De ensomme ulve

Underholdende anekdoter fra krigens tid.

Gunnar Dyrberg har formuleret sine oplevelser som medlem af modstandsorganisationen Holger Danske som en lang række anekdoter, der samlet fortæller om hans og organisationens kamp mod den tyske besættelsesmagt. Gunnar er en god fortæller, som ikke dvæler ved detaljerne, og fokus er selvfølgelig på de dramatiske hændelser.

Holger Danskes organisatoriske udvikling gennem tre etaper, benævnt HD I-III, skitseres for læseren, og i samme hurtige penselstrøg følger også personbeskrivelserne. Blandt persongalleriet er de berømte modstandsfolk “Flammen” og “Citronen”, og en del af bogen fokuserer på deres både modige og tragiske historie.

Selvom de var gjort af et særligt stof lægges der ikke skjul på, at Gunnar og de fleste af hans kampfæller blot var en flok glade amatører der gjorde deres bedste. Det måtte man så bare leve med – så længe man kunne leve, for Gestapo var i modsætning til modstandsfolkene både dygtige og professionelle. Desuden havde de talrige danske hjælpere, som ikke havde skrupler ved at infiltrere modstandsbevægelsen og udlevere dens medlemmer til tysk forhør og mishandling.

At så mange var villige til at stikke modstandsfolkene får vi aldrig nogen forklaring på, hvilket lidt perspektivering og reflektion kunne have rådet bod på. På sin vis kæmpede modstandsbevægelsen under næsten hele perioden mod vinden; først mod samarbejdspolitikerne og politiet, siden mod en mere og mere brutal fjende, som var uhyggelig effektiv.

Så effektiv, at det i løbet af 1944 blev Holger Danskes hovedopgave at likvidere stikkere. Ren overlevelseskamp. Heller ikke her bores der meget i følelserne eller tankerne – nærmest pligtskyldigt får man at vide, at det selvfølgelig ikke var rart. At ‘de ensomme ulve’ led, forstår man.

Men kampens skyggeside fornemmes ikke for alvor, og de kæmpende kommer vi aldrig under huden på. Anekdote-formen gør scenerne næsten filmisk klare, men dybden og tyngden udebliver. Underholdt bliver man dog.

Anmeldelse af Jens Geisler

 

Fakta om bogen

Titel: De ensomme ulve

Forfatter: Gunnar Dyrberg

Omfang: 206 sider

Forlag: Gyldendal 2009

Pris: 249,-

De ensomme ulve
De ensomme ulve