Med ret til at dræbe

Var modstandsfolkene mordere eller helte? ”Med ret til at dræbe” er en mørk og stemningsfuld, men også velafbalanceret og oplysende dokumentar, der fokuserer på modstandskampens skyggeside. At stikkerlikvideringerne blev mørkelagt efter krigen er ikke tilfældigt, da politiske hensyn dikterede, at hvad der kunne være moralsk anløbent skulle druknes i et stærkt, heroisk lys.

Gennem interviews med en række tidligere modstandsfolk berettes der om de ca. 400 stikkerdrab, der blev begået under krigen. Eller rettere; det anslås af én af de interviewede, at det vel kun drejer sig om lidt mere end 100 stikkerdrab, da resten af ofrene var andre typer af tyske håndlangere fra HIPO og Schalburgkorpset etc. Det er bare én af flere stærke oplysninger i fortællingen om krigstidens Danmark.

I Per Øvig Knudsens hænder har det udmøntet sig i en alvorlig, nøgtern film, hvor en række tidligere modstandsfolk (Jørgen Kieler, Gunnar Dyrberg, Uffe Horwitz m.fl.) fortæller om krigens oplevelser, sat op mod en sort baggrund. Meget passende, for det er alvorlige mennesker, der taler om et alvorligt emne. Det kunne nemt have været tørt og skolebogsagtigt, hvis ikke de talende hoveder havde været akkompagneret af sort-hvide filmiske rekonstruktioner, der forvandler de tilbagelænede, reflekterende og tilbageskuende beretninger fra noget fortidigt til noget vedkommende og farligt, der med trommemusik fænger og fastholder seeren.    

En melankolsk, klagende lydtæppe antyder med lige så stor effekt drabenes moralske dilemma, der var overraskende kontroversielle i samtiden. Socialdemokraten Hartvig Frisch kaldte efter befrielsen de modstandsfolk, der var involveret i stikkerdrabene, for mordere. En total underkendelse af modstandsfolkene. Men da modstandskampen af mange længe, ikke mindst af socialdemokraterne, blev anset for uansvarlig sabotage af den fornuftige samarbejdspolitik, er det for så vidt et logisk synspunkt.

Som også modstandsfolkenes logik for drabene; for stikkernes samarbejde med tyskerne var dødelig effektivt. Reelt var de i færd med, at optrevle modstandsbevægelsen, der blev reddet af RAF’s bombninger af Gestapos hovedkvarterer. At ofrene var udpeget på tvivlsomme bevæggrunde, rygter og udpegninger, støtter blot Hartvig Frisch’ standpunkt. At nogle modstandsfolk, efter at tyskerne havde interneret det danske politi i august 1944, tyede til tyverier til sortbørshandel, personlige berigelser efter likvideringer, måske tilmed rovmord camoufleret som stikkerlikvideringer, tilføjer blot endnu et moralsk betændt lag til fortællingen.

Filmens lange, insisterende og sørgmodige instrumentale toner udgør baggrunden for det nagende spørgsmål, i hvor høj grad den heltemodige indsats, som modstandskampen er blevet præsenteret som, snarere var en snusket gang selvtægt, udsat for hvidvask af overordnede politiske hensyn. Der falder ingen dom over modstandskampen som sådan, ud over, at den gode modstandskamp også har en historie om en hidtil ufortalt mørk skygge. Og som sådan er filmen(der bygger på Øvig Knudsens bog ’Efter drabet’ fra 2009), og som vandt en Robert-pris for bedste lange dokumentar, en ganske oplysende, tankevækkende og samtidigt spændende dokumentarfilm om ”medaljens bagside”.

Anmeldelse af JG