Tønder Kaserne

Fredag den 23. april 2004 udkommer en bog om Tønder Kaserne, som Tønder Museum har arbejdet med siden efteråret 2001. På dette tidspunkt lykkedes det muset at skaffe midler til en undersøgelse og dokumentation af, hvorledes samspillet har været med Tønder kaserne og Tønder by, samtidig med, at det ville være rigtigt ved kasernens lukning at skrive en sammenhængende fremstilling af Tønder Kasernes historie fra 1920 til lukningen ved udgangen af 2002.

Tønder Museum ansatte historikeren, Henrik J. Møller, der påtog sig opgaven, og gennem hele efteråret 2001 og foråret 2002 arbejdede Henrik J. Møller med projektet, foretog det store arbejde med det arkivalske stof og gennemførte en række interviews med personer, både civile og med militær rang, der havde gjort eller stadig gjorde tjeneste ved kasernen.

I løbet af sommeren 2002 færdiggjorde Henrik J. Møller sit manuskript, samtidig med, at Tønder Museum ansøgte en række fonde om støtte til bogens udgivelse. De nødvendige tilskud blev skaffet til veje i slutningen af 2003, således at trykningen af bogen kunne sættes i værk i begyndelsen af dette år, og nu foreligger resultatet, en bog på godt trehundrede sider med et væld af oplysninger og mange foto, hvoraf en del ikke tidligere har været offentliggjort.

Bogen består af tre dele. 1. del omhandler kasernens historie fra 1920 til 2002, 2. del beretter om dagliglivet på kasernen i dens sidste år, og 3. del gør rede for de relationer, der har været mellem Tønder by og Tønder Kaserne.

Bogen præsenteres på udgivelsesdagen fredag den 23. april 2004 Kl. 14.00 ved et pressemøde i toppen af Vandtårnet, hvor forfatteren vil være til stede, og hvortil de personer, der har ladet sig interviewe til bogen vil være inviteret.

Bogens pris er 249,- kr, dog således, at bogen i den første måned efter udgivelsen sælges til en særlig pris på 199,- kr. Favørprisen gælder indtil søndag den 23. maj, 2004.

Bogen vil være et must for alle, der interesserer sig for Tønders historie, og for de mange mennesker, der har haft deres daglige virke på kasernen eller som har aftjent deres værnepligt på den.

Inger Lauridsen

Tønder Museum

Tønder Museum
Kongevej 51
DK- 6270 Tønder.
Tlf: +45 74-722657

Tønder kaserne
Tønder kaserne