Den usynlige hær

Filmen ’Den usynlige hær’ udkom i 1945, og bygger på bogen af samme navn af Knud Sønderby, der også udkom i 1945, og som bygger på virkelige begivenheder fra krigen. Handlingen drejer sig, kort fortalt, om en ung dame, Alice (Bodil Kjer), hvis kæreste er i England, og hvis bedste ven, Jørgen (Ebbe Rode), passer på hende. De forelskes, men kæresten Poul (Mogens Wieth) vender pludselig tilbage som modstandsmand, og deltager i filmen højdepunkt; sprængningen af fabrikken Metrodan.

Særligt Ebbe Rodes portræt af den pæne og venlige Jørgen, der involveres i modstandsbevægelsen, er i sagens natur som pæn bedsteborger ikke vildt ophidsende, men som almindelig dansker, der blot hører om modstandskampen uden selv at overveje deltage i den, hvilket jo var gældende for langt størstedelen af befolkningen, er ganske overbevisende.

Men også Poul Reichhardt udfylder rollen som den erfarne og lidt hårdkogte modstandsmand, Ole, på iøjnefaldende og mindeværdig vis.

Dog med en snært af overspil, der måske er ønsket fra instruktørens side, for på den vis at trække modsætningen mellem den pæne, afbalancerede neutrale borger og de mere iltre eller passionerede modstandsfolk – dvs. den diametrale modsætning af den velbjærgede ven, der har sit på det tørre, og modstandsmanden, der har sat alt på spil. To ”livsstile” eller tankebaner, der kolliderer, hvilket blot understreges af Alices moder (Maria Garland), der mest af alt er optaget af, at få datteren godt og sikkert afsat. Så er fremtiden jo sikret.

Altså den snævre, personlige fremtid – mens modstandsfolkene tænker stort, og har landets fremtid i tankerne. Endnu en fin lille pointe, der diskret sniges ind i filmen. Men ude at moralisere eller dømme, den portrætterer bare de to valg af tilgang til krigen; de, der blot forsøgte, at få det bedste ud af det – og de, der stak fremturede, stak næsen frem, og risikerede at ”få en på tuden”. Den rolige Ebbe Rode og de dedikerede, parkacoat-klædte modstandsfolk med den urolige Reichhardt i deres midte, samles om et anslag mod fabrikken, hvor Ebbe Rode får en hovedrolle i planen. Scenerne giver her behagelige minder om diverse amerikanske kup-film fra 1970-80’erne, som eksempelvis ”Heist” med Gene Hackmann i hoverollen. 

Selvom der også i denne film, som også i fx filmen ”De nøgne træer” fra 1982, er indbygget en indbyrdes konflikt om kærlighed mellem to af modstandsfolkene, Jørgen og Poul, og Alice, kvinden i midten, så mangler ”Den usynlige hær” dog den nerve og spænding, som kan gøre kup-film spændende og fængslende, da tempoet er lidt for langsomt og plottet lidt for meget lige-ud-af-landevejen, og som i filmen ”9. april” slutter det hele lidt abrupt, uden egentlig afrunding eller pointe. Ikke som i en rigtig kup-film, og derfor er der snarere tale om et loyalt, flot og nuanceret portræt af tidens trends, hvis man ellers kan kalde samarbejdspolitikken og modstandskampen det.

Anmeldelse af JG