Anders Lassens Krig

Mens hovedparten af danskerne fandt sig til rette med den tyske besættelse af Danmark var Anders Lassen fra begyndelsen opsat på at kæmpe mod tyskerne. Den indstilling forvandlede den unge mand fra godsejer-familien til sejlende partisan i den engelske kanal, pirat ud for Vestafrika, og kommandosoldat i det græske øhav. Anders Lassens Krig er både et spændende drengerøvs-krigseventyr og en fascinerende historie om en antiautoritær og patriotisk ung mand.

Efter en let og fin indføring i opvækst og familieforhold, hvor hans udpræget dårlige boglige færdigheder og urolige natur og ”talent” for at slås berøres for første, men bestemt ikke sidste, gang drager vi med ham ud som sømand. Meget vellykket belyses det, hvordan krigen indfangede og sendte ham i retning af krigsdeltagelsen som kommandosoldat i den britiske hær ved at krydse mellem krigens gang i 1940, tilblivelsen af den nye type militære enhed, kommandostyrkerne, og Anders Lassens stigende frustration over den kedelige sømandstjans, langt væk fra begivenhedernes gang i Europa.

Hans urolige karakter, og tilsyneladende lige så veludviklede evner som skørtejæger som slagsbror, belyses fint bogen igennem ved udtalelser fra soldaterkammerater, overordnede i den britiske hær, og gennem egne breve til familien hjemme i Danmark. Da hans skib blev opbragt af britiske styrker i Golfen fandt han vej ud af kedsomheden ved at melde sig frivilligt til britisk krigstjeneste, hvorefter vi følger ham gennem den lange træningsperiode i England og Skotland, der omfatter en interessant redegørelse for kommandostyrkernes opstart baseret på erfaringer fra både 1. Verdenskrigs kampe i Mellemøsten, IRA’s oprør mod de britiske styrker, og utraditionelle metoder fra de hårde hunde i Shanghais britiske politi

En utrolig tur til Vestafrika, hvor den lille kommandogruppe skulle sætte rav i den, udgør hans første egentlige krigserfaring, hvorefter indsatsen foregår i form af togter i den Engelske Kanal. Her sættes hans rolle som raider fornemt ind i den overordnede sammenhæng, hvor behovet for at afstive den britiske befolknings moral, belaste den tyske besættelsesmagt i Frankrig, samt at skabe en afledningskrig for at fjerne fokus fra den senere britisk-amerikanske landgang i Nordafrika i 1942 dikterede en aktiv indsats i kanalen.

Det spor fortsættes i retning af en overordnet gennemgang af krigen, med enkelte afstikkere til Anders Lassens person og gøren og laden som medlem af de britiske specialstyrker i Middelhavsområdet, hvor han gjorde tjeneste i tiden efter landgangen i Nordafrika. Her er det krigeren Anders Lassen man kommer tæt på, og et fascinerende miljø præget af løs disciplin, uortodokse ledere, og en uformel, rå men hjertelig omgangstone blotlægges.

Hans håndfaste og uortodokse stil som leder af den irske patrulje i Special Boat Squadron demonstreres i en lille perle af en anekdote, hvor han lader patruljens mesterbokser slå to andre slåssende medlemmer af patruljen ud; netop de mange farverige anekdoter liver op i beretningen, der snarere redegør og fremlægger end levendegør.

Redegørelsen for livet som sejlende kommandosoldat i Ægæerhavet giver mindelser om kulørte sørøverfilm fra Hollywood, men den lette og lyse stemning får ikke lov at råde alene. For det er også i denne del af bogen, at en mørkere side af Anders Lassens spontane og fandenivoldske personlighed trækkes frem. Særligt hans ubændige lyst til at dræbe ”de sataner”, tyskerne, og lysten til at bruge kniven til at dræbe med, dvæles der ved. Til skyggesiden hører også tendensen til pludselige humørskift og hidsigheds anfald, der forsigtigt kobles til mistanken om et muligt brug/misbrug af amfetamin.

Der rejses også tvivl om hans evner som leder baseret på en uheldig optræden under en træfning i Jugoslavien, så det er det bestemt ikke tegningen af en renskuret superhelt der fremlægges. I april 1945 blev han dræbt i Norditalien under et dristigt angreb på en serie tyske maskingeværstillinger.

Men han sables heller ikke ned, jf. uviljen mod at deltage i Vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland 1939-40, hvoraf det afvises, at han skulle have næret højreradikale sympatier, lig en del (men langt fra alle) danskere, som meldte sig til kampen mod det kommunistiske Sovjetunionen. Ej heller, at han simpelthen bare var krigsgal og ville være med i hvilken som helst krig. Anders Lassens kamp var for fædrelandet, mod besættelsesmagten, hverken mere eller mindre. I den kamp fandt han et ståsted og et miljø han passede ind i som fod i hose.

Thomas Harder har med Anders Lassens Krig skrevet en grundig researchet og teknisk vellykket, afbalanceret og ganske oplysende bog om personen og hans skæbne. Biografien ligger i forlængelse af bogen om den danske partisan i Italien under 2. verdenskrig, ‘Paolo il Danese’, fra 2009, men ellers har forfatteren med en baggrund som cand.mag i italiensk og historie fokuseret på et bredt italiensk tema omfattende den italienske mafia, italienske rejsebeskrivelser og mad.

 Anmeldelse af Jens Geisler

 

Fakta om bogen

Titel: Anders Lassens Krig

Forfatter: Thomas Harder

Omfang: 591 sider

Forlag: Informations Forlag 2010

Pris: 359 kr på Saxo

Anders Lassens krig
Anders Lassens krig