Vilnakommandoet & det baltiske auxilliær corps

Af JG

I 1921 stod den danske hær over for at skulle udsende sin første militære styrke til en international fredsbevarende mission nogen sinde, og samtidig valgte Danmark neutraliteten fra til fordel for England og Frankrig. Danmark trådte over tærsklen og ind Den Kolde Krig.

I kølvandet på 1. Verdenskrig jog bolsjevikiske tropper ind i Polen, for blot at blive jaget tilbage af det nyligt selvstændige Polens hær, hvorfor en del af Litauen omkring byen Vilnius, også kendt som Vilna, kom under polske troppers kontrol, hvilket mange i Polen kun fandt rigtigt da området længe historisk havde tilhørt Polen. Det også nyligt selvstændige Litauens hær havde kontrollen over det nuværende vestlige Litauen, og begge parter gjorde krav på Vilnius/Vilna området, hvor der var en stor sammenblanding af en litauisk- og polsktalende befolkningsgrupper.

En afstemning måtte til for at afgøre sagen, og udenlandske tropper skulle sikre en sådan på samme måde som britiske og franske styrker – 22. Alpejægerbataljon og 1. bataljon af The Sherwood Foresters – havde sikret en fredelig afstemning i 1920, hvilket havde bragt Sønderjylland tilbage til Danmark.

Belgiske, hollandske, spanske, britiske og franske tropper skulle deltage med norske, danske og svenske for at sikre afstemningen, hvor Danmark først gav tilsagn om 100 soldater formeret som et kompagni til missionen. En styrke på tre delinger bevæbnet med 18 rekylgeværer (6 i reserve), 125 geværer, 30 pistoler og et ammunitionslager på bl.a. 100.000 patroner og 2000 håndbomber var et velbevæbnet bidrag til hvad der blot var en politiopgave. Den danske hær havde fulgt med den taktiske udvikling gennem 1. Verdenskrig, hvilket viser sig ved det store antal rekylgeværer, lette maskingeværer

Trods andre magters tøven pga. situationens uafklarethed tøvede Danmark ikke, og krigsministeriet beordrede 25. februar 1921 oprettelsen af et Vilnakommando på i alt 167 mand. Danmark var fra starten ukritisk positiv og forblev ivrigt støttende, da Frankrig, trods de massive tab under verdenskrigen stadig var Europas stærkeste landmilitære magt, og stærkt havde støttet den folkeafstemning der gav os Sønderjylland tilbage. Frankrigs støtte til Polen var betinget af behovet for en østlig modvægt til Tyskland, når det en dag igen var kommet på fode, og et bolværk mod bolsjevikkerne, mens Tyskland endnu var svagt. Og Frankrigs venner var vores venner.

Regeringen var så forhippet på at opstille og udsende en styrke, at der intet analysegrundlag forelå, og uden at krigsministeriet konsulterede med Generalstaben. Kontingentchefen opstillede for sikkerheds skyld den stærkeste type styrke uden at vide, hvad der egentlig konkret kunne være behov for mht. til styrkens sammensætning, udrustning og træning, for at løse opgaven bedst muligt. Danmark og Sverige var de lande, der var mest ivrige efter at deltage, hvilket skyldtes glæden over fransk støtte i det Sønderjyske spørgsmål, og Ålandsøerne, som var blevet tildelt Sverige. Andre smålande, der ikke havde konkrete taknemmelighedsårsager til deltagelse til den fransk-drevne mission, som Norge og Holland, var mere nølende.

Men stormagterne ville gerne have så mange lande med som muligt af hensyn til det nye systems troværdighed, den internationale solidaritet for fælles sikkerhed, Folkeforbundet, forløberen til FN. Et andet motiv for dansk deltagelse lå i, at hjælpe Polen og Frankrig med at få kontrol med området for dermed at holde bolsjevikkerne, som ved retræten i 1921 havde overdraget området til den litauiske hær, ude. Socialdemokraterne havde taget kraftig afstand til bolsjevikkerne efter, at Lenin i slutningen af 1917 havde taget magten i Rusland. Modsætningsforholdet viste sig tydeligt. Efter vedtagelsen af Vilna-kommandoet rasede DKP, og kaldte styrken for første rateafbetaling til ”Folkenes! Forbund”, og kaldte de kommende danske frivillige til styrken for ”smudsige bærme”.

Nuvel, Vilnakommandoet skulle have været af sted d. 10 marts 1921 – men i stedet blev styrken ophævet 8. marts 1921, da Polen og Litauen ikke kunne blive enige om afstemningsområdets udstrækning, Sovjet brød sig ikke om fremmede styrkers tilstedeværelse, og de polske styrker i øvrigt ikke havde rømmet området.

DKP skrev syrligt, at det var lykkedes for Sovjet at skræmme Folkeforbundet til, at opgive interventionen, og indtil Folkeforbundet tog sagen op igen af prestigemæssige årsager, ”kunne de danske Vilna-Jenser foreløbigt sove roligt”. Fra samme kant havde man i 1919, mens man stadig var en del af Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), været medvirkende til at stække udsendelsen af danske frivillige til de baltiske uafhængighedskrige – med henvisning til gældende dansk neutralitetspolitik, og modvilje mod ”danske militarister” – men mere af sympati for kammeraterne i Sovjet. Senere i 1919 brød SUF ud af Socialdemokratiet, og fungerede nu som ungdomsfront for det nystiftede DKP.

Det Dansk-Baltiske Auxiliærkorps

Da zarens kejserlige Rusland i 1917 lå i dets sidste krampetrækninger tog balterne – estere, lettere og litauere – chancen for at gå deres egne og erklærede sig uafhængige. Det var dog endnu ikke afgjort om de nye stater skulle være del af det nye revolutionære bolsjevikstyre under Lenin, hvilket Sovjet og dele af de baltiske befolkninger ønskede. ”Hvide” antibolsjevikker kæmpede mod ”Røde” bolsjevikker og krigslykken kunne gå begge veje. Danmark, der havde været neutralt siden Napoleonstiden i begyndelsen af 1800-tallet, valgt meget tidligt side og begyndte i 1918 en ny linje som vest-allieret, da man støttede den britiske indsats for at hjælpe særligt de estiske og lettiske anti-bolsjevikker.

Planen var i første omgang at udsende et frivilligkorps på omkring 1000 mand, men den interne strid i Socialdemokratiet, mellem bolsjeviksympatisører i særligt SUF og anti-bolsjevikkræfter centreret omkring Stauning ??, ledte til, at kun omkring 200 mand kom af sted. Da man ikke stod samlet bag udsendelse af tjenstgørende officerer blev løjtnant af reserven, Richard Borgelin, forfremmet til kaptajn og kompagnichef. De frivillige, som for hovedparten ikke havde nogen militær uddannelse, mens en mindre del havde en værnepligtig uddannelse, og andre en form for hjemmeværns-grunduddannelse, ankom til Tallinn d. 4. april 1919, hvor de blev indkvarteret på først Libau-kasernen, dernæst på den såkaldte Afrika-kaserne.

København – Royal Navy’s base

Det mest værdifulde bidrag til kampen mod bolsjevikkerne var dog, at den danske regering i november 1918 tillod den britiske flåde, at bruge Københavns red som flådebase i kampen om herredømmet over Østersøen. Det, selvom forsvarslovene fra 1909 netop skulle imødegå britisk brug af danske havne og indre farvande. Den ”Røde” flåde, med base i Kronstadt, kunne ikke stå imod den britiske flådestyrke på ?  Overlegenheden til søs betød, at briterne nemt kunne udruste og træne den estiske hær, og støtten kulminerede med et britisk torpedobådsangreb mod den sovjetiske flådestyrke i Kronstadt i sommeren 1919. Briternes brug af København som hovedbase ophørte reelt da slagkrydserne HMS Tiger og HMS Hood (der blev sænket i 1941af det tyske slagskib Bismarck) forlod Københavns red i maj 1920.

Patruljetjeneste i Tallinn

Et par uger efter ankomsten til byen skulle tropperne sikre roen i Tallinn ved at gå patruljetjeneste i byen. I forbindelse med den forstående åbning af parlamentet, hvor de valgte til en grundlovsgivende forsamling skulle træde til, frygtede den estiske militære ledelse uro, da meget stod på spil for både det estiske flertal og det tyske mindretal, de ”Hvide” og de ”Røde”, foruden zar-tro russere. Meget synlige dobbeltpatruljer med 10 mand gående i hver side af gaden med påsatte bajonetter havde tilsyneladende en dæmpende virkning, og valget foregik i nogenlunde ro og orden. Byen var et virvar af forskellige soldater fra en bl.a. fransk militær delegation, baltisk-tyske soldater, og svenske frivillige, og kombineret med alkohol og letlevende damer var der en del problemer med disciplinen. Det hvilket også gjaldt for de danske frivillige, og få dage efter valgte man at placere enheden på en kaserne i Nómme udenfor byen.

Til fronten

Den 18. maj marcherede kompagniet ud til fronten organiseret i fire delinger bevæbnet med russiske repetérgeværer M 1891 og en rekylgeværdeling med danskproducerede Madsen-rekylgeværer. Efter få dage i venteposition skulle styrken afløse en estisk bataljon på 600 mand i området kaldet ”de estiske alper” nær Munimäggi, Æggebjerget, Estlands højeste punkt – 318 meter over havet – og nær godset Hahnhof ved landsbyen Rouge. En tynd linje baseret på otte feltvagter, hver centreret om et rekylgevær, dækkede 800 meter frontlinje. Snigpatruljevirksomhed, dvs. overraskende ildoverfald på fjenden, hvor de lette Madsen-maskingeværer var langt mere egnede i modsætning til bolsjevikkernes tunge Maxim-maskingeværer, prægede hurtigt fronttjenesten. En enkelt frivillig mistede livet her.

16. maj indtog den estiske 2. division den russiske by Pskov, russerne retirerede og danskerne fulgte med frem. Man nærmest stødte ind i russerne ved landbyen Vange/Wungi, hvor 1. deling i midten, 2. deling til højre, 3. deling til venstre, med 4. deling i reserve, rykkede frem under ild og indtog landsbyen uden tab. Herefter blev kompagniet del af en estisk kampgruppe, der skulle rykke sydpå og ind i Letland for at hjælpe med at trænge de røde væk ved at afskære dem fra forbindelserne mod øst. Målet var Kreutzberg-Jacobsstadt ved Düna-floden.

Efter mere en 30 km march i 30 graders varme fra Aluksne/Marienburg, hvor man havde gjort hold for natten, med sporadisk kontakt med fjenden stødte styrken d. 30. maj på den Røde Hær, der havde forskanset sig ved herregården Litene/Lettin. Efter 20 min. skydning på en afstand af omkring 400 meter rykkede korpset frem i skyttekæder og indtog godset, da bolsjevikkerne trak sig væk i retning af jernbanestationen Sita, da skyttekæderne var ved at nå frem til deres stillinger. Dagen rykkede man frem til jernbaneknudepunkter Alt-Schwanenburg, og kunne konstatere, at de røde var på generelt tilbagetog, og havde været nødt til at efterlade bl.a. godsvogne med ammunition, mængder af våben, foruden to pansertog. Igen døde en enkelt frivillig af sine sår fra de foregående kampe.

Videre sydpå gik turen, dels med tog, men mest til fods, hvorefter man nåede godset Cesvaine/Sesswegen. De røde havde her tænkt at angribe den dansk-estiske styrke på stedet, men heldet var med sidstnævnte, for den 3. juni red regimentschefen for det Røde 9. lettiske regiment, bestående af to bataljoner, ind på godset i den tro, at det endnu ikke var okkuperet, og blev taget til fange. Herefter var det en smal sag for kompagni Borgelin støttet af to estiske eskadroner rytteri og et batteri artilleri, at nedkæmpe de føringsløse røde tropper, hvoraf 300 blev taget til fange. Dagen efter marcherede styrken videre sydpå forstærket med flere eksemplarer af de vigtige Madsen rekylgeværer, som man nu havde 16 af, og 5. juni nåede man målet; Kreutzberg-Jacobstadt. Eller rettere, kun den ene halvdel af dobbelt-byen på den nordre bred af floden Düna, Kreutzberg.

I den ”jødiske bolsjevik-rede”

Den var en sammenskudt samling ruiner, da tyskerne havde bombarderet russernes stillinger i den fra 1915-17. Dagbøger afslører, at i hvert fald et par af de danske frivillige ikke brød sig meget om byen, da den skulle være en ”bolsjevik-rede” beboet af mestendels jøder, der beskrives som ”modbydelige” og ”snavsede”. Fra estisk side blev der advaret om, ikke at tage imod de jødiske skønheders invitationer, da de skulle være øvede i snigmord og grusomme pinsler. En patrulje, der bevægede sig tværs gennem den ligeledes sønderskudte sydlige del af byen, Jacobstadt, for kun at støde på en tysk patrulje fra den såkaldte ’Eiserne Division’, Jerndivisionen, der også kæmpede mod bolsjevikkerne – og naturligvis for tyskernes interesser – afslørede, at byen var blevet forladt af de Røde.

Den sidste kamp ved Ostrow

Kompagniet gik derefter i tiltrængt reserve- og hvilestilling forskelige steder i baglandet bag fronten, men kom til sidst tilbage til Estland, hvor de blev indkvarteret i universitetsbyen Tartu, hvor de lå indtil afmarch d. 24. juli.