Skyggekrigen mod Novgorod 1241

I slaget ved Izborsk kæmpede danske styrker side om side med den magtfulde religiøse og militære Tyske Orden, for pavens ønske om med bibel og sværd, at udvide kirkens magt i det hedenske Baltikum. Det, og andre samtidige felttog, udgjorde rigets største militære indsats i Baltikum efter erobringen af Estland i 1219 og gav Danmark chancen for, at genvinde prestige og status som en vigtig Østersø-magt og korsfarernation.

Totalt dansk kollaps

I årtier havde danske konger kæmpet for at etablere et dansk herredømme over Østersøens kyster, og i 1223 kontrollerede Danmark da også kystlinjen hele vejen fra Lübeck til det østlige Polen, og havde opnået fodfæste i det nordlige Estland. Men da kong Valdemar 2. samme år blev bortført på Lyø af en af sine egne vasaller -”Sorte Henrik”, hertug Henrik af Schwerin – undsagde alle lydlandene troskabet til Danmark og Østersø-imperiet kollapsede. Efter at have købt sig fri, forsøgte han at genvinde imperiet, men med nederlaget i slaget ved Börnhoved i Nordtyskland i 1227 var det endegyldigt slut. Dog; med pavens behov for at afbalancere tidens stærke, religiøse og militære korsfarerordener fik Danmark en ny chance for at spille en rolle.

Novgorod Torg (marked), Apollonary Vasnetsov, 1909. Den russisk-ortodokse by Novgorod, af vikingerne kendt som Holmgård, kæmpede ihærdigt mod den katolske kirkes og vestlige korsridderes ekspansion i Baltikum. Novgorod støttede bl.a. oprøret mod danskerne i 1223, blot 4 år efter slaget ved Lyndanisse, hvor sagnet siger, at den danske hær sejrede, da Dannebrog faldt ned. Ambitionen om at udbrede den vestlige kristendom til hedningene i det nordlige Baltikum i 1240-1242 stødte derfor på modstand fra Novgorod.
Novgorod Torg (marked), Apollonary Vasnetsov, 1909. Den russisk-ortodokse by Novgorod, af vikingerne kendt som Holmgård, kæmpede ihærdigt mod den katolske kirkes og vestlige korsridderes ekspansion i Baltikum. Novgorod støttede bl.a. oprøret mod danskerne i 1223, blot 4 år efter slaget ved Lyndanisse, hvor sagnet siger, at den danske hær sejrede, da Dannebrog faldt ned. Ambitionen om at udbrede den vestlige kristendom til hedningene i det nordlige Baltikum i 1240-1242 stødte derfor på modstand fra Novgorod.  

Den enes død, den andens chance

En anden religiøs og militær orden, Sværdbrødre-ordenen, dannet i 1202 med det formål at kristne det baltiske område med sværdets magt, greb efter nederlaget ved Börnhoved i 1227 kontrollen med Estland. Men et årti senere var ordenens magt blevet for stor for paven, der angreb dem for at samarbejde med bystaten Pskov, allieret med Novgorod, som paven anså for at være kættere, og bragte Danmark på banen igen. Ved et møde på en borg i Stensby i Sydsjælland 7. juni 1238 dømtes Den Tyske Orden, der var i færd med at absorbere de overlevende Sværdbrødre og deres besiddelser, der i 1236 havde lidt et katastrofalt nederlag til en hedensk hær, til at overdrage de tidligere danske besiddelser i Estland til den danske konge.  

Stensbytraktaten specificerede, at områderne Reval (Tallinn), Jerwia, Harrien og Wierland skulle overdrages til den danske konge, mens den danske konge dog på sin side igen skulle overdrage Jerwia til ridderne fra Den Tyske Orden, mod at de ikke byggede borge i området, og at området stadig skulle høre under biskoppen i Reval/Tallinn. Den danske konge måtte ikke angribe Øsel og Wiek ved kysten, men måtte til gengæld beholde to-tredjedele af de erobringer, som man ventede af de kommende korstog, som paven opfordrede til. Resten af byttet skulle tilfalde ordensridderne. Danmark var endeligt på banen igen – ikke mindst fordi, der var store indtægter fra Novgorods handel med vesten, der skulle forbi den danske del af Estland.   

Pavens drøm om ekspansion

Pavens ambition var at udvide kirkens magt i øst, og i pavelige buller blev svenske, danske og norske ærkebiskopper i 1237 og 1240 beordret til, at prædike for korstog mod de hedenske naboer, der truede de baltere, som allerede var blevet kristnet. Den norske kong Håkon IV blev også forsøgt rekrutteret i 1241, dog uden held. Men Danmark under Valdemar 2., svenskekongen Birger Jarl, og den Tyske Orden var med på ideen. Formentlig har Novgorod været det egentlige mål for kampagnen, da de som russisk-ortodokse truede den katolske kirkes position i Baltikum, og stod i vejen for den ønskede ekspansion. Svenskerne blev dog slået i et afgørende slag i 1240, og så var initiativet hos Danmark og ridderne fra Den Tyske Orden.

Alexander Nevsky rammer Birger Jarl, den svenske hærfører. Nicholas K. Roerich, 1904 (Wikipedia). Svenskerne ekspanderede og kristnede i Finland i 11-1200-tallet og forsøgte efter at have taget det østlige Finland, kaldet Tavastland, at trænge videre mod øst. Her stødte de på Novgorods styrker, og med nederlaget i slaget ved Neva 15. juli 1240 stoppede ekspansionen. Novgorods hærfører, Alexander, fik tilnavnet ’Nevsky’ for sejren ved Neva.
Alexander Nevsky rammer Birger Jarl, den svenske hærfører. Nicholas K. Roerich, 1904 (Wikipedia). Svenskerne ekspanderede og kristnede i Finland i 11-1200-tallet og forsøgte efter at have taget det østlige Finland, kaldet Tavastland, at trænge videre mod øst. Her stødte de på Novgorods styrker, og med nederlaget i slaget ved Neva 15. juli 1240 stoppede ekspansionen. Novgorods hærfører, Alexander, fik tilnavnet ’Nevsky’ for sejren ved Neva.

Danske-kongens tyske mænd under våben

Når man taler om dansk deltagelse i felttoget, er det værd at nævne, at der næppe var tale om særligt mange individer fra selve Danmark. Befolkningen i, hvad der siden 1220 havde været betegnet som hertugdømmet Estland, bestod, udover flertallet af lokale estere, i langt højere grad af tyske udvandrere fra særligt Sachsen og Westphalen, der udgjorde ca. 80 % af vasallerne. Danske vasaller, der primært boede nær Tallinn, udgjorde ca. 18 %, mens kun ganske få estere fik lov at gøre tjeneste som vasal for kongen.  Men da Estland hørte under den danske konges domæne, måtte alle levere de vanlige feudale tjenester, herunder militær tjeneste, til deres danske herre; i kilderne benævnes de derfor som ’kongens mænd’.

I Estland har kongens tyske vasaller for egen regning lejet soldater til at bemande deres hovedsæder og små borge, medens en milits, der har inddraget håndværkere, handlende og andre, har spillet en mindre rolle i forhold til rytteriet, der blev rekrutteret fra velhavende samfundslag, der kunne finansiere udrustningen. Blandt disse var ridderne i panser og brynje naturligvis de vigtigste, der, selvom de var få, sammen med deres væbnere udgjorde kernen i den militære slagkraft. Som støtte til disse styrker fungerede lokalt rekrutterede estere som ridende infanteri eller let rytteri på ponyer, der i kamp ofte blev placeret på flanken og ellers anvendt som spejdere.  

Felttoget mod voterne i Vod   

Få måneder efter det fejlslagne svenske angreb iværksattes et ny angreb. Traditionelt hævdes det, at en dansk-ledet styrke af danske soldater og soldater fra Den Tyske Orden, inkl. nogle få riddere, på i alt omkring 300 mand, støttet af et større antal estiske hjælpetropper, i vinteren 1241 fra Estland angreb de hedenske votere i naboegnen ved den Finske Bugt. Her tog de et fort ved landsbyen Koporye, hvis volde og træpalisader fra april 1241 blev erstattet af et stærkere stenfort.

Det markerede en ambition om en permanent tilstedeværelse, hvilket ville true Novgorods kontrol (som også gjorde krav på overhøjhed over Vod) med den sydlige side af den Finske Bugt, hvor handelen flød mod vest. Fra fortet viste man sin dominans og udsatte Vod for massive plyndringer; så mange heste og kreaturer blev stjålet, forlyder det i Novgorod Krøniken, at bønderne ikke kunne pløje jorden året efter. Under togterne nåede styrker så langt frem, at de blot var 30 km fra selve Novgorod.  

Kongens død torpederer korstoget

Nyere tolkninger siger, at felttoget næppe har været dansk ledet, da kong Valdemar 2. netop døde i marts 1241, hvilket har kastet den danske kongemagt ud i et tomrum. Det altdominerende spørgsmål har været, hvem der så skulle overtage tronen: Kongens sønner, Erik (medregent siden 1232) og hertug Abel af Slesvig kunne ikke blive enige, og under den efterfølgende strid har det været umuligt, at iværksætte et felttog.  Striden blev så alvorlig, at de to brødres hære i 1243 bekrigede hinanden, hvor grumme klosterplyndringer og voldtægter af nonner førte til, at kirken truede med at smide dem ud. Truslen om et sådant tab af anseelse fik brødrene til at besinde sig og organisere et fælles korstog, der skulle udgå fra Estland i 1244. Hæren kom dog kun til Ystad i Skåne, hvor spændingerne mellem dem betød, at de måtte opgive projektet.

Oversigtbillede af den militære situation i Baltikum 1226-60, og Den Tyske Ordens overtagelse af Baltikum. Regionen Vod, hvor danske vasaller på Danmarks vegne deltog i et erobrings- og kristningsfelttog, ligger i umiddelbar (østlig) forlængelse af Estland, ”svingstaten” Pskov, internt splittet og efterstræbt af både de vestlige korsfarere og Novgorod, ligger syd for Peipus-søen, mens Novgorod ligger umiddelbart øst for kortets kant, men på højde med Dorpat. Sværdbrødrenes undergang, der igen bragte Danmark militært og politisk på banen i Baltikum, skete ved ’Zemgale’ syd for Riga (Wikipedia/S. Bollmann – Dieter Zimmerling; Der Deutsche Ritterorden, 2. udg. 1991).
Oversigtbillede af den militære situation i Baltikum 1226-60, og Den Tyske Ordens overtagelse af Baltikum. Regionen Vod, hvor danske vasaller på Danmarks vegne deltog i et erobrings- og kristningsfelttog, ligger i umiddelbar (østlig) forlængelse af Estland, ”svingstaten” Pskov, internt splittet og efterstræbt af både de vestlige korsfarere og Novgorod, ligger syd for Peipus-søen, mens Novgorod ligger umiddelbart øst for kortets kant, men på højde med Dorpat. Sværdbrødrenes undergang, der igen bragte Danmark militært og politisk på banen i Baltikum, skete ved ’Zemgale’ syd for Riga (Wikipedia/S. Bollmann – Dieter Zimmerling; Der Deutsche Ritterorden, 2. udg. 1991).

Derfor har de danske vasaller, kongens mænd, formentlig blot spillet anden violin og har bidraget med militære styrker til felttoget mod voterne, i overensstemmelse med intentionen i Stensby-aftalen om, at kristne baltiske hedninge ved sværdet i fællesskab. At felttoget ikke har været dansk ledet har passet den Tyske Orden fint, for gentildelingen af de estiske områder til den danske konge var ikke var velkomment, og lod sig formentlig kun gøre fordi ridderne på tidspunktet var fuldt optaget af omorganiseringen af ordenen i forbindelse med optagelsen af de overlevende Sværdbrødre. En traktat indgået i Riga i 1243 fortæller da også, at biskopperne i Riga, Dorpat og Øsel/Saaremaa og de tyske ordensriddere lover hinanden, at ”pleje herrens vinmarker blandt hedningene” i Baltikum. Danmark nævnes ikke; den danske konges ambitioner om på ny, at opnå storhed ved korstogsaktivitet i Baltikum var uønsket.

Slaget ved Izborsk

Danske vasaller deltog også i et angreb på bystaten Pskov længere sydpå, hvor et dansk kontingent under prinserne Knud og Abel kæmpede i en hær ledet af Tyske Ordens-ridderen Landmeister Andreas von Felben på omkring 1000 soldater. De resterende kontingenter kom fra Den Tyske Orden, en militær styrke under biskop Hermann af Dorpat, et antal estiske hjælpetropper, foruden en styrke under en eksileret Pskov-adelig, Jaroslav. Pavens anklager mod Sværdbrødrenes samarbejde med kættere har netop rod i samarbejdet med dele af det ellers russisk-ortodokse Pskov; for internt i Pskov var man splittet mellem en pro-vestlig og en pro-Novgorod fløj, og angrebet skulle med Jaroslav i spidsen sikre Pskov for den vestlige kirke. Angrebet rettedes mod borgen Izborsk, ikke langt fra Pskov. Her stødte hærene sammen d. 16. september:

”Da de (soldaterne fra Pskov) nåede frem til ’Brødrenes’ hær (de tyske riddere) angreb de, og ’Brødrene’ og ’kongens mænd’ (den danske styrke) stormede dristigt frem mod dem. Et intenst slag begyndte. Tyskerne hakkede store sår og russerne led forfærdeligt. Otte hundrede blev dræbt og faldt på slagmarken, som var nær Izborsk”, skrives der i den Livonske Rimkrønike (Livonian Rhymed Chronicles).

Korsfarerhæren slog herefter lejr ved Pskov, plyndrede og brændte overalt, og skånede naturligvis heller ikke de russiske ikoner og kirker, som repræsenterede den russisk-ortodokse tro. Under indtryk af nederlaget ved Izborsk lod borgmester Tverdilo Ivankovich, som man kan gå ud fra har tilhørt den pro-vestlige fløj, byportene åbne og overgav byen til de vestlige korsfarere uden kamp.

Pavens ønske om ekspansion i det jomfruelige baltiske område foldede sig ud som ønsket; flere hedenske områder var faldet til kirken, før det russisk-ortodokse Novgorod fik for godt fat i dem, og bystaten Pskov, der ville være en vigtig allieret for både kirkens vestlige korsfarere og Novgorod, var med betydelig hjælp fra den pro-vestlige fløj ligeledes faldet. På grund af kong Valdemar 2.’s u-timelige død deltog Danmark ikke i en markant rolle i ekspansionen, men som juniorpartner til den Tyske Orden. Men i det mindste var igen en aktiv part i den prestigefyldte vestlige korsfarer-mission, der prægede middelalderen. Lavpunktet efter kollapset efter Lyø og Börnhoved var vendt til fremgang.           

Af JG

Læs mere:
Danske korstog – krig og mission i Østersøen, J.H. Lind/ C.S. Jensen/K.V. Jensen/A.L. Bysted
Lake Peipus 1242; Battle of the Ice, David Nicholle
Livonia and Rus’ and the Baltic Crusades in the 13th Century, Anti Selart  
danmarkshistorien.dk; borgerkrigen 1243-1250