført et Stykke uden for Byen, hvor vi kom ind i et Hotel, hvor det ellers var, det kunde jeg ikke se, for det var jo Aften. Men da vi kom derind, da laa der en tynd Halmsæk, et Lagen og to Tæpper til hver Mand, det skulde saa være vores Seng.

Hvad der nu var det mest behagelige for mig, det var at komme af Klæderne, thi det var en Nyhed, da det var første Gang, siden Krigen var udbrudt, og jeg sov saa godt til næste Morgen. Da jeg saa kom op og kom ud, saa jeg, at vi laa i et muret Blokhus inde i en Skanse. Huset var stærkt, thi der var 3 Alen Mur, og saa var det tildækket med Jord foroven.

Vi kom til at ligge en 120 Mand i denne yndige Bopæl, og hvad vores Levemaade angaar, da er det for tiden saaledes :

Hver 4. Dag faar vi et Brød, som jeg antager vejer mellem 5 og 6 Pund. Brødet er godt. Hver Morgen faar vi hver en Portion Kaffe, som er ganske tynd og simpel. Om Middagen faar vi hver anden Dag Ærter og hver anden Dag Bønner, og saa fremdeles. Sommetider faar vi hvert et lille stykke Kød eller Flæsk, men ellers er det kogt paa Kartofler og Peber. Hver Eftermiddag faar vi hver 3 Lod Fedt eller Smør, det er vores hele Forplejning.

Forresten er Tiden lang og kedelig, vi maa gaa paa Fæstningsarbejde hver Formiddag fra Kl. 5 til 11, den øvrige Tid skal vi Holde os i dette Blokhus. Penge er der ingen Tale om, andre end de vi kunde faa fra Hjemmet.

Mikkel Nielsen
p.T Krigsfange i Spandau 1864

Efterskrift:
Mikkel Nielsen blev hjemsendt fra fangenskab i august 1864.