De røde enge

En film om modstandsbevægelsen, der indeholder mange af de elementer, som modstandskampen huskes for; tyskere, der jager danske modstandsmænd, natlige nedkastninger af våben, sabotage af fabrikker, og stikkere i modstands-folkenes midte. God og gedigen underholdning, der vel nok er repræsentativ for, hvad der hændte i krigens sidste par år.

Ikke så underligt, da filmen bygger på en roman af modstandsmanden Ole Juul fra 1945, og filmen udkom i julen samme år. Alt er i frisk erindring. Her kunne man dog så frygte, at filmen ville være en skamrosen af modstandsfolkene og en overstadig heltedyrkelse af de som valgte, at gå imod tyskerne. Det er dog slet ikke tilfældet. I stedet får man en forbavsende nøgtern film, der fokuserer overraskende meget på det pres, som modstandsfolkene levede under.

Man nærmest underspiller helterollen. Det gælder i særlig grad Poul Reichhardts hovedrolle, der viser en tilfangetagen modstandsmand, der kun venter på at blive henrettet af tyskerne. Reichhards skuespil er ret så virkningsfuldt udtryksfuldt og følelsespræget, og som i sin styrke meget godt forklarer, hvorfor han endte op med en karriere på ? år. Det åbne og sørgmodige ansigt er et af billederne, der huskes fra filmen.

Et andet højdepunkt er, hvad der utvivlsomt er filmens dramaturgiske højdepunkt; nemlig ildkampen på den fabrik, der er blevet udvalgt til at skulle saboteres. Datidens teknik er naturligvis ikke på højde med vores dages, og det skinner da også igennem, men kan man se bort fra det, er det ganske realistiske og dramatiske scener. Der er set nyere amerikanske actionfilm, produceret med langt bedre tekniske muligheder, som alligevel er betydeligt værre.

Godt gået af en produktion anno 1945. En anden ting, man bemærker, er, at tempoet i moderne film er lidt højere, men forbavsende nok er nye danske films mumlen ikke! en ny ting. Lige som lidt teateragtige replikker- og latter heller ikke er det, men heldigvis skæmmes filmen ikke i overdreven grad af dette. En af filmens stærke sider, derimod, er den gode vekselvirkning mellem den tilfangetagne modstandsmands husken tilbage på de begivenheder, der ledte til hans arrestation, og hans aktuelle situation som fængslet.

Særligt en meget højtråbende og kadaver-militærisk forhørsleder er mindeværdig i disse scener. En afbalanceret og rimelig seværdig film, trods dens høje alder. Er man i forvejen dansk filmfan, er det i sig selv interessant at se meget unge Bjørn Watt-Boelsen, Preben Neergaard, Preben Kaas, Lisbeth Movin m.fl. – og selvfølgelig Poul Reichhardt ”himself”. Ved Cannes-filmfestivalen i 1946 blev den tildelt Den Gyldne Palme

Anmeldelse af JG

 

 

De røde enge