Slaget på isen, 1242

Da de danske riddere og ryttere, som blev nådesløst og massivt bombarderet af de kiptjak-tyrkiske bueskytter, brød sammen var slaget reelt afgjort. ’Slaget på isen’ 5. april 1242 var det største slag danske slag indsats i Baltikum siden slaget ved Lyndanisse i 1219, hvor Dannebrog ”faldt ned fra himlen” og Estland blev erobret. I slaget blev vestlige ridderes militære kvalitet trumfet af den legendariske russiske massehær og nogle få elitestyrker. Slaget fik afgørende betydning for vores dages grænsedragning.

Til angreb i Herrens navn

I årene op til 1242 havde paven opfordret til krig og mission i Baltikum. Danmark var en villig deltager, og et planlagt korstog med base i Estland, som Valdemar 2. ”Sejr” havde generhvervet for den danske krone i 1238, mod de hedenske baltere, skulle bringe Danmark på banen igen som stormagt og førende korsfarernation i Østersøområdet. Da kongen døde i 1241 blev det ikke til noget, men styrker fra det danske hertugdømme Estland deltog ikke desto mindre i flere felttog med Den Tyske Orden, en religiøs og militær elitestyrke af riddere, rettet mod de hedenske baltere. Og indirekte mod det russisk-ortodokse Novgorod, som paven opfattede som kættere. Angrebene i Novgorods interesses-sfære tvang handelsbyen til at reagere.

Kunstnerisk fremstilling af Slaget på isen 5. april 1242 (Wikipedia/Messir)
Kunstnerisk fremstilling af Slaget på isen 5. april 1242 (Wikipedia/Messir)

Aleksander og Novgorod går til modangreb

Et angreb fra den danske del af Estland til regionen Vod ved Den Finske Bugt, hvor en dansk-tysk-estisk styrke byggede en stærk fæstning, truede med at afskære Novgorods handelsforbindelse til Østersøen. En efterfølgende erobring af bystaten Pskov længere sydpå, med hjælp af en pro-vestlig elite i selve Pskov, neutraliserede desuden en ellers tidligere allieret af Novgorod. Novgorod måtte slå tilbage. Hærføreren Aleksander Nevskij, med medvind i sejlene fra en sejr over en svensk invasionsstyrke ved floden Neva i 1240, hvor tilnavnet ’Nevskij’ stammede fra, rykkede ud med en hær fra Novgorod og hans egen ’druzhina’, dvs. personlige garde, støttet af krigere fra ødemarkerne ved Ladoga, Karelen og Ingrien. Først erobrede de fæstningen ved Finlandsbugten, og siden tog de Pskov ved et overraskelsesangreb 5. marts 1242, da byen kun holdt af to tyske ordensriddere og en garnison på 50 soldater. Resten af korsfarerstyrken var blevet trukket tilbage, for at hjælpe med at bekæmpe en mongolsk hærstyrke, der var trængt ind i Polen og Ungarn. 

Russerne kommer!

Men det var ikke nok, at generobre, hvad man mente var Novgorods. De vestlige korsfareres invasion måtte revancheres på en måde, der gjorde, at man satte sig i respekt, hvilket en magtdemonstration på fjendens eget territorie kunne gøre. Med det formål for øje trængte tre hærstyrker fra Novgorod ind på de tyske ordensridderes område og hærgede det kristne biskoprige Dorpat, naboegnen til Pskov. Aleksander Nevskij havde formentlig ikke nogle langsigtede ambitioner med togtet, da en længerevarende krig med korsfarerne var uønsket. For samtidigt hang en noget mere påtrængende trussel over Novgorod; de samme mongoler, hvis hære var trængt ind i Polen og Ungarn, havde i årtier lagt et tungt pres på de russiske egne øst for Novgorod. Så et evt. endeligt opgør med de vestlige kristne kunne vente.    

Men uheldet var ude. Under togtet i Dorpat blev en fremskudt styrke overrasket og hårdt medtaget af en styrke tyske riddere, støttet af en lokal estisk milits, der lå skjult i de tætte skove i området. De overlevende trak sig hovedkulds tilbage gennem skovene for at søge sikkerhed ved den russiske hovedstyrke, der befandt sig nogle kilometer længere mod sydøst. Korsfarerne satte umiddelbart efter den russiske styrke, men valgte siden at dreje mod nord med fangerne fra træfningen, for at tilslutte sig deres hovedstyrke.

Tallene varierer drastisk – fra op mod 10.000 til 2500 – men de seneste vurderinger angiver styrken til at bestå af omkring 350 riddere og ryttere af tyske korsfarere fra Den Tyske Orden, foruden omkring 300 riddere og ryttere soldater fra Wierland, der var en del af den danske konges domæne i Estland, støttet af måske 600 estiske militsfolk. Hvem der egentlig var konge af Danmark var ikke helt klart, for Valdemar 2. ”Sejr” var død året før og en magtkamp var i gang. Men i kilderne kaldes de for ’kongens mænd’, da de som danske vasaller, hvad enten de oprindeligt stammede fra selve Danmark, eller Westfalen eller Sachsen i Tyskland, hvor mange tyske kolonister stammede fra, havde pligt til at gøre militær tjeneste for Danmark.

Aleksander Nevskijs sejr har siden opnået nærmest mytisk status i Rusland. Her mindes 750-året for slaget på et frimærke fra 1992. Nevskij (1220-1263) blev helgenkåret i 1500-tallet på grund af hans kamp mod både vestlige korsfarere og mongoler fra den såkaldte Gyldne Horde. En film, ”Aleksander Nevskij”, fra 1938, af den russiske instruktør Sergei Eisenstein, drejer sig om de tyske ridderes angreb på Pskov og slaget på isen, og generobringen af Pskov. Men også om myten om korsfarerenes totale undergang under isen.
Aleksander Nevskijs sejr har siden opnået nærmest mytisk status i Rusland. Her mindes 750-året for slaget på et frimærke fra 1992. Nevskij (1220-1263) blev helgenkåret i 1500-tallet på grund af hans kamp mod både vestlige korsfarere og mongoler fra den såkaldte Gyldne Horde. En film, ”Aleksander Nevskij”, fra 1938, af den russiske instruktør Sergei Eisenstein, drejer sig om de tyske ridderes angreb på Pskov og slaget på isen, og generobringen af Pskov. Men også om myten om korsfarerenes totale undergang under isen.

Den danske og Den Tyske Ordens styrke havde følgeskab af omkring 300 tyske riddere og ryttere fra Dorpat, der blev støttet af måske 1000 estiske militsfolk, og hele hærstyrken på altså omkring 2500 mand var under ledelse af biskop Hermann Buxhövden fra netop bispedømmet Dorpat, der var på vej sydpå for at sætte en stopper for russernes hærgen. Ved landsbyen Rasina mødtes de to korsfarerstyrker, der, sikkert på basis af oplysninger fra fangerne om den russiske hovedstyrke, herefter valgte at bevæge sig i østlig retning, for at bringe sig i en position, hvor man kunne angribe den russiske styrke, der ligeledes bevægede sig i østlig retning, i flanken. Begge hovedstyrker, der nu begge var bevidst om den andens nære tilstedeværelse, bevægede sig altså i hast i mod øst, kun adskilt af et bredt område med tæt skov. 

Hærene

Af de ca. 950 riddere og ryttere var de færreste ”rigtige” riddere i panser og plade, men et par hundrede kan der have været. Særligt ridderne fra Den Tyske Orden har været af stor militær værdi, da de som stærkt troende ”krigermunke” havde dedikeret deres liv til træning og kamp. De var eliten. De resterende var for hovedpartens vedkommende veludrustede ryttere med hjelm, skjold og brynje etc., der var bosiddende i korsfarernes områder i Baltikum, og som med deres erfaring og træning ville udgøre en værdifuld del af enhver hær. Dertil kom de såkaldte sæson-soldater, der i nogle måneder af gangen kæmpede for penge og spænding. Foruden, selvfølgelig, den frelse som paven havde udlovet til alle, der deltog i korstog mod hedninge i Baltikum, der lå en hel del nærmere det østlige Middelhav, hvor de fleste korsfarerordner nu var baseret, efter at have tabt Det Hellige Land i 1187.

De estiske militsfolk har formentlig ikke båret den store mængde udstyr, som brynjer o.lign., men har været let udrustede tropper bevæbnet med spyd, buer og lange knive. Hvis de havde heste, blev de anvendt som spejdertropper og har samlet forråd ind, når hæren har været på march. Ellers har de været anvendt som fyld i forsvaret til beskyttelse af de øvrige styrker. Mest motiveret af udsigten til plyndringer og voldtægter (hvilket de øvrige dog heller ikke nødvendigvis holdt sig for gode til), har de haft begrænset militær værdi.

Aleksander Nevskijs hær angives senest til, at have været på omkring 5500 mand, hvor hans ’druzhina’ eller garde har været på omkring 1000 mand. Styrken bestod af adelige ledere fra riget med deres følger af veludrustede og professionelle soldater til hest. De har haft væsentlig større militær værdi end hærens hovedstyrke af måske 4000 militssoldater fra de diverse egne af Novgorods udstrakte rige, uden den store træning eller erfaring. Deres største værdi har været i deres store antal.

De havde følgeskab af en lille, men vigtig, styrke af op mod 600 bueskytter til hest af formentlig kiptjak-tyrkisk oprindelse, et nomadefolk hyret til militærtjeneste fra regionen nord for Sortehavet. Rytterne sendte massive byger af pile af sted mod fjenden, der nemt kunne træffes i deres tætte formationer. Skulle fjenden vælge at bryde ud af formationerne for at forfølge dem, var de svære at ”fange” på deres små, vævre heste, og samtidigt blev fjenden sårbar for modangreb fra andre styrker. Skulle fjendens formationer helt eller delvist bryde sammen i uorden eller kaos under regnen af pile, rykkede de ind med krumsabler og spyd; en taktik, der også var udbredt i Mellemøsten, og som havde plaget mange korsfarerhære fra det første korstog i 1096-1099.  

Situationen i Baltikum i tiden omkring ’Slaget på isen’ (Wikipedia). Den Tyske Ridderorden havde i 1237 overtaget den tidligere korsfarerorden, Sværdbrødrenes, områder, markeret med det hvide skjold/røde sværd. Kampene i felttoget i 1242 foregik mellem Dorpat og i området ved Peipus-søens snævreste sted. Forud for dette var et angreb udgået fra det danske Estland til Vod, dvs. kystegnen umiddelbart øst for Estland, i 1241. Fremskudte styrker var angiveligt nået indenfor 30 km af selve Novgorod (uden for kortet)
Situationen i Baltikum i tiden omkring ’Slaget på isen’ (Wikipedia). Den Tyske Ridderorden havde i 1237 overtaget den tidligere korsfarerorden, Sværdbrødrenes, områder, markeret med det hvide skjold/røde sværd. Kampene i felttoget i 1242 foregik mellem Dorpat og i området ved Peipus-søens snævreste sted. Forud for dette var et angreb udgået fra det danske Estland til Vod, dvs. kystegnen umiddelbart øst for Estland, i 1241. Fremskudte styrker var angiveligt nået indenfor 30 km af selve Novgorod (uden for kortet).     

Slaget på isen

Efter at have trukket sig mod øst, krydsede Aleksanders Nevkijs styrke den tilfrosne Peipus-sø umiddelbart nord for Pskov. Her tog de opstilling på søens strandbred, hvor de blev beskyttet af et naturligt forsvar i form af store og uregelmæssige flager af is, skabt af vestenvinden, langs søbredden, der ville hjælpe med at bryde en angribende fjendes organisation op. Efter at være nået frem til søen, bevægede de sig varsomt henover den frosne og glatte sø. Formentlig udgjorde det danske kontingent hærens nordlige fløj, mens styrken fra Den Tyske Orden indtog den centrale del af fronten, beskyttet mod syd af styrken under biskop Buxhövden. Bag dem har de etiske militstropper befundet sig. Aleksanders styrke var opstillet med den store militsstyrke i midten, bueskytter til hest på hver flanke, med de kiptjak-tyrkiske ryttere overfor den danske styrke. Elite-’druzhinaen’ stod i reserve bagerst, klar til at levere det afgørende angreb.    

Slaget startede ifølge Novgorod-krøniken med et voldsomt frontalangreb mod Aleksanders centrale styrke. De få hundrede pansrede riddere har med deres tunge heste og lanser tordnet ind i den massive mængde russiske militsfolk, og har givet dræbt og såret mange hundreder. Selvom de var i klart undertal, har man forventet, at ridderne opstillet i den vanlige angrebsformation i form en spydspids, der skulle trænge ind og splitte forsvaret, ville splitte og smadre Novgorod-militsen. Målet var sikkert, at skære igennem fodfolket for at nå frem til Aleksander og slå ham ihjel. Den kun 20-årige, men allerede velkendte, hærleders død kunne meget vel sprede panik og tvinge resten af hæren på flugt.

Novgorod krøniken skriver:

”En hær af tyskere (’nemtsy; betegnelse for nordvesteuropæere) og chuds (estere) kom mod dem, og de kæmpede sig vej gennem hæren i en kile. Og der var en stor kamp med tyskere og chuds, med brag fra splintrede spyd og lyde af sværd der mødtes, så selv den frosne sø bevægede sig og isen ikke kunne ses, for den var dækket af blod.”   

Danskerne fældes af en regn af pile

Trods de massive tab, som riddernes angreb, støttet af det øvrige rytteri, med sikkerhed har medført, så holdt militsfolkene til presset. Den russiske mængde trumfede den tyske militære kvalitet. Efter at have kæmpet for, at nå igennem massen af fodfolk i et par timer, og måske uden at kunne løsrive sig ordentligt, til at kunne levere endnu et kraftfuldt angreb, beordredes bueskytterne til at slå til på begge flanker; byger af pile fra de kiptjak-tyrkiske bueskytter regnede ned over den danske styrke, der efter nogen tid havde så store tab, at de måtte trække sig ud af kampen; måske har de endegyldigt trukket sig efter nærkampe med kiptjak-tyrkerne. De tyske ridderes flanke var nu blottet, hvilket Aleksander udnyttede og sendte ’druzhinaen’ i kamp. På den modsatte fløj, hvor den tyske styrke under biskop Buxhövden også var blevet stoppet, blev regnen af pile også for stærk, og også de måtte trække sig tilbage. De tyske riddere var nu helt omringet.

Den estiske milits valgte at ikke at kaste sig ind i slaget, selvom et modangreb fra dem ville kunne hjælpe med, at få de tyske riddere ud af kniben. Men da kilderne opgiver, at blot 20 riddere skal være blevet dræbt og seks tilfangetaget, foruden 50 andre, må det alligevel være lykkedes de tyske riddere, at udnytte deres militære overlegenhed og kæmpe sig ud. Under forfølgelse af de tyrkiske og russiske ryttere, har de nået den anden side af søen, hvor de har kunnet stille op i et nyt forsvar, hvor Aleksander Nevskij tilsyneladende – måske med tanke på den alvorligere mongolske trussel – valgte at lade slaget afbryde.

I 1241, hvor et felttog ind i Novgorods interessesfære fandt sted - også med dansk deltagelse - var hovedparten af ridderne fra Den Tyske Orden beskæftiget med at beskytte ordenens egne kerneområder nær Polen, foruden resten af Europa, mod truslen fra mongolerne, som tilsyneladende var militært uovervindelige. Slaget ved Legnica i Polen den 9. april 1241 mellem en blandet polsk-tysk-tjekkisk hær og en mongolsk hær under Djengis Khans barnebarn, Orda Khan, endte også med mongolsk sejr, og den europæiske hærførers, Henrik den 2.’s død.
I 1241, hvor et felttog ind i Novgorods interessesfære fandt sted – også med dansk deltagelse – var hovedparten af ridderne fra Den Tyske Orden beskæftiget med at beskytte ordenens egne kerneområder nær Polen, foruden resten af Europa, mod truslen fra mongolerne, som tilsyneladende var militært uovervindelige. Slaget ved Legnica i Polen den 9. april 1241 mellem en blandet polsk-tysk-tjekkisk hær og en mongolsk hær under Djengis Khans barnebarn, Orda Khan, endte også med mongolsk sejr, og den europæiske hærførers, Henrik den 2.’s død. 

Omkring 400 andre korsfarere skulle være dræbt, hævder Novgorod-krøniken, foruden talløse militsfolk. Det er ukendt, hvor mange fra ’druzhinaen’ eller af bueskytterne, der omkom. At korsfarerne kunne redde sig i sikkerhed, for at leve og kæmpe en anden dag, betød, at styrkeforholdet mellem Novgorod og de vestlige korsfarere forblev uændret. En udsending til Alekander Nevskij fra Den Tyske Orden lovede, at respektere Novgorods overhøjhed med regionerne Vod, Luga (mellem Vod og Novgorod), Pskov og Lettgallia (syd for Pskov). Det betød reelt, at den enhver korstogsaktivitet mod øst blev indstillet. Som resultat af det, blev datidens grænser mellem de vestlige korsfareres territorier og det russisk-ortodokse Novgorod fastfrosset – så meget, at de i vidt omfang udgør nutidens grænser mellem Estland/Letland og Rusland.

En meget berømt film, ”Aleksander Nevskij”, fra 1938 af den russiske instruktør, Sergei Eisenstein, viser, at isen skulle være brast under vægten af korsfarerhærens samlede mængde af heste, riddere og udstyr. Men ingen af de første kilder, eller kilder fra 13-1400-tallet, nævner en sådan katastrofe. Enkelte ryttere eller riddere er måske gået gennem isen; historien er så blev forvrænget og forstørret. Myten om katastrofen kan være opstået i dyrkelsen af Aleksander Nevskij, der blev helgengjort i 1500-tallet, som den førende russisk-ortodokse modstander i kampen mod de vestlige korsfarere.

Af JG

Læs mere:

Lake Peipus 1242 – Battle of the Ice, David Nicholle

John H. Lind, Danes and the Battle on the Ice of Lake Peipus, www.academia.edu     

Livonia, Rus and the Baltic Crusades in the 13th Century, Anti Selart